04.06.2012

Tyrkiets islamisk-konservative premierminister Erdogan lagde ud med ambitiøse reformpakker og EU-løfter. Ti år efter er hans regering blevet synonym med magtfuldkommenhed, stigende politisk pres på ytrings- og foreningsfrihed og udtalt reformangst. Hvad er skyld i det radikale kursskifte?

ANALYSE af Pola Rojan

Læs også
– Eksperter: Thornings tyrkiske mæglermission er dødfødt
– Tyrkiet: Massearrestationer af journalister
– Det Arabiske Forår øger presset på Tyrkiet
– Det arabiske forår kan gøre Tyrkiet til stormagt
– Konference I DAG: Får Mellemøsten demokrati? Læs interview med deltagere her

„Alene det at røre ved vores ærede premierminister svarer for mig til at bede og komme tættere på Gud. Det er min egen opfattelse. Hans blotte tilstedeværelse fylder os alle med energi.‟ De rosende ord tilhører Hüseyin Sahin, medlem af det tyrkiske parlament for det regerende Retfærdigheds- og Udviklingsparti, AKP. Sahins tilbedende omtale fra juli 2011 af landets altoverskyggende politiske skikkelse, den 58-årige regeringschef Recep Tayyip Erdogan, er karakteristisk for Erdogans rolle i det tyrkiske samfund. Erdogan ikke alene dominerer tyrkisk politik, han definerer tyrkisk politik. Og netop i disse år er hans indflydelse endda ikke begrænset til Tyrkiet.

I forhold til de arabiske revolter, den syriske i særdeleshed, har både amerikanerne og en række europæiske stormagter deponeret en betragtelig del af deres udenrigspolitiske kapital og initiativ i hænderne på den karismatiske og drevne Erdogan.

Historisk populær
Men hans mest trofaste støtter er det knusende flertal af tyrkiske vælgere. Når de stemmer på AKP, er det i afgørende grad på grund af Erdogans personlige profil. Flere meningsmålinger har vist, at AKPs vælgere først og fremmest stemmer på Erdogan snarere end på partiet. Og dem bliver der stadigt flere af. Ved parlamentsvalget i juni 2011 kunne AKP høste 49,9 procent af den samlede vælgertilslutning, mod knap 35 procent ved partiets første valgsejr i 2002. Erdogan personificerer hele det politiske projekt, der nu på tiende år regerer Tyrkiets over 72 millioner indbyggere ud fra et sæt socialt konservative, islamorienterede og nationalistiske principper. Der er i sandhed tale om et stort anlagt og ambitiøst politisk projekt.

De moderne tyrkiske islamister fra AKP har som erklæret mål at blive Tyrkiets største og første sande folkeparti og sidde ved roret, når den tyrkiske republik skal fejre sit 100 års jubilæum i 2023. Man ser med sikkerhed på, at Erdogan til den tid vil have forladt statsministeriet til fordel for præsidentpaladset. Den symbolsk set vigtige milepæl ved republikkens 100 års jubilæum vil for AKP fuldende transformationen af Tyrkiet fra rigidt sekulær til at være grundlæggende islamisk defineret. Ikke i den vulgære, salafistiske og Koran-nære forstand. Men snarere defineret som en eksplicit afstandtagen til republikkens sekulære stiftelsesideologi, der havde mere til fælles med den europæiske fascisme fra før- og mellemkrigstiden, end med sin egen muslimske befolkning.

Opgør med generalerne
Denne trinvise forvandling har allerede stået på i en årrække, og den vigtigste forhindring er omsider blevet ryddet af vejen: landets magtfulde militær, der traditionelt set har udgjort rygraden i den tyrkiske stat. De nationalt-konservative tyrkiske generaler udtænkte og skabte i sin tid republikken, og siden har de vogtet den nidkært mod borgerne og deres politikere. Ofte på yderst blodig vis. Generalerne har væltet folkevalgte regeringer i Ankara hele fire gange over de seneste halvtreds år. Men i Recep Tayyip Erdogan – en tidligere semiprofessionel fodboldspiller og tugthusfange med knusende folkelig appel – mødte de deres overmand.

Erdogans vigtigste allieret i kampen mod de reaktionære og virkelighedsfjerne generaler blev en europæisk embedsmand i Bruxelles: EU-kommissionens udvidelseskommissær. Under Erdogans første regeringsperiode blev EU-optagelsesprocessen et vigtigt politisk instrument i hænderne på en omstridt regeringschef, der havde travlt med at forsikre både omverdenen og tyrkerne om, at et tyrkisk sharia-vælde ikke var nært forestående. Missionen hed snarere demokrati og opgør med militærvældet, hed det sig.

