21.03.2012

Det er en næsten uanfægtet antagelse, at viden får stadig større betydning, at uddannelse og fri forskning er den sikreste vej til vækst og velstand, og at demokrati og kulturel mangfoldighed er med til at sikre innovation og konkurrenceevne. Men de sammenhænge er meget uklare.

Af Søren Harnow Klausen

ANTAGELSER UNDER ANGREB. RÆSON angriber i denne artikelserie en række almindelige antagelser om væsentlige emner. Hver gang er det antagelser, som ved et nærmere eftersyn er helt eller delvist usande. LÆS OGSÅ:
– Antagelser under angreb: Nordkorea
– Antagelser under angreb: Klimapolitik

Antagelse #1: Der er en klar sammenhæng mellem uddannelse og vækst

Nej, det er der ikke. Der er ellers en række iøjnefaldende statiske sammenhænge, som politikere og intellektuelle ynder at henlede opmærksomheden på: Jo højere uddannelsesniveauet er i et land eller en region, jo højere er velstanden; højtuddannede tjener mere og bidrager mere til bruttonationalproduktet; antallet af akademikere i lederstillinger og andre stillingstyper har været støt stigende gennem de sidste tyve år. Det er sandt. Men det er uklart, hvad man kan udlede af disse statiske sammenhænge.

For hvad er årsag og hvad er virkning? Udspringer et lands velstand af indbyggernes uddannelsesniveau, eller er det snarere sådan, at rige lande har råd til at give deres borgere en lang uddannelse? Tager flere og flere en videregående uddannelse, fordi den er nødvendig for, at de kan bestride deres fremtidige jobfunktioner – eller gør de det blot, fordi det tjener karriereselektionen (som når man i den engelsktalende verden gerne ansætter kandidater uddannet i klassisk sprog ved Oxford eller Cambridge i erhvervslivet, fordi de dermed har bevist deres almene værd)? Tvinges firmaerne til at ansætte medarbejdere med videregående uddannelser, primært fordi de bedst begavede og mest motiverede efterhånden alle har en sådan – fordi der ikke længere er nogen stor pool af mindre uddannet, men duelig arbejdskraft at tage af? Bidrager de højtuddannede virkelig mere til værdiskabelsen i kraft af deres uddannelse, eller er det snarere sådan, at de havner der, hvor værdierne skabes, og at deres produkter er dyre, fordi de selv er dyre i drift? Sandsynligvis.

Og der er også statistik, som angriber standardfortællingen. F.eks. er der ingen positiv sammenhæng mellem uddannelsesniveau og vækstrate. Tværtimod finder man de højeste vækstrater i asiatiske og afrikanske lande. Det har ligeledes vist sig svært at finde en klar sammenhæng på virksomhedsniveau mellem investeringer i forskning og udvikling og indtjening og vækst. Rigsstatistikeren har bemærket, at rengøringsvirksomheden ISS har haft større kommerciel succes end den langt mere hypede Novo Nordisk.

Antagelse #2: Grundforskning er en sikker investering

Nej, der er intet belæg for videnssamfundets standardfortælling om forskningen som vidundermiddel. Den myte, at grundforskning skulle være en langsigtet, men sikker og usædvanligt lønsom investering, kan spores tilbage til slutningen af 2. Verdenskrig. Her lykkedes det USA’s daværende præsident Franklin D. Roosevelts videnskabelige rådgivere at overbevise ham – og senere hans efterfølgere – om, at det ville være til størst gavn for samfundet at lade forskningen foregå uafhængigt af nyttehensyn og uden central styring, og dermed forsvare forskernes privilegier (se bl.a. den berømte rapport Science: The Endless Frontier, der blev udarbejdet af en komite under ledelse af Vannevar Bush). Den målrettede og politisk styrede forskning havde ellers på dét tidspunkt frembragt opsigtsvækkende resultater i løbet af krigen. Antagelsen savner da også empirisk belæg – bortset fra den intetsigende sammenhæng mellem nationale forskningsudgifter og velstand, som lige så vel kan skyldes, at grundforskning er en bekostelig affære. De asiatiske tigerøkonomier er opstået i lande, hvor man bevidst har satset på anvendt forskning og ladet andre stå for grundforskningen.

