20.05.2012

Den skandinaviske velfærdsmodel ER for dyr, selvom Jørgen Goul Andersen siger til RÆSON, at den ikke er. Den spolerer incitamenterne, og er på ingen måde markedskonform.

KOMMENTAR af Torben Mark Pedersen

LÆS OGSÅ: Dan Jørgensen svarer Goul Andersen: Regeringen har ikke varslet opgør med velfærdsstaten

Goul Andersens påstand#1: Den skandinaviske velfærdsmodel er ikke for dyr. Universalismen er derimod en god ting, som ikke forvrænger incitamenter, men skaber politisk og social kapital, samt forbedrer medborgerskab og omfordelingen af goder i samfundet.
Vi har verdens største offentlige sektor og verdens højeste skattetryk, så det er en gåde, at professor Jørgen Goul Andersen kan sige, at den skandinaviske velfærdsmodel ikke er for dyr. Lige så gådefuldt er det, at professoren – der ganske vist ikke er økonom – kan udtale, at universalismen er markedskonform, fordi den ikke spolerer incitamenterne. Det er ikke rigtigt. Når de sociale ydelser til kontanthjælpsmodtagere med børn, alle landets ”Carinaer”, er så høje, at det ikke kan betale sig at arbejde, så spolerer det jo incitamenterne. Og det samme gælder med efterlønnen, fjumreår på SU, et-årig barselsorlov, en relativ lang dagpengeperiode. De forvrider alle incitamenterne. Dertil kommer, at de høje overførselsindkomster finansieres af høje, forvridende person-, kapital- og selskabsskatter samt utallige afgifter, der er med til at presse lønningerne op, forværre konkurrenceevnen og reducere incitamenterne til at arbejde, tage en uddannelse, investere og løbe en risiko ved at starte egen virksomhed. Det er jo også velkendt, at et skattefinansieret pensionssystem som folkepensionen har en række negative økonomiske effekter, som et fuldt finansieret pensionssystem som arbejdsmarkedspensionsordningerne ikke har. På det punkt er vi ganske vist godt med sammenlignet med mange andre OECD-lande, men professor Jørgen Goul Andersens vurdering af de økonomiske aspekter af universalismen er altså forkert.

Goul Andersens påstand#2: Regeringens varslede opgør med velfærden skaber utryghed i befolkningen og lægger dermed en dæmper på forbruget, som ellers er nøglen til at komme ud af krisen.
Man skal ikke overvurdere betydningen af nogle meget uforpligtende udmeldinger om fremtidens velfærd for det private forbrug. Jeg tror, effekten er minimal. Tværtimod er der god grund til at benytte den større krisebevidsthed til at gøde jorden for nødvendige reformer. Velfærdsstaten er en underskudsforretning, og Danmark er i en vækstkrise. Sammen med integrationen af indvandrere er det de to store udfordringer, som dansk økonomi står over for. Selv om der er gennemført en reform af efterlønnen, er det stadig sådan, at der er udsigt til store underskud i alle årene efter 2020. Jo tidligere politikerne gennemfører de nødvendige reformer, desto mindre drastiske tiltag vil være nødvendige. Vækstkrisen bliver ikke løst ved at øge det private forbrug midlertidigt, lånefinansiere offentlige investeringer eller øge det offentlige forbrug. Det er tværtimod nødvendigt at reducere størrelsen af den offentlige sektor og bruge pengene til at finansiere lavere person- og selskabsskatter, så der kan skabes vækst i den private sektor.

Goul Andersens påstand#3: Svaret på krisen er at få gang i investeringerne. Det skal ske via erhvervsvenlig politik, stram indkomstpolitik og den forbedrede konkurrenceevne, som overenskomsterne har leveret.
Det er klart, at en mere erhvervsvenlig politik kan hjælpe. Nu er jeg ikke helt klar over, hvad professor Jørgen Goul Andersen mener med en erhvervsvenlig politik, men for mig er det ensbetydende med lavere skatter og afgifter, mindre regulering, liberaliseringer og færre administrative byrder. Og det står ikke på regeringens politiske dagsorden. Tværtimod har regeringen øget fedtafgifterne med omkring fem milliarder kroner, og energiforliget indebærer øgede energiafgifter for yderligere 3,5 milliarder kroner. Regeringen gør altså det modsatte af at føre en erhvervsvenlig politik. Også da den afskaffede kontanthjælpsloftet, der øger den strukturelle ledighed med 3-4.000 personer. Regeringens planer om grøn vækst gennem en målrettet erhvervspolitik vil gå ud hårdt ud over vores velstand. Velstandstabet ved de højere skatter eller afgifter vil nemlig med stor sandsynlighed overstige de mulige gevinster ved en målrettet satsning på de områder, som de røde politikere – i modsætning til markedet – mener, der skal investeres i. Der er simpelthen ikke nogen politikere, der kan forudsige, hvad der er fremtidens væksterhverv. Det vil være langt bedre at gå den modsatte vej og halvere al erhvervsstøtte og bruge pengene på en generel nedsættelse af selskabsskatten.

Goul Andersens påstand#4: Vi har ikke råd til at afskaffe børnepengene. En afskaffelse af børnepengene vil fungere som en målrettet, forhøjet marginalskat for børnefamilierne og dermed reducere deres incitament til at arbejde. Afskaffelsen vil også føre til, at færre veluddannede og mobile unge forældre bliver i Danmark, og desuden føre til et fald i fertiliteten. Alt sammen uhensigtsmæssigt, når der er brug for flere hænder på det danske arbejdsmarked i fremtiden.
Jeg er helt enig i, at en afskaffelse af børnefamilieydelsen vil virke som en forhøjelse af den sammensatte marginalskat, og at det vil få de nævnte negative effekter. Men problemet er jo først og fremmest, at de højeste marginalskatter er så høje. Hvis topskatten blev fjernet, ville det være muligt at indkomstgraduere børnefamilieydelsen uden lige så store negative effekter. En fjernelse af topskatten vil øge arbejdsudbuddet for de højtlønnede markant.

Torben Mark Pedersen (f. 1960) er chefanalytiker i Dansk Erhverv. Han er cand.polit. og Ph.D. i økonomi fra Københavns Universitet og medlem af Liberal Alliance. ILLUSTRATION: Helle Thorning Schmidt, Magrethe Vestagar, Nicolai Wammen og Morten Østergaard møder vælgere i Aarhus (Foto: Helle Thorning Schmidt / flickr)