11.04.2012

”Vi skal nok flere år frem i tiden, før Assad–familien er historie. Det seneste fredsinitiativ fra Kofi Annan er kun et af mange nødvendige skridt for at løse problemerne.” Det siger Syrien-ekspert og lektor på Aalborg Universitet, Søren Schmidt, til RÆSON. Han frygter, at sanktionerne mod styret er med til at forlænge Assads tid ved magten.

INTERVIEW af David Jano

EFTER FORÅRET: RÆSON interviewer op til vores store konference Efter det Arabiske Forår i Den Sorte Diamant 4. juni 2012 de deltagende eksperter, journalister og kommentatorer. Læs mere om konferencen og køb billetter her.

RÆSON: Nu har Annan fået en våbenhvile igennem i Syrien, hvor regimet og oppositionen har kæmpet i månedsvis med enorme tabstal til følge. Kommer der til at blive fred mellem parterne nu?

Schmidt: Det er prisværdigt, hvad Annan har udrettet, men våbenhvilen falder uden tvivl snart igen. Nu har Assad stillet nye pseudokrav, såsom skriftlige garantier, hvilket bare afslører, at Assad helt sikkert løber om hjørner med FN og resten af det internationale samfund. Assad og hans regime er på ingen måde klar til seriøse forhandlinger med oppositionen. Man må dog give Assad, at han har ret i, at det kan være svært at få øje på en egentlig oppositionsleder. Hvem skal han egentlig forhandle med?

RÆSON: Under et møde i Istanbul lovede en gruppe kaldet ”Friends of Syria” millioner af dollar til den syriske opposition. Du nævner selv, at det kan være svært at holde styr på, hvem oppositionen egentlig er. Hvad ved vi om oppositionen?

Schmidt: Det var SNC [Syrian National Council red.], der repræsenterede oppositionen i Istanbul, men SNC repræsenterer ikke hele oppositionen. Den samlede opposition består af en lang række forskellige grupperinger, hvoraf de vigtigste er dem, der kæmper i Syrien, og som ikke er organiseret under én fane. Indtil videre er oppositionen enormt splittet, og det er ikke lykkedes for nogen at fremstå som en samlet leder. Det lukrerer Assad på. Ligesom i Egypten spiller det Muslimske Broderskab også en stor rolle i kampen mod Assad. Den sociale orientering i Syrien er ligesom i resten af Mellemøsten blevet langt mere islamiseret gennem de seneste år.

RÆSON: Hillary Clinton har krævet Assads afgang, men det er ikke et af kravene i Kofi Annans seneste våbenhvile. Vi har tidligere set, at Mubarak, Ben-Ali og Gaddafi på hver deres måde har måttet opgive deres diktatur. Men det lader til, at Assad bliver ved magten i Syrien. Hvor længe skal det syriske folk trækkes med Assad?

Schmidt: Bashar Al-Assad repræsenterer en lang række sociale kræfter i Syrien. Cirka 25 procent af befolkningen støtter stadig regimet, fordi Assad begunstiger dem. Assad er slet ikke mør endnu. Udviklingen i Syrien er på vej mod en decideret borgerkrig. Den seneste våbenhvile er bare et midlertidigt stop i kamphandlingerne. Vi skal nok flere år frem i tiden, før Assad–familien er historie. Og før oppositionen er i stand til at række ud til de sociale kræfter, der står bag Asad, vil man ikke kunne komme af med Asad himself.

RÆSON: Rusland og Kina har indtil videre holdt hånden over Assad. Også Iran menes at levere ubetinget støtte til ham. Er det hele et større regionalt og internationalt spil, hvor det simpelthen er umuligt at kigge isoleret på konflikten i Syrien?

Schmidt: Det er klart, at mange konflikter og dagsordener på tværs af landegrænser spiller ind i regionen Mellemøsten. Qatar og Saudi-Arabien står på den ene side og pumper penge til oprørerne i Syrien. Senest har de endda reelt meldt ud, at en form for aflønning af oprørere kan finde sted. Bliver man ved med at sende penge til oprørerne og dermed også våben, så leder det ikke til fred, men derimod til mere vold og ufred, så længe oprørene ikke få bugt med Assad og hans militær. Og i det henseende er der lang vej igen. På den anden side står Iran og ønsker indflydelse ud over egne grænser for at stå stærkere over for Israel og USA. Det kommer til udtryk i Syrien, men også andre steder, som for eksempel i Irak. Rusland og Kina er ved at komme mere med i fordømmelsen af Assad, efter det seneste pres fra FN og Kofi Annan. Men kineserne og russerne er grundlæggende ikke interesseret i at blande sig unødigt i andre landes forhold. Heller ikke i Syrien. Måske må man bare erkende, at der ikke er nogen umiddelbar løsning på vej i Syrien, men det bliver politikere ikke populære af at sige. Hvad der derimod ville hjælpe var, hvis man kunne neddrosle konflikten i forhold til Iran og konflikten mellem palæstinenserne og Israel. Det ville gøre det langt nemmere at finde en løsning i Syrien, fordi den så kunne afkobles fra de regionale konflikter.