Antagelse #3: Teknologiske fremskridt bygger på grundforskning

Ikke nødvendigvis. Påstanden om, at grundforskning er grundlaget for fremtidig vækst og velstand, begrundes ofte med, at anvendt forskning måske nok kan være fuldt tilstrækkelig på den korte bane, som f.eks. under krigen, men at den bygger på grundforskning og før eller siden vil få brug for nye impulser herfra, hvis ikke kilderne skal tørre ud. Problemet med den antagelse er imidlertid, at det ikke er givet, at den enkelte nation høster frugterne af forskningen. Ud fra en snævert nationaløkonomisk betragtning kan det være mere profitabelt at udnytte den frit tilgængelige grundforskning, som andre har betalt, og i stedet selv satse på den patenterbare, anvendte eller teknologiske forskning.

Der er desuden ringe belæg for den populære idé om en lineær videnskabelig ”fødekæde”. Utallige nyttige opdagelser er gjort – og gøres fortsat – uden forudgående grundforskning. Teknologi behøver ikke at være anvendt videnskab. Innovation kan ske overalt i værdikæden. Som man f.eks. kan lære af de seneste års historier om dygtige IT-iværksættere (Skype, sociale medier etc.), kan grundlaget for kommerciel succes være en uvidenskabelig smart idé, som udnytter eksisterende, undertiden ikke engang specielt sofistikeret, viden og teknologi på original og hensigtsmæssig vis.

Man kan naturligvis pege på mange teknologiske landvindinger og med en vis ret hævde, at uden denne eller hin store videnskabelige opdagelse ville de aldrig være blevet til noget. Der ligger grundforskning i elektricitet og atomfysik bag dagligdags ting som fjernsynsapparater og DVD-afspillere. Men i mange tilfælde begyndte den teknologiske udviklingsproces – og den mere eller mindre anvendte forskning – før de store teoretiske gennembrud fandt sted. Dampmaskinerne inspirerede termodynamikken, og man udviklede batterier og anvendte elektricitet før den grundlæggende videnskabelige forståelse var tilvejebragt, ligesom man havde anvendt kemi – og en blomstrende kemisk industri – før det periodiske system blev opstillet og det kvantefysiske grundlag for kemiske processer blev fundet. Mange af de allermest succesfulde forskningsinstitutioner, f.eks. det legendariske Caltech i Californien, der trods sin beskedne størrelse har fostret 31 nobelpristagere, udmærker sig ved ikke at skelne skarpt mellem grundforskning og anvendt forskning.

Det er utvivlsomt rigtigt, at god forskning kræver rigeligt med tid og frihed til at udvikle og afprøve vilde ideer. Men der er ingen, der siger, at dette kun kan foregå i en osteklokke, løsrevet fra alle praktiske hensyn. Einstein arbejdede på et patentkontor, mens han udviklede sin første relativitetsteori. Danmarks Grundforskningsfond har finansieret projekter, der hurtigt har ført til udviklingen af nye lægemidler og etableringen af nye firmaer – næppe fordi man har formået at gennemløbe hele ”fødekæden” i en håndevending, men fordi den såkaldte grundforskning i virkeligheden er sket med anvendelsespotentialet for øje, og reelt har været uadskillelig fra ikke bare den anvendte forskning, men selve produktudviklingen.

