|
|
Den gamle dame i Åbenrå
CBK: Hvad er dit indtryk i den situation, hvilket udenrigspolitisk emne har lettest ved at vække opmærksomhed når man sidder på sådan et møde?
ENGELL: Det er meget forskelligt. Jeg husker Maastricht-afstemningen meget tydeligt fordi jeg var selv justitsminister, og vi havde mange møder ude omkring i landet, regeringens medlemmer tog mange møder ude omkring. Og min fornemmelse var undervejs i det forløb, at ’der er noget helt afgørende galt’. Jeg kunne mærke på de møder jeg havde – og det var ikke fordi jeg anså mig selv for at være en dårlig taler eller mente at mine argumenter ikke var overbevisende – jeg kunne mærke, at denne her, den bærer ikke igennem. Og da jeg kom ned i ministeriet en dag, der indgik jeg faktisk et væddemål med min departementschef, fordi han sagde, ”det er da helt utænkeligt! Altså, det er da helt utænkeligt at folk stemmer nej! Det kan da ikke lade sig gøre!” Det var fordi han gik i Slotsholmens virkelighed, elitens katedral, hvor man kunne have et eller andet forhold til EU – selvfølgelig er der også nogle die-hard modstandere dér – men et eller andet sted vavr det da logik, ”enhver kunne da forstå at selvfølgelig måtte man stemme ja til det, altså, hvor dum har man lov at være, selvfølgelig må man da stemme ja”, men min virkelighed var jo en anden, for jeg var hele landet rundt.
Og dér hvor det for alvor gik op for mig, at den er helt gal (det er når du spørger om, hvilke nogle emner tænder og hvilke nogle emner tænder ikke) det var at Statsministeren – dengang, Poul Schlüter – og jeg skulle sammen til et møde, der blev afholdt på et folkehjem i Åbenrå. Og grunden til at mødet blev holdt dernede, og at jeg skulle sammen med Statsministeren derned, den var det, at vi havde en formodning om at hele grænsekontrol-spørgsmålet – Schengen osv., Schengen-samarbejdet – ville blive et væsentligt element i det møde, da det var en sønderjysk forsamling. Og vi kommer derned, og der er stuvende fuldt! Der kunne ikke presses en stol mere ind. Schlüter holdt et fremragende oplæg om alle perspektiverne i Schengen osv. osv. Han talte om det generelle i traktaten og jeg talte så om alt, hvad der vedrørte grænseoverskridende kriminalitet, og paskontrol og politisamarbejde og alt den slags. Da så mødet var færdigt, så var den første, der bad om ordet for at stille spørgsmål, det var en dame – en ældre dame, eller gammel dame vil jeg hellere sige, som – nogenlunde ordret – sagde til Schlüter: ”Min oldefar han faldt som tysk soldat på Østfronten under 1.verdenskrig. Min far han kom hjem uden arme og ben fra 2.verdenskrig.” De havde altså boet på den tyske side og så efter krigen flyttet over på den danske, efter 45. ”Er det du nu fortæller mig, Statsminister, at jeg risikerer at børn og børnebørn de pludselig, i en eller anden Europa-hær, skal sendes et eller andet sted hen – formentlig under tysk ledelse – og komme hjem, slået halvvejs ihjel?”
Og jeg kan huske, da hun havde sagt det, var der fuldstændig stille i salen. Og Schlüter svarede udmærket, og forklarede om USA’s deltagelse i to verdenskrige og det ene og det andet, og vi havde et ansvar, og alt muligt. Der var ikke noget – hans argumenter var selvfølgelig helt i orden, men jeg kunne mærke i forsamlingen: de havde ingen bærekraft! Her der sad der flere hundrede sønderjyder i alle aldersklasser og de så på det her med dyb skepsis, og det var endda et område hvor EU-holdningen i øvrigt generelt er positiv. Altså, den ligger over gennemsnittet i landet. Det var helt tydeligt for mig. Da vi tog hjem fra det møde der sagde jeg: ”Dette her, det bliver med garanti en taber! Den haler vi ikke hjem!” Og det gjorde det også.
CBK: Hvad sagde Schlüter til det?
ENGELL: Schlüter kunne også godt selv mærke det. Altså Schlüter kunne også godt mærke, at det ville blive en meget meget svær én at hale hjem. Det var han ikke et sekund i tvivl om. Men vi havde jo ikke andet at gøre end at kæmpe.
Fotos udlånt af Ekstra Bladet