Norge:  Systemskiftet udeblev

Norge: Systemskiftet udeblev

16.09.2009


En succesfuld håndtering af finanskrisen, konkrete velfærdsforbedringer og borgerlig splid sikrede statsminister Jens Stoltenberg og den rød-grønne koalition fire år mere. Resultater og lederskab viste sig vigtigere end kulturkamp og indvandringspolitik.

Af Kasper Ly Netterstrøm

”FIRE nye år, fire nye år” istemte de fremmødte partisoldater til arbejderpartiets valgfest mandag aften, da tv-stationerne efter en lang valgaften endelig erklærede venstrefløjen som vinder. Den rød-grønne koalition bestående af Sosialistisk Venstre Parti, Arbeiderpartiet og Senter Partiet fik 86 mandater mod de borgerliges 83, og Jens Stoltenbergs regering kan derfor fortsætte fire år endnu. Og de norske socialdemokrater formår dermed at dæmme op for det højreskred, som mange kommentatorer havde bebudet.

Velfærdsdebat gavnede Arbejderpartiet
Regeringen har langtfra været sikker på at kunne fortsætte. I foråret boltrede Fremskrittspartiet sig i diskussionen om, hvorvidt muslimske politibetjente skulle have lov til at gå med tørklæde. Partiet advarede mod ”snig-islamisering” af Norge og scorede mange point i befolkningen på sin kritik af den rød-grønne regerings flygtninge- og indvandrerpolitik. I perioder red Fremskrittspartiet på meningsmålinger, hvor de fik små 30 procent af stemmerne. Og henover sommeren gav Fremskrittspartiet sig også i kast med kulturkamp – inspireret af Danmark – og krævede for eksempel kunststøtten afskaffet.

Det tegnede på det tidspunkt til, at Fremskrittspartiet kunne give det borgerlige Norge en politisk jordskredsejr i stil med det danske systemskifte i 2001.

Men ved at fokusere på velfærdsområdet, hvor Arbejderpartiet står stærkt hos vælgerne, lykkedes det Stoltenberg at imødegå Fremskrittspartiets værdipolitiske cocktail af indvandrerpolitik og kulturkamp. Som ph.d. stipendiat i statskundskab ved Oslos Universitet Anders Ravik Jupskås formulerer det: ”Arbejderpartiet havde succes med at få debatten til at handle om velfærd kontra skattelettelser. Og denne velfærdsdiskussion gavner altid Arbeiderpartiet.”

Det store fokus på velfærd blev styrket af, at partiet aktivt brugte regeringens konkrete resultater gennem de sidste fire år i sin argumentation overfor vælgerne. Et eksempel på det ser Anders Ravik Jupskås for eksempel på ældreområdet, som var et af de helt centrale emner i den norske valgkamp. ”Ved sidste valg lovede den rød-grønne koalition at fjerne ventelisterne til børnehaverne, og den har holdt, hvad den lovede. Der er i dag slet ikke de samme pasningsproblemer som for fire år siden. Det gav Arbejderpartiet stor troværdighed, når de i denne valgkamp sagde, at de ville fjerne ventelisterne til ældreboliger. Folk tror på, at de gør noget. Arbejderpartiet fik faktisk fravristet Fremskrittspartiets stærke position på ældreområdet takket være dette fokus på klare og konkrete velfærdsforbedringer. Og det var afgørende,” mener Anders Ravik Jupskås.

Norge er sluppet let fra krisen
Udover velfærdsdebatten var den økonomiske krise også med til at give Arbejderpartiet sejren. Mens krisen har bidt sig fast i mange europæiske lande med stigende arbejdsløshed og sociale problemer til følge, så er krisen gået relativt let henover Norge. Den rød-grønne regering iværksatte umiddelbart i kølvandet på finanskrisen en massiv økonomisk hjælpepakke, som har bidraget til at Norge stadig har en arbejdsløshed på kun 3 procent.

Samtidig med at regeringen vandt opbakning for sin styring af økonomien, gik medierne denne gang hårdere til Fremskrittspartiets økonomiske politik, fordi partiets leder Siv Jensen selv erklærede sig som statsministerkandidat.

”For første gang gennemgik medierne Fremskrittspartiets program mere seriøst  og forklarede hvad de forskellige forslag indebærer. Mange vælgere har nok ikke fundet det troværdigt, at partiet på en gang vil have skattelettelser for op imod 17 milliarder, samtidig med, at de vil bruge mange flere penge på den offentlige sektor end de andre partier. Det har nok fået en del vælgere til i sidste ende at tøve med at stemme på Fremskrittspartiet, og i stedet satse på mere sikre kræfter” vurderer Anders Ravik Jupskås.

Borgerlig splittelse
Dertil kommer, at den borgerlige opposition var helt utroligt splittet under valgkampen. Dels på grund af en række personlige disputer og dårligt samarbejde mellem partilederne, men også fordi den norske højrefløj simpelthen er mere broget end den for eksempel er i Danmark.

De to borgerlige midterpartier Kristeligt Folkeparti og Venstre går for eksempel ind for ulandshjælp og vender sig stærkt imod Fremskrittspartiets fremmedfjendske tone i udlændingedebatten. Og begge partier meldte derfor fra valgkampens start ud, at de ikke ville samarbejde med Fremskrittspartiet. Dette gjorde unægtelig gjorde det borgerlige alternativt noget uklart for vælgerne.

Det bidrog heller ikke til det borgerlige enhed, at Fremskrittspartiets leder Siv Jensen under stort medieståhej udråbte sig selv som statsministerkandidat, og dermed spændte ben for den borgerlige bloks eneste reelle statsministerkandidat – Høyres Erna Solberg.

Tværtimod – det fik de borgerlige til at ligne et cirkus af uenighed og intriger. Som Aftenposten udtrykte på gårsdagens lederplads: ”[Den] uafklarede regeringssituation på den såkaldte borgerlige side har vært udslagsgivende. Men dette var et uundgåeligt problem. Ydrepartierne på denne side, Fremskrittspartiet og Venstre, havde kun én ting til fælles – et ønske om at fjerne regeringen. Det er langt fra tilstrækkeligt – hverken til at appellere til vælgerne som et slagkraftigt alternativ eller til at danne et forpligtende samarbejde, som er nødvendigt i en regering.”.