24.04.2012

Tyskland skal sætte gang i væksten. De har stærke offentlige finanser og kan sætte en kickstart i gang på milliarder af euro. Men om det kommer til at ske med Merkel ved roret tvivler jeg meget på.
– Dan Jørgensen, MEP (S)

Jeg ser det i modsætning til Dan ikke som EU’s opgave at yde tilskud til lande, der har levet over evne.
– Rasmus Jarlov (K)

Hvorfor skulle tyske borgere bruge flere penge, når problemet er, at grækere, italienere, franskmænd, spaniere m.fl. har brugt for mange? Det er for letkøbt at lægge ansvaret på tyskerne.
– Christopher Arzrouni, debatredaktør på dagbladet Børsen

Pagten er ikke en succes. Europa har ikke afveget fra sin vej mod stagnation og faldende velstand.
– Merete Riisager, MF (LA)

Ikke bare Spanien, men alle fire sydeuropæiske lande er i en tilstand, der tåler sammenligning med 1930ernes depression i USA.
– Morten Messerschmidt, MEP (DF)

Spanien må indstille sig på en lang og dyb nedtur.
– Christen Sørensen, professor

Der er nødt til at være et perspektiv, noget håb, nogle fremtidsudsigter, som kan bære befolkningerne gennem krisen. En dyb tillidskrise mellem befolkningerne og politikerne er under opsejling – og det skal for hver en pris undgås.
– Emilie Turunen, MEP (SF)

Skal der føres ekspansiv finanspolitik, er det et nationalt anliggende, lige bortset fra, at man ikke kan bryde de fælles rammer. EU kan jo som fællesskab ikke føre ekspansiv politik, og det er ikke en mulighed at bryde eller svække stabilitetspagten. Markedernes reaktion vil være nådesløs
– Jens Rohde, MEP (V)

RÆSONS RUNDE BORD: ER FINANSPAGTEN EN FEJL?
De seneste måneder er flere og flere aktører – herunder den internationale valutafond, IMF – begyndt at kritisere EU’s Finanspagt, og den sparsommelighed, som Tyskland kræver både af sig selv og af de andre medlemslande. RÆSON har samlet en række af kritikernes pointer, og spørger en række danske politikere og eksperter: Har kritikerne ret? Er finanspagten en fejl? Svarene tilføjes løbende.

Svarene er samlet herunder. De enkelte interviews kan læses her: JARLOV / JØRGENSEN / RIISAGER / MESSERSCHMIDT / ROHDE / ARZROUNI / TURUNEN / SØRENSEN / KOMMENTAR AF PETER NEDERGAARD

1. DARLING: KRISEN IKKE SLUT. Alistair Darling, der var britisk finansminister 2007-2010, mener at Europa slet ikke er ude af krisen: “I think we’re in a lull in Europe at the moment. It’s rather like going through cyclones. You get in the middle and you think, great. And then you forget the other side of it”. Han siger: “Part of the problem with Europe is that a lot of them took the view that that this crisis is now behind us, therefore this is a time to visit austerity, whereas the countries who are going to be most hit by austerity [like Spain] are not out of the crisis at all.” Har han ret: Befinder Europa sig mellem to kriser? Og ignorerer politikerne i nord problemerne i syd?
■ DAN JØRGENSEN (MEP, S): Europa befinder sig i to store kriser. Gældskrisen har vi bekæmpet med enorme summer og stærkt sammenhold. Det har været nødvendigt – og vi er nået langt. Men nu er det tid til, at fællesskabet viser samme målrettethed og viljestyrke i kampen mod vækstkrisen. For hvis vi ikke finder en vej ud af den, kan Alistair Darling risikere at få ret, når han beskriver den nuværende ro om de europæiske økonomier, som udtryk for samme type ro, som den man oplever i øjet af en orkan.
■ RASMUS JARLOV, medlem af Københavns Borgerrepræsentation (K): Selv de dygtigste økonomer kan ikke sige ret meget fornuftigt om, hvordan væksten vil udvikle sig på kort sigt, så det er svært at sige, hvornår vi kommer tilbage på samme vækstniveau, som vi havde for fem år siden. Men der er ingen tvivl om, at gældsproblemerne ikke er løst med de initiativer, som er taget, så der ligger et stort arbejde forude. Og der er heller ingen tvivl om, at Europa i disse årtier bliver sejlet bagud i forhold til Asien, og det bliver vi naturligvis nødt til at tage langt, langt mere seriøst end vi gør. Vi bliver verdens tredje division efter Nordamerika og Asien, hvis ikke vi tager os helt gevaldigt sammen.
■ MERETE RIISAGER (MF, LA): Svømmetræning – ingen redningskrans: Det er forkert at sige, at de nordeuropæiske politikere er ligeglade med de sydeuropæiske lande. Tværtimod hersker der i alle nordeuropæiske lande en udpræget bevidsthed om, at de europæiske landes økonomier påvirker hinanden. Men der hersker også en begrundet ulyst til at betale for og vedblive med at betale for den ulykke, grækerne befinder sig i, der primært er selvforskyldt. Grækerne har i euroens svalende skygge kunnet låne sig til forbrug. Men uanset at fordelagtige lån er fristende har grækerne selv et ansvar for at være svømmet ud på det dybe vand. Grækenland vil have større fordel af at forlade euroen og begynde forfra med at bygge deres konkurrenceevne op. De mange strukturelle udfordringer i Sydeuropa skal løses af landene selv. Det kommer til at tage tid og det kræver en erkendelse af nødvendigheden af reformer – også i lande som Frankrig. Krisen er ikke ovre.
■ MORTEN MESSERSCHMIDT (MEP, DF): Ved afskaffelsen af de nationale valutaer, afskaffede man som det naturligste i verden også markedskræfterne. Fra da af var det slut med at lade kursen bevæge sig. Lad os se lidt på den historiske baggrund for denne beslutning. Forud for Euroens indførelse var udsvingene nemlig markante – det viser en opgørelse, som jeg netop har fået fra Kommissionen. Her er de 17 Ruro-landes tidligere valutaer udregnet fra 1980 og frem i forhold til Ruroen som fixeret valuta. Tag for eksempel den portugisiske escudos. Fra 1986, hvor Portugal blev medlem af EU, til 2000, faldt den portugisiske valuta med 36 % over for eurokursen. I 2000 kostede en euro 200 escudos. I 1986 kostede den 147. Det tilsvarende ses for Italien, der har været medlem af EF lige fra starten. I 1980 kostede en euro 1189 lira, mens man i 2000 måtte betale 1936 lira – en stigning på 62 %. Helt galt er det naturligvis i Grækenland, som blev medlem i 1981. Dengang kostede en euro 59 drachma. I 2000 var prisen steget med 569 % til 336 drachma.
Hvad skyldtes disse udsving? Siden 1979 havde slangesamarbejdet jo sigtet efter at holde landenes valutaer sammen – hvordan kunne da disse markante udsving alligevel ske? Svaret er enkelt – landes økonomiske formåen er forskellig. Og derved vender vi tilbage til spørgsmål om devaluering. For er det særligt ondt, at en valuta falder i værdi, hvis landets konkurrenceevne falder? Eller er det ikke blot naturligt for en markedsøkonomi, at værdifastsættelsen af et produkt – i dette tilfælde et lands konkurrenceevne – stiger og daler i forhold til andre lande, der måtte være stærkere og bedre? Jeg mener det sidste.
Forudsætningen for, at euroen således kan blive en succes, er, at man afskaffer de faktorer, der forårsager disse udsving. Her er finanstraktaten slet ikke nok. Det kræver en langt stærkere kontrol over landene. Derfor vil krisen fortsætte.

