Pressemeddelelser fra RÆSON
02.11.02: Engell i RÆSON om Europaparlamentet: Solkonger og blærerøve
”Prøv at møde et EU-parlaments præsidium – magen til samling overovervurderende, selvforherligende… jamen, det er fuldstændig til grin. Selv Dronning Margrethe er jo en dybt beskeden, tilbageholden person – det kongelige hof på Amalienborg er jo stilfærdigt, landadelpræget, sammenlignet med Europaparlamentets selvforherligende-Ludvig d.XVI-Versailles-solslot-og-solkonger, altså, nej… det var slemt. Du kan høre allerede her, jeg kan sgu blive – jeg kan blive helt rasende igen.”
I anden halvdel af et stort interview med det nye storpolitiske magasin RÆSON kritiserer Ekstra Bladets chefredaktør Hans Engell de danske politikeres indsats for at sikre befolkningens opbakning til EU. I analysen indgår også en detaljeret vurdering af Europaparlamentet: ”den der flok navlebeskuende, selvovervurderende blærerøve, der rendte rundt, og selv mente at de var nogle helvedes karle – og et system præget af divisioner af embedsmænd, Mercedeser der blev kørt frem, sådan at de dovneste af dem kunne blive fragtet hist og pist, vandringer gennem uendelige gange hvor, når man kiggede ind på kontorer, så stod deres blik-kasser, der blev flyttet imellem parlamenterne - - og hvor man kunne se at nogle af dem, de gad knap nok at åbne de papirdynger, der blev tilsendt dem. Det eneste, der blev åbnet, det var de invitationer der kom til forskellige cocktail-parties og sådan noget.”
Om Maastricht-traktaten siger Engell: ”min lidt negative holdning byggede ikke så meget på selve Maastricht, men mere den ladeport, den aftale åbnede for i forhold til fremtidig udvikling.” Han sammenligner befolkningens manglende kontrol over EU med den nærhed, som karakteriserer det danske folkestyre: ”Dén nærhed i forhold til befolkningen, til vælgerne, dén oplever man ikke i Bruxelles. Overhovedet ikke! Og det virker nærmest som om, at man er hamrende ligeglad med den – altså, ”befolkningerne det er en akademisk udfordring.”
Engell efterlyser også en debat om Europas militære rolle i forhold til USA: ”Hvad vil vi egentlig i Europa? Vil vi det som en Mogens Lykketoft af alle nu pludselig er fortaler for, at han siger at kun et stærkt Europa, rustet til tænderne, som balancen overfor et endnu mere våbenraslende Texas-præget USA. Altså, når jeg tænker på, det er altså landets finansminister gennem ni år, som det jo ikke var til at hive en krone ud af til dansk forsvar på noget tidspunkt. Men nu er Lykketoft pludselig den varmeste tilhænger af et stærkt europæisk fællesskab, og dermed – må jeg jo også gå ud fra, et stærkt forsvar."
LÆS INTERVIEWET:
SOLKONGER OG BLÆRERØVE (2.del)
1.del blev offentliggjort i fredags. Interviewet er en del af RÆSONs tema om Danmarks 30 år i EF/EU.