15.05.2012

Forandringerne i Tunesien går for langsomt, mener landets borgere. De vil have demokrati og gang i de økonomiske hjul, og de vil have det nu.

REPORTAGE af Andreas Baumann & Nicolai Trudsøe Trock

LÆS OGSÅ:
– Den glemte revolution: Shiaerne er de store tabere i Bahrain
– Ulla Holm: Alle vil have en bid af kagen efter Gaddafis fald
– Skovgaard-Petersen: De klassiske arabiske autoritære styrers tid er ved at være forbi

Foreningslivet er blomstret op i Tunesien efter sidste års revolution, hvor tuneserne gennem sociale medier og demonstrationer fik presset Zine El Abidine Ben Ali fra magten. Det blev startskuddet på det såkaldte arabiske forår, men modsat i lande som Syrien og Egypten er der stadig forårsstemning i Tunesien. Det kommer til udtryk i en nyfødt national stolthed, der forhåbentligt kan løfte landet videre og væk fra de massive økonomiske og politiske problemer, som befolkningen stadig lider under.

I 54 år har religion, foreninger og politiske manifestationer været forbudt under et autokratisk skindemokrati. Først sad Habib Bourguiba tungt på magten, siden kom Ben Ali til. Nu skal tuneserne i gang med at være rigtig demokratiske. Det er en lang proces, der kræver en ny forfatning og dannelsen af politiske partier. Når det er på plads, kan tuneserne gå til valg. Det skal de senest i marts næste år.

Skuffet og utålmodig befolkning
Utålmodigheden er dog tydelig blandt tuneserne. Arbejdet i forfatningskomitéen går for langsomt. Parterne strides stadigvæk om, hvorvidt landet skal have et parlamentarisk eller præsidentielt system. Men endnu vigtigere for den almindelige tuneser er det dog, at der kommer økonomisk fremgang i landet. Og det går langsomt, hvilket skuffer befolkningen. Mange mennesker oplever i dag samme eller større økonomiske problemer end før oprøret.

Særligt landets ellers betydelige turistindustri blev hårdt ramt. Nu da landet igen er stabilt, håber mange brændende på, at turisterne kommer talstærkt tilbage i årets højsæson. Derfor hersker der en venlig og oprigtig påskønnelse af de få turister, som allerede er på besøg. Men revolutionen ramte også andre sektorer. Investorer og internationale virksomheder flygtede, da revolutionen brød ud. Nogle er dog allerede vendt tilbage. En af dem, Mounir Ennabli, er i fuld gang med at starte en virksomhed, der skal producere remedier til landets hospitaler. Han siger, at Tunesiens problemer kan være med til at åbne op for investeringer.

“Når der er krise, skal man starte virksomhed”, siger han og påpeger, at Tunesien med sin relativt velfungerende infrastruktur og højtuddannede arbejdskraft kan være en glimrende indgang til investeringer i resten af Mellemøsten.

Store udsving for landets fattige
I de sydlige regioner, som blev forsømt af regimet, er fattigdommen meget tydelig. Langs vejene i de regioner, der grænser op til Libyen, flyder det med affald ved siden af de små huse. Her tør man end ikke håbe på at se europæiske turister. Urolighederne i nabolandet skabte for en kort stund indtægtsmuligheder for mange af de arbejdsløse i området. På husvæggene står der skrevet ’sarf’ – veksling – og små skure med benzinfyldte vandflasker vidner om, at de op mod én million libyske flygtninge, som Tunesien modtog sidste år, har bidraget til økonomien. Men de mange libyere er begyndt at vende tilbage til deres hjemland, og folk i området må derfor finde nye veje for at kunne forsørge sig selv.

I tiden efter revolutionen fik de arbejdsløse hjælp af staten. Revolutionen startede som bekendt, da en ung grøntsagssælger, Mohamed Bouazizi, satte ild til sig selv i afmagt, efter myndighederne havde konfiskeret hans bod. Da det gamle styre faldt, valgte man derfor som en gestus at give 200 tunesiske dinarer – eller hvad der svarer til 750 kroner – hver måned til landets arbejdsløse. Men statens økonomiske problemer betød dog, at støtten hurtigt hørte op, og de arbejdsløse, som nu udgør omkring 18 procent af den arbejdsstyrken, måtte igen klare sig selv.

