ark og ulands

KAMMERTONEN: I det sidste halvandet år har man set en Venstre-statsminister vinde et valg på at rustbeskytte velfærdsstaten til år 3000; en regering hvis kulturpolitik utvivlsomt har givet kunstnerne flere søvnløse nætter end de har haft siden John Lennon forlod The Beatles og en udenrigspolitik, der i en sådan grad har prioriteret Washington over Bruxelles at man skulle tro vi fedtede for at få De Vestindiske Øer tilbage. Er det så ikke rigtigt, hvad Hans Engell sagde til RÆSON sidste år - at Venstre på få måneder formåede at stjæle de konservatives politik? (Og hvad med at indsætte Peter Brixtofte i guvernørpaladset i Christianssted, hvis dét med øerne nu lykkes?)

JR: Hvis kunstnerne har søvnløse nætter, er det fordi de betragter kulturstøtten som socialhjælp. I så tilfælde vil jeg henvise til socialministeren, for det har aldrig været meningen med kulturstøtten. Men man kan da godt sige, at de venstreorienterede på det seneste har udviklet sig mere end de sidste 35 år. Det er nemlig en utrolig forkærlighed man pludselig har fået for Bruxelles og EU, efter at de to store lande, som man tidligere absolut ikke ville give indflydelse, gik imod USA. Nu fremstår de for venstrefløjen som USA-modstandere, og for en ægte rød er der ikke noget bedre. Jeg forventer derfor, at der ikke går lang tid, før Anne Marie Helger og Holger K vil have genoplivet Vestunionen, fordi den var en fransk idé og et modspil til Nato i sin tid. Jo, målet helliger midlet. Det er imidlertid ikke noget nyt for socialisterne, men det nye er kærligheden til EU, og denne dobbelte lutz med halv skrue er næsten kulturstøtte værd. Så måske vi kan kombinere os ud af noget, som gør alle glade.