02.09.2009

Af Lars Östman, kommentator i RÆSON

Sagen om irakerne i Brorsons Kirke manifesterer Folkekirkens dilemma: da kirken er underlagt staten, er præsterne embedsmænd. Hvem tjener de, når det kommer til stykket – politikerne eller Gud?

MAN kan betragte det som en almindelig politisk uenighed: skal Danmark hjælpe Iraks befolkning, fordi vi har invaderet landet, eller skal vi ikke? Men sagen rejser også et andet spørgsmål: for forholdet mellem stat og kirke blev sat på spidsen, da politiet stormede kirken. Kunne den verdslige magt sådan gribe ind i det allerhelligste? Præsten Per Ramsdal citeres af Kirkeasyl.dk (hjemmeside for støtteforeningen Kirkeasyl, der ønsker, at irakerne fra Brorsons Kirke skal have opholdstilladelse, red.): ”Jeg havde i min vildeste fantasi ikke forestillet mig, at ordensmagten ville gå ind i en kirke og hente nogen stakkels asylansøgere ud med vold og magt.” Jyllands-Posten, der jo i denne genre har vist en særlig interesse, gengav med en række citater de to forskellige typiske opfattelser i) kirken er et fristed, et sted hvor en anden slags lov gælder, ii) kirken er blot en bygning blandt andre.

En sproglig finesse: På dansk hedder disciplinen knyttet til sagførerembedet som bekendt ’jura’. Interessant er imidlertid, at dét er en pluralisform af ius, ret, som derfor sammenføjer den verdslige og den hellige ret, ius humanum og ius divinum, som igen er sammenføjet i den siddende regering, fordi Danmark har en statskirke. Sådan må det være, så længe man har en statskirke og tilhørende ministre i en verdslig regering. Til syvende og sidst har regeringschefen ansvaret for og magten over kirken –politisk, økonomisk og uddannelsesmæssigt (det kristne er det eneste trossamfund i Danmark, hvis præsters teologiske uddannelse betales af staten og teologi er det eneste studium, som er  tilrettelagt efter en trosopfattelse).

DET handler om nød og nødværge. Som man kunne læse i Jyllands-Posten og på Kirkeasyl.dk, kan vi ”ikke bare se til, mens Danmark afviser at beskytte mennesker i nød”; Kirkeasyl ”bekymrer sig om menneskeliv, når disse er i fare”.

Nøden og nødvendigheden har siden oldtiden, gennem middelalderen og op til moderne tid voldet enorme problemer for teologer, jurister og andre, fordi den i sidste instans, om end på forskellige måder, implicerede lovens suspension eller simpelthen: undtagelsestilstand – at den tematiserede det sted, hvor en anden slags lov kunne gælde. Den idé finder sine første formuleringer i den religiøse litteratur, heriblandt også Bibelen. Her kan Gud ophæve naturlovene, en evne han synes at have givet til Jesus, der vækkede Lazarus fra de døde, selvom hans søster forsikrede: ”han stinker allerede”. Så længe disse foreteelser var reserveret et perverst hjørne af den guddommelige litteratur på grænsen mellem magi og ritualitet, var problemet håndtérbart. Sådan handler guder og er man i tvivl, kan man læse det samme i alle andre religioners mytiske litteratur.

I sine første 1200 år forsøger kirken at udarbejde en model for at beskrive den handling, der udføres uden for loven, men altså – og dét er mesterstykket – uden, at den er ulovligt. Naturligvis fordi lovens suspension eller undtagelse havde et politisk formål – ellers ville et sådant arbejde næppe have set dagens lys. Kirkens løsningsforslag til lovens suspension er følgende: lovens suspension skal ikke basere sig på nøgne fakta, men netop på dens nødvendighed og på hvem, der udfører denne handling. I modsætning til de moderne teorier om undtagelsestilstanden, så ønsker middelalderkirken ikke at sammenføje lovens suspension med lovens egen gyldighed. Man søger altså ikke en verdslig, juridisk form, men i stedet at reservere et slags ”lovløst” rum, der på dette tidspunkt havde til formål at redde kirken fra modsætningsfyldte eller uheldige handlinger. Havde kirken fx udpeget en biskop, der egentlig ikke kunne blive det, kunne kirken gøre denne tilsyneladende forkerte handling rigtig, fordi hans bispeembede nu nødvendigvis allerede var effektueret. Et slogan, der går tilbage til kanonisten Gratian lyder: nødvendigheden har ingen lov (necessitas legem non habet), fordi den omhandler et enkelt tilfælde, hvorpå den almindelige lov ikke kan anvendes, simpelthen fordi situationen er unik.

Man mente dette var ladsiggørligt, fordi lovens mål var menneskets frelse eller redning (salus hominem). Hvis loven i en bestemt situation ikke kunne leve op til dette, måtte man etablere et rum for den ”rene handling” – ligesom Jesus gjorde. Betingelserne for denne afgørelse afgjordes dengang af kirken – menigmand kunne ikke vælge at suspendere loven – og man satte ikke spørgsmålstegn derved. Man opfattede også selve kirken som et helt særligt sted. I forgården til middelalderens enorme, kirkelige bygningsværker lagde man spedalske, krøblinge og andre syge, ja til og med efterladte spædbørn. Måske ville man bare komme af med dem, men det er ikke umuligt, at middelaldermennesket havde forhåbninger om, at de netop i dette grænsested mellem det verdslige og det hellige kunne blive reddet af Guds magi, af Guds nåde. At de her befandt sig et sted, hvor den verdslige verdens timelige og dødelige principper ikke gjaldt.

