09.06.2012

Smart Defence
Ifølge Vedby er et tættere europæisk samarbejde nødvendigt, da alle lande skal spare penge. Samtidig er amerikanerne ved at flytte noget af deres strategiske opmærksomhed fra Europa til Stillehavet. „Det gør, at de europæiske lande bliver nødt til at samarbejde mere om materielindkøb, hvis vi stadig vil have militære kapaciteter til at gennemføre militære aktioner,“ siger Vedby. Der tales i forsvarsregi og især i NATO-sammenhæng om Smart Defence: at der samarbejdes mere internationalt i forhold til at deles om opgaver, købe ind sammen og drive fælles uddannelser.

„I dag uddanner vi helikopterpiloter sammen med briterne, og det kunne man sagtens udvide til også at gælde fælles uddannelse af mekanikere osv., ligesom man med fordel f.eks. kunne have et eller to værksteder, hvor alle fly fra EU kunne blive repareret, i stedet for at alle lande har hver deres,“ siger Lillelund Bech.

Mikkel Vedby advarer mod, at navnet kun bliver et andet ord for besparelser: „NATO skal undgå, at snakken om et smartere forsvar blot ender i et mindre forsvar. Det er en reel fare, fordi hvert enkelt land vil have interesse i at free-ride og lade de andre betale.“

Hans Engell giver ikke meget for retorikken om Smart Defence. „Det samme blev diskuteret i min tid som minister i 1980’erne. Selvfølgelig kan man samarbejde om at træne, uddanne og have fælles materiel, men egentlig deling af suverænitetshåndhævelser er ikke realistisk. Desuden vil de større nationer næppe overgive deres egenrådighed over de nationale forsvar, ligesom der er store nationale forsvarsindustrier, der vil sætte grænser for, hvor tæt et multinationalt forsvarssamarbejde man kan opnå på tværs af landene. Hvert land taler altid, om hvad de andre lande kan gøre for ens eget – f.eks. kunne man forestille sig, at tyskerne ville hjælpe Danmark med suverænitetshåndhævelse, men hvad skal vi hjælpe tyskerne med?“ spørger Engell, der kalder Smart Defence-debatten for „tom snak“, „skindebat“ og „det er i virkeligheden bare en måde, hvorpå staterne giver besparelser et andet navn.“

„Jeg så meget gerne, at vores suverænitetshåndhævelse kunne ske i samarbejde med nordmændene og svenskerne“. Citat: Hækkerup.

„Det er fuldstændig vanvittigt, at Danmark, Norge og Sverige har nøjagtig de samme kapaciteter. Vi er nogle små nationer, og vi er ikke truet på vores suverænitet. Det ville derfor være enormt populært med en fælles nordisk suverænitetshåndhævelse, fordi alle lande skal spare på forsvarsbudgetterne.“ Citat: Charlotte Aagaard.

Hækkerup og Lillelund Bech taler begge om Smart Defence, men hvor Hækkerup gerne så et samarbejde med Norge og Sverige, afviser Lillelund Bech tanken pure. „Det hører til en selvstændig nation, at man kan håndhæve sin egen suverænitet, og jeg er derfor meget modstander af Hækkerups tanke om, at vi ikke behøver kampfly, fordi vi kan få svenskerne til at patruljere vores luftrum,“ siger hun. Hækkerup kan få vanskeligt ved at lave et nordisk samarbejde om suverænitetshåndhævelsen. Ikke alene skal han overbevise oppositionen, svenskerne og nordmændene, men han har også historien imod sig. Vi har tradition for at snakke om nordisk samarbejde, men ikke gøre noget ved det. Ifølge Charlotte Aagaard skyldes det, at snakken om et nordisk samarbejde altid har været abstrakt og ukonkret: „Krisen, der tvinger alle lande til at spare på forsvarsbudgetterne, kan give nye muligheder for, at et nordisk samarbejde kan lykkes, fordi alle vil have en direkte interesse i at spare penge. Men jeg tror ikke, at regeringen vil gå enegang på de her spørgsmål, så det afhænger også af, om oppositionen kan se en fordel i et nordisk samarbejde. Selvom Lillelund Bech afviser det nu, kan hun jo nå at ændre mening, når forsvarsforliget skal forhandles til 2014.“

På forsvarsbudgetterne i både Danmark og hos vores allierede går ca. 50 % på lønninger. „Derfor er det oplagt at prøve at spare på lønsiden,“ siger Vedby og forklarer, at der derfor er en tendens til, at det er i hæren, man tager de store nedskæringer. Det ser vi både i USA og Storbritannien. Ifølge Vedby vil tendensen blive forstærket af, at Danmark i fremtiden formentlig ikke vil deltage i krige som Irak og Afghanistan: „Vi må erkende, at vi både har tabt Irak- og Afghanistankrigen, og vi vil derfor formentlig være mere påpasselige med at engagere os i lignende krige i fremtiden.“ Hækkerup gør det klart, at der vil komme fyringer, men understreger, at ikke hele besparelsen vil falde på lønsiden. Til gengæld vil Hækkerup ikke afvise dansk deltagelse i en ny krig med kampsoldater.