RÆSON: Kunne det være en idé at indføre strammere sanktioner over for Syrien, som man har set det i Iran og tidligere i Irak og i Libyen?

Schmidt: Jeg er modstander af sanktioner; bortset fra dem mod våben. Sanktioner rammer også i Syrien de forkerte mennesker. Der er ikke nogen, der tænker konsekvenserne igennem, når det drejer sig om sanktioner. Bringer det os overhovedet nærmere det, vi ønsker os: demokrati i Syrien? Måske har de ligefrem den modsatte virkning! Kigger vi på Iran, så er tilfældet det samme på disse kanter. I stedet for at Israel og USA fortsætter deres konfrontationspolitik over for Iran, skulle de prøve at komme til forhandlingsbordet og acceptere, at man bliver nødt til at imødese nogle af Irans legitime krav om sikkerhed og indflydelse som den regional magtfaktor, landet har krav på at blive anerkendt som. Jeg synes godt, man kan tillade sig at sige, at historien har vist, at langt de fleste sanktioner ikke gavner noget som helst.

RÆSON: Kigger vi på Danmarks rolle i spørgsmålet om Syrien, så fremstår den danske politik umiddelbart noget forvirrende? Danmark støtter initiativet ”Friends of Syria”, en gruppe af over 80 lande, der støtter oppositionen i Syrien i kampen mod regimet. Samtidig har Danmark bibeholdt de diplomatiske forbindelser med Syrien. Den danske ambassadør er ikke blevet trukket hjem, som andre europæiske og vestlige landes ambassadører er det. Hvorfor ikke?

Schmidt: Jeg synes, Danmark har gjort det helt rigtige. Vil man vide, hvad der foregår i Syrien, så må man netop fastholde sin tilstedeværelse og indflydelse i landet. Man kan kritisere Danmark for ikke at praktisere mere public diplomacy i starten. Den franske og amerikanske ambassadør viste i al offentlighed, at de støttede oppositionen. Det var med til at give oppositionen moralsk støtte. Man må også rose EU’s udenrigsordfører Catherine Ashton for hendes seneste forhandlingsinitiativ i forhold til Iran og selvfølgelig Kofi Annan for at forsøge at ændre på tingene i Syrien.

RÆSON: Udover Syrien, hvad er så det mest interessante emne i Mellemøsten netop nu?

Schmidt: Det er klart, at den politiske dagsorden i de forskellige lande i Mellemøsten på skift stjæler overskrifterne, senest i Syrien. Jeg synes, at den generelle udvikling efter det ”Arabiske Forår” er meget opløftende, fordi det er grundlæggende ting som demokrati og frihedsrettigheder, der er på bordet. Her tænker jeg især på lande som Tunesien og Egypten, hvor nye magthavere med et folkelig mandat er kommet til, men samtidig er økonomien nu i frit fald. Det kan godt være, at den enkelte borger i Egypten er interesseret i demokrati, men når der stemmes, tænkes der også på hvilke politikere, der kan skaffe mad på bordet. Og hvis demokratier ikke kan skaffe mad på bordet, så kan det godt være, at man igen vender sig mod en stærk leder, eller at det udvikler sig til det nogen kalder ‘de fattiges revolution’, der alene går ud på at omfordele fra de rige til de fattige. Men det er desværre en kort fornøjelse, da det jo ikke skaffer økonomisk fremgang på længere sigt.

David Jano (f. 1985) er cand. Mag. i Moderne Mellemøststudier fra Syddansk Universitet og har en BA i Historie fra Københavns Universitet. Han har desuden læst på University of Haifa i Israel og er ekspert i Israelsk politik, kultur og historie. ILLUSTRATION: Syriens præsident Bashar Al-Assad (Foto: panArmenianPhoto)