■ JENS ROHDE (MEP, EU): jeg er helt enig i, at krisen langtfra er ovre. Vi står over for nogle relativt hårde år, fordi konjunkturproblemerne reelt bunder i strukturproblemer, som landene har forsømt at rette op på i de gode tider. I en sådan situation kan det være fristende at kaste sig ud i en ekspansiv økonomisk politik for at stimulere efterspørgsel. Problemet er blot, at man er nødt til at have pengene før man kaster sig ud i en sådan politik. For at kunne indkassere disse penge, må man gennemføre reformer.
Man kan sammenligne det lidt med den danske situation i 80′erne: Her blev der også konstant presset på for, at den borgerlige regering skulle føre en mere ekspansiv politik, men netop modet til at fastholde en kontraktiv akse i de økonomiske dispositioner sikrede det grundlag og det råderum, som den økonomiske politik i alle årene efter er blevet bygget på – nemlig en politik, hvor samfundsøkonomien stimuleres målrettet ud fra det til enhver tid gældende råderum og en finanspolitisk holdbarhed. Det tog ti år – af flere årsager – at opbygge grundlaget for at sætte gang i økonomien.
Pointen er, at hvis ikke man formår at skabe et nyt grundlag i de lande, hvor krisen er meget alvorlig, så vil en ekspansiv økonomisk politik blive mødt med et voldsomt pres fra markederne med øgede renter til følge. Der er ikke nogen let udvej på krisen, og den virkelighed må alle, såvel socialister som liberalister, forholde sig til.
■ CHRISTOPHER ARZROUNI, debatredaktør, dagbladet Børsen: Sagt lidt forenklet: Det er, som om visse venstreorienterede økonomer tror, at en krise per definition kan ”stimuleres” væk ved hjælp af offentlige programmer, offentlig efterspørgsel, osv. Men de eneste stimulanser, regeringer besidder, består i at flytte aktivitet fra et år til et andet (og håbe på, at de ikke ødelægger for meget undervejs). De venstreorienterede håber på, at man kan ”time” eller ”dosere” sine stimulanser ordentligt. Men hvis man vil flytte rundt på aktivitet – f.eks. flytte ”fremtidig aktivitet” til i dag – skal man lempe i dag og stramme til den tid. Og hvem siger, at offentlige stramninger i fremtiden ikke også vil være dårlig timing? Denne krise er produkt af for stort forbrug og for lav opsparing – både i den offentlige og den private sektor. Derfor kan man ikke bare drømme den væk ved at bruge lidt mere nu og lidt mindre i fremtiden. På intet tidspunkt i nyere tid – selv ikke i den seneste højkonjunktur – har lande som Frankrig haft overskud på sine statsfinanser. Derfor er der grund til bekymring og grund til, at man griber strukturelt fat.
■ EMILIE TURUNEN, MEP (SF): Alistair Darling har fat i en vigtig pointe. Konsolidering handler meget om timing, og der må vi sige, at EU-27 er gået for hårdt til værks gennem koordinerede og samtidige nedskæringer, der kvalte det spæde opsving fra 2010/11. Det betyder, at vi nu i 2012 igen er i recession. Darling er ikke den eneste, der frygter at stormen langt fra har lagt sig – uanset at markederne måske har stabiliseret sig. IMFs cheføkonom Olivier Blanchard advarede således tirsdag imod, at Europa reelt ikke er rustet til en begivenhed, som da Lehman Brothers kollapsede i 2008 – og opfordrede i øvrigt de europæiske lande til at komme ud af det politiske dødvande og sætte gang i flere initiativer i stil med EUs brandmur (ESM). Jeg kan godt undre mig over, at der ikke er større vilje til en investeringsorienteret dagsorden – private investeringer mobiliseret af fx modige forslag som det nye Energieffektivitetsdirektiv, der kan skabe omkring 2 millioner private arbejdspladser indenfor byggeri og isolerings-branchen. Eller offentlige investeringer finansieret fx gennem skat på finansielle transaktioner (56 mia €), en fælles indsats mod skatteunddragelse (mindst 300 mia €) og andre målrettede skattetiltag. Et andet eksempelvis er, at indføre euro-obligationer, der ligesom brandmuren, vil være med at skabe en langt mere modstandsdygtig union, der kan lette renteomkostningerne for de lande, der er allermest pressede. Særligt Merkel skal snart forstå, at budgetdiciplin og nedskæringer ikke kan stå alene.
■ CHRISTEN SØRENSEN, PROFESSOR: Personligt vurderer jeg, at EU/Europa er fanget i en længere krise, jf. mit indlæg i RÆSON i slutningen af 2008. Jeg ser først og fremmest problemerne, herunder problemerne i Spanien, som en følge af, at der ikke er udsigt til, at EU kommer ud af krisen. Her er Finanspagten også afgørende med dens krav om fortsatte finanspolitiske stramninger. Alle Eurolande, undtagen Luxembourg og Finland og måske Tyskland, forventes i 2012 og sikkert også i de efterfølgende år at have strukturelle budgetunderskud, der overstiger grænserne på enten ½ eller 1 pct. Derfor skal EU-kommissionen komme med forslag til, hvor hurtigt landene skal opfylde Finanspagtens underskudsgrænser. Kort sagt: politikerne vidste ikke hvad det var, de konkret skrev under på.
■ SOFIE CARSTEN NIELSEN (MF, R): Darling har ret i, at vi endnu ikke er ude af krisen. Men svaret er ikke, at vi blindt øger vores offentlige udgifter. Besparelser som dem, man ser i Sydeuropa for tiden, gør ondt, men i den situation, vi står i i dag, er de nødvendige. Man kan ikke løse en gældskrise med endnu mere gældsætning.
Det er en forudsætning for vækst, at der er styr på økonomien. Når Darling taler om behovet for at pumpe store summer ud i økonomien, må man stille det spørgsmål: hvem skal låne pengene til det? De store investeringsbanker og pensionsselskaber har mistet tilliden til de sydeuropæiske lande, så herfra kan pengene ikke komme. Ønsker man i stedet at gældssætte sig til kineserne og Golf-staterne? Næppe. Der er desværre ingen lette løsninger på den nuværende krise. Det lange og seje træk med sanering af de offentlige budgetter og nedbringelse af gælden er nødvendigt. Når det er sagt, så er det fuldstændig rigtigt, at besparelser alene ikke gør det. Derfor skal EU-landene foretage intelligente besparelser, som munder ud i økonomisk og miljømæssigt bæredygtige strukturreformer. Hvis Grækenland, Portugal, Italien osv. skal gøre sig forhåbninger om fornyet vækst, kan det kun ske ved for det første at skabe tillid til landenes økonomier, og for det andet ved at skabe mere fleksible og konkurrencedygtige arbejdsmarkeder. Det første er sket med vedtagelsen af finanspagten, mens det andet kræver reformer og prioriterede investeringer. I en tid, hvor livremmen skal spændes ind, vil jeg hellere vælge subsidier til uproduktive landbrug fra til fordel for investeringer i uddannelse og grøn infrastruktur. Det gælder især på EU-niveau, hvor det syvårige rammebudget for 2014-2020 og anvendelsen af midlerne i Den Europæiske Investeringsbank bør flugte med vores ønsker til fremtiden og ikke afspejle fortidens strukturer.

2. KRUGMAN: SPANIEN I DEPRESSION. I sin klumme i New York Times skriver Paul Krugman (15/4): “Never mind talk of recession; at 23.6 percent, comparable to America at the depths of the Great Depression, and the youth unemployment rate over 50 percent. This can’t go on — and the realization that it can’t go on is what is sending Spanish borrowing costs ever higher.” Har Krugman ret – er Spanien i en depression, der tåler sammenligning med USA’s i 1930erne?
■ DAN JØRGENSEN (MEP, S): Jeg mener, det giver god mening at sammenligne de enorme udfordringer flere lande i Europa står i med dem, der ramte USA i 30’erne. Spanien er et af dem. Et andet er Grækenland, der har oplevet bunden gå ud af deres levestandard – den er faldet med over en tredjedel siden 2004. Derfor er der også brug for en europæisk “New Deal”. En kickstart efter dansk forbillede. Ellers risikerer vi, at “det sociale europa” får en helt ny betydning.
■ RASMUS JARLOV medlem af Københavns Borgerrepræsentation (K): Krisen er bestemt sammenlignelig med den store depression i 1930’erne, og det er direkte skræmmende at høre, hvordan Dan Jørgensen vil løse den. ”New Deal” og kickstart er andre ord for en gigantisk forøgelse af det offentlige forbrug. Det er netop det alt for store offentlige forbrug, som har skabt krisen, skabt statsunderskud og undermineret tilliden til europæisk økonomi og euroen. Det er underligt, at Dan Jørgensen vil forværre dette ved at bruge endnu flere penge.
■ MERETE RIISAGER (MF, LA):Gæld med gæld på. Svaret på Spaniens problemer vil ikke være at låne flere penge til forbrug. Ingen lande i Europa har overskud på de offentlige finanser. Endnu tungere gæld vil trække Europa ned.
■ MORTEN MESSERSCHMIDT (MEP, DF): Ikke bare Spanien, men alle fire sydeuropæiske lande er i en tilstand, der tåler en sådan sammenligning. I betydning – ikke i årsag. Ungdomsarbejdsløsheden i disse lande er i dag så høj, at man taler om, at en hel generation vil blive tabt. Det er katastrofalt. I Grækenland nærmer tallet sig 50 % – i Spanien er det godt i samme retning. Det betyder, at unge mennesker, der netop er klar til at tage hul på tilværelsen, stifte familie og planlægge karrieren, ikke kommer godt fra start. Konsekvensen kan være en langtidspåvirkning på landets økonomi, der rækker en hel generation frem. I det lys er krisen både sammenlignelig – og måske i sin art værre – end krakket i 30erne.

