ark og ulands

De pæne borgeres had til Clinton

HB: Her til sidst vil jeg gerne spørg lidt til den rolle moral har spillet i amerikansk politik i det sidste tiår: mange europæere forstod aldrig rigtig alvoren i og balladen omkring den situation, der førte til Clintons sag for rigsretten?

CC: Dét var et virkeligt tungtvejende bevis for en social sygdom. Selv var jeg imod Clintons rigsretssag. De fleste folk på magasinet var for. To af os var ikke: vi var fuldstændig mystificerede af hvad folk talte om. Den bedste begrundelse for at bringe Clinton for en Rigsret er, at den amerikanske regulatoriske stat er kommet ud af kontrol. Clinton havde på en nonchalant måde fået vedtaget Vold Mod Kvinder Loven, der havde som konsekvens at enhver tilfældig mand, der bliver anklaget af en kvinde for sexchikane kan få sit sexliv rullet op for åbent tæppe i retten. Husk, at sexchikane ikke er en særlig alvorlig forbrydelse. Det er ikke voldtægt. Sexchicane er at være enhver form for mand, som en kvinde ikke kan lide, som for eksempel at være en idiotisk chef. Den feministiske Clinton havde aldrig forestillet sig, at han ville komme i retten anklaget under en lov han havde underskrevet! Så han fortjente det.

Den bedste ting, der kunne være kommet ud af den situation ville have været, om folk havde sagt, så snart han var kommet ind retten: ”OK, kan du se hvad der sker her: hele landets konstitutionelle balance er i fare på grund af den her dumme lov. Så lad os komme af med den lov og lad os genundersøge det her detailregulatoriske tyranni vi påtvinger folks liv. Men det modsatte skete. De kørte videre med sagen og de her love er stadig skrevet i lovbøgerne. Hvis en eller anden sekretær bestemte sig for, at hun ikke kan lide George Bush, så kunne hun trække ham gennem den samme retsprocedure i morgen. Det var argumentet for at bringe Clinton for en Rigsret.

Det var tydeligt, at Clintons opfattelse var, at USA's love kun gjaldt for nogle folk – og ikke for ham. Det er sandt. Men jeg tror der var et andet princip på spil, og det var, at folket har ret til den præsident de har valgt – og det er et vigtigere princip. Det er også derfor politiske ledere gives formel immunitet i andre lande. Vælgerne har en ret til den præsident de vælger: han skal ikke kunne udskiftes af nogen anden del af samfundet, af det politiske eller juridiske system. Forsøget på at bringe Clinton for en Rigsret forekom mig at være et angreb på magtopdelingen.

HB: Så det her ville harmonere med dit argument om, at en sideeffekt af systemets reaktion på Borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne var en styrkelse af det føderale politiske og juridiske system?

CC: Der findes også en juridisk hybris, ja. Da jeg talte om angrebet på magtopdelingen mente jeg Kongressens forsøg på at vælge præsidenten. Det vil jeg kun godkende under extraordinære omstændigheder. Selv Nixons rigsretssag var særdeles tvivlsom, og rigsretssagen mod Andrew Johnson var i hvert fald tvivlsom. Jeg kan ikke finde én præsident, som skulle have været for en rigsret. En præsident ville være nød til at have bragt eksistensen af enten grundloven eller landet i fare gennem sine misgerninger. For det er tydeligvis hvad definitionen af grundlaget for en rigsretsanklage betyder: ”high crimes and misdemeanors”. ”High” betyder ”med konsekvens for grundloven”, statens store eksistentielle spørgsmål. Det handler ikke om, hvorvidt det er rigtigt eller forkert at bolle med din sekretær!

