Opinion:  Politikerne kan ikke skabe jobs uden DA og LO

Opinion: Politikerne kan ikke skabe jobs uden DA og LO

09.09.2009


Arbejdsmarked: I 90erne reformerede Nyrup og Lykketoft arbejdsmarkedet i tæt samarbejde med både arbejdsgivere og fagbevægelse. Det var imod den daværende internationale trend – men det virkede: Danmark opnåede høj beskæftigelse, på et niveau der var bemærkelsesværdig på europæisk plan. Hvorfor vil VK ikke lære af det?

Af Jakob Sloth Petersen, CEVEA

RUNE Lykkebergs Kampen om sandhederne fra i fjor hæver sig op over de andre i den strøm af debatbøger, der løbende udgives her i landet. I én stor mundfuld opsamler Lykkeberg simpelthen alle de væsentligste strømninger i den danske kulturdebat siden 1930’erne med myriader af gode eksempler og rammende iagttagelser. En af bogens centrale pointer er, at den politiske kultur fundamentalt har ændret karakter: det Hal Koch’ske samtale-demokrati, der hyldede inddragelsen af alle relevante stemmer i samfundsdebatten, er afløst af et nyt Fogh’sk system af sandheder med et helt anderledes kontant blik på magtens udøvelse. Der ligger ikke længere en selvstændig værdi i at føre en oplyst, offentlig samtale om fælles anliggender – dén slags anses nu som ineffektivt tidsspilde og ligegyldig snik-snak. Eksperterne er blevet mistænkeliggjort. Det bedre arguments forrang er afløst af magtens tale.

Den stærkt kritiserede ”Kommunalisering af jobcentrene”, som trådte i kraft over hele landet den 1. august, er et strålende eksempel på den udvikling, Lykkeberg beskriver. Beslutningen om reformen blev truffet i november 2008 i en sen nattetime under finanslovsforhandlingerne mellem regeringen, DF og Liberal Alliance – helt uden at man i forvejen havde rådført sig med arbejdsmarkedets parter, DA og LO. For bare en halv snes år siden ville dét have været utænkeligt. Men de tektoniske plader i dansk politik har bevæget sig: nu er det okay at overlade hele beskæftigelsesindsatsen i landets 91 jobcentre til kommunerne uden at inddrage lønmodtagernes og arbejdsgivernes organisationer i beslutningen. Prisen for dette Christiansborg-soloridt?  ”Blot” at temperaturen i forholdet til parterne styrtdykkede. »Forliget blev strikket sammen uden nogen form for høring af arbejdsmarkedets parter. Det er en amatøragtig måde at lave arbejdsmarkedspolitik på,« fnysede LO’s formand, Harald Børsting, således til Ugebrevet A4.

Regeringen trak rebstigen op efter sig og lod hånt om en århundredelang tradition for partsinddragelse og bred kompromisdannelse i udformningen af arbejdsmarkedspolitikken. Men værre: arbejdsmarkedets parter køres også systematisk ud på et sidespor, når reformen skal udmøntes i praksis.

Kontrasten til tidligere regeringers beskæftigelsespolitik er slående.
I 1993 overtog den socialdemokratiske tandem, Nyrup & Lykketoft, en økonomi, der var gået ned i slæbegear. Der måtte ”Gang i 90’erne” – dels med en finanspolitisk lempelse, dels med en række arbejdsmarkedsreformer, der kunne bringe systemerne op i omgangshøjde med en ny tids politik.

1990’ernes arbejdsmarkedsreformer havde to grundlæggende dimensioner: For det første en policy-dimension, hvor fokus blev drejet væk fra passiv forsørgelse i retning af aktiv arbejdsmarkedspolitik – og hvor dagpengeperioden blev forkortet og rådighedsforpligtelserne for de ledige strammet op. For det andet havde reformerne en ofte overset implementerings-dimension, hvor man havde blik for, hvor vigtigt det var at have arbejdsmarkedets parter med på holdet, da bestræbelserne skulle realiseres i praksis. Helt konkret tog man udgangspunkt i de Landsarbejdsnævn og Arbejdsmarkedsnævn, der i forvejen var blevet etableret som korporative samarbejdsorganer på arbejdsmarkedet siden slutningen af 1960’erne. Disse blev i Nyrup-regeringens udgave ændret til henholdsvis Landsarbejdsrådet, der fik en rådgivende funktion ift. ministerniveauet og 14 nye Regionale Arbejdsmarkedsråd, hvis opgave det blev at prioritere, dimensionere og tilrettelægge indsatserne ude i landets regioner.

Denne netværksstyring, denne ny-korporatisme, havde en lang række fordele. Man kunne bl.a. drage nytte af parternes omfattende viden og ressourcer og kvalificerede dermed politikudviklingen. Man blev mødt med relativt stor velvilje fra det allerede eksisterende system i implementeringsprocessen. Man fik en regionalt tilpasset indsats. Og man fik cementeret den grundlæggende tillid i systemet, som er afgørende for en positiv udvikling.

