|
Trine
Pertou Mach er cand.scient.pol. fra Århus Universitet. Hun
arbejder som projektleder for WWF Verdensnaturfonden og er talsperson for
JuniBevægelsen og en af spidskandidaterne på liste J til
EU-parlamentsvalget. Specialist i menneskerettigheder, demokratisering og
civilsamfundsudvikling.
1998-2001 ansat som politisk akademisk medarbejder i EU-parlamentet med
fokus på EU’s institutionelle forhold (åbenhed, integration, komitologi,
traktatforhandlinger og regeringskonferencer). 2001-3 ansat på
EU-kommissionens delegation i Kairo, Ægypten med ansvar for NGO-bistand,
civilsamfund, demokrati og fattigdoms-bekæmpelse; dækkede
menneskerettigheds-situationen i landet.
Har
skrevet en række debatindlæg og bidrag til bøger (bl.a. ”Udfordring
Europa”, Forlaget Politisk Revy, 2002; ”Scenarier for europæisk
samarbejde. Hvidbog om fire mulige udviklinger af det europæiske
samarbejde” (kommer)). Hun er foredragsholder og debattør, og har bl.a.
været kommentator for Dagen og dagbladet Information.
Links:
-
Trine Machs website
-
Junibevægelsen |
|
| |
|
|
Endelig kommer polakkerne og alle de andre!
Af Trine Mach, talsperson og
EP-kandidat for JuniBevægelsen
1. S-ordet
2. Den værste tænkelige model
1. S-ordet
Selv langt ind i gode
konservative og liberale cirkler, udover det ganske udvidede EU, kunne man i
lørdags pludselig bruge ordet ”solidaritet”!
Det er en historisk og utvetydigt fantastisk dag. EU’s udvidelsesproces har
taget alt for lang tid, men selvom Unionen har nølet og fedtet rundt i interne
anliggender, og de nye medlemslande på mange måder er blevet budt urimelige
vilkår, så er der kun grund til at fejre dagen. Jeg velkommer oprigtigt vores
østeuropæiske søstre og brødre. Uden forbehold, uden slinger, uden tøven:
VELKOMMEN!
Den europæiske Union skriver nemlig verdenshistorie.
Ikke fordi man gennem en revolution har overflødiggjort Arbejdernes
Internationale Kampdag, eller fordi man afskaffer landbrugsstøtten i
solidaritet med udviklingslandenes bønder. Eller vedtager den forvaltningslov,
der kunne bidrage til at gøre verdens mest forpligtende overnationale
samarbejde bare en anelse mere demokratisk og kontrollabelt.
Det store projekt, der alligevel kalder på en kapiteloverskrift i
verdenshistorien, er den demokratiseringsproces, som de nye medlemslande har
gennemløbet siden Sovjetunionens opløsning, og den EU-udvidelsesproces, der
løb parallelt og som nu ender i EU’s største udvidelsesrunde og dermed
forening af intet mindre end 25 europæiske lande i et fællesskab. Det er
historisk. Og stort.
Betydningen af udvidelsen kan ikke gøres op i penge, uanset tallene på
bundlinien måtte blive røde.
Det er nemlig et regnskab, der handler om alt andet: Om det berygtede S-ord,
om viljen til fællesskab, samarbejde og det at dele ud og gå på kompromis. Om
det at finde sammen i en større sammenhæng for at løse problemer, der kun
tackles netop i et forpligtende samarbejde.
Som barn af EF og afslutningen af den kolde krig og, hvis man skal være lidt
højstemt, med en personlig udviklingshistorie der ligger langt ud over
Danmarks og Europas grænser, er det en lille sejr for de mange ting, jeg tror
på: Demokrati, solidaritet og internationalisme. Flere af Europas lande bliver
del af det europæiske fællesskab, der er proppet ind i samarbejdsmodellen Den
europæiske Union.
Tænk, hvis det fællesskab samtidig havde gjort sit hjemmearbejde og var
ordentlig forberedt. Tænk, hvis EU havde skrevet verdenshistorie som
demokratiprojekt. Havde droppet Unionsmodellen, hvis succeskriterium er et
ukvalificeret ”mere integration”.
Det kapitel skal først til at skrives nu, for EU har ikke gjort forarbejdet
ordentligt. EU’s strukturer, institutioner og beslutningsprocesser er langt
fra demokratiske nok til, at det ville berettige til et EU-medlemskab, om EU
selv skulle have søgt om optagelse. De vil heller ikke kunne bære den
udvidelse, der fandt sted i lørdags.
På
trods af, at både Amsterdamtraktaten fra 1998 og Nicetraktaten fra 2000 blev
kaldt ”udvidelsestraktater”, så var de på ingen måde nogen forudsætning for
udvidelsen, og ingen af dem løste som bekendt de velkendte problemer. Og helt
absurd så vil heller ikke den EU-forfatning, som EU’s regeringsledere
forhandler lige nu, ændre strukturer, institutioner og beslutningsprocesser i
det omfang, det er nødvendigt.
NÆSTE SIDE
TILBAGE
|
|
