Alt kan blive totalitært - selv menneskerettighederne

FRIE ORD af Ejvind Larsen (bragt i Dagbladet Information, 2.maj 2003)

MAN skal opsøge sine modstandere, hvor de er stærkest. Og er de ikke stærke, skal man gøre dem stærke. Dels for eventuelt at lade sig overbevise om, at det er klogere at tage et nyt standpunkt, dels for i hvert fald at få sine synspunkter prøvet og skærpet. Derfor refererer jeg med begejstring og i strikte modstrid med min egen opfattelse af menneskerettighederne og demokratiet en holdning, som Københavns Bygge- og Teknikborgmester Søren Pind (V) lige har givet udtryk for i et interview med det fortræffelige internet-tidsskrift Ræson http://raeson.dk/pind300403-1.htm

Bl.a. siger borgmesteren:

»Hvis man skal sammenligne det med de to køn så er det nærmeste vi vel nok kommer Europa: en hermafrodit. Hvorimod Amerika i høj grad er mandigt – altså baseret på en selvstændighedsevne og en vilje til at bruge magt, også brutalt, hvis det er det, der skal til. Den evne og vilje besidder Europa ikke. Og altså, for mig at se, med den stigende kritik, der – synes jeg berettiget – er af FN som en såkaldt demokratisk institution, hvor verdens værste forbryderregimers stemmer tæller lige så meget som anstændige demokratiers, og den stigende konflikt man så i amerikansk politik rettet mod FN – også før 11.september – der tror jeg kun det var et spørgsmål om tid før Amerika reelt optrådte som de demokratiske nationers (leder) – altså dem med viljen til demokrati også andre steder end hos sig selv. Det var et spørgsmål om tid, før Amerika et eller andet sted nåede frem til hvad man vel, hvis man skal banalisere det, kan kalde en form for moralsk udenrigspolitik. Altså en udbredelse af demokratiets evangelium verden over. Det er jo paradoksalt nok, synes jeg, at der er nogle der i dag bebrejder Amerika at ’Ja, men de ser jo forskelligt på det – det er jo ikke alle, som man behandler på den måde som man gør med Irak’, og ’vi kan jo huske i 70erne og 80erne’. Der tror jeg ikke man har gjort sig klart, at den Kolde Krigs afslutning jo har betydet et helt nyt samfundssyn: den Kolde Krigs afslutning har jo betydet at man nu ikke længere behøver agere med diktatorer som sine venner, fordi alternativet er risikoen for en fuldstændig destabilisering af en region med en efterfølgende totalt-udslettende atomkrig - som en reel risiko. I dag agerer man uhildet af den trussel – den er der ikke mere på samme facon. Og derfor er det logiske næste skridt jo i virkeligheden allerede blevet nævnt af George Bush’s egen far, nemlig: en ny verdensorden. En ny verdensorden hvor diktatorer ikke får lov til at agere, bare fordi de passer ind i en bestemt interesse i stormagternes spil. En ny verdensorden hvor frihed og demokrati i virkeligheden er stabiliserende faktorer, og hvor alternativet til det, er det, der kan rokke ved verdensordenen. Så derfor så tror jeg i virkeligheden, det kun havde været et spørgsmål om tid (uafhængig af 11. september 2001), før Amerika alligevel havde kastet sig ud i den rolle, som man er i gang med.«

Denne moralsk begrundede vilje til udbredelse af demokratiets evangelium med magt, også brutalt hvis det er det, der skal til, betyder i praksis tvangsdemokratisering for Søren Pind at se: »"Jeg tror ikke på at Mellemøsten og de store dele af den arabiske verden som i høj grad fx deler palæstinensernes holdninger - i overskuelig fremtid kan overbevises om at Amerika vil fred, frihed og demokrati på anden måde end ved eksemplets magt. Og jeg tror det kan ske, hvis vel at mærke – og det håber jeg meget – USA gennemfører en tvangsdemokratisering af Irak, på linie med det man gjorde med Vesttyskland efter 2.verdenskrig."

