EU og klimaet: Udviklingslandene skal have 750 klimamilliarder, men af hvem?

EU og klimaet: Udviklingslandene skal have 750 klimamilliarder, men af hvem?

04.11.2009


I sidste uge blev EU’s regeringschefer enige om, hvor mange penge udviklingslandene samlet set får brug for, hvis de skal være i stand til at tilpasse sig og afbøde klimaforandringer. Men hvor pengene helt præcist skal komme fra er stadig mere uklart: Unionens 27 lande vil ikke fortælle, hvor meget de selv vil betale. Og den delfinansiering, der skal stamme fra salg af CO2-kvoter afhænger stadig af, hvad verden forpligter sig til ved klimatopmødet. Den vage udmelding møder kritik fra ngo’er, der beskylder EU for ikke at påtage sig det nødvendige lederskab.

Af Rikke Brøndum, Bruxelles

”ET skridt nærmere en aftale”. Sådan lød de glade ord fra Lars Løkke Rasmussen, da han efter et intenst forhandlingsforløb med sine minister-kollegaer i fredags kunne tørre sveden af panden og fortælle, at EU i sidste øjeblik fik lagt klimakortene på bordet og nu blot venter på, at andre industrilande som USA og Japan gør det samme. På topmødet i Bruxelles i sidste uge lykkedes det således EU-lederne at blive enige om, at udviklingslandene fra 2020 årligt får brug for godt 750 mia. kroner, hvoraf halvdelen skal finansieres privat, og mellem 165 og 375 mia. skal komme fra de rigeste landes pengekasser. I den forbindelse er EU klar til at bidrage med ”sin fair andel”, lød det i konklusionerne efter topmødet. Præcis hvor meget det så er, ville ministrene imidlertid ikke ud med.

Dermed har EU godkendt det forslag til klimafinansiering, som Kommissionen fremlagde i september og har ifølge kommissionsformand Barosso fornyet det politiske momentum, der skal til for at opnå en aftale i København. Men det kræver ifølge formanden stor velvilje fra andre lande, hvis det skal udnyttes. ”Det er ikke en blankocheck. Vi er parate til at yde vores del, hvis vores modparter også er det”, sagde han efter topmødet.

Ifølge Christian Egenhofer, ekspert i europæisk miljøpolitik og forskningschef i tænketanken CEPS (Centre for European Policy Studies) bliver Barossos henvisning til et ‘fornyet momentum’ dog svært at genfinde i det internationale forhandlingsforum. De nye EU-tal rykker nemlig ikke ved de interne problemer, som både Kina og USA’s præsidenter står overfor, når det gælder klimafinansiering, mener han: ”At EU lægger et tal på bordet uden at sige, hvor meget landene selv vil bidrage med, gør det ikke nødvendigvis lettere for Obama at få Kongressen til at vedtage den nødvendige klimalovgivning. Det politiske momentum er der allerede, og EU har længe forsøgt at få USA med på vognen”. Samme udmelding kommer fra Catherine Bowyer, seniorforsker på Institute for European Environmenal Policy, IEEP: ”Så længe EU kun melder ud, at man vil give en fair andel, så er der stadig stor fortolkningsfrihed og ingen præcis forpligtelse. Det afgørende for andre lande som eksempelvis USA er efter alt at dømme, hvor stort et beløb EU selv vil bidrage med. Det ved vi stadig ikke”.

Ingen sammenhæng mellem tal og udslip
Det svageste led i EU’s konklusioner er nemlig ifølge både Egenhofer og Bowyer at tallene ikke tager tilstrækkeligt højde for hvor finansieringen skal komme fra. Mens op til 375 mia. kroner ifølge EU’s forslag skal komme fra de rigeste nationers offentlige kasser, så foreslår de 27 EU-lande, at resten af de godt 750 mia. findes via en kombination af det internationale CO2-marked og landenes egen indsatser. De penge, som CO2-markedet vil generere, afhænger imidlertid af, hvor stor en begrænsning af udslippet, verden forpligter sig til. ”Så længe ingen ved, hvor meget udviklingslandene og de rigeste lande hver især vil skære i deres udslip, så er det vanskeligt at beregne, hvor mange midler man kan hente på CO2-markedet”, mener  Christian Egenhofer. ”Man kan ikke holde de to ting adskilt. Selv hvis USA følger i EU’s fodspor og reducerer udslippet med 20 procent i 2020, så er det langt fra sikkert, at priserne på CO2-markedet vil stige nok til at generere den andel af finansieringen, som EU lægger op til”, forklarer han.

