10.06.2012

Forsvaret skal skære 15 % af budgettet. Det er en chance for reformer.

Af Emma Knudsen og Lasse Marker, medlem af RÆSONs chefredaktion

Med stillingsopslaget og udnævnelsen af Peter Bartram som ny forsvarschef vandt forsvarsminister Nick Hækkerup (S) i marts det første store slag i kampen mod det traditionelle forsvar. Udnævnelsen var et opgør med traditionen om, at posten som forsvarschef vælges mellem cheferne for de tre værn: hæren, søværnet og flyvevåbenet. Desuden var Bartram brigadegeneral og havde kun én – og ikke tre – stjerner på skulderen. De næste to skridt i Hækkerups planlagte omstrukturering af forsvaret er en sammenlægning af Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet samt en suspendering af værnepligten. Det skal dels modernisere forsvaret, dels spare penge, og førstnævnte skal desuden sikre større politisk kontrol med forsvarsledelsen. Regeringens krav om at spare 3 mia. kr. fra 2015, svarende til 15 % af forsvarets budget, er en væsentlig årsag til, at Hækkerup ser strukturerne igennem i sømmene. I december 2011 nedsatte han en arbejdsgruppe, der vil fremlægge en rapport, som skal danne grundlag for de konkrete politikformuleringer, der skal forhandles ved det nye forsvarsforlig i 2014. Også de seneste års mange sager i forsvaret og de danske landstyrker tilbagetrækning fra Afghanistan i 2014 har skabt en gunstig situation for reformering netop nu.

De seneste år har sager som Jægerbogsagen, Lækagesagen, torturbillederne og Papkassenotatet ramlet ned over det danske forsvar. Sagerne væltede både forsvarschef Tim S. Jørgensen (2008-2009) og forsvarsminister Søren Gade (2004-2010), og Papkassenotatet satte Poul Kiærskou ud af spillet om posten som ny forsvarschef, da Knud Bartels forlod stolen 1. januar 2012 til fordel for jobbet som formand for NATO’s militære komité. Sagerne har affødt krav om øget kontrol med forsvaret. Ifølge Jens Ringsmose fra Centre of War Studies på Syddansk Universitet kom Papkassenotatet belejligt for Hækkerup: „Det er præcis sådan en sag, ministeren har brug for for at få den kontroversielle sammenlægning af Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet til at glide ned,“ siger han til Information 9. februar. Hækkerup har refereret til sagen som argument for nødvendigheden af „at samle kompetencerne i Forsvarskommandoen og departementet, så vi forhåbentligt kan undgå noget lignende i fremtiden.“

Fusionsplanen
Hækkerup overvejer en sammenlægning af Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet og har ikke lagt skjul på, at det – ud over et ønske om at modernisere forsvaret – handler om 1) at få øget kontrol med forsvarstoppen og 2) at finde besparelser ved at reducere antallet af officerer. Indtil nu har medierne omtalt en sammenlægning af Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet som „Pentagon-modellen“. Men hvor Pentagon-modellen fra USA blot er et „bofællesskab“, hvor det amerikanske forsvarsministerium og den amerikanske forsvarskommando er placeret i samme bygning, ser Hækkerup gerne en mere integreret sammenlægning af det danske forsvarsministerium og Forsvarskommandoen. Han lægger sig dermed nærmere den norske ISL-model (Integreret Strategisk Ledelse) eller den britiske Whitehall-model, men er samtidig reelt åben for en diskussion af, hvad den rigtige model er. Det er derfor mere korrekt at kalde det den integrerede model.

„De konflikter, som Danmark er involveret i og kommer til at være involveret i fremadrettet, kræver en integration af det militære og det politiske,“ siger Hækkerup til RÆSON. „Når vi er i Afghanistan, opstår der problemer, ikke bare i forhold til hvordan vi løser opgaven militært, men også juridisk i forhold til, hvad vi gør med tilbageholdte fanger, økonomisk i forhold til at sikre finansiering af opgaverne og kommunikationsmæssigt i forhold til at fortælle pressen og befolkningen om, hvad der foregår. Derfor ser jeg gerne, at Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet bliver mere integreret end blot et bofællesskab.“

