SIKKET postyr, det skaber, når borgerne i Europa siger deres mening. Hvor er der mange alvorstunge ansigter og avisartikler om krise og stilstand. Hvor bruges der mange spaltemillimeter på meningsdanneres og analytikeres udlægninger af krisens karakter, og på forskellige scenarier for, hvordan det måske alligevel kan lykkes at få den forkastede EU-forfatning ratificeret rundt omkring i det ganske EU. Hvor er der mange kreative udlægninger af, hvorfor borgerne dog kunne finde på at sige nej tak til forfatningen. Udlægninger, der alle samme har samme kerne: Nemlig at folk var bange, dumme, indskrænkede eller små-nationalistiske (nærmest racistiske), fordi de sagde nej til EU-forfatningen. Alt sammen grunde, der i hvert fald ikke måtte have noget at gøre med Forfatningstraktaten.

         Sidste uges topmøde var præget af en stemning, som var Europa ved at bryde sammen. Alle regeringsledere løb rundt om hinanden for at undgå at sige det højt, som var evident for flere millioner EU-borgere: At forfatningen var blevet forkastet, fordi den var for elendigt et svar på Europas og borgenes problemer og ønsker. Det var interessant at se, hvordan ingen af regeringslederne havde lyst at være den, der højt sagde, at der godt kan slukkes for respiratoren – forfatningen er død. Selv om det måske ville have været det mest indlysende udtryk for det politiske lederskab, som man kunne have respekt for som borger i en tid som denne.

 

Ikke en krise, men en chance

Men selvfølgelig: En global verden og angsten for fremtiden – og ens eget job – kan få folk til at reagere på forskellig vis. Når verden med ét ikke længere kan forstås ud fra det kompas, man kender, så melder utrygheden og angsten for fremtiden sig. Når verden pludselig åbner sig med ukendte muligheder, så kan det godt give sved på panden hos mange. Det er helt forståeligt og forklarligt. Selvfølgelig er man som regeringsleder skuffet over, at borgerne ikke var med på den EU-forfatning, der nu har været kompas for ens navigeren i det EU-politiske landskab. Og selvfølgelig bliver man bange, når det pludselig ikke længere virker.

         For mig er det imidlertid et tegn på håb. En spirende demokratisk medleven og muligheden for at skabe et bæredygtigt og fremtidssikret EU. Et tegn på, at folk gerne vil have indflydelse på indretningen af deres samfund og omgivelser. Det nye sker, når den, der er tiltænkt tilskuerens rolle, begynder at blande sig, som Carl Scharnberg skrev. Og det gjorde borgerne sandelig.

         Det er lidt for meget tudefjæs, når man stædigt bliver ved at tale om krise og dumme borgere. Hverken EU eller Europa er i krise. Krisen gælder højst politikernes og EU's legitimitet. Topmødet gav i virkeligheden flere associationer til en midaldrende mand, der er ramt af den berømte panikalder. Det var et chok for regeringslederne, at de virkelig var ude af trit med befolkningerne – selvom hele processen med konventet og det efterfølgende forfatningsudkast var sat i værk for at komme den manglende folkelige forankring og legitimitet til livs.

         Verden er jo ikke ved at brase sammen! Nej’ene i Frankrig Holland (og meningsmålinger i adskillige andre lande) har givet os en helt unik chance for at give EU den opdatering, Unionen så længe har trængt til. Det er Europas store mulighed. Ratifikationsprocessen skal ikke udskydes, den skal ganske enkelt afblæses. Vi har en helt ny og unik chance for at få sat kritisk lys på EU-traktaternes fødselsfejl og mangler. En mulighed, der alene er opstået med opbruddet mod den ikke-lyttende europæiske elite og kursen mod ny-liberalisme og afdemokratisering.  

