Bruxelles:  Socialdemokratiets fjende er egoismen

Bruxelles: Socialdemokratiets fjende er egoismen

02.09.2009


På trods af dyb finanskrise og eskalerende arbejdsløshed fravalgte de europæiske vælgere ved Europaparlamentsvalget i juni socialdemokrater og socialister til fordel for centrum-højre. Den borgerlige kommissionsformand Barroso står til en ny periode, og både i Tyskland og Storbritannien står
venstrefløjen til at tabe de næste nationale valg til centrum-højre, der i
forvejen har regeringsmagten i Frankrig og Italien. Hvad gør Europas
socialdemokrater forkert? RÆSON spørger MEP Dan Jørgensen.

Af Dan Jørgensen, MEP (S)

DANMARKS største parti i EU-parlamentet er stadig Socialdemokraterne: både procentvis og i forhold til mandatantal gav vi Venstre baghjul. Mange danskere ved altså godt, at svarene på tidens største udfordringer ligger til venstre for midten. Og i flere andre lande gik de Socialdemokratiske partier  faktisk frem ved EU-parlamentsvalget fx i Irland, Grækenland, Tjekkiet og Malta. Men samlet set er billedet ikke positivt. Alt for mange steder vandt højrefløjen. Og i alt for mange lande står de borgerlige klart stærkest nationalt. Herunder vigtigst i de tre store toneangivende lande: Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Forklaringerne er mange, komplekse og frem for alt forskellige fra land til land, men lad mig alligevel søge at fremhæve nogle generelle tendenser – og et svar.

Socialdemokraternes problem nr. 1: Egoismen vinder frem
I takt med at de fleste europæiske lande er blevet rigere inden for de sidste 10-20 år har en større del af befolkningen også fået flere valgmuligheder i livet. Hermed følger en større individualisering af samfundene. Folks identitet og adfærd er ikke længere i så høj grad defineret af den klasse eller samfundsgruppe, de tilhører. Det er en grundlæggende positiv udvikling.

Individualismen har imidlertid en ond fætter: Egoismen. I rige moderne samfund med store muligheder for den enkelte er det derfor vigtigt, at Socialdemokraterne klart får argumenteret for at menneskers frihed og muligheder i høj grad er afhængig af, at fællesskabet fungerer. Høje indtægter, god uddannelse, social tryghed osv. kommer ikke af sig selv. Er man født med penge kan den slags erhverves – men hvis de goder skal tilfalde alle er det nødvendigt med et politisk system, der omfordeler og omfavner.

I Danmark vil der ikke være mange, der for alvor tør argumentere mod det synspunkt. De borgerlige partier tør da heller ikke angribe den danske velfærdsstatsmodel. Alligevel ser vi, at regeringens politik langsomt fremmer egoismen og undergraver fællesskabet ved at prioritere skattelettelser for de rigeste i samfundet frem for velfærd for alle. I andre europæiske lande er den ideologiske kamp mere åben. Her siger de borgerlige partier langt mere direkte, hvad de vil: De mener at flere privatiseringer, lavere skatter, større økonomiske fordele for erhvervsliv og industri er vejen frem. På bekostning af fællesskabet.

Socialdemokraternes problem nr. 2: Fortællingen mangler
Hvordan udbreder man fællesskabsfølelse? Grundlæggende set handler det om at udbrede sin fortælling om samfundet. Visionen, der binder fortid, nutid og fremtid sammen.  I Danmark er det – selv om det ikke altid lykkedes lige godt for mit parti – nemmere end så mange andre steder. Når samfundsforskere ude i den store verden skal kategorisere samfundstyper, taler man om den skandinaviske velfærdstatsmodel eller som den ligeså ofte kaldes; den socialdemokratiske model.

Problemet for os Socialdemokrater i Danmark er ikke, at vi mangler opbakning til vores idealer. De er en indgroet del af den danske befolkning. Over 95 % af danskerne bakker grundlæggende op om den solidariske velfærdsstatsmodel. Problemet er, at vi ikke er gode nok til at vise, at den nuværende regering i virkeligheden bekæmper dem.

Vi skal i fremtiden være langt bedre til at påpege de konkrete beviser for at regeringen er ved at undergrave fællesskabet i Danmark. Når VKO systematisk økonomisk udsulter og politisk nedprioritere de institutioner og politikker, der udgør kernen i velfærdsstaten; sundhedssystemet, uddannelsessektoren, den kollektive trafik, miljøpolitikken osv. så skal vi højt og tydeligt sige fra.

Det burde faktisk være en let opgave og jeg tror at den nye meget klare oppositionslinje som Socialdemokraterne i Danmark har lagt sammen med SF er et rigtigt skridt på vejen i den rigtige retning.

