|
|||||||||||||
|
For at følge debatten skal man ellers købe bogen om ”Amerikas Valg”, der koster 299 kr. inklusiv porto og ekspedition. BESTIL DEN HER. Foruden den aktuelle analyse handler RÆSONs USA-dækning i denne uge om de sociale, kulturelle, etniske og geografiske brydninger i Amerika. Vi spørger de fire eksperter: - Er USA blevet socialt skævere? - Er afstanden fra Arkansas til New York større end fra New York til London? - Er den kulturelle ’smeltedigel’ gået af kog? Introduktion: I de næste dage kan denne uges interview med David Gress frit hentes på RÆSONs åbne site.
PRESSEMEDDELELSE David Gress i RÆSON | George Bush og superstar-effekten ”Bush har brugt VILDT mange penge! Han er langt den mest generøse præsident fra noget parti nogensinde – fordi det offentlige er blevet så stort. Han har postet penge ud som om der ikke var nogen dag i morgen. Det er ganske rigtigt at sige, at de her ting er uholdbare: hvis ikke der kommer en vækst, der er over det forudsigelige, de næste fem år – så bliver underskuddene så enorme, at der må ske noget. Bush siger: ”Den vækst kommer!” – men det ER jo spekulation og ikke noget, vi endnu kan se.” David Gress forudser, at John Kerry får svært ved at overbyde George Bush, når det kommer til sundhedsordningerne for fattige og ældre. I ugens interview med RÆSON beskriver han modsætningerne i USA. Hvor forstæderne står langt fra de kosmopolitiske metropoler. Hvor de etniske grupper danner deres egne parallelsamfund, men alligevel må fungere på det omgivende systems præmisser. Og hvor en ny dynastidannelse står overfor en gammel lighedskultur: ”Jeg tror at manden givetvis er rimeligt godt begavet, men han hedder altså også George Bush. Landet er blevet ældre: efterhånden over 200 år gammelt, og det ville da være mærkeligt, hvis der ikke opstod sådan nogle dynastier.” Det er også et Amerika, hvor liberalismen kæmper med konservatismen – og spalter ikke bare befolkningen men indimellem individet selv. ”Folk kan dele deres liv op. De kan være meget værdikonservative – måske om søndagen – og så ellers ikke. Ikke bare er der en splittelse horisontalt, men der er også en splittelse i folks egne, personlige holdninger.” LÆS ARTIKLEN NU: David Gress i RÆSON | George Bush og superstar-effekten
PRESSEMEDDELELSE: Valgkampen er paradoksal: ”På en ene side har mange vælgere fornemmelsen af, at det er et særligt vigtigt valg. På den anden side synes det hele tiden at komme til at dreje sig om alt muligt andet, end lige det, der optager folk. Vietnam i stedet for Irak! Eller, når det gælder Bush’ tid i Nationalgarden: forskellige dokumenters autenticitet - snarere end det, der er ubestrideligt: nemlig at der ER stor forskel på de to kandidaters militære baggrund. Der er ikke noget personangreb, fra nogen af siderne, der ikke med det rette spin kan ende med at handle om noget andet.” Det siger Niels Bjerre-Poulsen i RÆSONs ugentlige dækning af den amerikanske valgkamp. Bjerre-Poulsen forudser at John Kerry vil foretage et kursskifte – Kerry vil skrinlægge den forsigtige strategi og i stedet tage handskerne af. Det blev ugen hvor den kontroversielle forfatter Kitty Kelley udsendte en 700-siders bog om Bush-familien. Bjerre-Poulsen siger: ”Sladderen fjerner opmærksomheden fra Kerry – og betyder, at det er Bush, der skal bruge ekstra tid på at tilbagevise sladderhistorier. Det er ikke så meget historierne i sig selv, der rykker noget – men det ændrer noget ved dynamikken i valgkampen. På den måde virker ’beskidt valgkamp’ jo – fordi man selv får overskud til at tale om hvad man gerne vil, mens modparten får travlt med at tilbagevise beskyldninger.” LÆS INTERVIEWET NU: Niels Bjerre-Poulsen i RÆSON | Nu tager Kerry handskerne af
