28.03.2012

Personsager fylder mere og mere i den politiske journalistik, men det er IKKE kun mediernes skyld. Politikere og journalister sidder IKKE på skødet af hinanden. Proces fylder IKKE mere end substans. De politiske kommentatorer laver faktisk grundige analyser. Og journalister kan sagtens optræde som eksperter. RÆSON angriber fem almindelige antagelser sammen med Mark Ørsten, Troels Mylenberg, og Morten Skovsgaard.

Af Tinne Hjersing Knudsen

ANTAGELSER UNDER ANGREB. RÆSON angriber i denne artikelserie en række almindelige antagelser om væsentlige emner. Hver gang er det antagelser, som ved et nærmere eftersyn er helt eller delvist usande. LÆS OGSÅ:
– Antagelser under angreb: Nordkorea
– Antagelser under angreb: Klimapolitik
– Antagelser under angreb: Videnssamfundet

Antagelse #1: Personsager fylder mere og mere i den politiske journalistik

Ja, det gør de, men det er lige så meget politikernes og vælgernes skyld, som det er mediernes. Mark Ørsten, der er lektor og leder af det journalistiske studie ved RUC, har lavet en omfattende undersøgelse af antallet og karaktererne af de politiske skandaler fra 1980 til 2010. Han konkluderer, at de danske journalister har gravet markant flere skandalesager om politikerne privatliv frem fra år 2000 og frem. Historierne handler om sex, sjusk og dobbeltmoral.

”Der er kommet flere skandaler, der går tættere på politikerne. Det er især sexskandaler, der er kommet flere af. Det tyder på, at man er villig til at gå så tæt på politikernes privatliv, som man kan komme”, siger han og tilføjer, at det øgede behov for hurtig netjournalistik er en del af forklaringen. Hurtighed er blevet et mål for nyheder, og i det succeskriterium passer den politiske personsag perfekt. Den laver overskrifter og er nem og billig at producere. Og det har skadet journalistikken, mener Troels Mylenberg, der er chefredaktør på Fyns Amtsavis: ”Journalister ser stort på mange journalistiske principper, bare fordi det skal gå stærkt, ” siger han.

Men pressen sidder ikke alene med ansvaret. Vælgerne har forandret sig, og det har det politiske landskab også. Der er en stor midte i dansk politik, og her afgør de personlige nuancer, hvor vælgerne sætter deres kryds. Ifølge Morten Skovsgaard, adjunkt ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet, eksponerer politikerne deres privatliv mere i dag.

”Både Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen har inviteret pressen ind i privaten og stillet op i underholdningsprogrammer. Der er det ikke deres offentlige rolle, der er omdrejningspunktet. I den forbindelse er det mediernes argument, at de gerne må være der, når det går ned ad bakke, fordi politikerne selv har inviteret dem indenfor,” siger han. Mark Ørsten peger samtidig på, at personsagerne er resultatet af en anderledes prioritering i pressen:

”Vi ved fra historiebøgerne, at der kunne være skrevet meget om for eksempel Jens Otto Kraghs kvinder og alkohol. Man kunne godt have gjort det, men man valgte ikke at gøre det. Der er sket et skift, hvor man nu er villig til at skrive mere personfølsomme historier,” siger Mark Ørsten.

Selvom der er kommet flere personsager, er idealet for den politiske journalistik da også stadig at afsløre politikerne i at bryde loven. Og der er ikke kommet færre ressourcekrævende politikskandaler.

”Min fornemmelse er ikke, at vi har et eller anden kæmpe demokratisk problem med for få politiske skandaler af den substantielle type,” siger Morten Skovsgaard. Han tilføjer, at det kan blive et problem i fremtiden, hvis det økonomiske og tidsmæssige pres på medierne stiger.

”Det kan godt blive et problem i fremtiden, hvis aviserne bliver mere pressede, end de er nu. For det er ofte i de gamle mediehuse, at den undersøgende journalistik har plads. Man kan godt frygte, at der fremadrettet vil komme flere af den her type personsager, fordi de er lettere at producere,” siger Morten Skovsgaard.

