09.06.2012

Kritikerne af den 
integrerede model
Forsvarets Personeltjeneste har oplyst til Dagbladet Politiken, at der i dag er 8.158 ledere ansat i forsvaret, fordelt på 3.818 officerer og 4.340 sergenter. De skal kommandere og lede 7.042 konstabler og ca. 4.800 værnepligtige. „Vi har simpelthen for mange officerer i forsvaret,“ udtalte Peter Viggo fra Forsvarsakademiet til Politiken 25. marts, og Troels Lund Poulsen (V) beskrev, hvordan der har været en løbende diskussion i Folketinget, hvor alle har sagt „mindre hoved og mere krop“.

Hækkerups ønske om at lægge Forsvarskommandoen ind under Forsvarsministeriet skal afhjælpe det: „Der vil komme fyringer i forsvarsledelsen. Desuden vil der være nogle synergieffekter ved at lave et samlet økonomikontor, et samlet pressekontor og et samlet jurakontor, i stedet for, at både forsvaret og ministeriet har hver deres egne kontorer. Det vil kunne give nogle besparelser.“

Da man i 2003 indførte ISL-modellen i Norge, var en reduktion i den øverste forsvarsledelse også et centralt argument. Dengang regnede man med, at man ville kunne spare ca. 50 % i forsvarets øverste ledelse svarende til 800 stillinger. Den reelle besparelse er dog endt på 20-30 %, dvs. ca. 400 stillinger, vurderer Kjell Inge Bjerga, der er forsker ved Institut for Forsvarsstudier i Oslo med ekspertise i organisering i forsvarssektoren. Hækkerup siger, at den danske besparelse ved en omstrukturering til en mere integreret model ikke vil komme i nærheden heraf, og lytter man til Bent Fabricius, der er formand for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark, så kan man ved en sammenlægning forestille sig, at reduktionen i stillinger kommer til at være op til 10-20 %. Endelig er Lars R. Møller slet ikke enig i vurderingen af, at forsvaret har et for stort hoved til en for lille krop:

„Sådan en relativering er ubrugelig. Man siger, at vi skal have veluddannet forsvarspersonale, som er tilpasset en international operationsramme – og så siger man samtidig, at man vil skære ned på den del af det velkvalificerede personale, fordi de ikke er nok til stede på jorden. Det er jo helt hen i vejret. Sammenligningen svarer til, at man i centraladministrationen fyrede akademikere, fordi ca. 95 % af de ansatte er akademikere, mens kun ca. 5 % er arkivfolk.“

Tanken om at sammenlægge Forsvarskommandoen med Forsvarsministeriet er ikke ny. Allerede i 2003 anbefalede daværende næstformand i Forsvarsudvalget, Søren Gade (V), at man rationaliserede og slankede forsvarets øverste ledelse ved at implementere Pentagon-modellen. Det blev dog ikke gennemført, da Gade kom til som forsvarsminister i 2004. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Gade, men ifølge tidligere forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) er årsagen til, at Gade ikke gik videre med det i 2004, at „han opdagede, at ulemperne var større end fordelene“.

„Søren Gade var, ligesom mange andre har været det, forelsket i tanken om at have flere ansatte under sig.“ Citat: Lene Espersen (K)

I debatten er der mindst fem argumenter imod den integrerede model:
1. „Den største ulempe ved den integrerede model er, at det vil give en mudret ansvarsfordeling, hvor det vil være vanskeligt at skelne mellem, hvad der er ministerens bord, og hvad der er forsvarschefens opgaver. Armslængdeprincippet vil gå tabt, hvilket vil sige, at hver eneste gang en soldat træder forkert et eller andet sted ude i verden, så er det ministerens sag. Derfor er Venstre også imod en sammenlægning,“ siger Lillelund Bech. Lene Espersen er enig og kalder en model, hvor man kan gøre ministeren ansvarlig for, at der er sket en fejl i 140. kontor, for en „dødfødt model“. „På transportområdet har man forsøgt at modvirke netop dette. Man har oprettet selvstændige styrelser for at sikre, at ministeren kan holdes uden for ansvar i en lang række sager,“ siger hun. Men Hækkerup afviser kritikken og siger, at det ikke skal være et argument for ikke at lægge Forsvarskommandoen ind under Forsvarsministeriet, at man herved lettere vil kunne holde forsvarsministeren til ansvar. „Min erfaring er, at de sager, der opstår ude i Forsvarskommandoen, alligevel ender på mit skrivebord. Derfor vil det kun være en fordel at få fat i sagerne helt fra starten,“ siger han.

