Breve fra Bruxelles: Eu skal blande sig i det danske arbejdsmarked

Breve fra Bruxelles: Eu skal blande sig i det danske arbejdsmarked

16.09.2009


Ved Europaparlamentsvalget d. juli 7. fordoblede SF sit mandatantal i EU-parlamentet til to. 25-årige Emile Turunen er nyvalgt for SF, yngste medlem af Europaparlamentet, næstformand i den Grønne Gruppe og medlem af Beskæftigelses- og Indre Markedsudvalget. RÆSON spørger: – Du har sagt ‘Nej til østeuropæiske lønninger på danske arbejdspladser’ – hvordan vil du sikre det?

Politi, SKAT og arbejdstilsyn skal lave en særlig indsatsstyrke mod snyd. Danske myndigheder skal kræve danske overenskomster ved offentlige opgaver. Danske EU-parlamentarikere og regeringen skal sammen promovere den danske flexicurity-model. Og EU skal til gengæld lave regler også for Danmark. Hvorfor vil jeg som politiker nu blande mig på arbejdsmarkedets parters domæne og derved ’ødelægge den danske model’? Fordi problemstillingen er international og fordi vi allerede har blandet os.

Af Emilie Turunen

EN mail tikker ind i min nye, stærkt aktivitetsprægede, mailboks: RÆSON beder om et brev fra Bruxelles. Så værs’go! Her kommer første brev fra undertegnede. I modsætning til Morten Messerschmidts (DF) indlæg til forrige nummer af RÆSONs nye Ugemagasin indeholder dette brev ingen konspirationer om Europas Forenede Stater – men til gengæld konkret og nærværende debat om løn- og arbejdsvilkår i Europa. Med min nye plads i parlamentet er en af mine vigtigste udfordringer at sikre, at der er lige løn for samme arbejde. Når jeg siger: ‘Nej til østeuropæiske lønninger på danske arbejdspladser’, er det fordi der i disse år er massive problemer med at opretholde løn- og arbejdsvilkår i mange medlemslande: England, Tyskland, Sverige og Danmark er mere end alvorligt udfordret efter Østudvidelsen. I Danmark arbejder stadig flere østeuropæere på danske byggepladser, i landbruget, på gartnerier og inden for rengørings-, hotel- og restaurationsbranchen. Det står klart, at alle er velkomne på det danske arbejdsmarked. Men det står lige så klart, at vi må sige fra, når arbejdet udføres til en løn, der ligger langt under almindelige danske lønninger.

Et par hurtige nedslag viser udfordringens omfang: SKAT i Østjylland har igennem halvandet år kulegravet forholdene i 15 vikarbureauer, der formidler østeuropæisk arbejdskraft. Disse 15 firmaer har alene unddraget samfundet for 150 millioner kroner. Det store beløb dækker over en bred vifte af snyd med skat, moms, afgifter og svindel med offentlige ydelser af forskellig art Politiet og SKAT erkender, at de mangler tilstrækkelige ressourcer til at sikre, at lovgivningen overholdes.

De østeuropæere, der arbejder midlertidigt i Danmark, kan ofte slippe med en beskatning, der kun er en tredjedel af det, en dansk arbejder betaler – det skyldes udnyttelse af reglerne om skattefrie diæter.

Ud over at østeuropæiske arbejdere snydes for løn tyder meget desuden på, at byggearbejdspladser med mange udenlandske arbejdere er farligere at arbejde på end på en gennemsnitlig dansk arbejdsplads. I 2005 og 2006 døde 130 ved ulykker på danske arbejdspladser. Otte af de omkomne var udlændinge – det er en ekstrem overrepræsentation.

Fagbevægelsen erkender åbent, at de ikke kan følge med i kampen mod uorganiseret arbejdskraft og underbetaling: alene omfanget gør det mere end svært for fagbevægelsen at tage sagerne op – og desuden har en række EU-domme rejst tvivl om fagbevægelsens muligheder for at indgå overenskomster og sikre danske lønninger. De appellerer nu til, at politikerne tager deres del af ansvaret for at opretholde den danske model.

Situationen på det danske arbejdsmarked er selvfølgelig blevet forværret af den økonomiske krise, som har resulteret i, at titusindvis har mistet deres arbejde. Men også af at regeringen har forholdt sig fuldstændig passivt til, at Østaftalen (overgangsordning for østeuropæiske EU-borgeres adgang til det danske arbejdsmarked red.) udløb 1. maj i år – som om problemerne, der er opstået i kølvandet heraf vil blive løst af sig selv.

”Kan EU ikke bare lukke grænserne for de polakker?” spurgte en frustreret ung murersvend mig efter et møde for en gruppe bygningsarbejdere. Det korte svar er nej. Han oplever, at arbejdskraftens fri bevægelighed truer hans arbejdsforhold. Som en politiker, der er optaget af danske lønmodtageres rettigheder og vilkår, tager jeg disse oplevelser meget seriøst. Men det er vigtigt at slå fast: det ikke er arbejdskraftens fri bevægelighed, der udgør truslen. Problemet er den ringe og mangelfulde lovgivning på området. Jeg ser det som en hovedopgave at sikre klare svar til alle dem, som i denne tid tvivler på, om det er en god idé, at arbejdskraften kan bevæge sig frit i EU. Jeg vil insistere på at præsentere de politiske løsninger, der sikrer, at såvel Østudvidelsen som Danmarks medlemskab af EU, ikke bliver et ræs mod bunden mht. løn og arbejdsvilkår. Men derimod nøglen til et socialt Europa, der sikrer fremtidens vækst, arbejdspladser og velfærd.

