|
||||||
|
|
FJERDE KVARTAL 2003 |
|||||
|
2:3 Artiklen kan på sidste side (s.3) downloades som Word-dokument, fx til udprintning |
||||||
|
|
2. Hertil min verden igår
Nu drages så EU-politikken ind i værdikampen. Danmark skal være i Europa, herfra vores verden går – og til. Grænsen for aktiv udenrigspolitik i en globaliseret verden går ved et stærkt EU-fællesskab - af og for folk, der ligner os. Pudsigt nok bliver regeringens forslag til en omskrivning af retsforbeholdet beskrevet som skuespil, der alene tjener som bolværk mod EU’s angiveligt langt mere liberale udlændingepolitik. Forslaget betyder nemlig i praksis, ifølge statsministeren, at Folketinget fra sag til sag kan sige til eller fra overfor en pågældende EU-regel. Danmark skal selv kunne bestemme over asyl- og indvandringspolitik, men samtidig deltage fuldt ud i EU’s overnationale terrorbekæmpelse, harmonisering af politisamarbejde, fælles udleveringsaftaler, arrestordrer og anklagemyndighed, harmonisering af strafferet og civilret – alt sammen områder, som inddrages i udkastet til EU-forfatningen.
Jeg er bange for, at man vender det blinde øje til virkeligheden. Forbeholdet overfor deltagelse i EU’s retlige samarbejde reduceres til et rent udlændingeforbehold. Det kan man af moralske grunde tage afstand fra, men den principielle konsekvens er, at forbeholdet ophæves. Oven i købet må man forvente, at den sidste bid (udlændingeforbeholdet) ryger ved et regeringsskifte.
En anden afgørende konsekvens er, at man hermed - ved at anvende ’den britiske model’ - fratager Folketingets flertal magten over udlændingepolitikken. Modellen betyder nemlig, at forbeholdet kun gælder så længe man ikke nationalt vedtager de samme regler som EU. Vedtager man først de samme regler, deltager man automatisk også i det overnationale samarbejde. Dette princip strider, ifølge juristen Peter Pagh, imod grundlovens §20, der fastslår at suverænitet kun kan afgives ”i nærmere bestemt omfang”. Med andre ord: området må enten falde under Danmark eller under EU.
Bortset fra juristeriet er den politiske virkelighed også, at modviljen mod udlændinge findes i mange andre EU-lande. Der er ingen grund til at tro, at disse vil fremme en EU-politik, der i sit væsen er forskellig fra den danske:
Det er en myte, at EU’s retspolitik skulle være mere liberal og altruistisk orienteret end den Danmark er slået ind på. EU’s område ”med frihed, sikkerhed og retfærdighed” bygger i al væsentlighed på at regulere langs de ydre grænser og kontrollere, hvor mange der overhovedet får adgang til EU. En fælles EU-retspolitik har til formål at sikre ydre grænser mod flygtningestrømme, illegal indvandring og international kriminalitet.