■ JENS ROHDE, MEP (V): Nu vil jeg være meget forsigtig med at tage Krugmans ord for pålydende rent videnskabeligt. Han er en af de mest ekspressionistiske venstrefløjsøkonomer, vi kender. Jeg kan ikke vurdere Spaniens depression i forhold til USA i 1930érne, men man behøver ikke at være professor for at se, at Spanien har problemer, som ikke løses overnight. Igen er der kun at sige, at såfremt Spanien skal på fode igen, bliver de nødt til at forbedre deres betalingsbalance. Forskellen på Spanien og f.eks. Grækenland er dog, at Spanien ikke alene har en økonomi baseret på import. Spanien er begunstiget af relativt stærke eksportressourcer med en primær eksport til Frankrig, Portugal, Italien og Tyskland. Problemet for spanierne er her, at også disse lande er i problemer (hvis vi ser bort fra tyskerne). Spaniens import er vokset uforholdsmæssigt meget i 00′erne, mens konkurrenceevnen langsomt er faldet. Det er naturligvis en uholdbar udvikling, men igen: Der må ske reformer, som balancerer import og eksport. Dem kan Spanien modsat Grækenland gennemføre. Men det kommer naturligvis til at gøre ondt, og det kommer til at tage tid – og der er ingen let vej.
■ CHRISTOPHER ARZROUNI, debatredaktør, dagbladet Børsen: Spanien er i Depression. Men ungdomsarbejdsløshed er ikke noget nyt i Spanien. Det er et produkt af socialistisk arbejdsmarkedsregulering, der gør det sværere at fyre folk – og dermed også farligere at hyre dem. Intet tilsiger, at ungdomsarbejdsløsheden skulle være så høj i øvrigt. Det er en forbandelse, som spanske politikere har bragt over deres eget folk.
■ EMILIE TURUNEN, MEP (SF): Svært spørgsmål. Særligt fordi der er forskellige definitioner af “en depression”. Samlet for disse er dog, at det handler om en langvarig recession – en krise, som for alvor bider sig fast, også i forhold til arbejdsløsheden. En krise, som er dyb, og dermed vanskelig at komme ud af. Ingen tvivl om at Spanien er meget, meget hårdt ramt. Nøgletal indikerer, at det går den helt forkerte vej: negativ vækst, og dermed recession, i 2009 (-3,7), 2010 (-0,1) og nu igen i 2012 (-1,0) tyder på en double dip recession. Men særligt arbejdsløshedstallene er ekstremt alarmerende, og risikerer at få meget langsigtede konsekvenser. Arbejdsløsheden er steget hver eneste måned siden januar 2009! Fra 15,9 pct. til 26,6 pct. i februar 2012 – en gennemsnitlig stigning hver eneste måned i mere end tre år på 0,2 procentpoint. Det er helt klart det mest alarmerende. Så måske kan vi tale om, at Spanien er på kanten af en depression. Vi er i hvert fald nødt at reagere klogere end i 1980′erne, hvor den massive arbejdsløshed blandt unge førte alt for mange ud i langtidsledighed. Den nuværende krise vil kunne mærkes i mange årtier, især i Spanien og Grækenland, hvor arbejdsløsheden blandt de unge under 25 år er omkring 50 procent. Her og nu må man fra politisk side – EU og den spanske regering – arbejde målrettet med at skabe holdbar vækst gennem reformer og investeringer – og prioritere de meget knappe midler til uddannelse og opkvalificering. Ellers bliver den Spanske Depression en realitet.
■ CHRISTEN SØRENSEN, PROFESSOR: Ville ønske, at der i Danmark var flere økonomer, der turde sige, hvad Krugman giver udtryk for, herunder også vismændene. Gældskvoten i spanien vil stige (jf. den alm. gældsligning: når renten på statsgælden overstiger den nominelle vækst og der endvidere er underskud på de offentlige budgetter). Det store problem er de sociale problemer og den holdning til EU-samarbejdet, der følger heraf. Og Krugman har nok mere ret end han giver udtryk for. Den offentlige sektor og hermed de indbyggede stabilisatorer er meget større end i 1930′erne. Derfor kræves der også meget mere nu at komme ud af krisen, og der er vel ikke en 3′die verdenskrig på vej?
■ SOFIE CARSTEN NIELSEN (MF, R): Mange sammenligner den nuværende krise med 1930’erne. Det er besnærende, men giver ikke megen mening. Verden i dag er globaliseret, og Europa har et stærkt integreret indre marked. Derfor kan selv små kriser skabe uro på den anden side af kloden samme dag, mens store kriser omvendt kan inddæmmes ved en fælles indsats fra verdens ledende økonomier. Spanien er i krise, og en ungdomsarbejdsløs på over 50 procent er en social og økonomisk katastrofe af uacceptable dimensioner. Man skal dog holde sig for øje, at Spaniens forudsætninger inden krisen var markant anderledes end Grækenlands eller Italiens. Mens de to sidstnævnte lande havde en uholdbart stor offentlig gæld, var og er Spaniens gæld ikke overvældende. Netop nu er Spaniens gæld ”kun” 68,5% af BNP, mens Italiens er 120,1% og Grækenlands 165,3%. Spaniens (og Irlands) krise bunder i en gigantisk boligboble, mens Italiens og Grækenlands bunder i for store offentlige udgifter i årevis. Ingen ønsker, at finans- og gældskrisen skal udvikle sig fra en økonomisk og social katastrofe til en politisk katastrofe, som tilfældet var i 1930’erne. Og netop derfor arbejder EU’s og medlemsstaternes ledere dag og nat på at finde effektive og langtidsholdbare løsninger på krisen.

3. SPANIEN: MELLEM TO TABERSCENARIER. Den spanske finansminister advarer mod en “lose-lose-situation” for landet, hvor finansmarkederne presser landet til at reducere sit offentlige underskud, men hvor disse indgreb, når de gennemføres, ødelægger væksten og dermed også truer investorernes tillid. Har han ret? Hvad bør de spanske politikere stille op med dette dilemma?
■ DAN JØRGENSEN (MEP, S): Det er afgørende at få styr på det offentlige underskud, fordi det er den eneste måde, finansmarkederne kan få tilliden tilbage. Derfor er det ikke rigtigt at sige, at Spanien står i en lose-lose-situation. Men det er rigtigt, at nedskæringer alene ikke løser krisen. Spanien bliver nødt til at gå på to ben, og EU skal selvfølgelig hjælpe så meget som muligt gennem fx strukturfondsmidlerne.
■ RASMUS JARLOV medlem af Københavns Borgerrepræsentation (K): Han har ret i, at Spanien står i en (selvforskyldt) svær situation. Men der er ingen vej uden om at spare. Ellers går Spanien bankerot, og så får de først problemer. Der må ikke tøves et sekund med at skære på de offentlige udgifter. Men de skal selvfølgelig tænke sig godt om og spare de rigtige steder, så de ikke sparer på noget, som rent faktisk skaber vækst og fremtid (eksempelvis uddannelse). Lønninger, pensioner og overførselsindkomster, som er ren tilsætning og ikke skaber vækst, bliver de derimod nødt til at skære i. Jeg ser det i modsætning til Dan ikke som EU’s opgave at yde tilskud til lande, der har levet over evne.
■ MERETE RIISAGER (MF, LA): Reformer kan styrke konkurrenceevnen. Spanien kan eksempelvis forbedre sin konkurrenceevne ved at gennemføre arbejdsmarkedsreformer. Reformer kan styrke investorernes tillid og skabe jobs ved at gøre det mere attraktivt og mindre risikofyldt at investere.
■ MORTEN MESSERSCHMIDT (MEP, DF): Han har ret. Men desværre er man allerede i mål med begge scenarier. Og muligvis et til – nemlig den demokratiske udtømning, som sker i kraft af finanstraktaten.
Hvad det første angår – den økonomiske situation – er det åbenlyst, at problemerne ikke bliver løst inden for euroen. Det skyldes to forhold. For det første dent hovedløse fokus på gælden og for det andet de strukturelle ubalancer landene imellem. Når jeg siger, at fokus på gælden er hovedløs, skyldes det, at gælden for disse lande reelt blot er symptom på et endnu værre problem, nemlig at de valutarisk er sat ud af spillet. De har en valuta, der i kursværdi er for dyr ift. den almene konkurrenceevne. Det gør det umuligt at afsætte sine varer; dermed bliver folk arbejdsløse, gælden vokser osv.
Det bringer os til det andet problem – det sociale. Det er åbenlyst, at det er de svagest på arbejdsmarkedet, der først bliver ramt, når valutakrisen raser. Det er dem uden lange uddannelser og med de små opsparinger, som har de ringeste forudsætninger for at gøre noget. Men hvad værre er, så har den gængse europolitik for at løse problem nr. 1 også være hårdest mod disse grupper:
I stedet for at gøre det åbenlyst rigtige – at melde sig ud af euroen og devaluere – har man forsøgt sig med, hvad man kunne kalde en ’intern devaluering’. I stedet for at bringe valutaen i overensstemmelse med landets konkurrenceevne, forsøger man det modsatte – nemlig at bringe landets økonomiske forhold i overensstemmelse med valutaen. Og det har fatale konsekvenser. Voldsomme reduktioner i lønninger og pensioner går igen ud over dem med de ringeste forudsætninger. Og det forringer købekraft generelt. En devaluering har – med alle de problemer, den naturligvis også indeholder – den fordel, at købekraften kun forringes i relation til tredjelande. Lidt firkantet sagt, kan spanieren og grækeren med en devaluering stadig købe den fisk eller den olivenolie, han har brug for – for bytteforholdet forringes ikke i forhold til den nationale produktion. Det gør den derimod med eurokuren, hvor lønninger og pensioner kynisk beskæres.
Og værst af alt løser det ikke problemet, hvilket leder og – og ECB m.fl. – til det tredje problem, nemlig det økonomiske. I en tid, hvor stadig flere mister troen på de folkevalgte politikere (blandt andet fordi det åbenbart nu er Merkel og van Rompoy, der indsætter premierministre i medlemslandene i stedet for de folkevalgte), er det enormt farligt at tage så store kontrolredskaber i brug, som finanstraktaten lægger op til. Dels skal finanslovene i hele deres tilblivelse kontrolleres af embedsmænd i Bruxelles; dels forpligter landene sig til at forelægge alle større reformer til gennemsyn og dels får EU-domstolen nu helt ny kompetence til at dømme over landenes finanspolitik. Det betyder, at de drastiske nedskæringer fremover vil blive gennemført af folk uden noget folkeligt mandat. Befolkningen har reelt ikke længere magten over deres lande. Den krise kan vise sig endnu mere fatal end de to føromtalte.

