FØRSTE KVARTAL 2003: 14.FEBRUAR

 

 

 

 

 

> SPØRGSMÅL #6

 

5. ”Regeringen er nogle tøsedrenge, hvis man virkelig selv troede på, at dette omhandlede verdensfreden, og Danmark så skulle bidrage med en ubåd, som ligger på værft i Tyrkiet, og så nogle specialsoldater. Så kan man ikke sige, at man tager verdensfreden særlig alvorligt« [Søren Søndergaard, citeret i Politiken 31.januar].

Ville det være rigtigt at sige at VK-regeringens Irak-politik er blødere indeni end udenpå – og Socialdemokratiets blødere udenpå end indeni?

 

Det rigtigste er vel at stille spørgsmålet til repræsentanter for de pågældende partier. Men nu jeg har fået spørgsmålet, så vil jeg sige, at for regeringens vedkommende tror jeg ikke at det handler om at de er mere hårde i retorikken end i virkeligheden. Det handler også om at Danmark - 

1. Ikke har de helt store muligheder for et markant bidrag til en evt. invasionsstyrke

2. heller ikke har en bred folkelig opinion der bakker op om en sådan politik. Et forhold Anders Fogh har en usædvanlig stor opmærksomhed rettet imod.

For Socialdemokraternes vedkommende tror jeg, at de gør klogt i en afventende holdning. I Radikal Ungdom bakker vi også op om FN-linien, da vi er tilhængere af en international retsorden.

 

Simon Emil Ammitzbøll, RU

Jeg tror såmænd at både regeringen og socialdemokraterne tager verdensfreden alvorligt. Vores forsvar er dog ikke gearet til i væsentligt omfang at deltage i en invasionsstyrke, men det kan ikke afvises at  specialsodalterne i jæger- og frømandskorpset kommer i kamp i en eventuel krig i Irak. I forlængelse af forrige spørgsmål er det min forventning, at den endelige danske stillingtagen til en eventuel krig bliver bredt forankret i folketinget.

Troels Krarup Frandsen. CDU

 

 

 

Jeg tror bestemt ikke, at VK-regeringens Irak-politik er ”blødere” indeni end udenpå. Hvis Fogh, Jensby og Per Stig skulle følge deres hjerte og egen politiske vision ville Danmark allerede have soldater opmarcheret side om side med de britiske og amerikanske i Golfen.

Regeringen tager dog – heldigvis - EU med ind i overvejelserne om Irak-konflikten, og kan derfor ikke komme med solo-udmeldinger. For VK-regeringen er situationen, at man er blød indeni, men derimod at politisk strategiske hensyn gør, at krigslysten må dæmpes.

 

Torben Kastrup, SFU

Ja, det er da tydeligt for enhver at Fogh og Co. inderst inde har et hjerte af guld… - og at Nyrup, Lykketoft og co. er ulve i fåreklæder har vist heller aldrig været en hemmelighed. Grundlæggende er de to partier 2 alen af samme stykke i langt de fleste henseender.

Signe A.E. Larsen, Min.

Nu er det jo ikke Danmark som leder an. Men vi bistår gerne i det omfang, vore ringe rationaler kan medvirke dertil. At Søren Søndergaard i sit storhedsvanvid og pladderpacifistiske, indirekte forsvar for undertrykkerne af enhver menneskerettighed føler trang til at udtale sig i negative vendinger om Danmarks bistand til USA, mener jeg, siger mere om Enhedslisten end om dansk forsvars- / udenrigspolitik.

Morten Messerschmidt DFU

Forskellen bliver muligvis markeret skarpere op, fordi Regeringen søger at maksimere trussels-billedet. Det er dog min klare formodning, at der er substantiel forskel. Jeg kan ikke forestille mig, at Socialdemokratiet vil støtte dansk deltagelse uden om FN, mens statsministeren åbner op for at krybe uden om FN-sporet.

Bruno Langdahl, KFU

Søren Søndergaard er som altid polemisk og tåbelig i sin argumentation. Omfanget af Danmarks eventuelle militære engagement er naturligvis på ingen måde en afvejning af, hvad der står på spil. Størrelsen af Danmarks bidrag afhænger naturligvis af, hvad der er praktisk og behov for, og hvad der er fornuftigt at sende af sted. Og i modsætning til den yderste venstrefløjs letkøbte højhellige synspunkter, så viser regeringen jo med sit løfte om militær bistand, at man er villig til at bakke sine ord op med handling. Den konsekvens ses aldrig fra venstrefløjen – her er det ikke andet end ord og politisk korrekt flom.

 

Torsten Schack Pedersen, VU

SR-regeringen såvel som VK-regeringen har aldrig tøvet når der skulle stemmes for nye krigs-bevillinger. Så på det punkt er der ikke den store forskel. Hvordan de adskiller sig retorisk er da meget interessant, hvis man har interesse for diskursanalyse, men i bund og grund er det interessante at de er for krig - vi er imod.

Charlotte Walkusch, Anissi Thorndal, Lars Lyndorff Krelskov, Socialistisk Ungdomsfront

6. Hvilket af de to udsagn er du mest enig i: ”Den nuværende situation viser FNs totale fallit: drømmen om et samarbejdende verdenssamfund er sat år tilbage.” ”Den nuværende situation viser FNs uomgængelighed og centralitet: kun FN tvinger USA til at argumentere for sine handlinger og Europa til at tage stilling”.