|
|
"Hans, det er sgu' din skyld!"
CBK: Lad os prøve engang at springe tilbage til 72 og så situationen på det tidspunkt. Det er jo et gennemgående tema i uendelig mange analyser at EU – både fra modstandere og tilhængere, politikere og akademikere – at man i opløbet op til 72 forsøgte at skjule det faktum at det var et politisk samarbejde, at der var en politisk vision i samarbejdet, og at det ikke bare var et frihandelsområde, og derfor ikke kun var en anden version af EFTA. Er det rigtigt? At hvis man i 1972 havde sagt, ”nu skal I høre, der kommer en union, der kommer en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, der kommer et fælles statsborgerskab, Muren falder, om 30 år ser det sådan ud…” hvis man kan forestille sig et sådan scenario, at man var gået ud til danskerne med dét budskab i 72 – er det så rigtigt at de stadigvæk havde stemt ja?
ENGELL: Nej, det tror jeg bestemt ikke. Altså nu husker jeg jo situationen dengang. Jeg havde selv været aktiv i Konservativ Ungdom et antal år, jeg var tjenstgørende i livgarden på det tidspunkt, dvs. jeg var sammen med en stor gruppe af unge mænd som havde meget forskellig både geografisk, social og uddannelsesmæssig baggrund, og vi diskuterede det her meget. Da vi mødtes til vores 25-års garderjubilæum der var der en stor del af dem, der sagde til mig, ”Hans, det er sgu’ din skyld, du var talsmand i livgarden dengang, og hele kompagniet blev kommanderet op på rådhuset i Allerød, hvor vi skulle stemme, og der stod du og sagde ”I skal sgu’ stemme ja, alle sammen, det er det eneste fornuftige!” Det sagde mange af dem – de ville gerne have deres stemmesedler tilbage fra dengang.
Men når vi lægger det til side, så husker jeg debatten meget tydeligt. Og den fokuserede utroligt meget på de økonomiske, handelsmæssige positive konsekvenser af et sådant samarbejde. Udenrigsministeriet udsendte dengang en serie skrifter, jeg tror det var 22 hæfter eller sådan noget, som vi alle sammen – ikke alle sammen, men mange - abonnerede på, og som man læste, og som belyste de forskellige sider af det europæiske samarbejde, af EF, og som jeg erindrer disse – jeg tror det var 20 eller 22 hæfter – der var det kun et par enkelte af dem, der beskæftigede sig med den politiske dimension af dette samarbejde. Og den genspejler i virkeligheden meget godt det forhold, at det var flæsket, det var landbrugspriser, det var industrien, det var det at man sagde ”nu får I billigere varer på en række områder” osv., det var ikke perspektiver i retning af et fælles forsvarspolitisk samarbejde eller overnationale beslutninger på en lang række områder. Jeg tror, som jeg husker stemningen dengang – og når vi også ser på valgresultatet - hvor trods alt, der var en pæn margin, men så var den heller ikke større – så tror jeg ikke at man havde kunnet hive den i land dengang.
Man kan også vende det om og sige: de ledende politikere, en Jens Otto Krag, en Hilmar Baunsgaard, Ninn-Hansen og andre toppolitikere, de vidste jo udmærket at det her det var ikke kun et handelspolitisk samarbejde, der var politik i det. Hvorfor sagde de det så ikke dengang? Når jeg har diskuteret med dem - flere af dem har jeg jo kendt godt og kender godt og har haft drøftet med mange gange – så er det sådan en blanding af lidt undskyldninger og lidt bortforklaringer og lidt udenomssnak og lidt påstande om, at ’det er jo heller ikke rigtigt, der blev diskuteret meget politik’ det er også en understregning af, at ’vi troede ikke at samarbejdet ville udvikle sig så hurtigt, vi troede ikke at man i løbet af 30 år kunne komme i en situation med Murens fald, sovjetunionens sammenbrud', osv., hvor samarbejdet pludselig fik så meget dynamik. Det var der ingenting, der pegede i retning af dengang. Det er jo ikke mange år siden at Schlüter sagde at ”unionen er stendød”, skulle jeg hilse og sige. Jeg tror at det har været en blanding af pragmatisk, gustent overlæg (”vi skal have et ja igennem”) – og en tro på, ”det her, så hurtigt kommer det heller ikke til at gå!” en tro på at når først Danmark var indenfor, så ville både politikerne men også vælgerne ændre opfattelse, blive en del af dette samarbejde, udvikle sig, på samme måde som de andre europæiske lande. Og her tog man jo afgørende fejl.
Fotos udlånt af Ekstra Bladet