■ JENS ROHDE, MEP (V): Man kan som politiker naturligvis altid advare finansmarkederne om, at det er en dårlig ide at at presse et land. Man kan også argumentere for at privatisere månen. Det lyder alt sammen godt, men det er jo ikke noget, som kommer til at ske. Finansmarkederne agerer ikke ud fra en altruistisk model, og det kommer de aldrig til. Det kan man beklage alt efter temperament, men næppe gøre ret meget ved.
■ CHRISTOPHER ARZROUNI, debatredaktør, dagbladet Børsen: Ja, Spanien risikerer at havne i en tillidskrise, hvis man ikke viser, at man både har vilje og evne til at gennemføre strukturreformer. Enten må man fortsætte sparekursen. Eller også må man forlade euroen og gøre sine borgere fattigere i et hug (uden nødvendigvis at løse de strukturelle problemer). Under alle omstændigheder må man reformere sig frem, hvad enten man er i Euroen eller ej. Står man uden for Euroen, vil kreditorerne nok bare blive endnu mere krævende. For så har man ingen til at hjælpe sig med regningen. (Og det er i øvrigt ikke nødvendigvis skidt, for så forstår man, hvor ansvaret ligger)
■ EMILIE TURUNEN, MEP (SF): Han har i hvert fald ret i, at Spanien er i den dybt paradoksale situation, at de er nødt overveje, hvordan markederne reagerer på ethvert politisk tiltag – og at markedet tænker kortsigtet, mens der er brug for nogle meget langsigtede planer. Spanien kan altså ikke alene stole på deres egen sunde fornuft, på økonomer og på befolkningen. Spaniens problemer kan kun løses på den lange bane, men det har finansmarkederne ikke tid til at vente på. Der er intet “quick-fix” i Spanien, tværtimod må man satse på et langt sejt træk, med små, men stabile fremskridt. Nullernes vilde vækstrater vender ikke tilbage til Europa og “redder os”. Jeg ved ikke nok om detaljerne i spansk økonomi til at give konkret nationaløkonomisk rådgivning, men de spanske politikere kan med fordel kigge indad – og samtidig appellere til deres europæiske kollegaer om at sætte gang i initiativer, der gør den europæiske økonomi mindre skrøbelig og som sætter gang i (grøn) vækst og jobskabelse.
■ CHRISTEN SØRENSEN, PROFESSOR: Når man har underskrevet Finanspagten er der ikke noget specielt, som Spanien kan gøre. Men EU kunne – med især bistand fra Tyskland – skabe bedre vækst og dermed lette det spanske problem. Alternativt kunne ECB få større beføjelser og bl.a. købe spanske statspapirer med ECB-værdipapirer. Men dette – jf. den tyske holdning – er givetvis utopisk. Så Spanien må indstille sig på en lang og dyb nedtur.
■ SOFIE CARSTEN NIELSEN (MF, R): Som jeg forklarede under mit svar til Darling, er der pt. ikke andre muligheder for Spanien end en reduktion af de offentlige budgetter. Det handler netop om at give finansmarkederne tillid til, at de gældsramte, sydeuropæiske lande får styr på økonomien og ikke i fremtiden vil lade gælden løbe løbsk. Når det er sagt, så er det klart, at reducerede offentlige udgifter medfører mindre økonomisk vækst her og nu. For at besparelserne ikke underminerer fremtidens vækst, skal man prioritere intelligent, og ikke skære for meget i uddannelse, forskning, infrastruktur osv.

4. DE POLITISKE KONSEKVENSER. Hvor længe kan EU’s statsledere leve med en situation, hvor arbejdsløsheden i Grækenland, Spanien m.fl. er så høj som nu? Hvad bliver de politiske konsekvenser i disse lande – og, i næste omgang, for EU?
■ DAN JØRGENSEN (MEP, S): De menneskelige konsekvenser ved den europæiske arbejdsløshed er rystende. Det er 25 millioner – eller fem gange Danmarks befolkning – der i dag står uden job i EU. De sociale problemer, det indebærer, kræver omgående handling. Men det vil selvfølgelig også få politiske konsekvenser. For mindre end et år siden gik ungdommen på gaden i Spanien for at demonstrere mod den enorme ungdomsarbejdsløshed. Og det er kun gået en vej siden. Hvis vi ikke gør noget, kan folks mangel på mening i livet føre til stor social uro i de hårdest ramte lande. Jeg tror dog ikke, det bliver rettet mod EU – for det er de nationale politikere, der har ansvaret for lande som Grækenland og Spaniens hårde økonomiske tider. Hvis EU ikke var trådt til med støtte, havde situationen været meget værre.
■ RASMUS JARLOV medlem af Købehavns Borgerrepræsentation (K): Jeg er enig med Dan Jørgensen i, at der er fare for social uro. Men der er ikke meget at gøre ved det. Det nytter ikke noget at udskyde problemerne ved at blive ved med at bruge for mange penge. Der SKAL skæres i udgifterne, og den erkendelse vil alle EU-lande også nå til før eller siden. Spørgsmålet er kun, hvor længe man udskyder og dermed forværrer problemerne.
■ MERETE RIISAGER (MF, LA): Direkte ansvar nødvendigt. Høje arbejdsløshedstal i Sydeuropa vil kræve ansvarlighed og handling af disse landes politikere. Og når befolkningerne kræver dette, vil det blive et problem, hvis de oplever at EU står mellem dem og deres politikere. Grækenland og Italien har oplevet helt konkrete indgreb i styringen af deres økonomi og i lande som Frankrig og Spanien kan de nationale politikere gemme sig bag EU og sløre deres eget ansvar. Det ligger der en åbenlys fare i. Befolkningerne må opleve, at de politikere, de har valgt, står til ansvar for deres handlinger. Hvis de ikke oplever dette, kan det blive til skade for demokratiet i de pågældende lande, men også til skade for kernesamarbejdet i EU omkring det indre marked.
■ MORTEN MESSERSCHMIDT (MEP, DF): Ligeså længe man kan overbevise europæerne om, at det er i orden, at landene styres af folk, som befolkningerne ikke selv har valgt; og ligeså længe man kan overbevise skatteyderne om at betale for den gæld, som de euro-plagede lande oparbejder i konsekvens af at have en valuta, der ikke afspejler deres økonomiske forhold.

