Dansk Folkeparti: Det danske Paradis Politik som nationens frelse

Dansk Folkeparti: Det danske Paradis Politik som nationens frelse

18.11.2009


af Lars Östman, ekstern lektor, Afdeling for Filosofi, Københavns Universitet

PÅ en valgplakat til kommunalvalget har Dansk Folkeparti aftegnet Istanbuls stormoske, som til lejligheden har fået anbragt to krydsende krumsabler på sit midterste tårn under en mørk, truende himmel og med teksten: ”Som et lyn fra en klar og fredelig dansk sommerhimmel besluttede politikerne i Københavns Kommune forleden at opføre en stormoske midt i byen.” Plakaten viser, hvordan partiets politiske brug af islam ikke foregår på realplan – hvad de faktiske omstændigheder er i en muslimsk kultur og på hvilken måde disse kunne skabe eller skaber problemer i Danmark. Dette ville også kræve, at man i et nærmere omfang præciserede sit begreb, fordi islam i Indien og Tyrkiet ikke er det samme. Og Dansk Folkeparti ved udmærket godt, at dette er et håbløst projekt, som er politisk – eller i hvert fald demokratisk – umuligt. For så vidt at Danmark og de vestlige demokratier generelt baseres mere og mere på visuelle medier, på hurtige og korte tilkendegivelser, er der simpelthen ikke tid eller ”rum” til nærmere nuancer, fordi vælgerne bombarderes med information. Hvordan sortere i alt dette? Problemet skal hurtigt identificeres og en løsning hurtigt præsentere sig i horisonten. Intet parti i Danmark gør dette bedre end Dansk Folkeparti.

PARTIET betjener sig af to fundamentale, demokratiske strategier, der tilsammen kan udgøre en introduktion til partiet: symbolet (oftest på truslen i form af nationens endeligt) og det klare budskab (problemet er enkelt og kan løses lige så enkelt). Dansk Folkeparti vil, som ”den lille mands parti”, fremsætte en klar løsning via en enkel politik. En afgørende strategi for partiet er derfor simplificeringen. Dansk Folkeparti taler, så man kan forstå det, hvilket sker ved en hyppig brug af metaforer og sammenligninger som den på valgplakaten og – dermed – ved en banalisering af viden og uddannelse. Det betyder ikke, at de hylder uvidenheden, men at viden og uddannelse ikke har nogen politisk betydning, hvis ikke den er direkte i forlængelse af det nationale. Anden Påskedag i år skriver Peter Skaarup således i partiets ugebrev: ”Gud, Konge og Fædreland er ikke alt, men det virker! Og det virker langt bedre end kunstige ideer som globalisering, fælleseuropæisk identitet, multikulturalisme og andre golde skrivebordsprodukter, som er udviklet af abstrakt tænkende mennesker uden sans for det virkelige liv.”

PARTIET lader sig ikke som Venstre og Det Konservative Folkeparti definere i forhold til den politiske venstre-højre-linje. En afgørende idé i liberalismen er netop, at den betragter individet som ”historieløst”, dvs. borgeren har muligvis en baggrund, en kultur etc. men ud fra liberalismens synspunkt, har dette ingen politisk betydning. Dansk Folkeparti ville derimod aldrig kunne acceptere, at borgeren er en formal størrelse, hvis kultur, baggrund etc. er politisk underordnet.

PARTIET synes i stedet nærmere konservatismen. Såvel i deres partinavne som i politiske udspil minder Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti meget om hinanden. Begge ønsker at begrænse islam i Danmark. Hos Det Konservative Folkeparti er dette markant kommet til udtryk ved ønsket om at forbyde bederum for muslimer på landets gymnasier og senest i forbindelse med Nasar Khaders korstog om et burkaforbud. Helt i overensstemmelse med Dansk Folkeparti bifalder Det Konservative Folkeparti, når Bertel Haarder lader skoleelever – kristne såvel som muslimske, hinduistiske og ateistiske – synge kristne salmer i dansktimerne. De to partiers baglande var naturligvis svært tilfredse, da Fogh-regeringen ved sin tiltrædelse omdøbte ”religion” til ”kristendomskundskab”. Med dette navneskifte blev der skabt et forhold mellem folket og den kristne religion, som det igen tilkommer folkeskolen at etablere og regeringen at forvalte. Så enkel er Dansk Folkepartis interesse i skolen og uddannelsespolitikken generelt: det er simpelthen her, man bliver dansk, det er her, det danske Folk konstitueres.

