Syrien: Vi er blevet mindre romantiske siden Libyen
13.05.2012
.Hvorfor fjernede Vesten Gaddafi, mens man lader Assad slagte sin befolkning? Fordi Vesten har fået en mere realistisk tilgang til Det Arabiske Forår.
KOMMENTAR af Daniel Hedelund
LÆS OGSÅ:
– RÆSON møder syrisk oprører: Vis os, I ikke er ligeglade
– Damsgård: Politik og strategi vejer tungere end rettigheder og liv
– Free Syrian Army om splittelsen i oppositionen: Frihed først – politik bagefter
For godt en måned siden krævede FN våbenhvile i Syrien. Det blev officielt accepteret af præsident Bashar al-Assad, men ingen nærede forhåbninger om, at blodudgydelserne ville høre op af den grund. Regimet har slået over 10.000 ihjel på blot 14 måneder. Flere er blevet taget til fange. Mange tortureret. Natten til torsdag den 3. maj blev fire studenter dræbt, da regeringsstyrker angreb et universitet i byen Aleppo. Med til det nedslående billede hører, at Assads militær chikanerer FN-observatørerne og forpurrer indsamlingen af oplysninger om styrets overgreb på befolkningen. I forvejen ved vi meget om lidt, hvad der reelt foregår inden for landets grænser, idet Assad nægter udenlandske medier at rejse ind. Ikke desto mindre holder Vesten sig stadig til diplomatisk pres og sanktioner. Det svækker Syriens økonomi, og opbakningen til regimet falder, men tiltagene redder ikke befolkningen fra militærets overgreb. Kofi Annans fredsmægling fører os heller ikke tættere på de facto våbenhvile.
Vestens angst for Assad
Analytikere af international politik diskuterer derfor, hvordan man kan gå hårdere og mere effektivt til værks. De tre mest realistiske bud er: 1) Bevæbning af oprørere. 2) Flyveforbud. 3) Humanitære korridorer, hvor oprørere kan planlægge aktioner og få medicin og behandling, mens et oprørsvenligt militær forsvarer zonerne. Senest har John McCain både opfordret til flyveforbud og bevæbning af oprørerne. Argumentet imod den strategi er, at kampene vil blive (om muligt) endnu blodigere. Flyveforbud og humanitære korridorer vil ifølge flere eksperter medføre regulær krig, fordi Assad ikke vil holde sig tilbage af den grund. Krigsscenariet huer ikke USA. Først og fremmest fordi Assad har over 200.000 regeringsstyrker. En intervention vil derfor kræve, at navnlig USA skal stille tropper i en grad, man sjældent har set i nyere tid. Og det sælger ikke stemmer hos den i forvejen krigstrætte amerikanske befolkning.
I det hele tager virker en intervention usandsynlig. Rusland og Kina nedlagde ikke veto imod aftalen om våbenhvile, men det vil de gøre, hvis militære tiltag står på bedding i Syrien. Det betyder, at USA og Europa egenhændigt skal eksekvere indsatsen. Så hvor står Europa? Den mest fremtrædende har været Frankrigs nu afgående udenrigsminister, Alain Juppé. Han har krævet humanitære korridorer i Syrien, men flere iagttagere ser udtalelserne som ren valgflæsk. Efter Hollandes sejr sidste søndag, vil Frankrig formentlig skrue ned for de bombastiske budskaber.
Vesten er blevet mere realistisk
Intet tyder på, at Syrien står øverst på hverken Obamas, Merkels, Camerons eller Hollandes to-do-liste. Dobbeltmoralsk, siger idealisterne. Pointen er, at Vesten indsvøbte Libyen-engagementet i værdipolitisk retorik. “Vi håber først og fremmest, at vores indsats kan medvirke til, at Gaddafi går af, at vi undgår flere civile tab i Libyen, og på længere sigt, at de legitime krav, den libyske befolkning har om at få udviklet demokrati, bliver opfyldt”, sagde Danmarks daværende udenrigsminister, Lene Espersen, i fjor. Helt i tråd med Obamas og Sarkozys udmeldinger.
Siden har mange undret sig over, hvorfor Vestens demokrati- og frihedsargumenter ikke har tilsvarende klangbund, når politikere diskuterer Syrien i dag. Argumenterne kender vi til hudløshed: Syrien og Libyen lader sig ikke sammenligne; Assad har større opbakning i befolkningen, end Gaddafi havde. Syriske oprørere står ikke samlet og har kun befriet få byer. Libyerne var derimod langt i processen, da Vesten greb ind. En krig i Syrien kan skabe regional ustabilitet, bemærk Iran, og desuden er Gaddafis detroniserede hær peanuts sammenlignet med Assads, forlyder det. Så ja, der er transnational forskel på Syrien og Libyen. Men det er også friske erfaringer fra Mellemøsten og Nordafrika, der har gjort Vestens syn på Syrien mere realistisk.
Det er kun ét år siden, at mange eksperter sammenlignede Det Arabiske Forår med Murens Fald i 89’. I bagklogskabens lys kan man ét år efter konstatere, at analogien ikke holder. Regionale borgerkrige hærger stadig i store dele af Mellemøsten. Til valget i Egypten blev salafisterne og Det Muslimske Broderskab de store sejrherrer. Og også i Tunesien, hvor fremtiden dog tegner lysere, var islamisterne valgets stemmeslugere. I begge lande har islamister udtrykt, at religionen skal spille en væsentlig rolle i landene. Tilsvarende udtalte lederen for Libyens Nationale Overgangsråd i fjor, at Libyen bør styres efter sharia. Ikke en betryggende melding før sommerens valg.
Ingen udsigt til fred
I kølvandet på indsatsen i Libyen spekulerer Vesten i, hvilke syrere der vitterligt ønsker demokrati, og hvem der blot ønsker magtskifte. Som bekendt udkæmpes en religionskrig mellem den sunni-muslimske majoritet og alawitterne (gren af shia-islam; Assads støtter). Men også drusere, kristne, ateister og andre folkeværd indgår på kryds og tværs i konflikterne. Såfremt Assad falder, frygter Vesten især for den kristne minoritet. Efter magtskiftet i Irak så man, at kristne irakere blev dræbt af islamister. Derfor er det foruroligende, når sunni-muslimske oprørere allerede nu kræver ”jizya” (en særligt muslimsk skat) af kristne syrere.
Så selv om mulighederne er tilstede for en militær indsats, ønsker Vesten ikke at gribe ind i Syrien. På den ene side vejer strategiske og økonomiske hensyn tungt. På den anden side er lektien fra Det Arabiske Forår, at revolutionerne ikke går i den retning, Vesten havde håbet. Det går i tråd med, at USA med Obama-doktrinen ønsker en mindre aktivistisk profil i Mellemøsten. Her og nu efterlader det Syriens befolkning uden udsigt til, at Assads nedslagtninger stopper.
Daniel Hedelund er journaliststuderende ved Center for Journalistik, Syddansk Universitet. ILLUSTRATION: Obama, Merkel og Cameron. (Foto: Den Britiske Premierministers Stab via flickr)