To forskellige verdener
Men der er hjælp at hente fra flere af de civile organisationer, som er eksploderet i antal, siden Ben Ali blev væltet af pinden. Gennem videreuddannelse og assistance i forbindelse med jobsøgning, forsøger organisationerne at geare de arbejdsløse til arbejdsmarkedet. Men det er ikke kvalifikationer, befolkningen mangler. Mange har en universitetsuddannelse og taler desuden flydende fransk. De politiske omstændigheder gør dog, at staten ikke kan sætte gang i økonomien, og de udefrakommende investeringer er fortsat små. Fremtiden ser særlig usikker ud for mange i det sydlige Tunesien.

Hovedvejen mellem feriestedet Hammamet og hovedstaden Tunis er derimod en hel anden verden. Her køber man sin benzin hos internationale kæder som Shell, veksler sine penge i almindelige banker, og de lysegrønne hvedemarker står i skarp kontrast til det golde ørkenlandskab i syd. Økonomien er selvfølgelig også et varmt emne på gaden i Tunis, men her har tuneserne også andre ting på plakaten. Ved en nylig demonstration krævede flere for eksempel, at dyrevelfærd blev skrevet ind i forfatningen. Forslaget blev hånet, men det kan ses som udtryk for, at alt kan diskuteres i dagens Tunesien.

Fremadstormende politisk engagement
Et virvar af nystartede politiske partier og civile organisationer er derfor poppet op for at slukke tørsten efter at være politisk aktiv og deltage i debatten om landets fremtid. Diskussionerne og den nyligt vundne ytringsfrihed er nok den mest åbenlyse forandring i landet efter revolutionen, nu hvor økonomien og de politiske strukturer endnu ikke er på plads. Det viser sig ved livlige debatter på byernes gadecafeer, online på blogs og Facebook og under en af de utallige demonstrationer i hovedstaden Tunis.

Demonstrationerne den 1. maj var også karakteristisk ved, at en broget skare gik på gaden for hver deres sag. Tilhængere af det religiøse parti Ennahda gik fredeligt side om side med kommunister, borgerrettighedsaktivister og almindelige tunesere. De populæreste slagord lød ’ash-sha’ab yurid wahdat watani’ – folket ønsker fædrelandets enhed. Den store ulighed i Tunesien er altså ikke et tegn på et splittet land. Under Ben Ali var mange i Tunis simpelthen ikke bekendt med problemerne på landet, hvilket ændrede sig efter Bouazizis selvmord i den mindre by Sidi Bouzid, 200 km syd for hovedstaden. I dag fortæller folk begejstret, hvis de har familie eller venner i den førhen så ubetydelige lille by.

“Revolutionen har skabt en kærlighed til landet og til vores flag. Tidligere var forholdet mellem befolkningen og staten dårligt,” siger Aya Chebbi, en 24-årig blogger og menneskerettighedsaktivist fra Tunis. Hun er stolt af revolutionen og ikke mindst den indflydelse, oprøret har haft på tunesernes nyfundne lyst til at engagere sig demokratisk og i frivilligt arbejde: “Mentaliteten er ændret. Folk er begyndt at omfavne frivilligt arbejde i en form for ny solidaritet imellem tunesere.”

Nicolai Trudsøe Trock (f. 1986) er bachelor i statskundskab og læser tilvalg i arabisk på Københavns Universitet. Han er studentermedarbejder på CAST og næstformand for Netværk for Strategiske Studier.

Andreas Baumann (f. 1986) er bachelor i statskundskab med sidefag i film- og medievidenskab ved Københavns Universitet. Han er nu i gang med en Master i international journalistik på City University London og har skrevet for blandt andet Djøf Bladet, Ræson og Ugebrevet Europa. Han har netop været i praktik på Monocle Magazine. De er netop vendt hjem fra en studietur til Tunesien arrangeret af YATA Danmark.

ILLUSTRATION: Tunesere demonstrerer (Foto: Nicolai Trudsøe Trock)