LOVEN er for Det Konservative Folkeparti, hvad Kulturen er for Dansk Folkeparti: selve politikkens omdrejningspunkt. Til det passede både Bent Bendtsen, der var politibetjent og Lene Espersen, der er uddannet økonom. Pia Kjærsgaard er på samme måde den perfekte partileder for Dansk Folkeparti. Hun er hjemmehjælper. Hun er ”som enhver” dansker. Hun er repræsentativ og ”kender” danskerne. Kampen mellem partilederne Espersen og Kjærsgaard er ikke alene ”kampen mellem to stærke kvinder” – en dyst Kjærsgaard ret beset allerede har vundet ved at have overlevet Espersens tidligere partiledere gennem snart tre årtier. Den er også den gamle konservatismes kamp med sig selv: på den ene side Det Konservative Folkeparti og den historie- og traditionsbevidste europæiske konservatisme, på den anden side Dansk Folkeparti og den aktivistiske konservatisme, der kræver handling i stedet for snak – og denne konservatisme er:  nationalisme. Dansk Folkeparti trådte ind på den politiske scene i 1995 – mens de Konservative var i en dyb krise. Dansk Folkeparti tilbød vælgerne en ny konservatisme, der ikke var traditionel og hverken havde passet en Schlüter eller en Engell. Det var en nationalistisk og ”dansk” løsning, som passer bedre til den seneste generation af konservative partiledere – Bendtsen og Espersen – end til deres forgængere. En mand som Schlüter ville næppe dele ambitionen om stadig højere straffe for kriminalitet, der især kendetegner den laveste socialklasse og som efterhånden er Espersens eneste mærkesag.

De to partier strides om ”det rigtige” Danmark, om den ”rigtige danskere” og her findes kun én vinder. Ifølge den klassiske konservatisme kan den fremmede lære at blive en del af nationen, hvis han vel at mærke følger skik og brug. Hvor den klassiske liberalisme byder fremmede velkomne, blot de følger lov og orden, så åbner konservatismen kun døren for den fremmede, hvis han lader sig assimilere, som i dette tilfælde betyder at tage den kristne kultur etc. til sig, at tage nationen til sig.

Men Dansk Folkepartis opfattelse er en anden: Danmark kan ikke lade enhver prøve lykken i landet, fordi den fremmede aldrig kan assimileres fuldstændigt. Lov og orden forbliver u-garanteret, idet den fremmede jo ikke ønsker at tage den danske kultur og kristendom til sig – og det gør han ikke, fordi han er fremmed. Argumentet er altså cirkulært: den fremmede kan aldrig indfinde sig under det danske, fordi han er fremmed og derfor per se vil forblive et fremmedelement.

MEN hvordan bliver man så dansk ifølge Dansk Folkeparti? Danskhed er nedarvet gennem generationer, altså via et slags ”politisk gen”. Det ”danske” kan ikke erhverves, som man erhverver andre former for viden. Det er nemlig i en vis forstand ikke viden, handling eller bestemte synspunkter, men en følelse – nemlig dén at føle sig som dansker. Det er den viden, der kendetegner Kjærsgaards ”kendskab” til danskerne. Derfor er det da heller ikke finansordfører Kristian Thulesen Dahl og rets- udlændinge- og integrationsordfører Peter Skaarup, der er ideologerne – men præsterne og cand.teol.’erne – kirke- og forskningsordfører Jesper Langballe og indfødsretsordfører Søren Krarup – via deres tidehvervskristendom. Derfor er det helt naturligt, at Pia Kjærsgaard vil være kulturminister – og ikke fx videnskabsminister. Det politiske er for Dansk Folkeparti ét med dansk kultur og kristendom og som herigennem konstituerer en styring af kunst-, kritik-, videns- og trosforhold. Til det danske kan man kun fødes.

VI konfronteres her med en tanke fra den europæiske modoplysning, fra Joseph de Maistre, der var en varm fortaler for det arvelige monarki og dets hierarkiske autoritarisme, dvs. et slags sakralt monarki eller diktatur. I kapitlet Nationalsjælen, skriver han:

”Et styre er fuldstændig som en religion: det har sine læresætninger, sine mysterier, sine tjenere; at underkaste det hvert enkelt individs diskussion er det samme som at tilintetgøre det; det lever kun i kraft af den nationale fornuft, det vil sige den politiske tro, som er et symbol.”