Styrket af miltærets forsøg på at svække ham
Det ambitiøse og modige program skabte begejstring hos andre end blot Anatoliens religiøst-konservative provinsmasser, der er AKPs mest loyale vælgergrupper. Med demokrati og retsstatsprincipper som bærende slagord trængte det nye regeringsparti helt ind i middelklassehjemmene i storbyerne og ind i mange intellektuelle og liberale vælgere bogreolsbeklædte stuer. Her blev Erdogans personlige profil for første gang et afgørende argument til fordel for AKP.

Blot tre år før jordskredsvalget i 2002 var Erdogan blevet løsladt efter at have afsonet en fire måneder lang fængselsstraf for offentligt at have reciteret et islamistisk digt. Ved at retsforfølge den allerede stærkt populære Istanbul-borgmester for statsundergravende virksomhed regnede de sekulære, militærvenlige myndigheder med at bremse kometen Erdogan før han for alvor blev politisk farlig. Men de forregnede sig.

Vælgere i Tyrkiet har tradition for på valgdagen at belønne partier og politikere, som har lidt under generalernes åg. Og det nystiftede AKP med Erdogan i spidsen forstod at bruge denne offerrolle aktivt og systematisk. Tyrkisk politisk historie er rig på protestpartier. Der har nemlig været så meget at protestere imod i det spændingsfyldte og turbulente land, og AKP er blot det seneste eksempel på denne populistiske tradition. Men tiden var rigtig for AKP og for partiets tabubrydende paroler, og dette er mere end noget andet håndgribeligt parameter hemmeligheden bag partiets historiske succes.

Det er værd at bemærke, at AKP som parti blot var 15 måneder gammelt, da partiet strøg til tops som Tyrkiets største med over en tredjedel af stemmerne og to tredjedele af samtlige mandater. Misforholdet mellem stemmeandel og parlamentsrepræsentation skyldes landets absurd høje spærregrænse på ti procent, der bevirker, at alle stemmer, der falder for spærregrænsen automatisk tilfalder de partier, som formår at komme over de ti procent. Den listige mekanisme, som generalerne skabte efter militærkuppet i 1980 beregnet til netop at holde islamister og kurdiske politikere ude af den lovgivende forsamling, blev nu et trumfkort i hænderne på de selvsamme religiøse kræfter.

Det startede meget liberalt…
Et stort stykke oplysnings- og lovgivningsarbejde ventede AKP i de første år. Skræmmebilleder skulle manes i jorden, religiøse markeringer i offentligheden minimeres, økonomiske reformer opprioriteres og folkestyret rodfæstes. Nu var Tyrkiet på rette kurs mod demokrati, stabilitet og velstand efter europæisk model, lød det fra Erdogan og hans ministre. En række lovpakker om alt fra kvindeligestilling, virksomhedsprivatisering og presserettigheder, inflationsbekæmpelse og individuel retssikring blev kørt igennem parlamentet med lynhast i disse år.

Det undgik naturligvis ikke EUs opmærksomhed, der i 1999 under den forrige nationaltkonservative koalitionsregering havde givet Tyrkiet kandidatstatus til unionsmedlemskab. Det Europæiske Råd honorerede AKPs reformiver ved i 2005 at indlede reelle optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. Dette skulle blive højdepunktet i forholdet mellem Europa og Tyrkiet og samtidig det højeste ambitionsniveau, den tyrkiske regering har omsat til handling hidtil.

…men så frøs reformprocessen fast
Allerede året efter kunne EUs daværende udvidelseskommissær Olli Rehn notere alarmerende stilstand i Tyrkiets reformproces: „Jeg vil sikre mig, at dette første jubilæum for optagelsesforhandlingernes start ikke bliver det sidste. Jeg vil arbejde for at undgå en togkollision i forholdet mellem Tyrkiet og EU,‟ lød Rehns ildevarslende ord ved et pressemøde i efteråret 2006. I dag er toget kørt helt af skinnerne. Optagelsesforhandlingerne mellem de to parter er fastfrosset, reformdagsordenen i Tyrkiet suspenderet og viljen til dialog fra Tyrkiets side er lig nul. Det skyldes navnlig to forhold.