■ JENS ROHDE, MEP (V): EU’s statsledere er nødt til at leve med konsekvenserne af den totale mangel på politisk ansvarlighed i de gode år, som martrer disse lande i dag. Skal der føres ekspansiv finanspolitik, er det et nationalt anliggende, lige bortset fra, at man ikke kan bryde de fælles rammer. Men EU kan jo som fællesskab ikke føre ekspansiv politik, og det er ikke en mulighed at bryde eller svække stabilitetspagten. Markedernes reaktion vil være nådesløs.
■ CHRISTOPHER ARZROUNI, debatredaktør, dagbladet Børsen: EU’s statsledere kan leve med hvad som helst. Spørgsmålet bør være, hvad borgerne kan leve med. Tidligere kunne man reducere værdien af deres realløn og deres opsparing med et pennestrøg ved at reducere deres valutas værdi. Det kan man ikke længere. Nu er tilpasningerne nødt til at være meget mere synlige. Spørgsmålet er, om befolkningerne forstår det. Hvis ikke, må lande som Spanien forlade Euroen. Det vil ikke være en katastrofe for EU, som sagtens kan fungere fint uden én fælles mønt for alle lande. Men det vil skabe en masse uro, og det er ikke nogen garanti for, at tingene bliver bedre på længere sigt i de lande, der måtte vælge den kurs.
■ EMILIE TURUNEN, MEP (SF): Vi kan ikke vente længere! Der er nødt til at være et perspektiv, noget håb, nogle fremtidsudsigter, som kan bære befolkningerne gennem krisen. Der skal sættes gang i initiativer, der kan skabe vækst og beskæftigelse. De sociale konsekvenser af krisen er meget omfattende, fattigdommen er stigende og befolkningerne har i denne situation brug for at se, at der er retfærdighed i kriseløsninger: at den rige nabo betaler sin skat, at udenlandske investorer lægger deres del, at den finansielle sektor tager deres ansvar på sig. De politiske konsekvenser er uvisse. Lige nu går det alleryderste højre og venstre frem i Grækenland; det er bekymrende, da disse partier er præget af at man skyder ansvaret fra sig, udpeger syndebukke og fører en økonomisk populistisk kurs, der ikke er forankret i virkelighedens udfordringer. Derfor er der brug for at de mere almindelige/moderate partier tager ansvaret på sig, giver retning og præsenterer retfærdige løsninger på krisen, hvor alle – også de rigeste – betaler deres del. Hvis ikke, risikerer man, at befolkningen vender det etablerede politiske system ryggen: ved at vælge sofaen eller give op på den repræsentative demokrati. En dyb tillidskrise mellem befolkningerne og politikerne er under opsejling – og det skal for hver en pris undgås. Ang. EU er der et åbenlyst et scenarie, der handler om EU i to – eller tre – tempi [hastigheder].
■ CHRISTEN SØRENSEN, PROFESSOR: Som jeg skrev i mit analyseindlæg i Politiken: Euroen er en splitter – Europa var slet ikke klar til Euroen. De har statslederne nu snart vist i mange år. Jeg deler Soros’ bekymring: Euroen vil vise sig at være den største ulykke for dem, der ønsker et mere samlet Europa. Og det så vil medføre et sammenbrud for Euroen og/eller EU skal jeg ikke sige. Men det vil sætte EU’s fremtid ind i en helt anderledes skeptisk sammenhæng med heraf følgende problemer. (Dette beskrev jeg i øvrigt allerede i mine to bøger fra hhv. 1990 og 1992: “Danmark – delstat i Europa?”)
■ SOFIE CARSTEN NIELSEN (MF, R): Ingen kan være tjent med en arbejdsløshed på 20-30%. Arbejdsløshed er et personligt nederlag for den enkelte, en social katastrofe for familien, og en økonomisk byrde for samfundet. Endnu værre er en ungdomsarbejdsløshed på 50%, som tilfældet er i Spanien og Grækenland. Vi risikerer simpelthen at tabe en hel generation på gulvet. Millioner af unge, som allerede har fået en uddannelse, og som står klar til at gøre deres del i samfundet, kan ikke få fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er en uholdbar situation, og det er afgørende, at vi gør noget nu og her. Derfor skal vi eksempelvis lave strukturreformer, som øger fleksibiliteten på arbejdsmarkedet, så arbejdsgiverne bliver mere villige til at hyre unge. I Frankrig og andre lande er incitamentet hertil lille, da det er svært at komme af med arbejdskraft igen, når konjunkturerne vender; i modsætning til hvad vi kender fra de fleksible arbejdsmarkeder i Skandinavien. De politiske konsekvenser af så høj arbejdsløshed kan vise sig uoverskuelige. Hitler kom til magten i et Tyskland præget af dyb recession, tårnhøj arbejdsløshed og nylig hyperinflation. I de lande, som er hårdest ramte af den nuværende krise, har vi set spæde tegn på autoritære tendenser. Eksempelvis har Victor Orbán i Ungarn forsøgt at gennemføre flere udemokratiske ændringer af forfatningen, men heldigvis har EU stået fast og stejlt på de demokratiske principper i Lissabon-traktaten og derved – indtil videre i hvert fald – afværget de værste konsekvenser. Mange borgere i Europa, som med rette er frustrerede over arbejdsløshed og nedskæringer i lønninger og pensioner, vender deres vrede mod EU. Det gør mig harm og det gør mig ked af det, for det er helt afgørende at holde for øje, at krisen ikke er skabt af EU. Den økonomiske krise har udviklet sig fra en finanskrise til en gældskrise på grund af dårlig økonomisk politik ude i nationalstaterne. Grækerne, italienerne, portugiserne bør stille deres nationale politikere til ansvar for krisen, og ikke lade deres fortvivlelse og vrede gå ud over det europæiske samarbejde, som har forhindret statsbankerotter, og som dag og nat arbejder på at løse krisen.

5. SOCIALDEMOKRATERNE OG FINANSPAGTEN. Det tyske SDPs leder, Frank Steinmeier, sagde forleden: “Budgetdisciplin er nødvendig. Men der bliver ingen vækst, hvis alle 27 lande i EU kun sparer bevidstløst [do nothing but mindlessly saving]”. Mogens Lykketoft sagde i denne weekend til Jyllands-Posten: “Det er ikke et spørgsmål om at kassere finanspagten, men et spørgsmål om, hvad den skal følges op med. Realiteten bliver, at pagten består, men der kommer mere til. Tonen i Europa er præget af meget konservative nedskæringstankegange for øjeblikket. Men man er ikke kommet ud af en krise uden også at stimulere efterspørgslen”. Ser du disse argumenter som begyndelsen til en samlet, socialdemokratisk distancering ift. Finanspagten? Mener du socialdemokraterne har et klart alternativ?
■ DAN JØRGENSEN (MEP, S): Jeg har sagt det rigtig mange gange, og jeg vil sige det igen: Vi har brug for vækst i Europa. Det står vi som europæiske socialdemokrater sammen om. I Frankrig har socialisternes præsidentkandidat François Hollande det som en af sine helt centrale pointer. Som formand for EU gentager Helle Thorning-Schmidt det gang på gang. Og i Tyskland kæmper SPD – som du også er inde på – hårdt for det.
Men finanspagten står ved magt. Den er forhandlet på plads og allerede ratificeret i en række lande. Derfor handler diskussionen om, hvad vi skal gøre udover den. Og her er der et klart skel mellem de højreorienterede, hvis store vision består i at spare til benet, og os socialdemokrater, der vil investere i mennesker og jobs.
■ RASMUS JARLOV, medlem af Københavns Borgerrepræsentation (K): Jeg forstår slet ikke, hvad Dan Jørgensen siger her. Der skal spares, men der skal bruges flere penge (’investeres’). Det er sort snak. Enten sparer man – og det vil altså sige, at man bruger færre penge – eller også sparer man ikke. Det rigtige er naturligvis at spare. Gerne bevidstløst. Der skal spares igennem. Statsunderskuddene og dermed mistilliden til europæisk økonomi bliver kun forværret, hvis man bruger flere penge/’investerer’ i flere jobs.
■ MERETE RIISAGER (MF, LA): Øget forbrug i Tyskland vil gavne Kina. Socialdemokraternes modstand mod budgetdisciplin udstiller et af Finanspagtens mange svage punkter – der er ikke taget højde for, at nationale politikere ønsker at føre politik. At socialdemokrater i alle lande ikke har forstået, at verden er blevet global er en anden sag. Hvis efterspørgslen eksempelvis stimuleres i Tyskland ved at føre ekspansiv finanspolitik er det mere end usikkert, at dette vil føre til fremgang i lande som Spanien og Grækenland. Derimod vil Kina drage nytte af det, hvis de tyske forbrugere rører på sig.
■ MORTEN MESSERSCHMIDT (MEP, DF): Jeg har ingen forventning om, at Helle Thorning Schmidt vil eller ser det som formålstjeneligt at distancere sig fra noget, der har med EU at gøre. Hele hendes politiske radar er indstillet på at skulle fortsætte i retning af eu-systemet og derfor vil det stride grundlæggende mod hendes politiske orientering at tage et sådan opgør. Det modsatte ses dog i andre lande – eksempelvis Sverige, hvor kritikken er kommet fra socialdemokratisk side. Det slående er bare, at den er forkert. Ikke så mange kick-starte vil være i stand til at snyde markedet til at tro, at sydeuropa er i bedring. Det vil være en dyr og kortsigtet kur, som ikke nævneværdigt påvirker patienten. Men i takt med, at det bliver klart, at finanspagten ikke løser problemet, vil utilfredsheden brede sig. Både fordi man vil føle sig svigtet og på grund af de mange nye beføjelser, man har overdraget EU – uden grund.