Som professor Henning Jørgensen skriver i rapporten Arbejdsmarkedspolitikkens fornyelse fra 2006:

»Danmark styrkede korporatismen med den nye aktive arbejdsmarkedspolitik fra 1993/94 – faktisk modsat de fleste andre europæiske lande, der udstemplede de sociale partnere i samme tidsrum. Foreningen af beskæftigelsesfremmende makroøkonomisk politik, lønpolitisk samforståelse mellem arbejdsmarkedets parter efter 1987 og en offensiv, selektiv politikførelse fra 1993/94 fik hurtigt ført Danmark ind på en særskilt kurs, der modsat resten af Europa trak både hurtigt faldende arbejdsløshed og stærkt stigende beskæftigelse med sig, og uden at inflationære udviklinger satte ind. Philipskurven gik ganske enkelt flad i Danmark!« (xx forklar Philipskurven)

Da den borgerlige VK-regering satte sig tungt på magten i 2001 kom der et kvalitativt brud i udviklingen. Ganske vist skal det retfærdigvist siges, at Fogh Rasmussen en overgang følte sig nødsaget til at føre trepartsforhandlinger omkring Barselsfonden og Globaliseringsaftalen. Men regeringen tog snart stormskridt i en fundamentalt ny retning, der undergraver parternes indflydelse og medansvar.

Kommunalreformen fra 2007 etablerede de 91 nye jobcentre. Samtidig svækkedes 1990’ernes korporative organer markant. Claus Hjort Frederiksen opfandt de nye Regionale og Lokale Beskæftigelsesråd, men gav dem kun sekundær, rådgivende rolle – modsat tiden under Nyrup, hvor deres rolle var at ”prioritere og dimensionere” indsatserne. I bogen Kommunal beskæftigelsespolitik (2009) dokumenterer arbejdsmarkedsforskeren Flemming Larsen da også blot det, som alle, der arbejder indenfor beskæftigelsessystemet allerede ved, nemlig at de Regionale og Lokale Beskæftigelsesråd kun spiller en meget beskeden rolle for jobcentrenes tilgange og prioriteringer i indsatserne. De er blot til pynt.

Som bekendt står Danmark i den kommende tid overfor en dobbelt udfordring på arbejdsmarkedet.
På kort sigt handler det om at komme nogenlunde helskindet gennem recessionen og den deraf følgende ledighedsstigning. På længere sigt står opgaven i at udvide og opkvalificere arbejdsudbuddet, så virksomhederne har mulighed for at rekruttere den faglærte arbejdskraft, de efterspørger.

Skal Danmark kunne løfte disse enorme udfordringer, kan vi ikke i længden fortsætte med at lukke parterne ude i det politiske ingenmandsland, hvor de befinder sig i øjeblikket.

Der er behov for at genoplive de ny-korporative netværk med bred kompromisdannelse og inddragelse af relevante interessenter i beslutnings- og implementeringsprocesserne.

En model kunne gå på at gøre jobcentrene til større, regionale, selvejende institutioner med bestyrelser, hvor arbejdsmarkedets parter havde fast sæde. På denne måde var parterne inddraget i reelle politiske og strategiske beslutninger om udviklingen af beskæftigelsespolitikken i landets regioner – tilpasset de forhold, der gør sig gældende i regionen.

En alternativ model kunne være at gøre De Lokale og Regionale Beskæftigelsesråd stærkere, så arbejdet i rådene blev taget seriøst af jobcentrene. Fx er der helt konkret behov for at navnlig de Lokale Beskæftigelsesråd gives en mere afgørende rolle, når jobcentrene skal udarbejde deres årlige beskæftigelsesplaner og resultatrevisioner.

Desuden er der behov for, at jobcentrene i højere grad etablerer samarbejder på tværs af kommunegrænserne. Kommunaliseringen af jobcentrene vil betyde, at vi får 91 forskellige beskæftigelsespolitikker i Danmark – én for hvert jobcenter. Kommunerne har nemlig fået en stor økonomisk tilskyndelse til at tænke kommunalt-egoistisk. Der er derfor behov for at facilitere samarbejder på tværs af jobcentrene – fx indenfor en given region.

Regeringen har rettet et frontalangreb mod de bedste traditioner på det danske arbejdsmarked. Den Fogh’ske magtlogik, som Lykkeberg blotlægger, og som Lars Løkke og beskæftigelsesminister Inger Støjberg synes at have adopteret 100%, er ikke alene polariserende; den giver også et ringere resultat. Erfaringen fra 1990erne er klar: ved at tildele arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationerne en betydelig rolle opnåede Danmark resultater, der var bemærkelsesværdige på europæisk plan. Det kan og skal vi gentage.