Det umiddelbart mest håndfaste problem er, at Tyrkiet nægter at anerkende Cypern som et EU-medlem, før den tyrkiske besættelse af øens nordlige del fra 1974 er blevet anerkendt internationalt og en varig løsning fundet på, om Cypern fremover skal være delt i to selvstændige stater eller en føderation med to delstater.

Det andet og langt mere omfattende og grundlæggende problem i den europæisk-tyrkiske forhandlingsproces viste sig hurtigt at være AKPs fodslæbende holdning til at sikre sig reformfremskridt på de mest afgørende områder. Det vil sige på den demokratiske bane, som i tilfældet Tyrkiet kan opsummeres som:

1) det akutte behov for borgernær decentralisering efter eksempelvis britisk eller spansk model
2) en ligeså bydende nødvendig sikring af ytrings- og foreningsfrihed
3) en generel implementering af retstatsprincipper og garanti for domstolenes uafhængighed
4) en betingelsesløs beskyttelse af rettighederne for etniske og religiøse minoriteter
5) gennemsigtighed i militærapparatet og parlamentarisk kontrol med og håndhævelse af militærets budgetter
6) ophævelse af militærofficerers de facto-immunitet over for retsvæsnet.

Ingen fremskridt for kurderne
Det mest iøjnefaldende eksempel på, at disse forhold i Tyrkiet langt fra er opfyldt er det kurdiske spørgsmål, som landets præsident, Abdullah Gül (AKP), over flere omgange har betegnet som „Tyrkiet største samfundsmæssige problem‟. Den væbnede konflikt mellem kurdiske oprørere fra Kurdistans Arbejderparti (PKK) og tyrkiske sikkerhedsstyrker, som har kostet omkring 40.000 mennesker livet siden 1984, skal ses i denne sammenhæng.

Over en fjerdedel af Tyrkiets befolkning er kurdere, og de er traditionelt set af de tyrkiske myndigheder blevet betegnet som farlige femtekolonner, statsundergravende bjergtyrkere og andenrangsborgere uden de samme fundamentale rettigheder som tyrkerne.

Det betændte, kurdiske spørgsmål er den største faldlem i tyrkisk politik, og sådan har det altid været. Det er for en tyrkisk politiker et livsfarligt område at bevæge sig ud i. Både i bogstavelig forstand og i overført, karrieremæssig betydning. Selv om Erdogan ved en historisk tale i 2005 i den østlige, kurdiske region af landet for første gang anerkendte eksistensen af et kurdisk problem, har han ikke leveret nogen fremskridt. Tværtimod har Erdogan gennem de seneste år strammet grebet om kurdiske politikere og gjort det før så udskældte sikkerhedsapparat til sit eget på bekostning af demokratiseringstiltag, politisk liberalisering og minoritetsrettigheder.

4000 retsforfulgte mediefolk
Udviklingen i Erdogans tilgang til det kurdiske spørgsmål tjener som eksempel på, at AKP ikke alene forsømmer politiske reformer og således forårsager stilstand i fremgangen. Et utal af aktuelle, konkrete eksempler tegner derimod billedet af alvorlige tilbageskridt for tyrkisk demokrati i retning af en formynderisk, sikkerhedsorienteret stat med autoritære reaktionsmønstre og et sekterisk magtmonopol i hænderne på en stærk mand med hastigt dalende tolerance over for oppositionsrøster og anderledestænkende.

I starten april advarede OSCE om en dramatisk stigning i antallet af fængslede journalister i Tyrkiet: „Det er stærkt bekymrende. Alene antallet af fængslede journalister rejser grundlæggende tvivl om lovgivningen og den førte politik rettet mod journalister og ytringsfriheden i Tyrkiet. Jeg er bekymret for, at truslen om fængsling medfører udbredt selvcensur,‟ udtalte Dunja Mijatovic, mediefrihedsrepræsentant for OSCE. Med over 100 fængslede pressefolk overgår Tyrkiet sågar lande som Kina og Iran i samme disciplin. Siden slutningen af 2008 er op mod 4.000 journalister, redaktører, forlæggere og karikaturtegnere blevet retsforfulgt ved tyrkiske domstole.

Premierminister Erdogan har personligt stævnet seks karikaturtegnere og klummeskribenter for deres arbejde. Netop faren for selvpålagt mediecensur, som OSCE-talskvinden advarede imod i april i år, blev demonstreret tydeligst i slutningen af december 2011, da tyrkiske kampfly ved et bombeangreb dræbte 34 civile kurdere i alderen 18 til 26 ved grænsen til Irak i den tro, at de var PKK-oprørere. Tyrkiske mainstream medier undlod at rapportere om massakren i over tolv timer, indtil myndighederne selv brød tavsheden som følge af pres fra oppositionelle Twitter-bloggere.

