ark og ulands

 

 

 

 

 

2. Her er Europa ikke Venus

11. september havde jo et efterspil i brevene med miltbrand, der så viste sig ikke at være en del af den samme dagsorden. Men mit indtryk var, at i den amerikanske offentlighed blev de to ting koblet tæt: de her begivenheder blev bundet sammen og blev dagsordensættende, fordi de skete så tæt på hinanden.

ADN: Ja, de blev bundet sammen, også fordi begge tilfælde illustrerede nogle sårbarheder, som man ikke havde gjort sig klart. Som man ikke - ihvertfald ikke bredt i den amerikanske befolkning - havde tænkt over som strategiske problemer. 9/11 og miltbrandbrevene afslørede, hvor sårbare man var, og hvor lidt der i grunden skulle til, for at bringe samfundet på fallittens rand. Der var ikke specielt mange ofre for miltbrandbrevene, men oprydningsarbejdet og de økonomiske konsekvenser var enorme.

For nylig har vi set Al Gore stå frem med en meget skarp kritik af Bush-administrationen - vi har set en smule af det i Europa også: en protest mod en udvikling i retning af en politistat, et samfund, der kunne minde om det vi kender fra George Orwell's 1984. Den debat, der kører nu i USA: skal vi se det først og fremmest i lyset af, at der er et præsidentvalg på vej, og man skal finde Bush's svagheder - eller er det udtryk for, at en større del af befolkningen faktisk føler, at deres civil rights [borgerrettigheder] ER kommet under beskydning?

ADN: Jeg tror det er det sidste.

Det er ægte nok!

ADN: Debatten er ægte nok, og den startede faktisk meget, meget tidligt efter 9/11. Der var nogle måneder, hvor amerikanerne var i chok - og hvor Kongressen var i chok. Den Patriot Act, hvormed det blev muligt at gå hårdere til værks, rent retsligt, når man forfølger terrorister, blev jo kørt igennem kongressen lynhurtigt - på rekordtid. Der var minimal modstand.

Men efter de første par måneders chok var det som om, at både civil society [offentligheden, civilsamfundet] begyndte at vågne. Og siden da har der været en meget, meget livlig debat i USA om den her Patriot Act - og om hvad man kan og bør og skal gøre på det retlige område mod terrorister; hvad man ikke skal gøre og hvor grænserne bør gå. Debatten er altså ikke ny. Det er ikke noget, der kun kommer op nu – som fx kritikken af Bush's håndtering af Irak: det er jo klart, den er meget forbundet til valgkampen. Kritikken af hans håndtering af økonomien - som faktisk ser ud til at have det bedre - er også meget forbundet til valgkampen. Men denne debat er ægte nok.

Her er der en stor kontrast mellem Europa og USA. På denne her side af Atlanten har der været meget lidt debat, hvad angår de retlige tiltag og de efterretningsmæssige tiltag og indgreb man kan foretage for at forhindre terrorisme. Der var, næsten lige fra starten, meget livlig debat i USA.

Kan man sige, at den skepsis der i Europa er overfor hvad regeringen bruger af midler som regel kommer fra venstrefløjen - når vi hører ordet "politistat" ser vi straks for os den yderste venstrefløj, som rejser den kritik. Hvor det i USA i meget høj grad er en højrefløjstradition - at være skeptisk overfor den centrale regering.

ADN: Ja, det er en højrefløjs-tradition - men nu hører vi kritikken meget, meget, meget højt også fra venstrefløjen, fra demokraterne, og det kan have noget med valgkampen at gøre.

Så Bush bliver presset fra to sider - og kan ikke rubricere det som en venstrefløjskritik. I forhold til de konkrete indgreb i Homeland Security. Du sagde der var to dele - "Skæg og blå briller"-delen, som du kalder det, der koncentrerer sig om de skyldige, og så den del, der koncentrerer sig om de uskyldige og handler om at reducere sårbarheden. Hvis de to dele eksisterer også i Europa, er der så en tendens til at vi lægger vægten på det sidste? Som man har sagt om udenrigspolitikken: at USA er Mars og vi er Venus - så vi holder os til det civile, sårbarheden? Eller har vi været lige så gode til 'skæg og blå briller' som amerikanerne?

ADN: Europa har nok været bedre til skæg-og-blå-briller end amerikanerne - ihvertfald i en del europæiske lande, der jo oplevede terrorisme i 1970erne og 1980erne og ved den lejlighed fik gennemført en række angreb. Jeg vil ikke sige, at europæerne er Venus på det her område - aldeles ikke. Italienerne og franskmændene kunne også det der med særdomstole, med at tilbageholde mistænkte uden at stille dem for en dommer og med at foretage masseanholdelser - det kan en del europæisk lande sandelig også. På det felt har vi ikke nødvendigvis en mere strålende glorie end amerikanerne.

Vi har i Europa en god og solid tradition for at knægte friheden og individet!

ADN: [griner] Lige netop - dét kan de europæiske lande også. Men på europæisk plan - altså: EU som institution kan det ikke, fordi den hverken har legitimiteten eller midlerne til at gøre det. Europol kan ikke gå ind og arrestere folk eller tilbageholde dem i medlemsstaterne. På på den måde kan man sige, at 'USA uden FBI' ville svare lidt til situationen i Europa idag: der er lokale, nationale politistyrker, men ikke noget overordnet. Men så simpelt er det ikke: de enkelte europæiske lande er også godt med. Der, hvor Europa er bagefter, det er på de blødere - beskyttende - tiltag. Der har vi gjort langt mindre end amerikanerne - vi er gået mindre drastisk til værks. På det område har faktisk et lidt omvendt billede: hvor Europa ikke er med hvad angår de blødere, de beskyttende tiltag med at reducere sårbarheden i samfundet overfor terrorismen.

Nu er et interessant spørgsmål jo - særligt fra en dansk vinkel - om der er et gennemslag af den samme europæiske splittelse som vi så på Irakkrigen. Er der en anden opfattelse i Storbritannien fx end på kontinentet?

ADN: Storbritannien gjaldt i lang tid som et sanctuary - et arnested - for islamisk ekstremisme. Der var temmelig mange tvivlsomme organisationer, der havde hjemme i London. Franskmændene var i mange år efter briterne, fordi franskmændene i 1990erne havde oplevet en kampagne af bombeanslag i Paris - en del af dem tilsyneladende planlagt i London. xx11.06 Så franskmændene har længe været efter briterne - og det var først med 9/11, at briterne ligesom vågnede op og forstod, at det kunne ikke hjælpe noget ,at man havde rekrutteringscentre i Finsbury Park og i det hele taget lod disse folk være i fred, så de kunne planlægge og udføre hvad de nu ville. Så kom ricin-afsløringen - at der havde været planlagt giftattentater på amerikanske militærinstitutioner i London. Der var andre plot, der blev optrævlet - dels mod amerikanske mål, dels mod House of Parliament. Det fik briterne til at vågne lidt op - og ja, de er godt med fremme nu. De taler ikke om det som Homeland Security, men kalder det resilience - Societal Preparedness and Resilience. Men Storbritannien er nok længere fremme end de fleste kontinentaleuropæiske lande. Det skal man givetvis også se i sammenhæng med, at briterne føler sig mere udsatte - der er en anden trusselsopfattelse end på kontinentet.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

Illustrationsfoto:
Space Imaging