28.03.2012

Angrebene på USA er blevet intensiveret i Ruslands offentlige debat de seneste fire måneder. To valgkampe har skærpet Putin-styrets antiamerikanske retorik, og det rammer en nerve i den russiske befolkning, vurderer eksperter.

Af Steffen McGhie

Den antiamerikanske stemning blomstrer i Rusland. Ifølge bloggere og politiske debattører står amerikanerne bag en lang række dårligdomme i verden. Når Europa er i gældskrise, er det fordi, amerikanerne beskytter dollaren mod euroen ved at underminere den rivaliserende valuta. Når der er demonstrationer mod valgsvindel i Rusland, skyldes det en amerikansk plan om at starte en revolution i Rusland og indsætte et Washington-loyalt styre i Moskva. Og da et russisk rumprojekt til 960 millioner kroner mislykkedes i januar, kunne det ifølge vicepremierminister Dmitri Rogozin tilskrives udledninger fra en amerikansk radarstation.

Antiamerikanske fornemmelser er ikke et særsyn i landet, der gennemlevede 46 år med den kolde krig. Men i løbet af de seneste fire måneder er retorikken omkring USA blevet ekstraordinært uforsonlig. Først under valgkampen op til det russiske parlamentsvalg i december 2011 og yderligere op til præsidentvalget i marts i år. Blandt USA’s mest aggressive kritikere i Rusland er præsident Vladimir Putin og de statskontrollerede medier.

Vladimir Putin udtalte i december, at USA har spenderet hundredevis af millioner dollars på at forsøge at influere det russiske parlamentsvalg, og han beskyldte USA’s udenrigsminister Hillary Clinton for at anstifte protester mod Putin-styret i Moskva og Skt. Petersborg. Samtidig har USA’s nye ambassadør i Rusland, Michael McFaul, fået en ubønhørlig hård medfart i russisk stats-tv. Flere tv-stationer beskylder ham for at være manden, der udstikker ordrer til russiske oppositionspolitikere bag kulisserne.

Et billede på Putins magt
Selvom aggressionerne umiddelbart lader til at være rettet ud af landet, er de samtidig magtdemonstrationer indadtil. Den skærpede tone over for USA signalerer, hvor magten ligger i Kreml. Mange politiske kommentatorer forventede, at Medvedev ville udgøre et liberalt og troværdigt alternativ til Vladimir Putin, da han blev præsident i 2008. Men den antiamerikanske retorik er et vidnesbyrd om, at Putin reelt blev siddende på magtens tinde gennem Medvedevs præsidentperiode. Det forklarer seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Fabrizio Tassinari:

”Jeg tror, at antiamerikanismen i øjeblikket er et taktisk signal til alle om, at det er Putin, der har og hele tiden har haft kontrollen i Rusland. Derfor burde Putins tilsyneladende afvisning af mange af de mere moderate tiltag fra Medvedev vække endnu større harme blandt Ruslands Putin-modstandere, eftersom det kan tolkes som en cementering af, at de sidste fire års åbenhed har været et komediespil,” siger han.

Og selvom mange kommentatorer har afskrevet den lange liste af anklager mod USA som et forsøg på at aflede opmærksomheden fra protesterne mod Putin-styret og de grundlæggende demokratiske problemer i Rusland, er det en retorisk strategi, der rammer en nerve hos mange russere. Russiske meningsmålinger fra 2010 viser, at 33 procent af den russiske befolkning opfatter Vesten som den største trussel mod Rusland, mens 73 procent af den russiske befolkning opfatter USA som en aggressor, der søger at kontrollere verden.

En russisk fortælling om en farlig verden
De sidste måneders antiamerikanske opblomstring skal også ses i sammenhæng med, at russerne grundlæggende har en relativt høj skepsis over for USA. Det forklarer Jens Worning, tidligere generalkonsul i Skt. Petersborg, ekstern lektor og ekspert i russisk politik ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. En skepsis, der hænger sammen med russernes forståelse af Ruslands rolle i verden og af verdens syn på Rusland.

”Kort fortalt tager russeren udgangspunkt i sit eget liv og anser det for en barsk affære, hvori man hver eneste dag skal forsvare sig mod myndighederne og andre farer. På internationalt plan har russerne den samme fortælling om, at verden er et farligt sted, og at andre magter har lyst til at dominere Rusland. På det punkt ser regeringen og den brede befolkning, også langt ind i de liberale rækker, verden gennem det samme prisme,” siger Jens Worning.

I russisk optik fører Washington en udenrigspolitik, der marginaliserer Rusland. Moskva opponerede eksempelvis imod krigen i Irak, imod det amerikanske missilforsvarssystem på tjekkisk og polsk territorium og imod NATO’s udvidelse mod øst, som mange russere anser for et fremstød mod Ruslands udenrigspolitiske baghave.

Anstrengt udenrigspolitisk forhold til amerikanerne
Antiamerikanske udfald er af samme grund et sikkert kort for russiske politikere på tværs af politiske partier. Siden 2000 har Vladimir Putin og hans regering også ved flere lejligheder kastet grus i det politiske forhold til USA. Blandt andet ved styrkede relationer til Iran og Kina, møder med Hamas-ledere i Moskva og den fortsatte modstand i FN’s sikkerhedsråd mod indgriben i Syrien, hvor Rusland har store våbeneksportinteresser og en strategisk vigtig flådebase.

Stemningen er ikke blevet bedre af, at daværende præsident Dmitrij Medvedev i februar bekendtgjorde, at russisk kontraspionage i løbet af 2011 afslørede 199 spioner for udenlandske efterretningstjenester i Rusland. Ugen efter blev en russisk militæringeniør idømt 13 års fængsel for at videregive informationer til CIA.

Det er dog tvivlsomt, om den nye eskalering i den russiske antiamerikanisme vil udmønte sig i væsentlige ændringer i Ruslands reelle udenrigspolitik, vurderer Fabrizio Tassinari.

”Rusland har grundlæggende ført en tvetydig udenrigspolitik siden begyndelsen af Putins embedsperiode i år 2000. Tilnærmelser til Vesten veksler med afstumpede udtalelser og handlinger, men den hårde retorik har ikke medført nogen grundlæggende ny udenrigspolitisk strategi. Og på trods af Putins erklærede ambitioner om at genvinde Ruslands stormagtsstatus, er resultatet af Ruslands udenrigspolitik over det seneste årti snarere, at man ikke kan tage Rusland for givet,” siger han.

Den seneste tid har også vist små skridt i retning af en mere forsonende tone mellem de to lande. Barack Obama anerkendte i midten af marts udfaldet at det russiske præsidentvalg og lykønskede Vladimir Putin med sejren. Omend uden megen entusiasme og med fem dages forsinkelse, hvilket heller ikke gik hen over hovedet på de russiske medier. Vladimir Putin har efter præsidentvalget meldt ud, at det gode forhold mellem de to lande vil fortsætte.

Steffen McGhie (f. 1982) specialestuderende i journalistik og dansk sprog ved Roskilde Universitet. Skriver speciale om gennemsigtighed i det danske asylsystem; freelancejournalist for blandt andre Kristeligt Dagblad, primært om Rusland og Østeuropa. Tidligere praktikant på Kristeligt Dagblad. ILLUSTRATION: Obama og Putin (Foto: Pressefoto via whitehouse.org)