|
|
|
|
Plads til 10 magasiner
Man har sagt om EU at det netop begyndte den anden vej rundt - man ville bygge et fællesskab op via det praktiske, småtingene - stikdåserne og kullet - kulturen skulle så følge med. Der har det så længe været etåbent spørgsmål: Kommer denne her fælles europæiske offentlighed?
PN: "Hvad med kulturen?" - ja.
Hvor politisk er magasinet? I kalder det et kulturmagasin men hvor politiske er implikationerne?
PN: Vi kalder det et kulturmagasin men vi er samtidig meget politiske - selvfølgelig ikke på den måde at vi på nogen måde vil være talerør for nogen politisk orientering eller politiske bevægelser som fx ATTAC. Ikke fordi vi har noget imod det, men fordi vi simpelthen ikke vil sættes i bås på den måde - ved at være talerør for noget bestemt, overhovedet. Så det, der ligger i at være et kulturmagasin, det er, at vi interesserer os for aktuel politik og kultur - vi interesserer os for de store, politiske temaer, der er oppe i tiden, men vi gør det på en anden måde: vi giver det hvad man så kunne kalde en kulturel vinkel. Vi får nogle til at skrive, som ikke er de typiske politiske kommentatorer, men nogle andre - forfattere, tænkere, filosoffer, videnskabsfolk. Dem, som kan skrive godt - ikke dem, som skriver en fag-akademisk sammenhæng: dem har vi ikke så meget brug for. Dem, som kan gøre deres budskaber klare - kan formidle sig og skriver rigtigt godt.
Det er en blanding af temaer - at bevæge sig på tværs af de traditionelle faggrænser mellem politik, økonomi, videnskab osv. Og tillade sig at sige: nedenunder dét, der er der måske et fælles grundlag - noget, som vedrører alle de her områder. Når vi snakker politik, økonomi, andre emner - så er der selvfølgelig noget, som helt eksplicit tilhører de fagområder, men der er noget andet samtidig: hvor vi lige så godt, via nogle tekster, kan angribe dét. Dét, der er fælles for os - det, der gør at vi tænker på en bestemt måde. Eller det, der gør at vi kunne tænke på en anden måde - at vi med et andet blik pludselig kan blive opmærksomme på at 'hov - har vi set det på en alt for ensidig manér?' Kan vi simpelthen få luftet gevaldigt ud i det danske miljø - få nogle nye impulser, stimulanser ind; kan vi berige det her?
Det er her kultur nogle gange også er et rigtigt farligt ord, fordi det betyder både 'alt' og 'ingenting'. Her betyder det simpelthen: det fælles, det tankegods, man har med og som man ikke altid lige kan sætte ord på. Det, som vi bærer med os - som følende, tænkende mennesker; som videnskabelige mennesker. Hvad er det vi går rundt med? Og det er dét, vi gør - og vi bringer ikke kun analyser, men også reportager, hvor man viser verden i sin mangfoldighed, fortællinger og digte.
Ligger der i det du siger en implicit kritik af den danske dagsorden, offentlighed og debat er for fattig?
PN: Egentlig holder jeg ikke af at kalde det kritik af de danske medier, fordi de udfylder også en funktion. Jeg siger bare: der er et stort, gabende tomrum i det danske mediebillede. Og det kunne vi og 10 andre magasiner udfylde med relevante publikationer - det her er ét af dem, og vi vil også godt fylde en hel del i det landskab.
Hvis det er rigtigt - og det er jo en analyse, som også andre har givet udtryk for - så må man vel, hvis man skal prøve at vise en smule ydmyghed, spørge: Når vi ikke har de blade, er det så fordi behovet ikke er der eller fordi det bliver dækket på en anden måde?
PN: Det bliver helt klart forsøgt dækket på andre måder. Man kan se tendensen i mange dagblade og ugeaviser - at der har været viljen til at få nogle af de ting ind. Men det, man så har gjort, det er at barbere det ned til golde pointer: hvis man har nogle af de her essayister, der normalt giver sig tid til at tænke over tingene og skriver på en måde, som er indlevende og nogle gange kan flytte folks meninger og få folk til at se ting på andre måder. De bliver barberet ned til ultrakorte artikler, hvor al atmosfære er forsvundet, forduftet som røg
Det, der selvfølgelig så kommer til at kendetegne Lettre i forhold til de andre blade og aviserne i Danmark, det er: lange artikler. Og det siger jeg uden at ryste. Det er lange, men rigtig, rigtig gode artikler: hvor man godt gider læse - for folk der godt kan li' at læse. Og hvis artiklerne ikke er gode nok, så er det fordi vi ikke er dygtige nok: det handler om at få de bedste. Vi skal selvfølgelig også have lidt tid til at placere os i dét her og vi skal også udvikle os som blad, og derfor vil vi også garanteret møde kritik, men dét er ambitionen: at vi vil godt trykke de lange artikler også.
Ikke kun lange artikler, vi vil også have kortere ting, men vi vil godt lave de lange ting, der kommer i dybden. Ikke kun for at komme i dybden, men også de ting, der tager tid uden at de nødvendigvis kommer i dybden, men dér hvor vi er på overfladen i lang tid - eller hvor man simpelthen bare viser billeder af verden. Og det er ofte selvfølgelig med reportagen som form. Der er jo ikke noget dagblad - der er jo ikke nogen steder, hvor man virkelig giver plads til reportagen: den gode reportage, rejsereportagen, den litterære reportage.
Illustrationsfoto:
Lettres tyske udgave
