30.05.2012

Det egyptiske forårs kandidater fik sammenlagt flest stemmer ved første runde af præsidentvalget. Alligevel står Mubaraks sidste premierminister og Det Muslimske Broderskabs kandidat tilbage i anden og afgørende runde. Revolutionens vælgere spredte sig for meget, da det gjaldt.

ANALYSE af Sarah Borger og Bogdan Vasii, Kairo, Egypten

DEMOKRATITEST: For første gang nogensinde har egypterne valgt deres egen præsident. Mohamed Mursi fra det Muslimske Broderskab. RÆSON dækker valget gennem analyser og løbende rapporter fra Kairo.
– RÆSON i Kairo: Jeg stemmer, inshallah
– Helen Hajjaj: Egyptens præsident får det ikke nemt

Chok: Det endelige opgør om præsidentposten i Egypten bliver mellem en islamist og en såkaldt feloul (tidligere medlem af Mubaraks regering). Det annoncerede den egyptiske valgkomite mandag eftermiddag. Efter første valgrunde står Mohammed Morsy og Ahmed Shafiq tilbage. Morsy er Broderskabets kandidat, Shafiq var premierminister i de sidste uger af Mubaraks regeringsperiode. Og det kommer som en overraskelse for de fleste egyptere. Alle meningsmålinger pegede på, at de to finalister skulle findes blandt de moderate og midtersøgende kandidater.

I stedet vandt de allermest yderligtgående kandidater. Shafiq fik glæde af den voksende skepsis over for Broderskabet i de større byer og i deltaet. Men samtidigt beviste Morsys sejr, at Broderskabet stadig har et solidt tag i landområderne, trods den turbulente opstart som flertalsparti i parlamentet. Valgets store taber var de liberale og revolutionære egyptere. Sammenlagt viste de liberale stemmer, at der stadig er store revolutionære kræfter i befolkningen. Men stemmerne var så spredte, at ingen af de liberale kandidaterne kunne samle nok opbakning til at avancere til næste runde. Hvis de liberale havde kunnet enes om én af de liberale kandidater (Hamdeen Sabbahi eller Abdel Moneim Aboul Fotouh ), så havde de haft en repræsentant i finalen. Og endda med massiv opbakning i ryggen. Nasseristen Hamdeen Sabbahi kom til alles overraskelse tættest på. Han fik godt 22 procent af stemmerne og var næsten oppe på siden af de to finalister. De to kandidater, som de fleste havde regnet med at se i anden og afgørende valgrunde, måtte derimod nøjes med 11 og 18 procent. Det var henholdsvis Amr Moussa og Abdel Moneim Aboul Fotouh.

Revolutionær forvirring
Der kan være utallige forklaringer på, hvorfor de liberale ikke formåede at samle deres stemmer. Der var kortvarigt tale om, at en række af kandidaterne ville trække sig for at optimere chancerne for én liberal kandidat. Men Fotouhs ønske om at omfavne flere religiøse vælgere blev blandt andre kontroverser en pind i hjulet for de liberales planer. Meningsmålingerne op til valget spåede, at Aboul Fotouh ville være blandt de to finalister. Og med håbet om, at han kunne samle de liberale, valgte mange at stemme på ham af strategiske årsager. Men samtidigt spredtes Fotouhs øvrige tilhængere sig efter middelmådige tv-præstationer og beskyldninger om, at han primært var i ledtog med Salafisterne. Den sidste måned har de liberale stemmer således bevæget sig frem og tilbage mellem kandidaterne. De fleste besluttede først, hvor de skulle sætte krydset, da de stod i stemmeboksen. I sidste ende var både vælgere og kandidater fra den revolutionære fløj for uerfarne til at glemme deres forskelligheder. Det må de hive i håret over i dag. For ser man på de liberale kandidaters relativt enslydende valgprogrammer, må man konkludere, at deres problem har været koordination og samarbejde snarere end uoverkommelige uenigheder.

Den lange liberale næse
“Det var en dyr lektie i det politiske spil”, siger Mariam. Hun er en af de revolutionære og liberale unge, der sidder tilbage med en lang næse. Skuffelsen står malet i hendes ansigt. Hun havde på forhånd svært ved at beslutte sig. Hun mente ikke, at nogen af kandidaterne var sande repræsentanter for revolutionens værdier. Men hun besluttede sig for at gå ind på demokratiets præmisser. Det vil sige stemme på den kandidat, der kom tættest på, og i øvrigt acceptere folkets valg. Det fortæller hun, imens hun opgivende vifter den blåmalede lillefinger, der er vælgerens kendetegn. Men hun havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at valget kunne munde ud, som det gjorde.

“Min familie og jeg havde lavet en liste, hvor vi forholdt os til diverse scenarier; Fotouh vs. Moussa, Fotouh vs. Morsy, selv Moussa vs. Shafiq. Men jeg var ikke forberedt på det her resultat. Jeg græd, da jeg fik beskeden. Revolutionen og alt, hvad martyrerne kæmpede for, er dødt. Og jeg frygter, at det samme kommer til at ske med vores kortlivede demokrati. Det er det værst tænkelige scenario. Ahmed Shafiq er endnu værre end Mubarak. Han er ansvarlig for drabene under revolutionen. Og Broderskabet er ligeså slemme. De går kun efter berømmelse og penge. De er under hærens tøffel: Enten ryger de tilbage i spjældet, ellers også samarbejder de med militæret og tjener på det. Vi kan vælge imellem en morder og en samling grådige islamister”.

Pest eller kolera
Miriam er langt fra den eneste, der er skuffet. Umiddelbart efter annonceringen af de to finalister samledes folk igen på Tahrir for at udtrykke deres frustration. Og få timer efter raserede demonstranter Shafiqs kampagnekontor og efterlod det i flammer. De vil have Shafiq diskvalificeret, fordi han har været en del af Mubaraks styre. Men de liberale kræfter træder sammen for sent. Første runde er afgjort, og den 16. og 17. juni skal Miriam og resten af den egyptiske befolkning til valg igen. Selvom Morsy samlede stemmer nok til en førsteplads i første runde, så er intet afgjort. Men der er en reel mulighed for, at Mubaraks premierminister overtager præsidentposten, og den lange rejse fra Tahrir til demokrati ender, hvor den begyndte. Begivenhederne på Shafiqs kampagnekontor i mandags er formentlig kun en mild forsmag på de reaktioner, der må forventes, hvis han ender med at vinde anden runde. Og Shafiq vil næppe tage let på nye protester. Tværtimod vil han, ifølge Mariam, profilere sig på at straffe ballademagere med hård hånd. I ordenens, stabilitetens og sikkerhedens navn. Under alle omstændigheder er drømmen død for mange af Egyptens revolutionære kræfter. Mariam bliver i hvert fald væk fra stemmeboksen i næste omgang.

BOGDAN VASII (f. 1981) er cand.scient.soc. i geografi og antropologi. SARAH BORGER (f.1981) er BA i arabisk og kommunikation og stud.cand.com. Begge er bosat i Kairo, Egypten. ILLUSTRATION: Abdel Moneim Aboul Fotouh (Fotouh / Flickr)