Antagelse #2: De politiske journalister optræder som politiske eksperter, selvom de ikke er det

Der var engang, hvor politiske journalister kæmmede institutter for statskundskab i jagten på politiske kommentarer. I dag bruger de tidligere spindoktorer som politiske kommentatorer eller klarer arbejdet selv. Og det kan de sagtens. Politiske journalister er nemlig eksperter på den politiske proces, men det kan være svært at gennemskue, hvad det er, de baserer deres analyser på. Offentligheden får sjældent et indblik i, hvem journalisternes kilder er, fordi de er anonyme og baseret på korridorsnak.

”De er kompetente nok, men det er svært at holde dem op på, hvad analyserne bygger på, for vi kan ikke se, hvem kilderne er. Og det er et større problem, end de kalder sig selv kompetente eller ej. Vi må stole på, hvad de siger,” siger Morten Skovsgaard. Han peger på, at de politiske journalister er gode, fordi de har en bred forståelse af, hvordan politikerne tænker og agerer. ”De forstår, hvilke motiver der ligger bag politikernes handlinger. De er det tætteste, vi kommer på eksperter i den politiske proces,” siger Morten Skovgaard.

Mark Ørsten mener, at journalisterne kan bidrage med et praktisk perspektiv til politik. ”Lektorer og journalister har forskellige perspektiver. Forskere ved nogle andre ting, fordi de indsamler information over tid og ikke arbejder med korte deadlines, som journalister gør”, fortæller han.

Troels Mylenberg ser heller ikke problemer i, at journalister optræder som eksperter: ”Jeg ønsker mig ikke tilbage til en tid, hvor det var politikforskere, der fik lov at kommentere politik. Jeg har været journalist i en tid, hvor man ringede til institut for statskundskab, hvis man skulle bruge en kommentar, og de vidste ikke en dyt om, hvad der foregik bag de lukkede døre,” siger han.

Antagelse #3: Politikere og journalister sidder på skødet af hinanden på Christiansborg

Demokratiet lider på ingen måde under et skadeligt, venskabeligt forhold mellem journalister og politikere. Christiansborg er en meget opdelt arbejdsplads og anden verden end den, man forestiller sig.

”Jeg har aldrig haft en politiker på skødet eller omvendt. Det er i den grad en myte, der trives blandt folk, der færdes meget sjældent på Christiansborg eller aldrig har arbejdet der selv. Jeg har aldrig nogensinde spist frokost med en politiker, medmindre det var i forbindelse med et interview,” siger Troels Mylenberg, der har været på Christiansborg med vekslende mellemrum siden 1994.

”For mig er Christiansborg en meget opdelt arbejdsplads, hvor man har sine opgaver hver for sig. Jeg er ikke på venskabelig fod og har aldrig været det med en eneste politiker. Jeg kan ud fra min egen erfaring sige, at det er demokratisk smukt, at vi i Danmark har den her meget korte distance mellem offentlighedens repræsentanter og politikerne,” siger han og langer ud efter dem, der vil gøre sig til eksperter på Christiansborgjournalistikken, selvom de ikke kender til den.

”Dem, der vil være eksperter på, hvordan man skal være journalist på Christiansborg, ved ikke, hvad der egentlig foregår. Jeg har flere gange haft forskere med på Christiansborg, der ikke har begreb om, hvad det er for en verden, de træder ind i,” siger han.

Den køber Mark Ørsten ikke. Han mener, at det er et kæmpe problem, at journalister og politikere går side om side på Christiansborg. ”Studehandler er en dokumenteret praksis i dansk politik. Det viste Betænkning 1443 allerede i 2004. Der er en bagtanke med placeringen af historier, og det dur ikke”, siger han. Problemet skyldes konkurrence mellem medierne. Mediernes mulighed for at bringe solohistorier er forbundet med prestige og profilering, og er derfor en eftertragtet praksis.