Min uenighed med Søren Pind kan jeg kortest udtrykke ved at bede læseren om at udskifte demokratiets evangelium med kommunismens evangelium. Så åbenbares den totalitære tankegang, der ligger bag besættelsen af Irak og som Søren Pind giver blændende udtryk for. Også Sovjetunionen kunne i sin tid moralsk begrunde tvangssocialisering med henvisning til kommunismens uantastelige godhed og den historisk determinerede nødvendighed af at udbrede kommunismens evangelium verden over med anvendelsen af magt, også brutalt hvis det er det, der skal til.

Dengang måtte jeg over for marxismen og venstrefløjen (med lille v) understrege forskellen på autentiske, autoritative holdninger og autoritære, mere eller mindre økonomisk begrundede systemer, der påberåbte sig ufejlbarlig godhed og historiens determinerede mål som legitimation for udøvelse af almagt. »Jeg kan bedre lide Shakespeare end den socialistiske stat« og »Ned med de marxistiske skolemestre« skrev jeg dengang. Nu må jeg over for liberalismen og Venstre (med stort V) fremhæve, at jeg bedre kan lide Shakespeare end de pindske menneskerettigheder og kræve ned med de demokratiske skolemestre i borgmesterens udgave.

For som jeg den gang ikke var troende overbevist om det kommunistiske evangelium og Sovjetunionens slagne vej mod godhedens eget tusindårsrige, er jeg i dag ikke som Søren Pind og alle andre forsvarere af besættelsen af Irak religiøst overbevist om det liberalistiske evangelium og USA’s slagne vej mod tusindårsriget.

Men jeg skal da ikke nægte, at også jeg tror på menneskerettigheder, demokrati og frihedens evangelium. Rettighederne, demokratiet og friheden er for mig blot knyttet til den modsigelsesret, som enhver i sin egen usammenlignelige ukrænkelighed og i sin forbundethed med naturen og særlige historiske, kulturelle og religiøse traditioner må opbyde over for alle gode og selvgode, retfærdige og selvretfærdige tvangsforbedringer i et eller andet evangeliums navn. Nu er det imidlertid ikke kommunismens system men de basale mennerettigheder, demokratiet og friheden selv, der er oprindelsen til totalitarisme!

Fra kommunismens aske er vi kommet i den demokratiske totalitarismes ild. Med hvad skal totalitarisme da bekæmpes? Det er jo modstandspotentialet mod totalitarisme, som nu selv bliver totalitært!. Det er grunden til at jeg fuldt og helt kan tilslutte mig den leder her i bladet for nylig, der argumenterede for, at George W. Bush er farligere end Saddam Hussein.

Og så i øvrigt anbefale Søren Pind med mange flere at studere Hannah Arendts The Origins of Totalitarianism I-II. Den udkom i 1951 (de danske oversættelser Antisemitismen og Imperialismen i henholdsvis 1971 og 1972) og har igen fået forfærdende aktualitet.

UHOLDBARHEDEN af enhver totalitarisme, selv den der besmykker sig med den moralske forpligtelse til at udbrede demokratiets evangelium verden over med tvangsdemokratisering og magt, også brutalt, hvis det er det, der skal til, fremgå af, at selv Søren Pind må indrømme, at hans almægtige moral eller moralske almægtighed har sin grænse. For »hvis man skal følge den moralske linie i det du siger, så skal vi foretage en tvangsdemokratisering af Kina også?« bliver borgmesteren spurgt. Og hvad svarer Pind: »Jeg synes man skal gøre hvad man kan – og Kina kan man ikke. Altså, ingen er jo forpligtet ud over deres evner. (...) Resten af landene mener jeg man kan klare.«

Der er altså trods alt grænser for, med hvilken almagt vi kan påtage os den moralske fordring om at udbrede demokratiets evangelium.

Eller sagt på en anden måde: Inden det irakiske barn blev lemlæstet eller dræbt, havde evangelisterne da i overensstemmelse med de anti-totalitære menneskerettigheder spurgt barnets forældre, om de var indforstået med den form for magt til udbredelse til de velsignede rettigheder? Er det ikke tilfældet, blev barnet ikke lemlæstet eller dræbt i demokratiets og menneskerettighedernes navn. Men i totalitarismens. Det kan jeg ikke glæde mig over.

Og så mener jeg i øvrigt, at Robert Fisk bør indstilles til Nobels Fredspris.

INTERVIEWET MED SØREN PIND

RÆSONS FORSIDE

ark og ulands