■ JENS ROHDE, MEP (V): Jeg har ikke noget problem med den socialdemokratiske argumentation. Problemet for socialdemokraterne er bare, at de har lige så få penge, som vi andre. Det kan du jo også se på den danske regering. Når man sidder på behørig afstand af det konkrete ansvar, er det relativt let at foreslå ekspansive løsninger. Nå så ansvaret tynger og pengene mangler, rammes vi jo alle af realiteterne. Jeg er helt sikker på, at den danske regering ville poste rigtig mange penge ud i samfundet, hvis de var der. Men det gør den jo netop ikke, fordi pengene ikke er der, og selv Villy Søvndal må sande, at der bliver smalhals i de næste mange år. Denne realitet vil også ramme Frank Steinmeier, når han efter det tyske septembervalg i 2013 skal danne koalition med enten Merkel eller De Grønne.
■ CHRISTOPHER ARZROUNI, debatredaktør, dagbladet Børsen: Socialdemokraterne har intet brugbart alternativ. Når de er utilfredse med ”mindless saving”, burde de have overvejet, om det gav mening med ”mindless consumption”. I øvrigt er det en illusion at tro, at man kan “time” stimulanser godt på tværs af alle EU-lande. Nogle lande har ikke brug for stimulanser. Man befinder sig forskellige stadier i den økonomiske virkelighed. Så troen på en fælles stimulerende finanspolitik for alle lande giver ikke mening.
■ EMILIE TURUNEN, MEP (SF): Hvis der var socialdemokratiske regeringer i hele Europa, ville Finanspagten formentlig se en del anderledes ud. Det er ikke det samme som at distancere sig fra den eller ville kassere den, nu hvor den er vedtaget. Finanspagten har en række fornuftige elementer, men halter samtidig ved udelukkende at fokusere på konsolidering gennem nedskæringer. Derfor kæmper centrumvenstre for at supplere den med konkrete vækst og beskæftigelsesinitiativer – det er ikke en ny position, men det er en position, der kan vinde indpas, hvis Hollande vinder valget i Frankrig.
■ CHRISTEN SØRENSEN, PROFESSOR: Kort efter, at jeg som færdiguddannet økonom blev ansat i Vismandssekretariatet, hvor Ølgaard dengang var overvismand, besøgte vi de tyske vismænd. Der fik jeg en grundlæggende skoling i tysk økonomisk tankegang. Jeg anser det – bl.a. på denne baggrund og efter Finanspagtens vedtagelse – for nærmest usandsynligt, at der vil komme betydelige EU-vækstinitiativer.
Nej, jeg mener ikke at de socialdemokratiske partier i EU har et klart alternativ. Men de vil givetvis af den folkelige stemning blive tvunget til skepsis og mindre nationale vækstinitiativer. Hovedproblemet er, at der er så stor uligevægt mellem de enkelte Eurolande (nord/syd), at det er meget vanskeligt at se, når Tysklands position inddrages, at der er andet i udsigt end en langvarig vækstkrise i bl.a. de fleste Eurolande med tilsvarende høj ledighed og social uro.
■ SOFIE CARSTEN NIELSEN (MF, R): Tilbage i januar skrev jeg et debatindlæg med EU-ordførerne fra S og SF, hvor vi påpegede, at finanspagten kun er første skridt i løsningen af krisen. Næste skridt er konkrete vækstinitiativer, som kan fremtidssikre vores samfund og vores økonomier. I en gældskrise som den nuværende er svaret ikke blindt at øge de offentlige udgifter. Derimod må vi foretage intelligente og prioriterede investeringer i det, som kan sætte os i front i fremtidens globale økonomiske konkurrence. Derfor skal vi gennemføre en række grønne vækstinitiativer. Jeg har længe talt for en ambitiøs aftale på CO2-køreplanen 2050, energikøreplanen 2050, energieffektiviseringsdirektivet og ressourcebeskatningsdirektivet. De vil betyde investeringer i omstillingen til et klima- og miljømæssigt bæredygtigt samfund, og vil derfor ikke blot skabe jobs her og nu men også langtidssikre vores økonomier.

6. IMF KALDER BERLIN. “What we have advocated consistently now for at least the last six months is that there should be a proper balance within the zone, particularly within the advanced economies. We also need a proper balance between the austerity measures that are necessary and the growth-facilitating measures,” siger IMF’s direktør, Christine Lagarde, der utvetydigt beder nogle europæiske lande fortsætte med at skære, mens hun indirekte opfordrer Tyskland til at bruce penge. Har hun ret? Kan man på samme tid opretholde én pagt med ét sæt regler og samtidig henstille til medlemslandene, at de foretager vidt forskellige indgreb? Og hvad er, i virkelighedens verden, de politiske muligheder for EU skulle slække på Finanspagten eller supplere den med andre betragtelige vækstinitiativer?
■ DAN JØRGENSEN (MEP, S): Tyskland skal sætte gang i væksten. De har stærke offentlige finanser og kan – uden at bryde med finanspagtens krav om, at underskuddet maksimalt må være på tre procent – sætte en kickstart i gang på milliarder af euro. Men om det kommer til at ske med Merkel ved roret tvivler jeg meget på. Det har jo aldrig været de højreorienteredes kop the at tage ansvar for at skabe jobs og beskæftigelse.
■ RASMUS JARLOV, medlem af Københavns Borgerrepræsentation (K): Hvis det at tage ansvar for jobs og beskæftigelse er at sætte Tysklands stærke økonomi over styr ved at bede dem oparbejde et kæmpe statsunderskud, så vil jeg ikke være med. De tre procents statsunderskud skal opfattes som et kritisk loft. Ikke et mål. Den europæiske centralbank har selv offentliggjort en undersøgelse, der viser at øget offentligt forbrug ikke skaber vækst (se denne artikel). Det er forældet socialdemokratisk tankegang. Øget offentligt forbrug er ikke løsningen på Europas problemer. Det er årsagen.
■ MERETE RIISAGER (MF, LA): EU bevæger sig mod fælles finanspolitik. Eurozonen kan ikke udelukkende reguleres gennem regler. Uanset at Lagardes forslag næppe vil fungere, er det et udtryk for, at regelstyringen kommer til kort. Demokratiet vil lide under den stigende centralisering af beslutningerne.
■ MORTEN MESSERSCHMIDT (MEP, DF): Hun har ret i den forstand, at forskellene mellem medlemslandene må udlignes meget mere end tilfældet er i dag. Og det kræver langt større EU-beføjelser på to væsentlige områder (hvoraf jeg i øvrigt vil modsætte mig begge): dels større økonomisk kontrol og dels større politisk integration. Hvad det første angår, er det en illusion at forestille sig, at der kan ske udligning mellem EU’s medlemslande, så længe EU kun råder over 1 % af BNP. Sammenlignet med USA eller andre valutaer, er dette latterligt lavt. Der skal langt større midler til, som så kan flyttes fra rige til fattige områder i form af arbejdsløshedsunderstøttelse, efteruddannelse mv., hvis euroområdet skal gøres økonomisk optimalt. Og hvad angår det politiske, skal der langt større og generelle reformer til, end der er langt op til finanspagten. Vidt forskellige økonomier kan ikke have samme valutakurs. Det veldrevne lands kurs vil stige, mens det dårligt drevne lands valuta vil falde. Alligevel overholder de begge EU’s krav. Her har vi i en nøddeskal euroens problem. Eurolandenes økonomier er nemlig vidt forskellige. Er man i tvivl, skal man ikke se på landenes offentlige underskud – men på betalingsbalancen. Sidste år havde Tyskland et overskud på 6 %. Italien havde underskud på 4 %, Spanien på 4,4 % og Grækenland på 10,2 %. Det er der ikke noget underligt i. For de økonomiske forhold – lønudviklingen, effektiviteten i skatteopkrævningen, accepten af korruption, tilbagetrækningsalderen osv. – varierer voldsomt landene imellem. Det har de altid gjort. Der er intet nyt i, at man i Sydeuropa trækker sig tilbage tidligere, arbejder mindre, betaler mindre i skat og i højere grad kan bestikke sig til myndighedsafgørelser. Sådan har det været i århundreder. Og som følge heraf er landenes valuta faldet i værdi over for hinanden. Naturligvis skulle en tysk d-mark ikke koste det samme som en spansk pesetas, hvis tyskerne er 10 % mere effektive. Det nye efter euroens indførelse har været, at landene ikke længere kunne korrigere for denne forskel. Hvis det skal virke, må man også fjerne årsagen til, at der opstår forskelle. Ergo – alle må opføre sig ens.
■ JENS ROHDE, MEP (V): Det er altid fristende at bede tyskerne bruge nogle flere penge. Og man kan også godt argumentere økonomisk for, at det ville være ønskeligt (ikke mindst for franskmændene, som også sidder med betydelige problemer). Man kan bare ikke overse det faktum, at tyskerne i øjeblikket synes, at de bruger alt for mange penge på at holde de andre lande oppe, at tyskerne for blot halvandet år siden var oppe og ramme en inflation på ca. 4 procent, og at den tyske nationalbank jævnfør den tyske forfatning har ét hovedformål: At holde inflationen nede. Derfor vil vi aldrig se et Tyskland, som begynder at solde sine balancer op – det er ganske enkelt en historisk betinget umulighed, hvorfor man lige så godt kan se sig om efter andre løsninger.
■ CHRISTOPHER ARZROUNI, debatredaktør, dagbladet Børsen: Så længe tyskerne betaler for gildet, giver det god mening, at tyskerne stiller krav til nabolandene i EU. Hvorfor skulle tyske borgere bruge flere penge, når problemet er, at grækere, italienere, franskmænd, spaniere m.fl. har brugt for mange? Det er for letkøbt at lægge ansvaret på tyskerne.