På Maistres tid havde man endnu ikke set kommunikationen som egentlig magtform. Ikke desto mindre står det klart, at det for modoplysningen er troen og ikke viden, der bestemmer det politiske. Den demokratiske leder skal ikke være en tænker, men en taler – en formidler, en overbeviser. Taleren er ikke forpligtet på, hvad der måtte være rigtigt, sandt eller forkert. Intet parti formår i samme udstrækning som Dansk Folkeparti at udnytte denne indre fare i demokratiet, som forvandler det til et mytisk Utopia eller en slags magisk realisme, helt i overensstemmelse med de Maistres idéer om den symbolske, politiske tro. Ingen kommunikerer dette bedre end Pia Kjærsgaard. Ligesom modoplysningens idé om sammenhængen mellem Gud, konge og nation er Dansk Folkepartis Gud sekulariseret ind i det danske sprog, kultur og Folk, som nu er frelsens og sandhedens, livets og lysets vej. Det ægte liv leves i den danske nation, hvor man taler det danske sprog, lever blandt danskere og opretholder danske værdier, den danske kultur og tro, som nu er blevet lig med det politiske.

Dansk Folkeparti foretager det, den tyske jurist og retstænker Carl Schmitt kalder en poetisering af det politiske. Den er karakteriseret ved en perfid brug af romantiske aforismer, der – kunne man sige – gør ved det politiske, hvad kronhjorte-ved-skovsøer gør ved kunsten. Hos intet andet parti finder man længslen efter fortiden og angsten for fremtiden og hos intet andet parti finder man denne romantiske poetisering af det politiske som i sloganet: Gi’ os Danmark tilbage. Denne nationalistiske konservatisme forvandler sig hos Dansk Folkeparti til politisk romantik.

Forestillingen om at beskrive det politiske som en slags dommedagsprofeti, går helt tilbage til Paulus og kristendommens første århundreder og styrede i det store og hele den teologiske tænkning og kirkens politik til langt op i Middelalderen. I den politiske teori genfindes den i begrebet om naturtilstanden: et sted, hvor loven er suspenderet, fordi der ikke er brug for den, idet den højeste retfærdighed, Guds, hersker. Vi finder det tilsvarende i kristendommens forestillinger om helvedet og paradis. Her har Kirken, der ellers er forvaltere og fortolkere af Guds retfærdighed via den hellige ret, igen autoritet.

Denne grundlæggende teologiske idé var central for modoplysningens tænkere, der også arbejdede intensivt med dette begreb, idet det tillod dem at inddrage borgerens konkrete liv (baggrund, kultur, identitet etc.) i det politiske. Fælles for såvel de teologiske idéer om helvedet som de politiske idéer om naturtilstanden er i første omgang mindre et fokus på fremtiden og de såkaldte ’sidste tider’, som ellers var at forvente og mere, at nutiden må konstitueres af ’de rigtige’ for at undgå den sikre undergang, dvs. nationens forfald.

Kun ved at lade Dansk Folkeparti ”Gi’ os Danmark tilbage”, kun ved at skabe et oprindeligt Danmark, kan danskerne i fremtiden være beredte på den verden, der ligesom for modoplysningen truede nationens overlevelse. Hverken hos modoplysningen eller hos Dansk Folkeparti er der sammenfald mellem nation og verden. Måske kan man til og med sige, at de to er sekulariserede udgaver af det gamle ’paradis’ og ’helvede’.

Dansk Folkepartis version af de Maistres symbol lyder: foranlediget af angsten for det u-danske går håbet om frelsen gennem politikken, der forvandles til Messias: den eneste, mulige løsning på den opstillede dommedagsprofeti.

Læs interviews med Tøger Seidenfaden, Politiken og Lisbeth Knudsen, Berlingske Tidende i Ugemagasinet #9 Interviews med Mette Eldrup, TV2 og Per Mikael Jensen, gratisaviskoncernen Metro International i Ugemagasinet #10 Interviews med Kenneth Plummer, DR og Jørgen Mikkelsen, Jyllandsposten i Ugemgasinet #11