I andre lande har væksten i levestandard og de øgede muligheder for den enkelte ikke i samme grad været direkte forbundet med udviklingen af en socialdemokratisk velfærdsstat. Her er udfordringen for Socialdemokraterne derfor endnu større. Mange af mine S-kollegaer i EU-parlamentet er ved at gøre vores eksempel til en del af deres fortælling. De peger på Danmark eller Sverige og siger: ”Se, her har man både høj levestandard og god konkurrenceevne. Det giver et højt skattetryk – men det betaler sig. Fællesskabet koster penge, men i de fleste tilfælde leverer det mere tilbage til den enkelte end vedkommende giver.” Også vores efterhånden berømte flexicurity-model inspirerer. Netop nu, midt i en økonomisk krise, er ideen om at have et arbejdsmarked, der både er fleksibelt for virksomhederne og trygt for medarbejderne attraktiv.

Socialdemokraternes problem nr. 3: Globaliseringen skræmmer
Faktum er desværre nok også, at mange socialdemokratiske kernevælgere på tværs af Europa ikke ser lyst på fremtiden. Globaliseringen – altså det faktum at menneskers liv påvirkes af kræfter uden for deres eget lands grænser i stadig stigende grad – medfører ofte bekymring.

For nogle er globaliseringen en proces, der giver muligheder og fremtidsperspektiv, men en ufaglært fabriksarbejder i Østtyskland er ikke helt så lykkelig over, at en rejse til Thailand aldrig har været billigere (den er stadig uden for hans rækkevidde). Eller at det nu er nemmere end nogensinde at finde information om dette eller hint på internettet (han har ikke computer). Eller at der kommer tusinder af nye jobs indenfor nanoteknologien i de kommende år (hans egen fabrik, der laver biler står til at lukke).

Midt i en krise er vi sikkert mange, der ser globaliseringen, som et lys for enden af tunnelen. For andre ligner det forlygterne på et modkørende tog. Hvad kan socialdemokraterne tilbyde fabriksarbejderen fra Østtyskland? Svaret er hegnspæle.

Socialdemokratisme handler ikke om at bekæmpe markedskræfterne: vi ved tværtimod godt, at markedsmekanismen er et fint redskab til at skabe vækst og beskæftigelse. Men vi ved også der er behov for styring. Kun hvis vi billedligt talt banker hegnspæle i overfor markedskræfterne kan vi sikre de værdier, som vi står for.

Det er der mere brug for end nogensinde. Verdens handel er i stadig stigende grad kontrolleret af kæmpemæssige multinationale selskaber og kapitalfonde. De skal bringes til at betale skat i de lande, hvor de tjener deres penge; deres medarbejdere skal have rettigheder og de skal behandle miljøet ordentligt. En sådan adfærd kommer ikke af sig selv og kun sjældent på borgerlig foranledning. Her skal socialdemokraterne gå forrest både nationalt, via EU og i samarbejde med demokraterne i USA.

Fællesskabet er det kloge valg
EU kan blive en drivkraft i fremtidens verdensorden. Hvis tilstrækkeligt mange europæiske regeringer er socialdemokratiske og hvis vi i EU-parlamentet – hvor vi trods alt stadig er den andenstørste gruppe – formår at omforme vores idealer til konkret politik.

Oftest leveres fortællingen om hvorfor vi har brug for socialdemokratismen bedst via konkret handling; “show it, don’t tell it.” Når vi fik et godt valg til EU-parlamentet i Danmark og V måtte inkassere et nederlag, tror jeg det skyldes, at vi meget konkret formåede at fortælle danskerne hvad det er EU skal bruges til. Hvor V i højere grad forsøgte at spille på danskernes EU-skepsis ved at aflevere et diffust budskab om, at EU skal blande sig i mindre i danske forhold. I S argumenterede vi for, at EU kan bruges som et redskab til at bekæmpe finanskrisen (støtte til flere grønne jobs, bedre regulering af virksomheder kapitalfonde, loft på direktørers bonusser og lønninger, luk skattely osv.). Ligesom vi havde en klar politik for, hvordan EU skal blive nøglen til klimaløsningerne (CO2-reduktioner her i stedet for køb af aflad i verdens fattigste lande, højere CO2-reduktionsmål i EU-landene osv.)

Fordi der er mange forskellige grunde til, at de Socialdemokratiske partier har det svært i en række europæiske lande, er det svært at foreslå én vidundermedicin. Fælles for partierne er dog, at vi tror på fællesskabet. Vi kan kun vinde fremgang, hvis vi får befolkningerne med på den tankegang. Vi skal have kommunikeret, at det ikke bare føles godt og er moralsk rigtigt at se ud over af sin egen næsetip. Det er faktisk også det klogeste. For det første, fordi vi lever i en globaliseret verden, hvor menneskers liv hænger sammen på tværs af lande og kontinenter på en langt mere dybtgående måde end nogensinde før. I en sådan verden er det pinedød nødvendigt at der bankes hegnspæle i overfor de internationale markedskræfter. Her virker de borgerliges kamp for den totalt ukontrollerede kapitalisme som en knyttet næve i et blåt øje. For det andet fordi de frie valg, som langt de fleste mennesker har i et moderne samfund, findes på grund af de muligheder fællesskabet giver – ikke på trods af de forpligtelser, de medfører.

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen og Jens Rohde