Verdensøkonomiens krise i historisk perspektiv: Har vi det værste til gode?
|
|
de INTERNATIONALE KONJUNKTURER
En af de usædvanlige ting ved det det nuværende konjunkturtilbageslag er, at det hverken skyldes en stramning af den økonomiske politik eller en forhøjelse af priserne på verdensmarkedet for olie. Det er heller ikke husholdningerne som har reageret, men, som nævnt, virksomhederne der med de herskende finansvilkår har fået opbygget for stor kapacitet. Det tager tid at fjerne en sådan overkapacitet gennem nedslidning og derfor at genskabe mulighederne for nye investeringer. Det må derfor forventes, at lavkonjunkturen vil blive forholdsvis langvarig. Det glemte man, da den økonomiske vækst i USA i første kvartal i år uventet steg til 5 pct. på årsbasis. På den baggrund reviderede mange deres prognoser og opfattelser selvom væksten i andet kvartal viste sig igen at falde tilbage til næsten nul.
Særligt bemærkelsesværdigt i den nuværende lavkonjunktur er også sammenfaldet af tilbageslag i USA, Europa og Japan. Det gør det også sværere og til en mere langstrakt affære at skabe fornyet vækst end hvis kun et af kontinenterne var ramt af konjunkturtilbageslag.
Men på den positive side har det nuværende tilbageslag været karakteriseret ved, at der indledningsvis ikke var væsentlig inflation i hverken USA eller Europa - og slet ikke i Japan, hvor prisniveauet har været faldende på tredje år. Det var derfor muligt for især den amerikanske centralbank hurtigt og væsentlig at nedsætte den korte rente, hvilket alt andet lige vil forkorte og formindske størrelsen af tilbageslaget.
Nogle vil dog mene, at den lave inflation giver en yderligere risiko, idet prisudviklingen kan risikere at vende til deflation. Ved en given nominel rente er det ensbetydende med en højere realrente og da den nominelle rente ikke kan være lavere end nul, begrænser de nuværende lave nominelle rentesatser centralbankernes muligheder for at lempe på pengepolitikken. Denne begrænsning er især aktuel i Japan, hvor den pengepolitisk bestemte rente allerede er nul.
Fra en konjunkturmæssig betragtning er det en fordel, at også finanspolitikken på tidligt tidspunkt er blevet lempet. Det gælder mest udtalt for USA. Da Europa og især Japan ikke havde og heller ikke har de samme budgetmæssige forudsætninger og dermed muligheder for at lempe finanspolitikken, er denne forskel (og i nogen udstrækning også forskellen i de pengepolitiske reaktioner) en medvirkende årsag til, at et konjunkturopsving må forventes at komme tidligere i USA end i Europa. Afgørende er også om de kraftige produktivitetsstigninger fra sidste halvdel af 1990’erne kan opretholdes. I Japan er det på grund af de uløste forhold i den finansielle sektor mere usikkert om eller hvornår et opsving måtte komme.
Det internationale konjunkturtilbageslag er dog grundlæggende præget af virksomhedernes overkapacitet og sammenfaldet i tid af recession på begge sider af Atlanterhavet. Selvom det internationale konjunkturtilbageslag endnu ikke har været dybt må det derfor alligevel forventes, at blive forholdsvis langvarigt. Derfor er risikoen for yderligere negative stød til produktion og efterspørgsel også større end normalt.
Et væsentligt faktor i den forbindelse er olieprisen, som allerede er steget til mere end 25 $ pr. tønde. Selvom denne pris allerede indeholder en risikopræmie for muligheden af en krig mod Irak, vil olieprisen formentlig stige yderligere i tilfælde af en sådan krig. I den nuværende skrøbelige situation vil det i bedste fald udsætte tidspunktet for et kommende opsving, og i værste fald vil olieprisstigninger i lighed med 1973,1979 og 1990 fremkalde et tilbageslag og dermed en ny recession og det nævnte ”double-dip”. En sådan udvikling kan heller ikke udelukkes, hvis aktiekursfaldet fortsætter eller de allerede realiserede aktiekurstab får bankerne til at begrænse deres udlån f.eks. i Tyskland, hvor den indenlandske efterspørgsel allerede er faldende. Den internationale konjunktursituation er således mere skrøbelig end sædvanlig, og vi skal i bedste fald hen imod midten af 2003 før et opsving slår igennem i hvert fald i Europa. Selvom dansk økonomi hidtil har klaret sig godt er det derfor ikke sikkert at vi kan sige det samme om et år.
