19.04.2012

“Spanien må indstille sig på en lang og dyb nedtur”.

RÆSONS RUNDE BORD:
ER FINANSPAGTEN EN FEJL?
De seneste måneder er flere og flere aktører – herunder den internationale valutafond, IMF – begyndt at kritisere EU’s Finanspagt, og den sparsommelighed, som Tyskland kræver både af sig selv og af de andre medlemslande. RÆSON har samlet en række af kritikernes pointer, og spørger en række danske politikere og eksperter: Har kritikerne ret? Er finanspagten en fejl? Svarene tilføjes løbende.

1. DARLING: KRISEN IKKE SLUT. Alistair Darling, der var britisk finansminister 2007-2010, mener at Europa slet ikke er ude af krisen: “I think we’re in a lull in Europe at the moment. It’s rather like going through cyclones. You get in the middle and you think, great. And then you forget the other side of it”. Han siger: “Part of the problem with Europe is that a lot of them took the view that that this crisis is now behind us, therefore this is a time to visit austerity, whereas the countries who are going to be most hit by austerity [like Spain] are not out of the crisis at all.” Har han ret: Befinder Europa sig mellem to kriser? Og ignorerer politikerne i nord problemerne i syd?
■ CHRISTEN SØRENSEN, PROFESSOR: Personligt vurderer jeg, at EU/Europa er fanget i en længere krise, jf. mit indlæg i RÆSON i slutningen af 2008. Jeg ser først og fremmest problemerne, herunder problemerne i Spanien, som en følge af, at der ikke er udsigt til, at EU kommer ud af krisen. Her er Finanspagten også afgørende med dens krav om fortsatte finanspolitiske stramninger. Alle Eurolande, undtagen Luxembourg og Finland og måske Tyskland, forventes i 2012 og sikkert også i de efterfølgende år at have strukturelle budgetunderskud, der overstiger grænserne på enten ½ eller 1 pct. Derfor skal EU-kommissionen komme med forslag til, hvor hurtigt landene skal opfylde Finanspagtens underskudsgrænser. Kort sagt: politikerne vidste ikke hvad det var, de konkret skrev under på.

2. KRUGMAN: SPANIEN I DEPRESSION. I sin klumme i New York Times skriver Paul Krugman (15/4): “Never mind talk of recession; at 23.6 percent, comparable to America at the depths of the Great Depression, and the youth unemployment rate over 50 percent. This can’t go on — and the realization that it can’t go on is what is sending Spanish borrowing costs ever higher.” Har Krugman ret – er Spanien i en depression, der tåler sammenligning med USA’s i 1930erne?
■ CHRISTEN SØRENSEN, PROFESSOR: Ville ønske, at der i Danmark var flere økonomer, der turde sige, hvad Krugman giver udtryk for, herunder også vismændene. Gældskvoten i spanien vil stige (jf. den alm. gældsligning: når renten på statsgælden overstiger den nominelle vækst og der endvidere er underskud på de offentlige budgetter). Det store problem er de sociale problemer og den holdning til EU-samarbejdet, der følger heraf. Og Krugman har nok mere ret end han giver udtryk for. Den offentlige sektor og hermed de indbyggede stabilisatorer er meget større end i 1930’erne. Derfor kræves der også meget mere nu at komme ud af krisen, og der er vel ikke en 3’die verdenskrig på vej?

3. SPANIEN: MELLEM TO TABERSCENARIER. Den spanske finansminister advarer mod en “lose-lose-situation” for landet, hvor finansmarkederne presser landet til at reducere sit offentlige underskud, men hvor disse indgreb, når de gennemføres, ødelægger væksten og dermed også truer investorernes tillid. Har han ret? Hvad bør de spanske politikere stille op med dette dilemma?
■ CHRISTEN SØRENSEN, PROFESSOR: Når man har underskrevet Finanspagten er der ikke noget specielt, som Spanien kan gøre. Men EU kunne – med især bistand fra Tyskland – skabe bedre vækst og dermed lette det spanske problem. Alternativt kunne ECB få større beføjelser og bl.a. købe spanske statspapirer med ECB-værdipapirer. Men dette – jf. den tyske holdning – er givetvis utopisk. Så Spanien må indstille sig på en lang og dyb nedtur.

3. DE POLITISKE KONSEKVENSER. Hvor længe kan EU’s statsledere leve med en situation, hvor arbejdsløsheden i Grækenland, Spanien m.fl. er så høj som nu? Hvad bliver de politiske konsekvenser i disse lande – og, i næste omgang, for EU?
■ CHRISTEN SØRENSEN, PROFESSOR: Som jeg skrev i mit analyseindlæg i Politiken: Euroen er en splitter – Europa var slet ikke klar til Euroen. De har statslederne nu snart vist i mange år. Jeg deler Soros’ bekymring: Euroen vil vise sig at være den største ulykke for dem, der ønsker et mere samlet Europa. Og det så vil medføre et sammenbrud for Euroen og/eller EU skal jeg ikke sige. Men det vil sætte EU’s fremtid ind i en helt anderledes skeptisk sammenhæng med heraf følgende problemer. (Dette beskrev jeg i øvrigt allerede i mine to bøger fra hhv. 1990 og 1992: “Danmark – delstat i Europa?”)