Hvorfor taler jeg til Messerschmidts og de øvrige borgerliges store nynationale forargelse om et socialt Europa? Hvorfor vil jeg som politiker nu blande mig på arbejdsmarkedets parters domæne og derved ’ødelægge den danske model’? Hvorfor skal EU og EU-politikerne overhovedet blande sig i spørgsmålet om det danske arbejdsmarkeds ve og vel? Det skal vi, fordi problemstillingen er international, fordi vi har etableret et Indre Marked med fri bevægelighed for arbejdskraften, og fordi vi allerede har blandet os fra politisk side. Fx: et hullet og uklart direktiv for udstationeret arbejdskraft, der åbner muligheder for social dumping. Et andet eksempel er de omdiskuterede EU-domme, der sætter hensynet til det Indre Marked over retten til at strejke. Det vil være et politisk svigt af dimensioner ikke at blande sig, ikke tage ansvar for at rette op på problemerne.

Østeuropæere er velkomne i Danmark, men det er deres lønninger ikke. Hvad er løsningerne?

Revision af reglerne for udenlandsk arbejdskraft. Vi skal bakke op om fagforeningerne i deres arbejde med at få østarbejdere organiseret og med at få virksomheder til at indgå overenskomst. De EU-direktiver, som østeuropæere arbejder under (særligt udstationeringsdirektivet) skal ikke længere muliggøre social dumpning: de skal ændres. Dels, så der altid kan kræves fulde overenskomster, og så diæt- og skatteregler ikke forvrider konkurrencen. En vigtig hjørnesten er at stadfæste værtslandsprincippet – princippet om, at udenlandsk arbejdskraft til hver en tid falder ind under værtslandets gældende regler. Uanset om disse regler er fastlagt ved lov, ved ophævelse af overenskomster til lov eller som i Danmark ved kollektive overenskomster.

Garanti for konfliktretten. SF vil sikre en europæisk garanti for konfliktretten, som er et centralt redskab for fagbevægelsen, når de skal få virksomheder til at indgå overenskomst. En række EU-domme (bl.a. Laval, Viking Line, Ruëffert) har sået tvivl om fagbevægelsens ret til at strejke. SF ønsker at slå fast i en social protokol, at faglige og sociale rettigheder – herunder retten til at strejke – til hver en tid står over hensynet til Det Indre Marked..

Skrappe regler for arbejdsmiljø og arbejdsvilkår i hele EU. På sikkerhed, arbejdstid og uddannelse er der en række fælleseuropæiske anliggender. Det er vores ønske, at konkurrenceparameteret i EU ikke skal begrænse disse grundlæggende arbejdsmiljøretlige forhold for arbejdstagerne, men derimod sikre kvaliteten af dem.

Danmark skal gå forrest. og sikre gode arbejdsforhold. Derfor foreslår SF, at der sikres danske lønninger ved alle offentlige opgaver: Staten, regionerne og kommunerne skal stille krav om danske overenskomster, når de sender bygge- og anlægsopgaver i udbud. Vi foreslår ligeledes et øget samfundsansvar for kontrol med arbejdsforhold: der skal laves en særlig indsatsstyrke bestående af politi, SKAT og arbejdstilsyn, som i tæt samarbejde med fagforeningerne skal sætte ind mod snyd og lovovertrædelser. På europæisk plan skal vi sikre kontrol med overholdelsen af gældende regler i alle lande – den diskussion er vi nødt til at tage hul på. Desuden skal danske europaparlamentarikere og den danske regering støtte arbejdsmarkedets parters arbejde med – på europæisk plan – at promovere den flexicurity-model, som har skabt historisk lav arbejdsløshed, høj sikkerhed for arbejdstagerne og omstillingsparathed på arbejdsmarkedet.

Flere handlemuligheder for den europæiske fagbevægelse. De foregående fire løsninger må suppleres med et yderligere krav om at sikre den europæiske fagbevægelse mere indflydelse. I praksis har fagforeningerne de sidste år udgjort det største værn mod forringelser af løn- og arbejdsforhold på det danske arbejdsmarked. Fx skal ansatte og valgte i fagbevægelsen skal have mulighed for at gennemføre et statsanerkendt sikkerhedskursus, der giver dem beføjelser til at stoppe arbejdet på en arbejdsplads, hvor arbejdsmiljøloven groft overtrædes. Alle arbejdspladser skal opbevare oplysninger om de virksomheder, der er beskæftiget på arbejdspladsen, deres ansatte, ansættelsesbeviser og lønsedler åbent og tilgængeligt. Fagforeningerne skal til hver en tid have fuld adgang til at få fremlagt oplysningerne på forlangende.

Disse fem indsatsområder er SF’s og mine bud på, hvordan vi i fremtiden kan sikre tryghed for de danske arbejdstagere, tilpasse det danske arbejdsmarked både til en globaliseret verden og et europæisk Indre Marked, og hvordan vi samtidig kan fortsætte med at bakke helhjertet op omkring det europæiske samarbejde, som vi skal bruge til   at tackle et stadig stigende antal internationale og globale udfordringer.

Hvad siger Messerschmidt, Bendtsen og de andre borgerlige rødder – vil I sammen med mig være med til at sikre et Europa med lige løn for lige arbejde?.

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen og Jens Rohde