FØRSTE KVARTAL 2003: 31.januar

 

 

 

 

 

> SPØRGSMÅL #3

 

2. Formåede VK-regeringen i 2002 at ændre udlandets opfattelse af Danmark?

Man kan man frygte, at Danmarks anseelse har lidt skade.

Der er ingen tvivl om at VK-regeringens faste alliance med Dansk Folkeparti har fået øjenbryn til at hæve sig over hele Europa og givet ridser i lakken på danskernes åbne, tolerante image.

En klar demonstration af dette så man i BBC programmet ’Hard Talk’ hvor udenrigsminister blev klædt fuldstændigt af for øjnene af millioner af seere verden over, da studieværten stillede nærgående spørgsmål om samarbejdet med Dansk Folkeparti.

 

Kristian Madsen, DSU

Både Ja og Nej. Jeg tror, at Danmark pga EU-formandskabet fik et mere positivt ansigt udadtil i 2002. Den planlagte og velforberedte invitation af 10 nye lande i EU kom i hus, og Anders Fogh blev det ansigt, der blev sat på denne begivenhed. Dermed overskyggede formandskabet for VK-regeringens udlændinge og ulandspolitik, som slet ikke fortjener den ros, som Anders Fogh og Per Stig Møller naturligvis modtog i forbindelse med formandskabet.

Simon Emil Ammitzbøll, RU

 

 

Med VK-regeringens meget tætte samarbejde med Dansk Folkeparti er der ingen tvivl om at det billede der blev skabt i 2001 er blevet forstærket i 2002. I spørgsmålet om udsyn og tolerance er billedet det samme. Årets store opgave – EU-topmødet har skabt et billede af regeringen som nogle seriøse og hårde forhandlere. Dog havde det klædt regeringen hvis den i forbindelse med FN’s store topmøde i Johannesburg havde spillet en mere aktiv rolle. Regeringen havde set sig blind på Østeuropa og glemt verden uden for Europa.

De mange nødvendige reformer i forhold til ulandene udeblev. I forbindelse med Johannesburg så udlandet en noget anden politisk linie fra Danmark end hvad man ellers har set.

 

Torben Kastrup, SFU

Bestemt - og desværre  - ja. Fogh klarede meget gelinde, i rollen som kerne-europæisk superstar, at få sløret udlandets billede af Danmark, som et land på vej ned af en inhuman glidebane. Spørgsmålets ordvalg - "Formåede.." - lægger dog op til at dette var en god og nødvendig bedrift; vel sagtens af hensyn til betalingsbalancen osv. Det var dog det stik modsatte, nemlig en dygtig camouflering af det kyniske menneskesyn, som hersker og blomstrer i Danmark og som har været undervejs i Danmark siden Nyrup-regeringen. Den internationale opmærksomhed på og kritik af den massive højredrejning i Danmark, var trods alt en lille håndsrækning til de mange minoritetsgrupper, der lider under  dette kolde politiske klima, og som desværre må kigge langt efter opbakning hos de hjemlige politikere. Så vi er mange, der håber at kritikken vil fortsætte når udvidelsesrusen forhåbentligt snart tager af.

 

Signe A.E. Larsen, Min.

Danmark er i international optik gået fra at være en politisk frelst nation til at turde stå fast og markere sig med holdbare løsninger. Eksempelvis har stramningerne i udlændingepolitikken fået omverdenens øjne op for, hvilke problemer indvandringen medfører. Endvidere har den flotte håndtering af EU-formandsskabet naturligvis haft sin betydning. Tømmermændene vil imidlertid hurtigt vise sig, når det går op for internationalisterne, at østudvidelsen får fatale konsekvenser for vore lande.

Morten Messerschmidt DFU

Ja. Det danske EU-formandsskab leverede et flot bidrag til et helt og samlet Europa, som uden tvivl tæller på plussiden. På ulands- og udlændingeområdet forholder det sig modssat. De umenneskelige og associale stramninger på udlændingeområdet og nedskæringerne af ulandsbistanden, har vendt opfattelsen af Danmark som en human frontløber på hovedet.

Bruno Langdahl, KFU

I høj grad. Danmarks håndtering af EU-formandskabet har fortjent høstet meget international ros og det er særdeles glimrende at dette billede nu overskygger opfattelsen af Danmark som et fremmedfjendsk land der har nok i sig selv – et billede der ikke er retfærdigt og som oppositionen har været stærkt opsatte på at fremmane. Torben Lund står tilbage som et særligt skræmmende eksempel på oppositionsopportunisme, der ikke viger tilbage for at skade sit eget lands omdømme.  Specielt, når det nu viser sig, at flere lande overvejer at følge det danske eksempel på udlændingeområdet.

Torsten Schack Pedersen, VU

Vel kun til det værre. DK skulle efter sigende være der hvor racismen har bedste vilkår i EU.

 

 

 

 

Charlotte Walkusch, Anissi Thorndal, Lars Lyndorff Krelskov, Socialistisk Ungdomsfront

3. Hvad er fremtidens væsentligste udenrigspolitiske udfordring for henholdsvis venstrefløjen og højrefløjen?