4. SOCIALDEMOKRATERNE OG FINANSPAGTEN. Det tyske SDPs leder, Frank Steinmeier, sagde forleden: “Budgetdisciplin er nødvendig. Men der bliver ingen vækst, hvis alle 27 lande i EU gør intet andet end at spare [nothing but mindlessly saving]”. Mogens Lykketoft sagde i denne weekend til Jyllands-Posten: “Det er ikke et spørgsmål om at kassere finanspagten, men et spørgsmål om, hvad den skal følges op med. Realiteten bliver, at pagten består, men der kommer mere til. Tonen i Europa er præget af meget konservative nedskæringstankegange for øjeblikket. Men man er ikke kommet ud af en krise uden også at stimulere efterspørgslen”. Ser du disse argumenter som begyndelsen til en samlet, socialdemokratisk distancering ift. Finanspagten? Mener du socialdemokraterne har et klart alternativ?
■ CHRISTEN SØRENSEN, PROFESSOR: Kort efter, at jeg som færdiguddannet økonom blev ansat i Vismandssekretariatet, hvor Ølgaard dengang var overvismand, besøgte vi de tyske vismænd. Der fik jeg en grundlæggende skoling i tysk økonomisk tankegang. Jeg anser det – bl.a. på denne baggrund og efter Finanspagtens vedtagelse – for nærmest usandsynligt, at der vil komme betydelige EU-vækstinitiativer.
Nej, jeg mener ikke at de socialdemokratiske partier i EU har et klart alternativ. Men de vil givetvis af den folkelige stemning blive tvunget til skepsis og mindre nationale vækstinitiativer. Hovedproblemet er, at der er så stor uligevægt mellem de enkelte Eurolande (nord/syd), at det er meget vanskeligt at se, når Tysklands position inddrages, at der er andet i udsigt end en langvarig vækstkrise i bl.a. de fleste Eurolande med tilsvarende høj ledighed og social uro.

6. IMF KALDER BERLIN. “What we have advocated consistently now for at least the last six months is that there should be a proper balance within the zone, particularly within the advanced economies. We also need a proper balance between the austerity measures that are necessary and the growth-facilitating measures,” siger IMF’s direktør, Christine Lagarde, der utvetydigt beder nogle europæiske lande fortsætte med at skære, mens hun indirekte opfordrer Tyskland til at bruce penge. Har hun ret? Kan man på samme tid opretholde én pagt med ét sæt regler og samtidig henstille til medlemslandene, at de foretager vidt forskellige indgreb? Og hvad er, i virkelighedens verden, de politiske muligheder for EU skulle slække på Finanspagten eller supplere den med andre betragtelige vækstinitiativer?
■ CHRISTEN SØRENSEN, PROFESSOR: Jeg mener, jf. ovenfor, at hun har ret. Men som anført tror jeg ikke, at hendes råd vil blive fulgt.

7. PAGTEN SOM KULTURFORANDRING. Økonomi-og indenrigsminister Margrethe Vestager mener, at pagten virker efter hensigten – at den inddæmmer krisen, og at den har skabt en “kulturel forandring” blandt EU’s politikere: “Det betyder, at vi diskuterer overophedning, konkurrenceevne, betalingsbalanceproblemer og den type ting på en helt anderledes konkret måde, end det har været gjort før. Det er ikke kun en økonomisk forandring, men også en kulturel forandring”. Har hun ret?
■ CHRISTEN SØRENSEN, PROFESSOR: Margrethe Vestager har kun ret, hvis Pyrhus-sejre er sejre. Hun har – som regeringen iøvrigt – blikket for stift rettet mod 2020, og ser bort fra hvordan vi skal komme til det lykkeland, som hun forestiller sig i sine fantasier.

8. FINANSPAGTEN. Er pagten en fiasko eller en succes? Bør den ændres, suppleres (i givet fald: af hvad?) eller fastholdes?
■ CHRISTEN SØRENSEN, PROFESSOR: Finanspagten med dens indhold burde aldrig være vedtaget. Den er dømt til at være en, fiasko (benævnt “Selvmordspagten” af Stiglitz). Det ville hjælpe, hvis man fulgte Lagarde’s råd. Det er der imidlertid ikke udsigt til. Pressen burde forholde sig til realiteterne: at der først og fremmest er udsigt til en langvarig stagnation. Og at opfordringen til at komme med løsninger først og fremmest er udtryk for, at også pressens repræsentanter ikke kan udholde at forholde sig til virkeligheden. Virkeligheden er, at Euroens indførelse er den største ulykke for EU-samarbejdet. Og denne virkelighed tør heller ikke pressen fortælle befolkningen.