16.09.2009

Bjørn Lomborg deler vandene: afhængig af din holdning til ham er du klima-skeptiker eller klima-forkæmper. Begge parter påberåber sig retten til at være drengen i eventyret, der råber at kejseren er ganske bar. Men hvem har ret? For mig at se er svaret indlysende: Tidsånden er løbet fra Bjørn Lomborg, som efterhånden kun har Dansk Folkeparti i skøn forening med det efterhånden marginale ultraliberale heppekor blandt støtterne. Fra nu af skal støtten til ham bero på løbende, konkrete vurderinger af det arbejde, han udfører.

af Per Ørum Jørgensen, Klima- og Miljøordfører for Det Konservative Folkeparti

FOR fem år siden blev Bjørn Lomborg, direktør for Copenhagen Consensus Center, kåret som værende blandt de 100 mest indflydelsesrige mennesker på kloden. Paradoksalt nok blev min konservative partifælle, klimaminister Connie Hedegaard tildelt den samme ære tidligere i år. Dannebrog var de fælles om, men ellers modpoler og symboler med to forskellige tilgange til klimadebatten. At det er klimaforkæmperen, og ikke skeptikeren, der nu er den indflydelsesrige, er ikke tilfældigt, for klimadebatten har – med de scenarier som FNs Klimapanel har blotlagt – bevæget sig i retning af en anerkendelse af, at den globale opvarmning kræver handling, og at det haster.

Lomborg i underholdningsindustrien
Lomborg har altid haft en særlig sans for selviscenesættelse, og er gennem årene blevet selve symbolet på klimaskepsis ikke bare herhjemme men også i internationale sammenhænge. Det kan man kun tage hatten af for, og debat om et så centralt tema som klimaforandringer er jo i sagens natur altid gavnlig. Derfor skal Bjørn Lomborg da have anerkendelse, for dét han er og for dét han kan, nemlig en interessant evne til at skabe heftig debat som klimadebattør.

Men det vil nok være at tage munden for fuld at betegne Lomborg som forsker.

Copenhagen Consensus Center har lagt en række rapporter frem, som har fokus på, hvordan man bekæmper den globale opvarmning, og hvilke økonomiske scenarier man kan forvente i forskellige sammenhænge. Centrets konklusioner har medført stor debat, og er blevet udsat for massiv kritik fra stort set alle kanter. En kritik, jeg som konservativ klimaordfører har taget aktiv del i. Bjørn Lomborg har svaret på kritikken fx på sin blog på politiken.dk : det fremgår her, at han føler sig udsat for det, han betegner som en bizar kritik fra politikere og andet godtfolk. Så det er naturligvis på sin plads at se nærmere på, hvor vandene skilles, og på hvorfor jeg mener, at mange andre debattører eller sågar personer i underholdningsbranchen kunne med lige så stor ret kræve at blive tilgodeset i millionklassen på statens finanslov i samme grad som Bjørn Lomborg bliver

Lomborg og hans center er inden klimatopmødet blevet bedt om at komme med en række forslag til, hvordan man bekæmper den globale opvarmning. Han lancerede i løbet af sommeren en række forslag med udgangspunkt i det, man i klimaverdenen kalder geo-engineering. Konkret foreslog centret at fylde verdenshavene med en armada på 1.900 kæmpemæssige førerløse skibe, der skal sende oppisket saltvand op i atmosfæren og danne skyer, der kan kaste solens stråler tilbage. Et forslag, der længe har været debatteret og kendt blandt internationale klimaforskere. Man kan drage en sammenligning med et andet aktuelt forslag om at male alle hustagene hvide, og på den måde kaste solens stråler tilbage.

Nu er sådan en akademisk diskussion ikke velegnet til, at vi politikere tager del i den. Men som politikere, der har ansvaret for at finde løsninger i forhold til de udfordringer der er, så må man tage udgangspunkt i den viden, der er tilgængelig, når beslutningerne skal træffes.

Lomborgs forslag, som altså ikke var hans alligevel, men derimod byggede på gamle teorier, blev da også skudt ned fra alle kanter. Argumentationen er, at når man leger med jordens klima på en sådan måde, så kender man kun halvdelen af konsekvenserne, og risikerer at sætte processer i gang, som ikke kan styres.

Jeg kaldte i den forbindelse Lomborg for en støjsender, og kritiserede ham for at negligere de store udfordringer vi står overfor på klimaområdet med hans paradeforslag. Denne kritik – som Lomborg altså fandt ”bizar” – vil jeg vende tilbage til.

Næste udspil fra Lomborgs center kom i august, hvor regningen blev gjort op til, at det ville koste – og hold nu godt fast – 200.000 milliarder kroner frem mod 2100, og at det var bedre at investere i forskning nu og samtidig vente med konkrete tiltag, der kan nedbringe Co2-udslippet til senere. Jeg mener, at Lomborg med sin fremskrivning over de kommende 90 år ligeså godt kunne have skrevet 400.000 milliarder kroner eller 50.000 milliarder kroner. Det er et regnestykke med megen usikkerhed – mildest talt. Det er jo en udregning, der forudsætter, at man kender de virkemidler, der vil blive bragt i anvendelse om 20 eller 70 år, og det kan selv de fremmeste forskere jo selv i deres lyse stunder ikke give et klart billede af.

