|
|
| 11. Kampen mod ny-nationalismen |
CBK: Vi har en borgerlig regering i øjeblikket, som bekendt, der har været en højredrejning i Europa som har vækket meget opmærksomhed, og vel også en højredrejning som har været mere seriøs og en indvandrer-flygtningedebat som har været grovere end nogen havde forestillet sig i midten af 90erne. Og det var derfor jeg sagde tidligere at man måske kunne diskutere hvorvidt den globaliserings-, eller integrations- eller internationaliseringsproces der har fundet sted siden slutningen af 60erne måske kan siges at have taget et knæk i kurven de sidste par år.
HELVEG: Det er en fantastisk interessant problemstilling. Den danske tidligere departementschef, nuværende ambassadør Jørgen Ørstrøm Møller har skrevet en bog om emnet ”Er vi ved slutningen af internationaliseringen?” Stiller spørgsmålet op ræsonnerer over det. Den folkelige modstand imod dele af globaliseringen som har vist sig i de senere år på forskellig vis kan være en budbringer om at vi måske står ved afslutningen af en sådan epoke.
CBK: Risikerer man i den situation – altså også når du sagde før at Danmark ikke har indflydelse i øjeblikket og ikke kan forme EU der hvor vi gerne vil hen, og vi ved jo godt hvad den danske dagsorden er i forbindelse med den danske model, ikke sandt, altså vores interesser i sociale spørgsmål, i velfærd, i demokrati, i åbenhed, i alle de her prioriteringer. Hvis man forestiller sig et Europa under højre-regeringer, kan man så risikere at den ”bløde side” af EU falder væk, og at EU reduceres til et frihandelsområde med en militær overbygning? Det ville vel være den værst tænkelige udvikling af EU-samarbejdet set fra det Radikale Venstres synspunkt?
HELVEG: Ja, det vil vi absolut ikke bryde os om. Men jeg tror der er sket det, at internationaliseringen mærkværdigvis , paradoksalt nok fører med sig, at vi bliver mere nationalt-bevidste. Mere bevidste om vores nationalitet. Når jeg kigger tilbage – hele forløbet, fra ’72 og til nu, så er jeg helt overbevist om at det er rigtigt at sige at vi danskere, eksempelvis, vi er mere bevidste om vores nationalitet i dag end vi var forud for afstemningen i ’72. Med internationaliseringen vokser jo også frem en interesse for ens egne rødder. Og for hvad der er det særlige ved os i forhold til de andre.
Så internationaliseringen betyder slet ikke at den nationale bevidsthed udviskes, det synes jeg der er mange beviser for. Og det kan godt have noget at gøre med den modstand imod internationalisering som nu viser sig i alle europæiske lande i dag, alle EU-lande er der vokset frem bevægelser, på den højre fløj, nynationalistiske bevægelser der har som samlingspunkt to synspunkter: De er imod de fremmede og de er imod EU. Og det er da en faktor man gør klogt i at lægge mærke til. Jeg er ikke enig med dem; jeg opfatter dem som politiske modstandere. Men der er en sådan bevægelse – og det er derfor vigtigt , og ud fra mit synspunkt vigtigt at EU-samarbejdet ikke blot er et frihandelsområde men at vi udvikler EU-redskaber, også på det udenrigspolitiske område, så Europa kan spille en større rolle – og en konstruktiv rolle – i verden. Det er et politisk indhold, og det mener jeg er vigtigt.
Og lad mig så føje til, at hvad det her angår, der vil man finde – tror jeg – sådan i hele den europæiske midte, til højre og venstre for centrum, bred enighed om at EU skal være noget andet end et frihandelsområde. At det skal være en politisk institution, der har en linie i verdenspolitikken, og som også har en linie i sin indre politik, i retning af: at fastholde social ansvarlighed. Der vil ikke være mennesker tilhørende den europæiske midte der har den opfattelse at Europa skulle udvikle sig som USA i indenrigspolitisk henseende, hvad angår sociallovgivning osv. osv. Så Europa har også en vigtig opgave i verden – og den er det værd at slås for. Men det er altså blevet en politisk kamp også mod ny-nationalistiske bevægelser – og den må vi jo tage.
Foto: Folketinget
