Henrik Jensen: Flertallet kan have ret

Henrik Jensen: Flertallet kan have ret

16.09.2009


I Henrik Jensens nye debatbog ”Det ordentlige menneske” forsøger historikeren at gøre op med offermentalitet, masseindividualisme og rettighedskultur. Ansvar, pligter og historie er centrale begreber for Jensens alternativ, det ordentlige menneske, der skal sikre  fællesskabets overlevelse i en globaliseret verden.

Af Jakob Jessen

Lad os bare starte med det helt basale. Bogen hedder ”Det ordentlige menneske”. Hvordan bliver man et ordentligt menneske, og hvis ansvar er det?
Dybest set er det ens eget ansvar. Jeg tror, at de fleste ved, hvad det vil sige at være et ordentligt menneske, og de har også redskaberne til det, men de har en tendens til  at snige sig udenom i det daglige. Der er en hel masse tilskyndelser til at gøre noget andet end det, man bør. Man vil gerne have en karriere osv., men det er også det helt banale, at man gerne vil frem i trafikken. Vi bliver efterhånden mere og mere dygtige til at tænke på os selv først og fremmest. Og så glider det ordentlige menneske lidt i baggrunden.

Blandt meget – rigtig meget – andet langer du ud efter de politisk korrekte. Men er den politiske korrekthed ikke det nærmeste, man kommer det ordentlige, anstændige, ansvarlige?
Jeg forstår, hvad du mener. Men jeg mener ikke, det er rigtigt, fordi den politiske korrekthed har en tendens til  altid at gribe efter den samme løsning på alle mulige problemer. Nemlig at det er den enkeltes eller minoritetens ret, det gælder.

Den politiske korrekthed handler aldrig om fællesskabet?
Jo, altså det kan godt handle om grupper, men det er aldrig flertalsfællesskabet, der er korrekt. Det er altid indvandrerne, der har ret, og det danske flertal, der har uret. Det er også altid palæstinenserne, der har ret, og israelerne, der har uret. Det er altid tredjeverdenslande, der har ret, og USA der har uret. Det er altid kvinder, der har ret, og mænd, der har uret. Det er altid børn, der har ret og altid voksne, der har uret.

Hvem HAR ret?
Jamen, det kan jo skifte. Jeg synes, det bliver for enkelt, hvis man altid skal lade tingene falde til samme side. Flertallet kan også have ret. Samfundsmajoriteten kan også have ret. Det sidste eksempel er sagen om de afviste irakiske asylansøgere. Der har du jo simpelthen den situation, at et flertal af befolkningen synes, at de skal sendes hjem, fordi det er besluttet, men det opfattes af de politisk korrekte som problematisk, fordi det er synd for de få.

Men de politisk korrekte og globalisterne og relativister sidder jo ikke på magten længere. Burde du ikke have skrevet den her bog før Systemskiftet og Foghs værdikamp?
Jeg synes ikke, det har ændret sig så basalt, som du måske antyder. Der mangler stadigvæk en fælles kerne af sandheder i befolkningen. Den der fortrøstning om, at man godt ved, hvad der er op og ned på tingene, den er væk til fordel for sådan en dag-til-dag-politik, hvor det bliver meget følelsespolitik, der kommer til at bestemme, hvad vi stemmer, og hvordan vi reagerer politisk.

Du tordner også mod den moderne velfærdsstat, der individualiserer og pacificerer borgeren. Skal vi afskaffe velfærdsstaten for at sikre fællesskabet?
Det er svært, for velfærdsstaten er jo vores samfundssystem, og har været det i 50 år, så jeg tror ikke på, at man bare sådan skal smide det ud.  Men jeg tror faktisk, at man med fordel kunne gøre den lidt slankere.

Hvad betyder det?
Især på det sociale og det sundhedsmæssige område kunne man godt overveje at gøre den lidt slankere – især måske i forhold til det sundhedsmæssige, fordi det er så kæmpestor en post.

Men er det ikke netop ydelserne, der definerer velfærdsstaten?
Jeg siger heller ikke, det skal væk. Jeg siger, det måske i højere grad skal være et sikkerhedsnet for dem, som ikke er i stand til at klare sig selv. Altså den mere oprindelige velfærdsstatstanke. Jeg ønsker at slanke velfærdsstaten parallelt med, at det civile samfund kan komme tilbage på banen, og at folk hjælper hinanden lokalt.  Vi skal væk fra ideen om en velfærdsstatsmakine, hvor vi alle sammen – altså også dem, der dybest set ikke har det store behov for det – opfatter velfærdsstaten som en del af vores terapeutiske udrustning.

Men hvordan fjerner man denne terapeutiske udrustning? Hvordan bevæger vi os fra krævemennesket til det ordentlige menneske?
Det er fuldstændig rigtigt, at det kan man sagtens få problemer med, ikke mindst politiskbeslutningsmæssigt – for hvem vil stemme på dem, der drosler ydelserne ned? Men på den anden side – det var jo netop dét, jeg tænkte en økonomisk krise kunne tvinge os til at overveje: hvad vi ikke længere har råd til. Simpelthen. Nu ser det så ikke ud, som om den folder sig særligt ud, men hvis den gør, så vil det jo hurtigt komme på dagsordenen. Og så skulle vi have en prioriteringsdiskussion, hvor det ville være vigtigt, at hele befolkningen var integreret.

”Det ordentlige menneske” er fyldt med meninger og knap så fyldt med dokumentation. Hvorfor?
Det er fordi, den er tænkt som en debatbog, hvor der bliver skudt lidt fra hoften.

Men du risikerer jo netop at havne i den der relativistiske suppe af subjektivitet!
Jo, men så må man tage den derfra. Dvs. hvis nogen anholder påstande så må man jo prøve at finde dokumentationen for det. Det er jo ikke meget anderledes end avisartikler og kronikker. Der er jo også grænser for, hvor meget dokumentation man kan lægge ind.

Så påstand først og dokumentation senere?
Ja, altså, der er jo forsøg på dokumentation i den, men der er jo først og fremmest forsøg på argumentation dvs. at finde forklaringer. Jeg går jeg meget op i at finde ud af, hvad der forhindrer os i at blive ordentlige mennesker. Men det er da rigtigt, at man sagtens kunne forestille sig en helt masse statistik og den slags, som kunne have været en del af det. Men så var det blevet en anden bog, som måske ikke ville få den udbredelse, som den her måske får.