Idéfestival 2023: Vincent Hendricks
18.05.2023
.Vincent F. Hendricks (f. 1970) er dr.phil., ph.d. og professor i formel filosofi ved Københavns Universitet, hvor han også er leder af Center for Information og Boblestudier. Forfatter til en række bøger, bl.a. Moderne elementær logik (med Stig Andur Pedersen), Spræng boblen samt senest Nok om mig (2023). Tildelt bl.a. Videnskabsministeriets Eliteforskerpris, Roskilde Festivalens Eliteforskerpris, Choice Magazine Outstanding Title Award samt Rosenkjærprisen.
På Idéfestivalen deltager han i lørdagens Fremtidspanel (16-17.45) sammen med bl.a. Emma Holten. Da festivalen er dedikeret til ‘de tanker, der flytter og forandrer verden’ har vi bedt en række af de medvirkende dele deres anbefalinger til artikler, bøger og medier:
TV-quizzen Golden Balls, der illustrerer forskellen mellem væsentlige spil- og adfærdsteoretiske scenarier – fra ‘fangernes dilemma’ over ‘hjortejagten’ – og demonstrerer væsentligheden af tillid. Serien er blevet genstand for en videnskabelig undersøgelse af Richard Thaler, der i 2017 modtog Nobelprisen i økonomi.
George Cukors film Gaslight (1944). Filmen introducerede begrebet gaslighting, der sidenhen er blevet household-inventar i psykologi og adfærdsstudier – det beskriver en psykologisk manipulationsstrategi, der findes alle steder, fra parforholdet til professionen.
Romanen Falling Angel af William Hjortsberg er den bedste eksistentielle krimi overhovedet. Filmatiseret af Alan Parker (The Wall, Mississippi Burning) under titlen Angel Heart (1987, dansk titel: Djævelen i hjertet) med Mickey Rourke, Robert De Niro og Lisa Bonet.
Artiklen Elusive Knowledge (1996) af David Lewis – en klassisk tekst, der demonstrerer, at filosofiens støreste fjende er filosofferne selv.
Læs mere om Idéernes, visionernes, drømmenes og demokratiets festival 28-29. oktober 2023