Mediernes fremtid: Per Mikael Jensen

Mediernes fremtid: Per Mikael Jensen

04.11.2009


Direktør i gratisaviskoncernen Metro International, tidl. direktør TV 2

I denne interviewserie præsenterer RÆSON en række af oplægsholderne til vores ÅRSKONFERENCE OM POLITIK OG MEDIER, der finder sted Lørdag d.28/11.

Interview af Tobias Fabricius Kjær

Du har tidligere forudset, at 2009 blev et forfærdeligt år for medierne. Blev det det?
Det startede ret forfærdeligt, men det blev bedre og bedre for hvert kvartal. I 1. kvartal var vi nede med 18 pct., i 2. kvartal med 13. pct. og i 3. kvartal med 8 pct. – så det blev bedre og bedre. Jeg må tilstå, at jeg havde forventet/frygtet noget værre. So far so good.

Hvordan bliver 2010? Hvilke konkrete udfordringer vil medierne møde de næste par år?
Det er svært at sige noget om 2010. Hvis man kigger på hvem, der forudsiger hvad, så hælder jeg nok mest til dem, der tror, at der vil ske et ‘double dip’  – jeg tror ikke, det er overstået. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis der kommer et tryk mere i slutningen af andet kvartal i forbindelse med sommerferien. Jeg er ikke finansekspert overhovedet, men når jeg læser medier om det her, så virker det mest realistisk, at der kommer et tryk mere. Hvor stort det så bliver, det må vi se.

Derudover er den altafgørende udfordring, at medieforbruget vil stige primært på Internettet og på mobil. Jeg sad og kiggede på en undersøgelse, der er lavet for et års tid siden, som prøver at forudsige medieforbruget i år 2020. Den siger, at forbruget af analogt tv og analog radio vil være næsten lig nul næste år, fordi det har bevæget sig over på digitale platforme. Det, der bl.a. sker ved det, er, at folk har en tendens til at opfatte tv-licens, betaling for bredbånd og basisabonnement på mobil som betaling for el, vand og varme – det er noget, man bare SKAL have. Derfor ser mange forbrugere, ofte unge, nettet som noget der er gratis, selvom de reelt betaler penge for det via deres telefonregning. Det betyder, at betalte medier, der ikke hører inde under basisgruppen tv, strøm, vand, varme, de får det sværere og sværere.

Lisbeth Knudsen og Merete Eldrup forventer, at flere medier vil tage brugerbetaling for noget online-indhold. Er det noget, du så fuldstændig afviser?
Det skal jeg da aldrig gøre, men jeg tror, det bliver rigtig, rigtig svært – nærmest umuligt. En af årsagerne er jo, at hvis man forestiller sig, at alle de pirattjenester, der har ramt musik- og filmbranchen overføres til mediebranchen, så er det grotesk at forvente, at den branche kan hamle op med det, når en så stor branche som underholdningsbranchen ikke har kunnet. Perceptionen blandt brugerne er, især de unge, at nettet er gratis.

Tror du det er noget, man kan ændre?
Jeg kan ikke forestille mig, hvad det vil kræve. Det vil næsten kræve, at man genopfinder nettet og lægger nogle barrierer ind, hvor man skal oplyse kontoinformationer for overhovedet at få lov til at komme online. Jeg tror, det bliver meget meget svært. Nogle nichemedier – Wall Street Journal og Financial Times for eksempel – vil kunne fortsætte med at tage nogle penge. Men for dagligdagsmedier vil det være svært.

Hvilken medievirksomhed, dansk som udenlandsk, vil opleve størst annoncetilvækst i Danmark?
Google.

Er det en trussel for de traditionelle medier? Hvis det er, hvad kan man gøre for at imødekomme denne trussel?
Det er jo en konkurrent, men de er utroligt svære at konkurrere med, fordi de har et monopol på søgning, og derfor har de vokset sig så store og stærke, som de har. Det bliver utrolig interessant at se over de næste fem-syv år, hvordan verden vil reagere på dette monopol. Om f.eks. Microsoft vil få held med at udfordre Google. Historisk har det jo været sådan, at alle monopoler på et eller andet tidspunkt er blevet udfordret, og selv Google kan udfordres, men det kræver en ganske markant pengepung og en meget lang indsats.

Mediekonglomorater styrer allerede store dele af vores medier. Hvordan ser fremtiden ud? Vil seks grupper eje hele verden, og hvad vil det betyde for uafhængige mediers eksistens?

Uafhængige medier er jeg ikke særlig bekymret for. Der er altid nogle, der har lyst til at udtrykke sig, og hvis de store ikke lever op til ens ønsker, så finder man nogle andre. Man underkender, at verden med Internettet har oplevet en eksplosion i pressefrihed. I dag kan Gud og hvermand jo udtrykke sig om, hvad som helst, fordi muligheden er der, og det koster ikke noget.