Strid om intern byrdefordeling i EU
Fordelingen af den globale klimaregning giver imidlertid ikke kun hovedpine i de globale forhandlinger, men også internt i EU. Striden står mellem en række østeuropæiske lande, anført af Polen, og så gamle lande, herunder Frankrig og England, som er uenige om, hvilke kriterier der skal ligge til grund for en hvert lands bidrag til den samlede regning – om det skal være størrelsen af BNP eller omfanget af CO2-udslip. Finanskrisen har kun øget østlandenes bekymring, og de mener, at det bør være BNP, som afgør det endelige tal på de enkelte landes regninger (sådan at de gamle lande betaler mere, end hvis fordelingen blev dikteret af CO2-udslip).

Den strid er fortsat uløst. EU besluttede derfor på topmødet at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal sørge for, at EU’s fattigste lande ikke risikerer at betale mere, end de har råd til. På den måde fik Sverige, England og Frankrig i topmødets sidste time overtalt Polen til at gå med til beslutningen om at lægge et beløb på bordet.  Men længere kom de så heller ikke. Ifølge Danmarks statsminister skyldes det dog også, at en endelig fordelingsnøgle afhænger af, hvad det internationale samfund enes om i Købenavn. ”Det kan ikke nytte noget, at vi i Europa beregner på én måde, mens man i resten af verden gør det på en anden. Det er jo en global aftale, vi skal indgå”, sagde han.

Og det bliver da med stor sandsynlighed også først efter København, at EU vil finde en passende kur mod den hovedpine, vurderer Christian Egenhofer. ”De fattigste medlemslande i EU er forståeligt nok bekymrede for, at de skal betale mere for en aftale end lande som eksempel-vis Mexico, og dét accepterer størstedelen af de gamle medlemslande. Derfor er det ikke sandsynligt, at EU vil komme frem til en intern fordelingsnøgle, før en global fordelingsnøgle er blevet besluttet”.

Ngo’er ønsker flere tal
Fordelingsspørgsmålet er ikke det eneste, som topmødet måtte efterlade uløst. Et andet stridsspørgsmål mellem de samme grupper af lande er således Kommissionens forslag om årligt at yde mellem 5 og 7 mia. euro til såkaldt fast-track-finansiering til fattige lande i perioden 2010 –2013 for at gøre dem klar til endnu en aftale, der altså træder i kraft i 2013. EU’s ledere traf heller ingen konkrete beslutninger her, men nøjedes med at erklære, at EU’s andel af fast-track-finansieringen vil blive besluttet efter Køben-havnermødet.

Manglen på præcise tal i EU’s udspil har fået klima-ngo’er som Greenpeace og Oxfam til at hæve stemmen. Kort efter sidste uges topmøde var Greenpeace således på banen og kritiserede EU for ikke at have sat konkrete tal på sit bidrag til klimaregningen. ”EU er gået glip af en mulighed for endelig at afsætte de nødvendige penge”, erklærede lederen af Greenpeaces EU-kontor Joris Van Den Blanken kort efter mødet. Greenpeace besluttede således at sende en appel til Obama om at træde i karakter og bryde dødvandet i forhandlingerne, uanset om Kongressen når at vedtage klimalovgivningen inden december.

”27 af verdens rigeste lande står nu frem og siger, at de vil hjælpe udviklingslandene finansielt. Københavner-toget kører stadig, men vi har desperat brug for klimalederskab, hvis ikke hjulene skal hoppe af sporene”, lød det.

Ngo’erne har dog langt fra opbakning til deres kritik fra politiske forskere og iagttagere. Ifølge Peter Nedergaard, professor ved Center for Europæiske Studier på Københavns Universitet, er det således vanskeligt at forlange mere af EU på nuværende tidspunkt. ”Jeg mener, at EU på topmødet har gjort, hvad man kunne forvente. Så er det rigtigt, at der fortsat er nogle udeståender som for eksempel, hvad man gør med de CO2-kvoter, der er i overskud fra Kyoto-aftalen. Men EU har først og fremmest identificeret det som et problem, og så må andre lande også træde i karakter”, siger han.