2. Forsvarsministeriet er i dag på ca. 150 mand, og Forsvarskommandoen er på ca. 350 mand. En sammenlægning vil derfor give et departement på ca. 500 personer fratrukket de dobbeltstillinger, der kan spares væk. Lene Espersen mener, at det vil være en næsten umulig opgave for en minister at styre et så kæmpestort ministerium. „Hvis man ønsker, at den politiske chef skal have mindst mulig føling med, hvad der foregår, og lade departementschefen styre meget, så er den integrerede model derfor den rigtige model,“ siger hun. Hækkerup afviser Lene Espersens argument: „Efter min mening er det overskueligt.“

3. Den amerikanske politolog Samuel Huntington har kaldt det „subjektiv styring“, når forsvaret er underlagt politiske instanser. Bent Fabricius peger netop på problemet ved subjektiv styring: „Hvis forsvarschefen og departementschefen er uenige, så ender ministeren med at træffe operative beslutninger, som reelt ikke er hans gebet. Det er noget rod.“ Over for det står „objektiv kontrol“ med forsvaret, der hviler på, at det politiske niveau og forsvaret holdes uafhængigt – som nu. Her sikres tilsyneladende, at forsvaret ikke kan udnyttes til at sikre politiske interesser, og at det har en uvildig, rådgivende og professionel rolle, hvilket ifølge Fabricius er det normativt bedste.

4. Forud for udnævnelsen af Bartram vakte spørgsmålet om departementschefens rolle nogen bekymring. Til trods for stadig usikkerhed om eventuelt kommende forsvarsreformer, forsikrede forsvarschef Bartram dog ved sin tiltrædelsestale om, at han var blevet lovet direkte adgang til forsvarsministeren og således ikke er underlagt departementschefens bestemmelser. Ifølge Lene Espersen vil en implementering af den integrerede model dog resultere i en beslutningsgang, hvor forsvarschefen i f.eks. planlægning af den militære aktion vil komme til at referere til departementschefen og ikke direkte til ministeren: „Det vil være en tidsforlængende og procesforlængende indsats, som ikke er klog, hvis man vil føre en aktivistisk udenrigspolitik.“ Og Lene Espersen står ikke alene med den bekymring. Fabricius „frygter, at forsvarschefen på sigt vil blive underlagt departementschefen“, hvilket han finder stærkt problematisk. Han frygter en marginalisering af ledelsen fra Forsvarskommandoen: „Jeg er bekymret for, hvordan forsvaret og forsvarschefen kommer til at stå i forhold til forsvarsministeren i fremtiden. Hvad bliver forsvarschefens indflydelsesmuligheder? Hvis forsvarschefen kun får ansvaret for det operative og skal spørge om lov for at flytte personelstillinger, så er det problematisk. Og i forhold til forsvarschefens fremtidige, direkte adgang til forsvarsministeren kan man jo se på, hvor mange styringschefer, der har direkte adgang til deres fagministre.“

Omvendt siger oberst Lars Møller, at der ham bekendt ikke er nogen i forsvarsledelsen, der har et problem med sammenlægningen: „Jeg frygter overhovedet ikke, at den uniformerede del vil blive marginaliseret. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at vi får øget indflydelse. Vi vil være tættere på beslutningerne og vil kunne sparke døren til ministerens kontor op og spørge, hvad helvede der bliver af en beslutning, som vi venter på bliver taget. Al det bøvl og ballade, som forsvarsledelsen i dag skal tage sig af, vil ministeren i fremtiden kunne få lov at rede ud. Held og lykke med det.“

Heller ikke Vedby frygter en marginalisering af den uniformerede del af forsvaret og siger, at kritikerne fokuserer for meget på, hvem, der er i toppen, og for lidt på, hvem der er sagsbehandleren: „Forsvarsministeriet er på ca. 150 personer, mens Forsvarskommandoen er på ca. 350 personer. Hvis Forsvarskommandoen fusioneres med Forsvarsministeriet, så ved jeg godt, hvilken af de to kulturer, der ville komme til at fylde mest. Også når man medtænker, at Forsvarsministeriet i dag i vidt omfang er fyldt med officerer, der bare har taget et jakkesæt på. Jeg er derfor slet ikke sikker på, at det vil betyde, at den uniformerede del af forsvaret vil få mindre at skulle have sagt.“ Også Hans Engell mener, at forsvaret næppe vil få mindre at skulle have sagt ved en sammenlægning: „Det er utænkeligt, at forsvarschefen ville blive forment direkte adgang til ministeren.“

5. Så er der spørgsmålet om gennemsigtighed. „Lægges Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet sammen, vil både Folketingets og mediernes adgang til information blive forringet, og det vil være en konkret forværring af den demokratiske kontrol med, hvad der foregår,“ siger journalist og Cavling-modtager Charlotte Aagaard og uddyber: „Alt, hvad der handler om politiske og militære beslutninger øverst i systemet, vil blive inden for den samme enhed, hvorefter der ikke er aktindsigtsmulighed. Man vil kunne henvise til lovgivningen, der siger, at hvis der er tale om interne dokumenter, som er udvekslet mellem myndigheder inden for samme myndighedsområde, så behøver man ikke at udlevere dem.“

„Hold da kæft, hvor fedt med en sammenlægning. Tænk på alle de aktindsigtssager, som vi så ikke længere skal tage os af. Det vil frigive 25 % af vores arbejdstid, og vi vil kunne få lov at passe vores rigtige arbejde.“ Citat: Lars R. Møller.

Fortsæt læsningen på næste side

1 2 3 4 5 6 7