Finansielt set vil der være to koncentrationer: En, som vil krydse grænser og som vil være afhængig af en given medieplatform – tv, nettet osv. Og så vil der være dem, som vil være uafhængige af platforme ud fra tanken, at det er en styrke at være stærk på flere platforme.

Derudover tror jeg, der vil være en kæmpestor vækst i nye medievirksomheder, primært fordi adgangen til det at være medie er blevet så tilgængelig. I 1990’erne var der en periode med en masse gratisaviser, typisk præget af mennesker med stor idealisme eller med stor interesse for et eller andet specielt område. Det er det, vi ser gentaget nu.

Hvad er din holdning til statsstøtte. Skal den øges?
Jeg synes det er fornuftigt, at vi har Danmarks Radio som et stærk statsledet medie, men ud fra et forretningsmæssigt synspunkt kan man godt diskutere, hvorfor mediebranchen skal have tilskud. Det er jo ret markante tilskud, de er temmelig store.

Hvad angår TV 2 er det et medie, som sagtens kunne undvære statsstøtte. Da jeg var der, var der ikke noget statsstøtte, og TV 2 levede glimrende. Det er svært at forstå, hvorfor staten skal eje medierne. Da jeg var på TV 2, sagde jeg på et tidspunkt til Brian Mikkelsen i hele den her diskussion om, hvorvidt TV 2 skulle privatiseres eller ej: ”Hvis TV 2 ikke skal privatiseres, hvorfor skal staten så ikke også eje en avis? Hvorfor begrænse sig til tv?” Staten har jo problemer i dag med den debat, der er om Internettet, hvor avishusene siger, der er unfair konkurrence fra både TV 2 og Danmarks Radio.

Synes du DR skal begrænse sine aktiviteter på nettet?
Der er i hvert fald grænser for, hvad de skal på nettet. Der er nogle klart kommercielle services, de skal holde sig fra, mens andre dele hænger sammen med det at være en public service-kanal. Det er meget vigtigt at forstå, at det strider imod menneskets natur – i hvert fald i vores kultur – at prøve at begrænse. Derfor er det svært at sige til en organisation, at der er noget, I gerne må, og andet, som I godt KAN, men som I ikke må. Det går simpelthen genetisk imod den måde, mennesker tænker på, og derfor er det en svær diskussion. På den ene side har jeg det svært med at begrænse folk – privat som offentligt – men på den anden side synes jeg, DR skal begrænses på et eller andet niveau med hensyn til deres online aktiviteter. Man skal dog være meget varsom med ikke at begrænse dem mere end højst nødvendigt.

Er man ved at modtage statsstøtte låst fast, eller har man i virkeligheden mere plads til at eksperimentere?
Jeg tror, man har mere plads til at eksperimentere journalistisk, fordi man ikke behøver at have det samme fokus på seertal og læsertal. Men som virksomhed er man fuldstændig fastlåst, fordi du er i politikernes vold. Og politikeres succes-kriterier er ofte meget anderledes end virksomheders. Nogle siger jo, at politikeres horisont maksimalt er fire år. I min tid på TV 2 foreslog Kulturministeriet, at vi skulle afholde en konference for de lande i verden med det største statsejerskab af medievirksomheder. Jeg sagde: ”Jeg vil gerne organisere konferencen – den bliver ikke så stor, for der er fire lande, der skal deltage. Det er Nordkorea, Kina, Cuba og Danmark. De ligger i top, hvad angår statsejerskab af medievirksomheder.” Man glemmer det tit, men statsstøtte til virksomheder er det, vi fortæller andre lande er en rigtig dårlig idé.

Kan du beskrive den mest umulige mediebruger?
Det er alle mellem 12 og 18 år. De er kropumulige, uanset køn. Kendetegnende for medieforbruget for de 12 til 20-årige er, at de bruger op til fire medier ad gangen. Det er faktisk ikke så overraskende, hvis der på et tidspunkt bliver udviklet en telefon, hvor man taler i det ene øre og hører musik i det andet. De unge er svære, fordi vi ikke kan få deres opmærksomhed. Vi kan hverken sælge vores budskaber eller kommercielle produkter.

Hvad siger det om fremtiden?
Det siger mange ting. Men en af de ting, det siger, er, at medierne typisk har været gamle, veletablerede virksomheder. Det forsvinder, og medier vil opstå og lukke igen inden for en langt, langt kortere tidshorisont. Der er jo ingen, der husker Second Life [webbaseret socialt netværk, red.], men prøv at se, hvad der blev skrevet om det for tre-fire år siden, der var det jo overalt. I dag hører du ikke om det.

Læs interviews med Tøger Seidenfaden, Politiken og Lisbeth Knudsen, Berlingske Tidende i