Ønsket om at flytte forsvarsledelsen tættere på ministeren var også intentionen, da Forsvarskommandoen i 2007 blev flyttet fra Vedbæk til Holmen i København. Og kravet om øget politisk kontrol følger direkte af udviklingen fra et territorialforsvar under Den Kolde Krig til en aktivistisk udenrigspolitik, forklarer Mikkel Vedby Rasmussen, der er chef for Center for Militære Studier på Københavns Universitet:

„Man må se krigen som en risiko i sig selv. Dét at føre krig er noget, der løbende skal kontrolleres, og måden, krigen bliver ført på, får en helt særlig politisk logik. Papkassenotatet, der handler om en strid, hvor forsvaret er blevet beskyldt for at have misledt Folketinget ved at oplyse et forkert fangeantal, har måske fyldt mere end spørgsmålet om, hvad vi faktisk har opnået i Irak. Og den manglende evne til at styre sagen har været dyr for den tidligere regering. Kravet om øget politisk styring og løbende kontrol med operationerne er derfor helt naturligt.“

Men der er ikke konsensus om, at der er behov for øget politisk kontrol med forsvaret. Hans Engell, forhenværende forsvarsminister og nu politisk kommentator, mener, at medierne har hjulpet til at puste sagerne unødigt op ved at henvise til „skandaler“ og slå dem sammen under ét: „Kritikken har ramt helt ved siden af. Sagerne har jo haft vidt forskellig karakter. En situation som Jægerbogsagen kan alle organisationer komme ud for, mens Lækagesagen tilsyneladende havde sin oprindelse i Forsvarsministeriet.“

Heller ikke oberst Lars R. Møller mener, at der er behov for øget politisk kontrol med forsvaret og påpeger, at det tværtimod er forsøg på politisk indflydelse i forsvarets sager, der har ført til de seneste års omdiskuterede sager: „Større politisk kontrol – hvad betyder det? Det er noget sludder. Der sker ikke en skid i forsvaret, uden at den lange skruetrækker fra Forsvarsministeriet har været drejet godt ned i maskinen. Ministeren har mere end rigelig kontrol med forsvaret. Stort set alle de sager, som vi har haft, er opstået, fordi den politiske indflydelse er sivet ned i de forsvarsmæssige dispositioner. Det gælder senest med sagen om udsendelse af den mobile luftrumskontrolradar. Den eneste undtagelse er Jægerbogsagen, men der tog man jo også konsekvensen og afskedigede to personer, og forsvarschefen gik af.“

„Jeg har stor sympati for de to officerer, der sendte Jægerbogen til en arabisk oversættelse. De har følt, at en meget stor del af deres krig har drejet sig om at få politikerne og den danske opinion til at indse alvoren i krigen. De så en chance for at gøre alle opmærksomme på, at krigen er alvorlig. Jeg ved ikke, om det er værre end at kaste missiler i hovedet på folk?“ Citat: Jørgen Dragsdahl, journalist

Den integrerede model er dog ifølge Vedby ikke kun oplagt, fordi han mener, der er behov for øget kontrol med forsvaret. Den er også en naturlig konsekvens af, at vi i dag har afskaffet værnepligtshæren uden at erstatte kommandosystemet fra Den Kolde Krig: „Forsvaret er i dag ikke indrettet til krig. Forsvarets ledelsesstrukturer hænger fast i Den Kolde Krig og er indrettet til at administrere en værnepligtshær i fred, hvor majorerne – i det øjeblik russerne kommer – kan forlade deres skriveborde og gå ud at styre værnepligtshæren i en totalkrig. Men problemet er, at vi i dag er i operation hele tiden, og så bryder den logik simpelthen sammen.“

Hækkerup selv peger også på koldkrigsarven: „Vores forsvar har været igennem en meget vigtig og rigtig udvikling i løbet af de seneste 20 år i retning af at være det aktive værktøj i den aktivistiske udenrigspolitik. Men vi mangler at tage det sidste skridt og tage konsekvensen af, at der ikke står en fjende, som vil kaste sig over Danmarks grænser, hverken på kort eller på lang sigt.“

Fortsæt læsningen på næste side

1 2 3 4 5 6 7