 

Venstrefløjens EU

Med et virkeligt politisk lederskab kan dette fantastiske demokratiske momentum udnyttes til at opdatere EU-samarbejdet. Den virkelige politiske leder vil åbent erkende, at det ikke er et spørgsmål om, at integrationen går for hurtigt – men at den går i forkert retning.

         Tænkepausen skal ikke bare anvendes til at pumpe en masse penge ud på kampagner for at overbevise borgerne om at Forfatningen ikke er så dum endda, og at de stemte forkert første gang. Så bliver plan D til D for dumhed. Meningsløsheden i en forfatning, der fortsætter kursen væk fra bæredygtighed og social retfærdighed for de nære og de fjerne, fik folk til at sige stop. Den leverede ikke de nødvendige løsninger, men rummer en del kilder til de nære problemer med pres på sociale systemer, miljøproblemer, arbejdsløshed, marginalisering og manglende demokratisk indsigt. Det var EU’s overordnede udviklingstendens, der fik et skud for boven.

          Skal planen derfor have et bogstav, må det være plan O for ”opdatering” af EU. Det kræver en helt ny forhandling. Der skal sættes fokus på at tackle de virkelige nationale og internationale problemer – afdemokratisering, multinationale selskabers magtovertagelse, fattigdom i verdens fattigste lande, arbejdsløshed, marginalisering og social dumping. EU skal gives et socialt ansigt. Det brølende indre marked og de frie markedskræfter, der med tiden også skulle markedsgøre uddannelse, sundheds- og sociale serviceydelser, skal gøres til EU-landenes tjener, ikke vores hersker.

         Det solidariske og bæredygtige frihedsprojekt har altid været venstrefløjens projekt. Efter årtiers erfaring med nyliberalisme og polarisering må venstrefløjen på banen og sætte dagsordenen for den opdatering af EU, der skal redde det så nødvendige europæiske samarbejde. Den kamp havde været tabt med et ja – med de to nej’er og en afblæsning af ratifikationsprocessen, kan kampen for at genvinde demokratisk kontrol for alvor begynde.

         Tænk om panikalderens EU foretog det klassiske skift: Droppede den ældre model anno 1957 og sprang ud med en ny og opdateret fiks model for samarbejdet, der kan tage vare på EU, Europa og verden anno 2005.

  

DOWNLOAD ARTIKEL SOM PDF-FIL

Trine Pertou Mach er cand.scient.pol. fra Århus Universitet. Hun arbejder som programkoordinator i Mellemfolkeligt Samvirke på Det Arabiske Initiativ (Nordafrika og Mellemøsten), er talsperson for organisationen Udfordring Europa og medlem af SF. Sidder i styrelsen for tænketanken NyAgenda. Specialist i den arabiske verden, menneskerettigheder, demokratisering og civilsamfundsudvikling. Beskæftiger sig en del med kvinders rettigheder i den arabiske verden. 1998-2001 ansat som politisk akademisk medarbejder i EU-parlamentet med fokus på EU's institutionelle forhold (åbenhed, integration, komitologi, traktatforhandlinger og regeringskonferencer). 2001-3 ansat på EU-kommissionens delegation i Kairo, Ægypten, med ansvar for NGO-bistand, civilsamfund, demokrati og fattigdoms-bekæmpelse; dækkede menneskerettigheds-situationen i landet. 2003-4 ansat i WWF Verdensnaturfonden, København, som leder af et demokratiudviklingsprojekt i Kaliningrad. Er tidligere talsperson for Junibevægelsen (2000-2005). Har skrevet en række debatindlæg og bidrag til bøger (bl.a. "Udfordring Europa", Forlaget Politisk Revy (2002); "Scenarier for europæisk samarbejde. Hvidbog om fire mulige udviklinger af det europæiske samarbejde" (2004); "Smag på Europa" med Ellen Trane Nørby (2004). Hun er foredragsholder og debattør, og har bl.a. været kommentator for Dagen og
dagbladet Information.

LINKS:
www.trinemach.dk
www.udfordringeuropa.dk
www.nyagenda.dk