■ EMILIE TURUNEN, MEP (SF): Jeg tror sjældent, jeg har været så enig med IMF, som jeg er i dette tilfælde. Lagarde har fat i noget rigtigt! Og det er altså lidt som det er blevet tidens toner. Vi kan have nok så mange regler for, hvor meget gæld, et land må have. Det ændrer ikke ved, at når arbejdsløsheden stiger og væksten i BNP falder, så er det meget sandsynligt at underskuddet og gælden stiger. Den logik er, udover IMF, gået op Verdensbanken, en perlerække af topøkonomer – ja selv lederskribenter i The Economist. Alle anbefaler de nu at flytte fokus fra nedskæring over til investering. At det så også har politisk gang på jorden viste de sidste EU-topmøder, hvor der er vedtaget væksterklæringer, og man diskuterer konkrete tiltag mod ungdomsarbejdsløsheden. En ting har man dog ikke taget fat på: det er de makroøkonomiske ubalancer internt i eurozonen. Før man adresserer dem (forskelle i produktivitetsniveau, løn, eksport/import etc.) gennem tiltag som fx euroobligationer, reformer der styrker konkurrencedygtigheden i “periferi-landene”, relative lønstigninger og -sænkninger i hhv stærke og svage lande, ja, så bliver det vanskeligt for Eurozonen at komme op i gear.
■ CHRISTEN SØRENSEN, PROFESSOR: Jeg mener, jf. ovenfor, at hun har ret. Men som anført tror jeg ikke, at hendes råd vil blive fulgt.
■ SOFIE CARSTEN NIELSEN (MF, R): De enkelte medlemslandes forskellige forudsætninger gør, at de på forskellig vis kan og må bidrage til løsningen af krisen. Jeg er helt enig med Lagarde i, at Grækenland og Italien ikke kan lade finanspolitikken løbe, mens Tyskland, Finland og Holland omvendt har visse muligheder for at stimulere økonomien. Det er der ikke noget fordækt i, og finanspagten opstiller ikke to sæt spilleregler for ”gode” og ”dårlige” eurolande. Pagten lægger ganske vist snævre rammer for, hvor hurtigt og hvor meget stor statsgæld og offentlige budgetunderskud nedbringes, men når et land har ført en fornuftig økonomisk politik og opnået solide og holdbare offentlige finanser, giver finanspagten en vis frihed til at føre den økonomiske politik, man måtte ønske.

7. PAGTEN SOM KULTURFORANDRING. Økonomi-og indenrigsminister Margrethe Vestager mener, at pagten virker efter hensigten – at den inddæmmer krisen, og at den har skabt en “kulturel forandring” blandt EU’s politikere: “Det betyder, at vi diskuterer overophedning, konkurrenceevne, betalingsbalanceproblemer og den type ting på en helt anderledes konkret måde, end det har været gjort før. Det er ikke kun en økonomisk forandring, men også en kulturel forandring”. Har hun ret?
■ DAN JØRGENSEN (MEP, S): Vi har de sidste mange år vidst, at Europa ville blive testet i den internationale konkurrence. Nye boomende økonomier i Asien og Latinamerika udfordrer vores konkurrenceevne og levestandard. Alligevel har mange ikke turde tage de nødvendige beslutninger, der kunne ruste os til fremtiden. Alt det ændrede krisen på. Den har skabt en ny bevidst om, at hvis vi gerne vil have et velstående, progressivt Europa, skal der tages modige beslutninger. Min vision er, at vi udnytter det enorme potentiale, der ligger i grøn vækst. Ved at satse massivt på uddannelse og innovation inden for grøn teknologi, kan vi skabe jobs og beskæftigelse i Europa – både her og nu og på langt sigt. Samtidig vil vi gøre en aktiv indsats for at undgå de værste klimakatastrofer – katastrofer, der reelt vil kunne få den krise Europa er i lige nu til at virke som et skvulp i vandoverfladen.
■ RASMUS JARLOV, medlem af Københavns Borgerrepræsentation (K): Det er bestemt en ret stor mental milepæl at få vedtaget en finanspagt med strengere krav til mådehold og ansvarlig økonomi. Jeg tror dog mere, det er pga. den øgede økonomiske bevidsthed at finanspagten er blevet vedtaget end at det er finanspagten, der har skabt en øget økonomisk bevidsthed. Jeg kan ikke rigtigt se, hvad grøn vækst har med spørgsmålet at gøre, men det er vigtigt at tage afstand fra tankegangen om, at politikere ved noget som helst om, hvad der skaber vækst. Det er kun markedet, der kan svare på det. Grønne løsninger er sympatiske og en ærlig politisk prioritering. Men det har intet med vækstpolitik at gøre.
■ MERETE RIISAGER (MF, LA): Velfærdsstat i stor skala. EU bevæger sig hastigt mod en situation, hvor der finder udligning sted mellem landene i eurozonen. Hvis landene indenfor eurozonen vedbliver at understøtte sydeuropæiske lande og i højere og højere grad deler gæld og risici vil vi se en velfærdsstat i stor skala, hvor ansvar og penge fordamper. Overforbruget vil øge den centraliserede styring. Det kan man kalde en kulturændring, men det løser ikke det problem, at EU bag de flotte ord til stadighed spænder ben for sig selv. Overregulering, nytteløs omfordeling af midler og et pres for nye indtægter og skatteudligning i EU trækker Europas samlede konkurrenceevne nedad alt imens der sættes balloner i vejret med håb om grøn vækst.
■ MORTEN MESSERSCHMIDT (MEP, DF): Det er da bestemt muligt, at MV taler om overophedning, konkurrenceevne, betalingsbalanceproblemer, når hun er til rådsmøde. Men det, man taler om i Berlin og Frankfurt, er opkøb af statsobligationer, funding af IMF og EMS, flere krisepakker og obligationsrenten i Spanien. Men det er klart, at MV ikke er med til disse diskussioner. For det er er Merkel og ECB, der bestemmer.
■ JENS ROHDE, MEP (V): Jeg håber, at pagtens automatiske sanktioner kan medvirke til en kulturforandring, hvor det ikke i gode tider bliver muligt at opbygge økonomiske babelstårne. Man skal altid huske, at hvis ikke man bruger de gode tider til at stimulere sit økonomiske grundlag ved f.eks. at afvikle gæld og fastholde en sund betalingsbalance, så ender regningen altid hos de mest udsatte. Der er i sandhed behov for en kulturel forandring, hvis vi fortsat skal have en fælles valuta i Europa, og hvis vi skal undgå eksport af problemer til hinanden. Det sidste er jo faktisk det, vi har fællesskabet for; at undgå at sende problemer til hinanden landene imellem.
■ CHRISTOPHER ARZROUNI, debatredaktør, dagbladet Børsen: Ja. Men dermed ikke sagt, at pagten er nogen løsning i sig selv.