Antagelse #4: Åbne og mangfoldige samfund fremmer vækst og innovation

Også her forveksler man årsag og virkning. Sociologen Richard Florida vakte for 10 år siden stor opmærksomhed med sine tanker om ”den kreative klasse” og de kulturelle forudsætninger for økonomiske vækst. Selv om forhåbningerne til de ”kreative brancher” er kølnet noget som følge af finanskrisen, begrunder mange fortsat kultursatsninger med deres kommercielle nytteværdi, og ser demokrati og tolerance som en del af grunden til vores velstand. Men tjenes der mange penge, hvor (og fordi) man har bygget operahuse, eller bygger man operahuse, hvor (og fordi) man tjener mange penge? Er man blevet velstående på grund af den demokratiske styreform, eller har man udviklet demokrati i de lande, hvor velstandsniveauet har skabt overskud til den slags, og udbredelsen af velstand i samfundet har fået bredere befolkningsgrupper til at kræve politisk indflydelse? Jeg hælder til det sidste.

En del udviklinger tyder på, at vækst og velstand ikke i sig selv fremmer demokrati og åbne samfund, i hvert fald ikke på kort eller bare mellemlangt sigt. Troen på, at Kinas eksportsucces og voksende middelklasse per automatik vil ændre samfundssystemet, er nu ikke længere så udbredt. Man må snarere konkludere, at sammenhængen – for så vidt der er overhovedet er en sådan – er meget mere kompleks, og at mange andre faktorer spiller ind. De økonomisk set mest imponerende resultater er opnået i tredjeverdenslande uden demokrati og uden frie markedsmekanismer. En ikke ubetydelig del af tigerøkonomiernes succes synes at bero på statsstyring, protektionisme og en politisk stabilitet, som meget vel kunne have lidt skade ved større demokratisering Investorer har kynisk, men næppe uden sagligt grundlag, fremhævet fordelene ved at investere i Kina eller Singapore frem for det mere demokratiske, og dermed uberegnelige og ustyrlige, Indien.

Antagelse #5: Det vil kræve mere viden at begå sig i fremtidens samfund

Måske det faktisk vil kræve mindre. Det hævdes ellers ofte, at viden bliver mere afgørende i fremtiden, fordi det vil kræve mere viden at håndtere den voksende kompleksitet. Det kan ikke nægtes, at mange vil få brug for ANDEN viden end tidligere – f.eks. viden om computere (omend kun på brugerniveau, hvor man tidligere skulle kunne programmere eller beherske særlige computersprog!), om nye jobmuligheder, livsstile og kulturelle koder, og måske også om internationale forhold eller om, hvordan man gennemskuer manipulation og bullshit. Men det er tvivlsomt, om gennemsnitsborgeren får brug for mere viden i almindelighed.

Tværtimod: Den generelle tilvækst i viden og den teknologiske udvikling hjælper med at reducere kompleksiteten, og mindsker dermed kravene til den enkelte. Jeg behøver ikke vide nær så meget om tøjvask, bilmekanik, husholdningsbudgetter, vælgermøder, vejrforhold eller bankfilialer som tidligere generationer. Internettet stiller rigtig nok nye krav om evner til at finde, sortere og vurdere informationer. Men det bør ikke overskygge det faktum, at informationerne ER meget lettere tilgængelige og findes i langt større mængder og klarere form. I gymnasiet og på universitetsuddannelserne kan man støtte sig til didaktiske læremidler og allehånde pædagogisk udformede introduktions- og oversigtsværker, ligesom man bliver gelejdet rundt af vejledere og tutorer. Selv om mediebilledet kan virke uoverskueligt, er det blevet ulige lettere at holde sig velinformeret om grundlaget for sin politiske stillingtagen. Videnssamfundet er et samfund, der som følge af udbredelsen og anvendelsen af viden – og den generelle arbejdsdeling – har gjort mange gøremål MINDRE videnskrævende og således aflaster den enkelte borger.

Søren Harnow Klausen (f. 1966) er professor i filosofi ved Syddansk Universitet og dr. phil. Søren er ph.d. fra Eberhard-Karls-Universität Tübingen, leder af forskningsprogrammet Viden og værdier og næstformand for Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation. ILLUSTRATION: Københavns havn (foto af amber lunsford via Flick).