Antagelse #4: Journalister fokuserer mere på strategi end politisk substans

Nej, men politik er et spil, og der er brug for journalister, der forklarer, hvad politikerne mener med det, de siger. Det politiske spil er essentiel for danskerne forståelse af politik og med til at afgøre, om vi finder det interessant. Faktisk gør det manglende fokus på strategi i EU-politik, at vi ikke kan forholde os til det.

Morten Skovsgaard mener, at de politiske journalister fokuserer mere på strategi, end de har gjort, men at det er svært at sige, hvornår det bliver for meget. ”Umiddelbart virker det ikke som om, det er for meget. Jeg tror, at en optælling ville vise, at der er forholdsvis meget substans stadigvæk. Der er kommet mere politisk journalistik, og der er mere strategi i politik, selvom substans stadig er en stor del af det. De to ting er uadskillelige, og man kan ikke dække det ene uden at dække det andet,” siger han og fortsætter: ”Strategi og substans bliver en del af forståelsen for politik. Vi interesserer os for politik, fordi det har konsekvenser for demokratiet. Fokusset på strategi er med til at fremme interessen for politik.”

En del af forklaringen er også, at politikerne selv interesserer sig mere for strategi end substans. Der er altså både kommet mere strategi i politik og i politisk journalistik. Flere valgundersøgelser viser samtidig, at man husker mere af det strategiske end det substantielle i politik.

Men det er ikke noget, der bekymrer Morten Skovsgaard: ”Hvis man kigger på undersøgelser af, hvordan folk reagerer på strategi-vinklinger, kan man se, at de bliver mere kyniske af det. Men det betyder ikke, at de ikke deltager i demokratiet. Dem, der bliver mere kyniske, er dem, der i forvejen interesserer sig for politik. Så man kan diskutere, hvor store konsekvenserne er,” siger han.

Morten Skovsgaard tror, folk synes, der er noget grundlæggende spændende i, at der er strategier og et politisk spil at forholde sig til. ”Man kan spørge, om fokus på strategi udelukkende er dårligt. I EU-journalistikken mangler der noget spændende, vi kan sætte os ind i. Der mangler et politisk spil, vi kan forholde os til,” siger han.

Antagelse 5: De politiske kommentatorer forvirrer seerne

Tværtimod. De politiske kommentatorer er gode, fordi de kan sætte flere vurderinger ind i analyser, end journalister kan. Og pressen bruger dem i stigende grad, fordi partier og medier opfører sig som om, der er valgkamp hele tiden.

”Vi lever i det, man inden for politologien kalder den permanente kampagne. Det betyder, at partierne opfører sig som om, at der er valg lige om lidt. De arbejder strategisk frem mod det næste valg og holder ikke pause som i gamle dage,” siger Mark Ørsten. Medierne har overtaget den måde at se politik på. ”Meningsmålinger og kommentatorer er kun relevante, hvis der er valg lige om lidt. Men medierne opfører sig som om, der kan blive udskrevet valg når som helst.”

Alligevel er de politiske kommentatorer er ikke kun tomt fyld i mediebilledet. De har lov at sætte flere vurderinger ind i deres analyser, end journalister har. ” Journalister skal stadig reportere, fordi der stadig er en stærk objektivitetsnorm. Folk vil genre have et skeln mellem, hvem der laver nyheder, og hvem der laver vurderinger”, siger Morten Skovsgaard.

Det er uklart, hvor stor indflydelse de politiske kommentatorer har på vælgerne. Morten Skovsgaard mener, at mange godt kan afkode, hvad der foregår på Christiansbor. ”Men indimellem er det meget rart at have en eller anden, der kan fortælle, hvorfor noget sker. De politiske kommentatorer har baggrundsviden, som andre ikke har,” siger han.

Tinne Hjersing Knudsen er journaliststuderende på Syddansk Universitet Odense og redaktør på Lixen – avisen for yngre journalister. ILLUSTRATION: Løkke omringet af journalister (Foto: dpolis via flickr)