Det stigende pres på journalister i Tyrkiet fik samme måned den internationale Komitéen til Beskyttelse af Journalister (CPJ) til at formulere et offentligt brev til premierminister Erdogan: „Deres regerings generalieblad udi massearrestation af journalister og mediefolk uden fair rettergang volder deres lands omdømme som en gryende demokratisk magt alvorlig skade. Truslen kommer fra de tusinder af strafferetssager, der er blevet rejst mod journalister rundt om i Tyrkiet,‟ skrev Joel Simon, direktør for CPJ, til Erdogan.

Erdogan: ”Bøger kan være farligere end bomber”
En af de internationalt mest omtalte retssager mod tyrkiske journalister inden for det seneste års tid er sagerne mod de højtprofilerede graverjournalister Nedim Sener og Ahmet Sik. Sidstenævnte sad varetægtsfængslet i næsten halvandet år for sin ikke-udkomne bog om AKPs alliance med den kontroversielle islamiske sekt, Gülen-bevægelsen. Politiet ransagede forlaget og trykkerierne, beslaglagde manuskriptet og nedlagde forbud mod udgivelsen.

Konfronteret med Ahmet Sik-sagen under sit besøg i Europarådet i Strasbourg i juni 2011 udtalte den tyrkiske premierminister Erdogan, at „visse bøger kan være farligere end selv bomber.”

Kunstnere bliver imidlertid også trukket i retten i AKPs Tyrkiet. Så sent som i midten af april i år blev den verdenskendte pianist og klassiske komponist Fazil Say tiltalt for „fornærmelse mod religion‟ og for „at opfordre til had‟ med henvisning til indholdet i sammenlagt tre beskeder på det populære mikroblogforum Twitter. Say risikerer mellem halvandet og fire års fængselsstraf.

Malerier, digtning og partisantørklæder ses som terrorisme
Ifølge den internationale menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch bliver flertallet af de tiltalte pressefolk retsforfulgt i henhold til landets meget omfattende antiterrorlovgivning. Langt ofte bliver journalister, pressefotografer og redaktører tiltalt for „at propagandere for terrorisme‟, og som landets indenrigsminister Idris Naim Sahin, fra inderkredsen omkring premierminister Erdogan, i december 2011 redegjorde for, er terrorisme et vidt begreb i Tyrkiet: „Der er jo også terrorismens baghave i alt dette. Altså propaganda. (…) Det kan man for eksempel udøve ved at male malerier, at skrive digte, forfatte daglige artikler eller vittigheder eller noget helt femte. Nogle gange er dette heller ikke nok for disse mennesker, så forsøger de at demoralisere terrorbekæmperne hos politiet eller militæret ved gøre dem til genstand for deres kunst,‟, lød det i talen fra indenrigsminister Sahin, der er politiets og det paramilitære gendarmeris øverste chef.

Ordene vakte stor furore i Tyrkiet, uden at det dog har affødt nogen selvransagelse hos regering og myndigheder. Tværtimod er antallet af strafferetssager mod såkaldt ytringskriminalitet og lovlig foreningsvirksomhed stødt stigende. Mellem 7.000 og 9.000 medlemmer og aktivister for det legale pro-kurdiske parti BDP, der er repræsenteret i parlamentet, blevet arresteret siden 2009. Broderparten er i dag fortsat varetægtsfængslet, herunder en snes folkevalgte parlamentarikere og borgmestre. Også de er tiltalt for ytringskriminalitet under antiterrorlovgivningen.

Myndighedernes arbitrære indgreb over for demokratiske friheder antager ind imellem en decideret absurd karakter. Et af de mere omtalte eksempler i tyrkisk dagspresse er retssagen mod den 24-årige universitetsstuderende Cihan Kirmizigül, der i slutningen af marts blev løsladt efter 25 måneders varetægtsfængsling, fordi han bar et såkaldt partisantørklæde om skulderen på skolens grund. Denne beklædningsgenstand var nok til at varetægtsfængsle ham for terrorismepropaganda.

