”Danmark har jo nu fået en indflydelse på udenrigspolitikken som vi ikke har haft siden svenskekrigene.” I anden del af et stort interview med RÆSON argumenterer integrationsminister Bertel Haarder for, at de små landes ”overindflydelse” i EU er ét af Unionens centrale kendetegn, og at Danmark her har en særlig chance for at alliere sig med de øvrige nordiske lande: ”Det tætteste vi nogensinde er kommet på at forene norden det er jo den tilstand vi har nu: hvor Island og især Norge jo faktisk er med i hele EU-samarbejdet lige bortset fra når vi træffer beslutninger. Det er jo det nærmeste vi har været."
Også i fremtiden vil samfundsformen i EU være væsensforskellig fra USA, og Haarder mener at EU bør gøre det til en del af sin formålsparagraf at sikre folkenes nationale selvbestemmelsesret. For også det moderne menneske er ifølge Haarder formet i en national kontekst: ”Kravet om at folkeslagene bestemmer selv i deres hjemlande er jo stærkere end nogensinde. Det krav har jo afløst ideologierne som det politiske omdrejningspunkt i verdenspolitikken.”
LÆS INTERVIEWET NU:
Interviewet blev lavet inden topmødet i December og er en del af RÆSONs tema om Danmarks 30 år (og 2 uger) i det europæiske samarbejde. Første del af interviewet blev bragt i går. Danmarks EU-formandskab bliver af RÆSON belyst i en separat artikelserie.