Kirken tog sig her ikke blot af livets og dødens overgangsritualer (dåb, ægteskab, begravelse) men i særdeleshed og måske især af den zone, hvor mennesket synes at svæve mellem livet og døden. Måske er det sådan, man skal forstå det religiøse ritual og dermed kirken, som forvalter det: ikke som en begivenhed og en organisation, der fragter mennesket fra et stadie i livet til et andet, men netop som en manifestation af den magt, med den uindskrænkede disposition til at godkende, blåstemple og tage hånd om mennesket i den situation, hvor den verdslige magt intet kan stille op, dvs. i nøden.

Når staten i dag ønsker et fortsat samarbejde med kirken, skyldes det ikke, at man vil, om man så må sige, lære denne frelserteknik, men at man i stedet vil være den magt, der autoriserer og stadfæster magten af den anden verden, dvs. den religiøse magt.

Det var derfor, at Statsministeriet i forbindelse med Tsunamien i 2004-05 bestilte en gudstjeneste hos Kirkeministeriet, fordi man, som Kristeligt Dagblad skriver, ”ønskede en national, kirkelig mindehøjtidelighed […] som hele nationen og det officielle Danmark kunne samles om.” Og det er derfor, at Norman Svendsen, Københavns Stifts afgående biskop, har helt ret, når han i samme artikel siger: ”Monarkiet og folkekirken. Det er de to søjler, vores samfund hviler på.” (Kristeligt Dagblad, 27.08.09). En anden formulering kunne lyde: staten baserer legitimiteten på regeringsformen og synligheden på kirken. Det samarbejde kommer intet steds tydeligere til udtryk end i en statskirke eller simpelthen i det konstitutionelle monarki.

Spørgsmålet er, om asylansøgerne i Brorsons Kirke egentlig præsenterer den danske idé om en pagt mellem staten og kirken, inkarneret i Grundloven, for et fundamentalt andet dilemma end det, Gratian og middelalderkirke forsøgte at rationalisere? Gennemsyrer den middelalderlige opfattelse af ’et rum for den rene handling, hvor Guds magi og nåde kan virke’, ikke stadig vores opfattelse af den ultimative politiske handling og har den ikke mere til fælles med vores verden, end vi ellers er tilbøjelige til tro?

Ved at lade asylansøgerne indtage Brorsons Kirke bliver den verdslige lov lammet, og er det måske stadig – politiaktionen imod asylansøgerne, forsamlet under ikonet for Jesu korsfæstelse, bliver en slags vulgær blasfemi. Aktionen sigtede ikke på ’verdslig’ asyl (den sag var nemlig afgjort), men til et asyl under kirkens velsignelse. Problemet om Brorsons Kirke er Tsunami-krisen vendt på hovedet: fra Tsunamiens politisk krise, hvortil man tilbød religiøs frelse til Brorsons Kirke og forhåbningen om religiøs frelse, hvor resultatet er en politisk krise.

I DANMARK er spørgsmålet stadig, hvorvidt en kirkelig handling indfinder sig under og skal respektere verdslig lov. Stridspunkterne er velkendte: fra ligestilling (kvindelige præster), homoseksuelle velsignelser (som et sidste nødråb fik kirken nemlig tvunget igennem, at homoseksuelle ikke kunne vies, kun velsignes…) ja til og med til det faktum, at religionsundervisning i folkeskolen blev omdøbt til kristendoms-undervisning. Til disse kan vi nu også tilskrive politiets rydning af Brorsons Kirke.

Der opstår et problem for præsterne, fordi de via statskirken er gået med til at være en del af den til enhver tid siddende regering. De finder sig af gode grunde splittede mellem den højeste verdslige magt og den højeste hellige magt, sidstnævnte som de qua embedet har svoret at tjene. Lars Løkke mod Gud – skønt dysten nok ville have været mere fair, hvis Fogh stadig var ved magten. På den ene side var Grosbøl tro mod sin ene chef – regeringen – og i samme øjeblik utro mod sin anden – kirken. På den anden side tjente den embedsmand, som indlogerede asylansøgerne i Brorsons Kirke og som altså er på linje med andre embedsmænd, således sin hellige chef og brød med sin verdslige.

At paradokset er betragteligt styrkes bl.a. af det faktum, at vi kun vanskeligt kan forestille os en situation, hvor en hvilken som helst anden embedsmand – hvor sympatiske hans grunde end måtte være – direkte bryder loven for at gøre, hvad han mener er nødvendigt for menneskets frelse.

Lars Östman (f.1979) er uddannet i filosofi og religionshistorie fra Københavns Universitet, studier og forskningsophold i Paris og Venedig, har primært skrevet om forholdet mellem politik og teologi, biopolitik og om medialiseringen af det politiske. Er i dag undervisningsassistent på Institut for International Kommunikations- og Kulturstudier, tilknyttet LaCoMe (CBS) og ekstern lektor i filosofi, Københavns Universitet