Samtidig strider holdningen om, at man bør vente med at sætte ind overfor de globale klimaforandringer, mod blandt andet FN´s klimapanel, som har konkluderet modsat – nemlig at jo længere tid vi venter, jo dyrere bliver det.

Klimapolitik er værdipolitik
Lomborg er på baggrund af de seneste konklusioner klar til at eksperimentere med den klimaudfordring, vi står overfor, og det er denne letsindige tilgang til klimaspørgsmålet, der får min konservative sjæl i oprør. Det er her, klimapolitik bliver til værdipolitik, og hvor Bjørn Lomborg udfordrer noget af det mest centrale i den konservative livsopfattelse. Han udfordrer den kontrakt og det ansvar, der hersker mellem generationerne.

For de udfordringer vi står overfor, er måske nutidens mest konkrete eksempel på, at generationskontrakten skal opfyldes. En kontrakt, der forpligter os på, at vore børn og børnebørn ikke skal overtage en klode, der er i en ringere stand, end den vi betræder nu.

Derfor er vi forpligtet til at handle og forpligtet til at vise ansvarlighed. For ansvaret rækker frem mod vores børn og børnebørn. Hvis vi ikke handler nu, så gør vi os skyldige i et alvorligt og uopretteligt svigt. Hvis vi svigter nu, så ville de med rette om nogle årtier stille spørgsmålet: Hvorfor lod I stå til dengang i 2009, når nu i kendte problemet, og i kendte løsningerne på problemet?

Skulle man så svare – tja, vi var sådan set uenige om hvorvidt, der var et problem – eller tja, vi troede det var bedst at vente med at gøre noget, indtil vi havde den rigtige teknologi – eller vi troede, vi kunne løse det ved at sprøjte havvand op i luften og lave hvide skyer eller male alle hustagene hvide!

Tiden er ikke inde til eksperimenter – for tager man fejl, så er prisen alt, alt for høj. Vi har ganske enkelt ikke råd til at gøre det rigtige forkert.

Og skulle det nu vise sig, at det bare var bluff det hele, så er det vel kun godt, at vi begrænser forureningen ved at skabe nye rene energikilder og at vi begrænser afhængigheden af fossile brændsler som kul, gas og olie. Det betyder meget både sikkerhedspolitisk og økonomisk at vi ikke lader stå til.

Men risikoen for, at det hele skulle være bluff, er altså lidt svær at retfærdiggøre, når man sejler rundt i isfjorden ved Ilulissat i Grønland, eller når man ser scenarierne for Maldiverne i det indiske ocean, som risikerer at forsvinde lige om lidt. Klimaforandringerne er allerede nu meget konkrete.

Netop Grønland har også været nævnt i den ”bizarre” kritik af Bjørn Lomborg: Jeg udtaler til Berlingske Tidende, at det er helt relevant at finde ud af, om staten skalbetale for at Bjørn Lomborg rejser til Grønland for at sige, at det er rigtig fint, hvis Grønland vælger ikke at tilslutte sig en aftale på klimatopmødet i København. Altså kort sagt, om vi skal bruge offentlige midler på at finansiere Lomborgs roadshow. Efter min bedste overbevisning, så kunne vi så også betale for Finn Nørbygaards roadshow. Og han har brug for det. På sin blog gør Lomborg det klart, at det ikke er skatteyderne, der har betalt hans tur til Grønland, men derimod den grønlandske arbejdsgiverforening. Og det er jo helt fair.

På den baggrund må han jo sætte pris på, at jeg sammen med Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo har bedt Miljøministeren om at komme med en status på, hvor meget miljø vi får for de mange millioner, som staten støtter Lomborg og hans center med. På den måde får vi elimineret eventuelle misforståelser om, hvad pengene bruges til, og vi understøtter Lomborgs mantra om, at vi skal sikre mest mulig miljø for pengene.

En sådan status er jo også blevet endnu mere aktuel efter, at Dansk Folkeparti i deres finanslovsforslag har udtrykt ønske om at bevillingen til Copenhagen Consensus Center fordobles i perioden frem til 2012. Man kan anstændigvis ikke bare fordoble bevillingen uden at studere nærmere hvad vi får for pengene. Man kan vel ikke bruge fem millioner kroner af statens budget på en debattør alene af den grund, at man er bange for, at der går halleluja i klimatopmødet?

Med vores forslag vil det være uafhængige råd, der vurderer Lomborg ud fra faglige kriterier og ikke politiske. Der er vel grundlæggende et rimeligt synspunkt, at Lomborg og hans center bør søge penge fra staten til klimaprojekter på samme måde som alle andre aktører indenfor forskningsområdet gør.