Så hvad i alverden foregik der under Clintons rigsretssag?! Som jeg sagde var der en lille kerne af forsvarligt legalt argument. Men det der i virkeligheden var på spil var en sublimeret surhed fra 1960erne. Det her er en slags sociologisk teori: 60’erne delte USA i to dele, som man ser det i så mange andre lande – sikkert også i Danmark. Jeg tror at de konservative amerikanere – som var ikke-deltagere i 60’erne – de så på dem, der havde været med i 60’er-revolutionen, og omkring 1990, da Berlin-muren var ved at falde, sagde de til sig selv: ”Ved du hvad? Jeg ville gerne have haft lidt mere sex i 60’erne. Jeg ville gerne have røget en masse pot. Jeg ville gerne have gået til flere rock-koncerter. Men faktisk, så gik jeg bare på Texas A & M University, giftede mig med min kone da jeg var 21 og har altid været hende tro. Og jeg fik et ni-til-fem job da jeg var 22 og har haft et lidt kedeligt liv. Men ved du hvad: det var os der besejrede kommunismen. Vi er dem der byggede et rigt Amerika ovenpå Carter-årenes ruiner. Og Historien har givet os ret! Det føltes ikke rigtigt, at jeg ikke fik sex hver aften i 60’erne, men det her er den velfortjente belønning!” Så et år eller to senere, mens Berlin-muren stadig er på vej ned, så vælger vi ham den her lyvende, hash-rygende, værnepligtsnyder – ved du hvad jeg mener?

Folk var rasende: ”Lige et øjeblik: du får lov at ryge fede, slippe for værnepligt, gå i seng med dine praktikanter og og så i det øjeblik, hvor den frie verden triumferer over kommunismen, så får du lov at lede den frie verden!?” Det var til at blive flintrende arrig over. Det had Clinton pådrog sig var det værste had jeg nogensinde har set. For mig ser Clinton omkring så midtsøgende ud som man kan være. Han var også en politiker, der gjorde det i småting – der skete ikke meget i hans præsidenttid efter det mislykkede forsøg på at skabe en sygesikring for alle. Ellers var det bittesmå ting.

HB: Så var der selvfølgelig også Gingrich-intermezzoet, som forhindrede ham i at få meget gennem Kongressen.

CC: Gingrich redede Clinton: Gingrich ville afskaffe Undervisningsministeriet, han sigtede mod en veritabel regeringsrevolution. Clintons modtræk var ikke store regeringsplaner; det var: ”lad os blive ved at gøre tingene præcis som vi har gjort dem før”. Han tænkte virkelig i mindre baner: der var intet i ham, rent politisk set, der burde have afstedkommet en sådan vrede. De eneste præsidenter, der er blevet hadet i samme grad som Clinton var det, var Roosevelt, af rent politiske grunde, og Nixon. Nixon gjorde den intellektuelle elite rasende på grund af sin anti-kommunisme. Clinton gjorde mange almindelige mennesker rasende ved bare at være den han er.

13.marts 2003. Dagen efter RÆSONs interview med Christopher Caldwell bragte New York Times en artikel om The Weekly Standards indflydelsesrige rolle. Artiklen kan læses gratis på www.nytimes.com (mod at man registrerer sig med kodeord):

David Carr: "White House Listens When Weekly Speaks" (New York Times, 11. marts 2003)

DOWNLOAD DENNE ARTIKEL SOM WORD-DOKUMENT (INKLUSIV 10 SPØRGSMÅL TIL UNDERVISNINGSBRUG)

Henrik Østergaard Breitenbauch er ph.d.-stipendiat ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet og Visiting Fellow ved Watson Institute for International Studies ved Brown University i USA.

INTERVIEWETS FORSIDE

INDEX

TILBAGE

Links

The Weekly Standard: www.weeklystandard.com

Halliburton Inc.: http://www.halliburton.com

Davos: http://www.weforum.org/

Porto Alegre: http://www.portoalegre2003.org/publique/

Frederick Jackson Turner og frontier-tesen: http://www.pbs.org/weta/thewest/people/s_z/turner.htm

Greater Dallas Chamber of Commerce: http://www.gdc.org/

Charles Maurras (på fransk): http://fr.encyclopedia.yahoo.com/articles/m/m0002533_p0.html

Bob Jones University: http://www.bju.edu/index.xml