R Æ S O N - storpolitik i en lille verden!

3. ”De sidste 10 år har vist, at hensynet til nationale grænser og kulturelle forskelle hverken kan eller bør forhindre os i at gribe ind over for uretfærdighed.” Er du enig?
	Ja. Helt enig. Spørgsmålet kombinerer to væsentlige pointer. Vi bør gribe ind overfor uretfærdighed uanset grænser m.v. af moralske grunde. Med generalsekretær Kofi Annans ord:” No government has the right to hide behind national sovereignty in order to violate the human rights or fundamental freedoms of its peoples” (Tale til FN’s generalforsamling 1999). Vi kan ikke lade være med at gribe ind, da krige og konflikter i en globaliseret verden ikke længere kan isoleres som nationale problemer. Flygtningestrømme og risiko for spredning af konflikter giver os konsekvenser tæt ind på livet, der tidligere blot kunne ignoreres.	Kristian Madsen, DSU
	At nationale grænser ikke bør forhindre os i at gribe ind over for uretfærdighed, behøver vi ikke at afgrænse os til de seneste ti år, for at få hobevis af argumenter for. Det ligger i direkte forlængelse, at mit synspunkt om at vi skal have et internationalt retssamfund, der bygger på menneskerettighederne. Om de nationale grænser kan forhindre os i at gribe ind, er et helt andet spørgsmål. For det kan de jo. ’ Når Burma beskrives som et af de mest brutale diktaturer i verden, når sultkatastrofen i Nordkorea blusser op, når Rusland optræder skånselsløst i Tjetjenien, ja så er det jo NETOP nationale grænser der forhindrer os i at gribe ind.	Simon Emil Ammitzbøll, RU
	Ja! Man skal passe på med at gøre det gode til det bedstes værste fjende. Natos indgriben i Kosova har lært os meget, men grundlæggende er det et princip jeg støtter.	Troels Krarup Frandsen, CDU
	Nationale og kulturelle forskelle må ikke forhindre os i at gribe ind over for folkemord, krig og lignende. Der er efter min mening en skillelinie mellem at gribe ind i et andet land hvis der for eksempel er krig, og så at gribe ind mod uretfærdighed. Uretfærdighed kan forekomme på mange måder, og der er helt sikkert forskel på hvad jeg som socialist synes er uretfærdigt og hvad en liberalist vil synes. Det skal naturligvis være befolkningerne i de enkelte lande, der beslutter hvilket samfund de ønsker – også selvom det kan synes som et uretfærdigt samfund. Skillelinien for om nationale forskelle skal afholde os fra at gribe ind er langt fra klar, men må gå der hvor der sker vedvarende overgreb mod befolkningen.	Torben Kastrup, SFU
	Spørgsmålet er konstrueret. Det forekommer ubegavet at sidestille nationale og kulturelle grænser. Ifølge folkeretten skal nationale grænser accepteres. Men verden i dag er netop et produkt af, at kulturer søger at overtage landområder og overskride grænser. Hele Jugoslaviens historie er et eksempel herpå. Vesten har en forpligtelse til at forsvare sin civilisation og kultur.	Morten Messerschmidt DFU
	Det kommer selvfølgelig an på, hvad uretfærdighed omfatter, hvem der griber ind og hvordan der gribes ind. De strafferetlige principper, (bl.a. at alle er uskyldige indtil det modsatte er bevist) og folkeretten, hvor FN opretholder og styrer menneskeretlige og statsretlige principper, som sikrer landes suverænitet og menneskers grundlæggende rettigheder, skal respekteres. Det er et stort problem, at "det internationale samfund" er blevet synonym med NATO-landene. Det er et overordnet mål, at FN bliver handlekraftigt gennem demokratisering og mulighed for at sanktionere. Et endog større problem er, at sikkerhedspolitik er "brand-slukning" i stedet for forebyggelse. Det internationale samfund brugte i 1990'erne 1400 mia. kr. på de syv værste krige (foruden Østtimor og Kosovo). I følge FNs generalsekretær, Kofi Annan, ville krigene kunne været undgået, hvis bare 25% af beløbet var brugt forebyggende. Legitimationsproblemet bliver ikke mindre af at skære i ulandsbistanden.	Bruno Langdahl, KFU
	Den bærende værdi i udenrigspolitikken må være hensynet til det enkelte menneske, til individet – ikke til stater, kultur, historie eller geografi. Disse ting kan dog ofte forhindre os i at gribe ind, når noget går skævt, men de burde ikke. Bliver et menneskes frihed trådt under fode er det jo dybest set ligegyldigt, om dette mennesker er sort eller hvid, muslim eller ateist, svensker eller kineser. Hvis en diktator holder sin egen befolkning som gidsel, hvis han terroriserer dem, udsulter dem og tillader alskens overgreb imod dem så har han mistet sin legitime ret til at håndhæve sit lands suverænitet. I en sådan situation bør det internationale samfund gribe ind hvis det er muligt og konsekvenserne ikke vil forsage større skade.	Søren Friis Larsen, VU
	De sidste 10 år er den globale ulighed og dermed uretfærdighed steget. Hvert år kan FN fremlægge nye statistikker, som viser det bliver værre år for år. Hvad er der sket? Uhæmmet liberalisering af økonomien, som kun vil forværre situationen. Man skal være særdeles naiv eller kynisk for at kalde det retfærdighed. Samtidig hærger dødspatruljer Colombia uden der sker noget. Israel fortsætter udbytningen og undertrykkelsen af palæstinenserne. Tyrkiet er ikke just noget mønstereksempel hvad angår menneskerettigheder når det kommer til det kurdiske spørgsmål. EU indgår gladelig en 6 milliarders frihandelsaftale med Iran samtidig med landet undertrykker al opposition med hård hånd. Kort sagt: Der gribes kun ind når de riges interesser trues.	Charlotte Walkusch, Anissi Thorndal, Lars Lyndorff Krelskov, Socialistisk Ungdomsfront
4. Er det Danmarks særlige opgave at være verdens dårlige samvittighed?