13.03.2012

Den israelske premierminister Benyamin Netanyahu vil beholde det tætte forhold til USA, men Obama er slået ind på en ny vej. Han vil ikke kun have én tæt allieret i Mellemøsten, men en bred palet af stærke bånd i regionen.

KOMMENTAR af David Jano

LÆS OGSÅ:
– Analyse: Et for forsigtigt Vesten kan betyde krig mod Iran
– Iran: Konservative straffer Ahmadinejad for ødsel og krigsretorik
– Seth G. Jones: Al-Qaeda har nærmest frit lejde i Iran

Barack Obama er ikke Bill Clinton, og han er heller ikke George W. Bush. Mens Israels sikkerhed stod højt på prioritetslisten under de to foregående amerikanske præsidenter, er Obama langt mere fokuseret på at skabe et sundt forhold til alle stater i Mellemøsten. Israel er blot endnu en tæt allieret på linje med alle andre, der ønsker at være på god fod med amerikanerne. Israelerne har ellers altid brystet sig af deres særlige forhold til USA. Men uanset hvor mange stående klapsalver Netanyahu fik på sin seneste charmetur til Washington, ændrer det ikke på, at Obama-administrationen har en ny udenrigspolitisk doktrin i Mellemøst-regionen.

Den tætte alliance sprækker
I forrige weekend forsøgte den israelske premierminister dog at understrege den tætte alliance mellem Israel og USA, da han mødtes med præsident Barack Obama for niende gang siden 2009. USA holdt hånden over Israel sidste efterår i FN, da palæstinenserne ville have deres egen stat, men spørgsmålet er, om det var Obamas ide? Det har nemlig ikke været svært for nogen at sande, at forholdet mellem de to regeringschefer er anstrengt. Lige siden Obama vandt præsidentvalget, har han forsøgt at lægge afstand til den mangeårige amerikanske kurs, der ubetinget lover fuld og fast støtte til Israel. Stort anlagte taler i Cairo og Istanbul kort efter Obamas tiltræden viste omverdenen, at USA fremover ville forsøge at skabe et harmonisk og ligeværdigt forhold til samtlige stater i Mellemøsten. Israelerne huske også stadig, da Obama glemte at slukke for sin mikrofon under en privat samtale med Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy til G20-topmødet i Cannes sidste efterår. Sarkozy kaldte Netanyahu en håbløs politiker og løgner, hvortil Obama svarede: ”Jeg skal leve med ham til dagligt”.

Irans atomprogram splitter de to allierede
Skræller man hele den fine polerede overflade af høflige fraser og faste vendinger væk i de taler, Netanyahu og Obama holdt hos den amerikansk-jødiske lobbyorganisation AIPACs årlige konference samme weekend, er man efterladt med det samme som før: Landenes basale uoverensstemmelse om, hvordan man skal forholde sig til Irans atomprogram. Alle eksperter og politikere diskuterer, hvornår Israel og landets allierede angriber Iran. Ingen lader til at huske, at muligheden for ikke at angribe stadig er til stede. I hvert fald i amerikansk optik. Det er et meget vægtigt amerikansk argument, at oliepriserne vil stige, hvis Israel angriber Iran. Det vil være katastrofalt for vestlige økonomier, som i forvejen er trængt af høje priser på olie.

For den israelske premierminister er der helt andre interesser på spil. Iran betragtes som værende en eksistentiel trussel for Israel. Så når alt kommer til alt, er uoverensstemmelserne mellem USA og Israel meget ligetil. USA taler om økonomi og frygten for endnu et mislykket eventyr i Mellemøsten, mens Israel frygter for sin overlevelse.

Mellemøstligt pres på Obama om at konfrontere Iran
USA og Israel har dog også fælles interesser. De har dog ikke meget med Israels sikkerhed at gøre. De handler derimod om olie og Mellemøsten som sådan. Israel er ikke en trussel for Iran eller den arabiske verden. Den fortsatte konflikt mellem Israel og palæstinenserne får masser af omtale i medierne, men når det kommer til sikkerheden og olien i den persiske golf, er den interne konflikt ubetydelig. Et nukleart Iran ville til gengæld være en katastrofe for Saudi-Arabien og de andre olieproducerende golfstater. Skulle Iran få atomkortet, ville truslerne om at lukke Hormuz-strædet komme til at veje betydeligt tungere, end de gør nu. Wikileaks har allerede afsløret, at de saudiske prinser ville elske et angreb mod Iran, og det Muslimske Broderskab i Egypten har rost Israel for at tage truslen fra Iran alvorligt. Washington ser ud til fraråde sine allierede, primært Israel, at man handler på egen hånd, da det formentlig vil trække amerikanerne med ind i en militær konflikt. USA påpeger også, at Iran er svage og sårbare og stadig kan presses diplomatisk til at ændre deres nukleare planer.

Verdenssamfundets sanktioner rammer Iran hårdt økonomisk
Og diplomatisk pres og økonomiske sanktioner ser også ud til at have en effekt. Israelernes bekymringer om Iran lader til at have smittet af på verdenssamfundet. Europa og FN tager truslen alvorlig. Det har ført til en række sanktioner mod Iran, som efterhånden er hårdt ramt økonomisk. Den iranske valuta er blevet kraftigt forringet, og arbejdsløsheden og inflationen presser den iranske befolkning. Selvom urolighederne i 2009 blev slået hårdt ned af styret i Teheran, ulmer vreden fortsat i befolkningen. Alligevel lader det ikke til, at styret vil opgive jagten på atomkraft. Tværtimod er en truende ydre fjende som Israel en fordel, der giver regimet chancen for at samle folket med atomprogrammet som et symbol på stolthed og national frihed.

David Jano (f. 1985) er cand. Mag. i Moderne Mellemøststudier fra Syddansk Universitet og har en BA i Historie fra Københavns Universitet. Han har desuden læst på University of Haifa i Israel og er ekspert i Israelsk politik, kultur og historie. ILLUSTRATION: Netanyahu og Obama under pressemøde i det Hvide Hus den 5. marts 2012. (Foto: Presse, Det Hvide Hus)