Sammenlægning af de operative kommandoer 
i de tre værn
Debatten har fokuseret meget på Hækkerups ambitioner om at omlægge den øverste del af ledelsesstrukturen med Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet. Men Vedby peger på, at det på mange måder er mere afgørende at reformere de operative kommandoer, som i dag er delt op i de tre værn hæren, søværnet og flyvevåbenet: „De tre værn kunne fornuftigt nok fusioneres i én operativ kommando, der tog sig af løbende operationer, og som havde størrelsen til rent faktisk at lave operationsplanlægning og strategi på det nødvendige niveau, hvilket al erfaring viser, at de tre værn hver for sig ikke har kapacitet til i dag.“ Også Lene Espersen foreslår at slå de operative kommandoer i de tre værn sammen og siger, at der formentlig vil være store synergieffekter og dermed effektiviseringspotentiale i det: „Det bør være muligt at få fjernet nogle af de beslutningslag, der er mellem soldaten i felten og op til ministeren, så man kan få skabt en mere direkte adgang. Og det er for mig ikke kun en sparerøvelse, men også en øvelse i, hvordan vi kan gøre forsvaret mere effektivt.“

Her er Venstre og de Konservative uenige. „Jeg har ikke set nogen analyser, der peger i den retning,“ siger Lillelund Bech, der har svært ved at se fordelene i at slå de operative kommandoer i de tre værn sammen. Heller ikke Hækkerup overvejer det i øjeblikket: „Det, vi ser på, er en sammenlægning af Forsvarskommandoen og departementet. Bagefter vil der komme en analyse af bl.a. de tre værns operative kommandoer. Jeg har ikke lagt mig fast på nogen holdning til, hvad der skal ske derefter.“

Forsvarets økonomistyring
Forsvaret har gennem en årrække været kritiseret for dårlig økonomistyring. Ét af de værste år var 2008, som Bent Fabricius kalder „en svipser af rang“, hvor Rigsrevisionen var særligt hård ved forsvarets overtrædelse af dets budgetter. „Det er dog en fejl fortsat at klandre forsvaret for at have rod i økonomien,“ siger Fabricius, som mener, at der i dag er „styr på hver en krone“.

Men forsvarets fejlkøb de seneste år i forbindelse med anskaffelse af nyt materiel indikerer et grundlæggende problem. Hans Engell påpeger et behov for, at der i forsvaret opstilles nye procedurer for fremadrettet at undgå sådanne fejlinvesteringer. Særligt slemt var købet af Tårnfalken, de canadiske, førerløse rekogniseringsfly, som aldrig kom i luften, og senest den mislykkedes ombygning af 30 panserkøretøjer, PMV M113’ere, hvor der efter ombygningen ikke var plads til de 30-50 % højeste soldater, fordi køretøjerne var blevet for lave.

Ifølge Bent Fabricius kan sådanne fejlinvesteringer dog ikke helt undgås. „Vi må selvfølgelig opstille en række krav, når vi indhenter tilbud, men når man står over for de forskellige valg, så må man gå på kompromis,“ siger han og tilføjer, at det danske forsvar er nødt til at købe „hyldevarer“: „Når man er et så lille land som Danmark, med et forsvar, der er så presset på økonomien, er der ikke råd til at få skræddersyet materiel. Det skal være noget, der er velafprøvet, men ikke nødvendigvis tilpasset os danskere.“ Ifølge Bent Fabricius er det altså ikke her, der kan spares.

Dansk Folkeparti har lanceret ideen om en „britisk budgetmodel“, hvor forsvaret, foruden et fast årsbudget, indimellem tildeles ekstrabeløb i forbindelse med internationale operationer. Hans Engell forkaster tanken og siger, at den „ikke har nogen gang på jorden“: „Der er ikke politisk opbakning i nogen andre partier, og det vil give en følelse af, at man fra politisk hånd fuldstændig mister grebet med forsvarets budgetter, da man sjældent ved en missions udgangspunkt kan forudsige, hvor meget missionen til slut vil koste. Hvis pengene tildeles uden for det årlige budget, vil man tildele fra mission til mission“, siger Engell og kalder det „helt urealistisk“.
Bent Fabricius mener også, at det vil være umuligt at få politisk opbakning til forslaget, men kalder det alligevel en „interessant“ idé: „Det vil være en fin model, for hvordan man kunne låne penge af Finansministeriet med henblik på store bygge- eller materielanskaffelsesinvesteringer, som ikke vil kunne dækkes af et almindeligt årligt forsvarsbudget.“ Han peger på, at nye kampfly netop skulle dækkes af afsatte ekstrabeløb: „Ellers vil man skulle vinke farvel til nye kampfly, som er nødvendige i den værktøjskasse, Danmark bør have til udførelsen af fremtidig, fleksibel forsvarspolitik.“

Fortsæt læsningen på næste side

1 2 3 4 5 6 7