Vold mod fagforeninger og opposition
Foreningsfriheden er et andet område, der er under pres i AKPs Tyrkiet. Et af de mest aktuelle og samtidig kulørte eksempler er sagerne mod sytten gymnasieelever, som i marts valgte at boykotte kantinen på deres skole i Istanbul som protest mod høje priser. De unge organiserede en protestdemonstration uden for skolen og uddelte pamfletter på gaden om deres aktion. Det kostede dem alle bortvisning samt politisigtelser for offentligt at tilsværte en offentlig institution.

Langt mere alvorlig blev konsekvenserne for Tyrkiets største fagforening for offentligt ansatte, KESK, der i januar oplevede politiransagninger mod i alt seksten afdelinger gennemført af politiets særlige antiterrorstyrker. Ved at promovere arbejdstagerrettigheder gjorde fagforeningsfolkene sig angiveligt skyldige i statsundergravende virksomhed. Da flere KESK-afdelinger i midten af april gik på gaden i hovedstaden Ankara for at demonstrere mod regeringens omstridte reform af undervisningsloven, som fjerner aldersgrænsen til koranskoler, blev de mødt med tåregas og knippelvold fra kampklædt politi. Adskillige busser med KESK-medlemmer fra naboprovinserne, der var indbudt til at deltage i protestaktionen, blev stoppet og sendt tilbage af politiet ved bygrænsen.

På samme måde blev kurdiske gruppers fejring af den fængslede PKK-leder Abdullah Öcalans fødselsdag i starten af april mødt med et stort politiopbud i hans fødeby Urfa. Indenrigsministeriet udsendte dagen forinden en pressemeddelelse, hvori man advarede om, at „alle fremmødte vil blive betragtet som terrorister og retsforfulgt i henhold til antiterrorlovgivningen.”

Liberale midtervælgere forlader Erdogan
Listen af eksempler er lang, og årsagerne til den stærkt restriktive linie er mange. Men de vigtigste skal findes i AKPs langsigtede plan om at konsolidere sin magt som 'det nye Tyrkiets' grundlægger. Demokratiseringsprojektet blev vejet nøje og fundet for risikabelt i forhold til denne masterplan. Det er også forklaringen på, at AKP over de seneste seks år har udskiftet sine liberale midtervælgere med nationalistiske, religiøse og socialt konservative vælgergrupper, der er langt mere loyale over for AKP, og som i årtier har defineret tyngdepunktet i tyrkisk politik.

De liberale og progressive grupper, som i starten betroede AKP deres stemmer i demokratiseringens navn, er langsomt, men stødt, ved at sive væk fra partiet.

I stedet er Erdogans folkelige appel blevet sat målrettet i værk mod de vælgere, for hvem Israel-fjendtlige toner, mellemøstlig selvtilstrækkelighed, islamisk storladenhed og værdipopulisme er sød musik. Regeringens bedrifter på det økonomiske område er blot glasur på en i forvejen særdeles tillokkende kage. Forbedret sygesikring, offentligt medicintilskud og gratis leverancer af kul, ris og mel i de fattigste distrikter under valgkampe er også hver især populære argumenter for en AKP-stemme.

Med langt hovedparten af sit vælgergrundlag til højre for midten, og et stigende antal på den yderste højrefløj, bliver det i stigende grad ugunstigt for AKP at investere dyrebar politisk kapital i farlige projekter som for eksempel rettigheder til kurderne samt ret til fri ytring for kritikere af islam, staten og militæret.

I stedet bliver en premierminister udødeliggjort i Tyrkiet, når han som Erdogan i slutningen af marts proklamerer, at AKPs mission er „at fostre rettroende, islamiske generationer‟. Disse yderst konsistente, værdipolitiske markeringer fra hans og hans ministres side er klare tegn på et AKP, der er ved at finde sit eget fodfæste i stedet for at forsøge at finde fodfæste på vestens demokratiske hjemmebane. I stedet for konstant at være den lille mand i Europa, foretrækker regeringen at forsøge at blive den store mand i Mellemøsten. Om det lykkedes, er uløseligt bundet til det arabiske forårs gang i den øvrige region. Men for et regeringsparti, der i 2012 – efter ti års regering – sætter alt ind på at være ved magten i 2023, vil det være direkte tåbeligt og selvmorderisk at spille andet end de sikreste kort på hånden.

Pola Rojan er journalist, forfatter og tidligere Tyrkiet-korrespondent for Morgenavisen Jyllands-Posten. ILLUSTRATION: Erdogan (foto af den tyrkiske grafiske desginer gravideo interactive via Flickr).