13.08.03. Ditlev Tamm i RÆSON: DEN USYNLIGE STAT
”Hvis man gør som man gør nu, så tror jeg man kommer til at beholde regeringsmagten længe. Hvis man begynder at føre det, vi ville kalde sådan en mere markant borgerlig politik – a la de 10 ganske banale teser, som blev opstillet af nogle unge Venstre-folk, så tror jeg ikke man kan føre den så længe. Det er et langt, sejt træk som kræver at man bevæger sig med meget små skridt – og det er vel det, der er statsministerens politik.”
Ifølge professor Ditlev Tamm ser VK-regeringens pragmatiske strategi særdeles langtidsholdbar ud. I et stort interview med RÆSON vurderer Tamm grænserne mellem jura, politik, religion og kultur i en tid, hvor den danske offentlighed er under omdannelse: ”Det er jo for mig det, der er billedet på den egentligt intellektuelle: én, man ikke kan sætte sådan en etiket som højre- eller venstreorienteret på. Hvor det måske i vidt omfang har været sådan i dette land at man var kun intellektuel hvis man var venstreorienteret – og dét tror jeg er væk.”
Såvel indenrigs- som udenrigspolitisk udfordres retssystemet: bekymring for individets rettigheder duellerer med behovet for sikkerhed. Ifølge Tamm er det diskussioner, som den danske offentlighed er exceptionelt dårlig til at varetage - fordi vi mangler evnen til at diskutere juraen i detaljer og i øvrigt helst undgår uenighed, der opfattes som pinlig:
”Det, vi har et meget uafklaret forhold til – eller intet forhold til – det er forståelsen af, at jura jo også er en del af politikken. […] Jura er ikke så ’ren’, som man tror den er.” Han siger: ”De fleste steder vil man jo gerne afklare principper og uenigheder og så se, hvor man er. Mens det jo så er dansk politik at gøre lige det modsatte: undgå at man egentlig kommer til at tage principiel stilling.”
Også statsmagten er blevet usynlig, fordi stat og samfund betragtes som ét: ”masser af embedsmænd føler ikke på samme måde at de er ansat i staten: de er der, de løser en opgave, men de kunne i og for sig lige så godt sidde i en hvilken som helst anden del af samfundet og løse den. Staten er for mange blevet en DEL af samfundet.”
Udenrigspolitisk er grænsen mellem jura og politik ligeledes svær at drage: ”Nu har vi altså haft flere eksempler i de sidste 10 år på at man rent faktisk går ind over en nationalgrænse for at stoppe en eller anden form for drab eller diktatorer. Vi har set at FN, som man troede meget på i 1945, når det kommer til stykket ikke er i stand til at løse eller håndtere disse konflikter. Vi har så ét land, USA, der kan det – så er det jo ligesom dér, folkeretten begynder. Så kan det jo ikke nytte noget at blive ved med at sige at folkeretten ligger i en FN-beslutning. Vi er nødt til hele tiden at tage bestik af at der sker noget – og det er en af juraens opgaver.”
13.08.03. Ditlev Tamm i RÆSON: DEN USYNLIGE STAT
DITLEV TAMM OM BL.A.: Cuba, Kina, USA, EU, Irak, Grundloven, Tamilsagen, Tvind, Folkekirken, Firkløverregeringen, VKR, nationalstaten, jurastudiet, kulturarven, Dansk Folkeparti, de Radikale, Socialdemokratiet, Statsministeren, hvad Birthe Rønn Hornbech selv kan klare - og det borgerlige Danmark mellem magelighed og ydmyghed.
Collagefoto: EU2002
|
|
|
|
|