■ EMILIE TURUNEN, MEP (SF): Jeg deltager jo ikke på finansministrenes møder eller på stats- og regeringschefernes møder. Men det er mit indtryk, at det fylder mere hos dem. I Europa-Parlamentet er der stor fokus på “det systemiske” ved krisen, og man diskuterer både helheden og de enkelte landes økonomiske position. Der er i hvert fald kommet en langt størrelse forståelse både blandt politikere, men også – er det mit klare indtryk – i befolkningen af, at EU-landene er kædet meget sammen, euro eller ej.
■ CHRISTEN SØRENSEN, PROFESSOR: Margrethe Vestager har kun ret, hvis Pyrhus-sejre er sejre. Hun har – som regeringen iøvrigt – blikket for stift rettet mod 2020, og ser bort fra hvordan vi skal komme til det lykkeland, som hun forestiller sig i sine fantasier.
■ SOFIE CARSTEN NIELSEN (MF, R): Ja. På EU-niveau er der sket ændringer i debatformen og kulturen, men også i det enkelte medlemsland er der sket – og skal der ske – en kulturændring. Finanspagten åbner mulighed for, at EU-kommissionen eller et euroland kan trække et andet euroland, som overskrider pagtens bestemmelser, for EU-domstolen. Finanspagtens egentlig formål er at skabe budgetdisciplin og få politikerne til at lægge og overholde økonomisk holdbare budgetter; i sidste ende ved tvang, men forhåbentlig vil kulturændringerne forebygge problemerne, inden det kommer så vidt.

8. FINANSPAGTEN. Er pagten en fiasko eller en succes? Bør den ændres, suppleres (i givet fald: af hvad?) eller fastholdes?
■ DAN JØRGENSEN (MEP, S): Finanspagten skal fastholdes. Men den skal også suppleres gennem store investeringer fra lande med råderummet til det – såvel som fra EU’s strukturfonde og jobskabende reformer som energieffektiviseringsdirektivet, der vil kunne skabe grøn beskæftigelse til to millioner europæere. Fællesskabet skal følge Danmarks eksempel og sætte Europa i gang med en grøn kickstart.
■ RASMUS JARLOV, medlem af Københavns Borgerrepræsentation (K): Min holdning er, at finanspagten skal overholdes, og at ingen lande skal opfordres til at bruge flere penge. Offentligt forbrug er ikke løsningen. Det er problemet. Jeg så meget gerne, at vi fra dansk side underlagde os selv endnu strengere krav, og dermed kunne blive en sikker havn i europæisk økonomi, men det er nok desværre en utopi med en socialdemokratisk regering med Enhedslisten som støtteparti. Forhåbentlig kan vi i Danmark dog alligevel blive enig om at prioritere indenfor det offentlige budget, så vi prioriterer uddannelse og forskning i stedet for at smide penge ud af vinduet til en verdensrekord i overførselsindkomster.
■ MERETE RIISAGER (MF, LA): Så gik der tid med det. Finanspagten er eurolandenes forsøg på at løse et problem bagudrettet. En betragtelig del af eurolandene har levet over evne, og denne løssluppenhed skal Finanspagten forsøge at bortskaffe. Men Finanspagten løser ikke de problemer, eurolandene allerede har oparbejdet. Og den løser ikke de strukturelle udfordringer i Sydeuropa. Ligesom den heller ikke løser de iboende problemer, der ligger i at lande med forskellige forudsætninger og kultur deler valuta. Og så tager regelkomplekset i Finanspagten ikke hensyn til det banale faktum, at Europa består af nationalstater, hvor der afholdes valg. Hvor politikere fremlægger politik og hvor borgere har en berettiget forventning om, at de kan stemme sig til den politik, de ønsker. Det er det, der kaldes demokrati. Så selvom Finanspagten består af en række principper, der isoleret set er fornuftige er pagten ikke en succes. Europa har ikke afveget fra sin vej mod stagnation og faldende velstand.
■ MORTEN MESSERSCHMIDT (MEP, DF): Hele euroen er et ideologisk misfoster, som ender med at rive de europæiske lande fra hinanden. Det bedste – og det, der på sigt kommer til at ske – er, at kun lande, der har kongruente økonomiske forhold, vil have euroen.
■ JENS ROHDE, MEP (V): Om pagten bliver en succes eller fiasko kan kun historien dømme os på, men for nuværende vil det være uansvarligt at ændre den al den stund, at det vil være at åbne Pandoras æske på et tidspunkt, hvor selve lovgivningen skal tilbage til fællesskabsproceduren, så Europas udvikling ikke dikteres af Tyskland og Frankrig, og hvor markederne holder et skarpt øje med EU. Markedsaktørerne har for længst mistet tilliden til beslutningstagernes vilje og evne til at træffe de nødvendige beslutninger, og derfor er de automatiske sanktioner helt centrale i den finanspagt og må for alt i verden ikke komme i spil. Den garanti kan man ikke fastholde ved at åbne finanspagten for nuværende. Det er så muligt, at der om en rum tid opstår et et vindue til en nyforhandling, men det vindue er slet ikke til at få øje på for nuværende – og godt for det.
■ CHRISTOPHER ARZROUNI, debatredaktør, dagbladet Børsen: Pagten er æselet, der spændes efter vognen (Euroen). Pagten burde være kommet først. Nu, hvor den er her, bør den fastholdes – ikke mindst i de lande, der ønsker at være Euro-medlemmer. Pagten er så at sige en (dårlig) politisk erstatning for markedets disciplinering. Men måske ville det være bedre, om en række lande helt forlod Euroen og pagten, for så at få hold på deres økonomi – uden for Euro-zonen. Efterfølgende kunne de jo gøre et forsøg igen, hvis de absolut vil.
■ EMILIE TURUNEN, MEP (SF): Det er alt for tidligt at spå om hvorvidt pagten er en fiasko eller succes. Men pagtens udfordring er grundlæggende, at den udelukkende forholder sig til den ene side af sagen, nemlig konsolidering af statsbudgetterne. Det vi på kort sigt har brug for er, at de lande, der har økonomisk råderum begynder at investere. Og at vi finansierer de investeringer, så de ikke leder til øget gæld og underskud, og så vi ikke afleverer regningen til kommende generationer. Hvis det private opsparingsoverskud (dvs. i virksomheder, private forbrugere og finansielle sektor) i lande med relativt sunde økonomier bliver kanaliseret over i investeringer, vil det skabe arbejdspladser i disse lande, men vil også smitte af på “Periferi-Europa”. På det længere stræk skal der sikres en stærkere økonomiske union, således at vi undgår situationer, som den nuværende, hvor Tysklands stærke konkurrenceevne betyder, at grækerne har svært ved at afsætte deres varer. Sideløbende skal vi så have styr på de finansielle markeder, der i de sidste 20 år frem til finanskrisen blev løbende dereguleret, men som ikke desto mindre er fuldstændigt sammenkoblet med vores nationale (og private) økonomier. Det er jo interessant, at et af de primære argumenter fra nedskærings-fortalerne er, at markederne risikerer at reagere negativt på vækstinitiativer. Det er jo en absurd situation. Vi politikere må generobre noget tabt terræn!
■ CHRISTEN SØRENSEN, PROFESSOR: Finanspagten med dens indhold burde aldrig være vedtaget. Den er dømt til at være en, fiasko (benævnt “Selvmordspagten” af Stiglitz). Det ville hjælpe, hvis man fulgte Lagarde’s råd. Det er der imidlertid ikke udsigt til. Pressen burde forholde sig til realiteterne: at der først og fremmest er udsigt til en langvarig stagnation. Og at opfordringen til at komme med løsninger først og fremmest er udtryk for, at også pressens repræsentanter ikke kan udholde at forholde sig til virkeligheden. Virkeligheden er, at Euroens indførelse er den største ulykke for EU-samarbejdet. Og denne virkelighed tør heller ikke pressen fortælle befolkningen.
■ SOFIE CARSTEN NIELSEN (MF, R): Finanspagtens formål er at øge tilliden til de sydeuropæiske landes økonomier nu og her og på længere sigt forhindre en gentagelse af den nuværende gældskrise. Det er endnu alt for tidligt at vurdere, om en så vigtig og omfattende foranstaltning som finanspagten er en succes eller fiasko. Som nævnt flere gange ovenfor, mener jeg ikke, finanspagten kan stå alene. Den skal suppleres af strukturreformer på arbejdsmarkederne og i velfærdssystemerne samt af grønne vækstinitiativer.

Flere svar tilføjes løbende.

BARCELONA, SPANIEN: Urolighederne under generalstrejken mod regeringens arbejdsmarkedsreformer, 29. marts 2012 (matthi / Shutterstock.com)