PRESSEMEDDELELSE Jørgen Dragsdahl i RÆSON| Emnerne betyder ikke ret meget ”Demokraternes store fejl er formentlig at de tror emner har en stor vægt i en valgkamp. Republikanerne indser – ved valg efter valg – at de kan ikke vinde på emnerne - og derfor kører de på noget andet: nemlig spørgsmålet om karakter og lederegenskaber.” Det siger Jørgen Dragsdahl i RÆSONs dækning af den amerikanske valgkamp. Om Irak siger han: ”Det, der står krystalklart for stadig flere, er at krigen i Irak ud fra de nuværende præmisser er: tabt. Der skal sættes ganske anderledes drastisk ind, men mange af de dramatiske ting, man formentlig kommer til at gøre, vil man vel prøve at vente med til efter valget – og hermed tænker jeg fx på en ting som en erobring af Falluja og nogle af de andre byer, der er helt overtagede af modstandsbevægelsen.” Om de sociale forskelle i Amerika: ”USA er et samfund, som er umådeligt dynamisk og i umådelig hastig udvikling. Men denne udvikling oplever mange mennesker, herunder mange fra den hvide arbejderklasse, som en trussel. Og det HAR det været: de HAR tabt status, de HAR fået masser af problemer. Der er der altså en drøm i Amerika om det svundne: en længsel efter at vende tilbage – fx til 1950erne, hvor en hvid mand nemt kunne forsørge sin kone, have hus og hjem og sende børnene i college. Det siger mytologien og det er også, til en vis grad, rigtigt. Denne længsel giver en særegen aggressivitet i amerikansk nationalisme – og sammen med andre tendenser støtter det ekstremt selvhævdende.” LÆS ARTIKLEN NU: Jørgen Dragsdahl i RÆSON| Emnerne betyder ikke ret meget
PRESSEMEDDELELSE: Peter Kurrild-Klitgaard i RÆSON | Kerry: fuldstændig uden strategi? ”Det virker i den grad som om Kerry-kampagnen er fuldstændig uden nogen overordnet strategi på nuværende tidspunkt. Hvis der ER en overordnet strategi er det i hvert fald en, der er meget svær at gennemskue og tilsyneladende heller ikke særlig succesrig.” Så barsk er vurderingen fra Peter Kurrild-Klitgaard. I RÆSON konkluderer han, at det går ”ualmindeligt dårligt” for Kerry, hvis kampagne virker som om den skifter strategi fra dag til dag. Demokraternes problem har i 40 år været at de ikke har kunnet finde middelklassen - og John Kerrys kampagne absolut ingen undtagelse: ”Den ene dag kører man meget markant på økonomiske emner, næste dag på terroren, næste dag på krigen i Irak. Man skifter fra en position, hvor man går efter midtervælgerne, til de seneste par dage decideret at tale klassekamp og henvende sig til den yderste venstrefløj blandt demokraterne.” De sidste mange år har kun Jimmy Carter formået at appellere til middelklassen: ”Demokraterne har siden 1960erne haft et markant problem med, at deres parti er for langt ude på venstrefløjen ift. den amerikanske vælger. Man kan spørge sig selv, om republikanerne kunne komme til at bringe sig selv i den samme situation, bare med modsat fortegn.” Er USA i øvrigt ved at udvikle magtfulde, varige familiedynastier? Kurrild svarer: ”Der er en helt klar tendens til, at i hvert fald i politiske sammenhænge udvikles der dynastier. Det, tror jeg, vil være et eskalerende fænomen i de kommende år, ikke kun i USA, men faktisk i hele den vestlige verden.” Ifølge Kurrild-Klitgaard fungerer den ’etniske smeltedigel’ endnu – men den er blevet forandret: ”Globaliseringen gør det muligt at være en etnisk gruppe, der bor i USA, og som faktisk ikke ER integreret i det pågældende samfund, fordi man i dag har råd til at kunne rejse hjem, på en måde man ikke havde tidligere. I dag er det muligt at være en del af det amerikanske samfund stort set uden at komme i berøring med det.”
LÆS ARTIKLEN NU. Peter Kurrild-Klitgaard i RÆSON | Kerry: fuldstændig uden strategi?
|
|||||||||||||
