08.03.2012

”SF’s ministre ligner efterhånden mere departementschefer end politikere, og de unge folketingspolitikere virker som gamle sjæle i unge kroppe.” Sådan lyder kritikken fra den tidligere spindoktor Rasmus Jønsson. Han giver partiet fire gode råd om spin og tre om politik.

INTERVIEW af Lasse Marker, medlem af RÆSONs chefredaktion

LÆS OGSÅ:
– Kommentar: Droppet betalingsring kan koste Thorning dyrt
– Udenomssnak: Sådan gør Thor Möger Pedersen
– Peter Mogensen: Thorning afslører Søvndals bluff

Efter den droppede betalingsring ligner SF et parti i dyb krise. Vælgerne flygter, kommentatorerne gør nar, og baglandet skælder ud. SF’s problem er både politisk og kommunikativt, vurderer Rasmus Jønsson, der er ekstern lektor i politisk kommunikation ved Roskilde Universitet og tidligere spindoktor for Ny Alliance. Han mener, at SF er for bange for at komme med politiske udmeldinger. Men partiet er også for bange for at lave spin på de indrømmelser, som det faktisk får af S og R. Her giver den tidligere spindoktor SF fire gode råd om spin og tre om politik.

FIRE GODE RÅD TIL SF’S KOMMUNIKATØRER
1) Af med fløjlshandskerne
SF’s dilemma er, at de på den ene side skal være loyale over for regeringsprojektet og på den anden side også skal bevare deres egen profil. Men SF er blevet for bange for at sige S og R imod, mener Jønsson. Han kritiserer SF for at arbejde med et forsigtighedsprincip, der får mange af partiets ministre til ligne departementschefer mere end politikere: ”I stedet for at diskutere teknikaliteter, skal SF-ministrene i langt højere grad komme med politiske budskaber og fortælle vælgerne, hvad SF vil.” Det samme gælder de unge SF-medlemmer i folketinget, som ifølge Jønsson fremstår ”som gamle sjæle i unge kroppe. Det bliver næsten for Christiansborg-agtigt og for fornuftigt at høre på,” siger han. SF bliver nødt til at skrue op for den politiske retorik og være mere aggressive. De skal melde sig ind i debatterne og slå de politiske ambitioner fast. ”Det er måden at få en politisk profil på,” siger Jønsson, der kritiserer SF’s daglige tæskehold for at lægge sig for hurtigt ned eller skifte kurs, hvis S og R blot siger bøh til dem.

2) Spin på sejrene
SF’s politiske ordfører Jesper Petersen siger til RÆSON, at han ”ikke vil gå med til at lave en regnetavle, hvor SF ydmyger S og R ved at fortælle medierne, hvad SF har fået af konkrete indrømmelser.” Det ville være illoyalt over for regeringssamarbejdet, mener Petersen. Men ifølge Jønsson er det en dårlig strategi. Medierne kører på SF, hver gang S og R endnu engang har trampet på dem. Man kan let få det indtryk, at SF’s indflydelse er skrumpet til den ene milliard kroner til den kollektive trafik, som partiet fik for at droppe betalingsringen. ”Men SF har som regeringsparti masser af indflydelse, og det skal de ud at fortælle vælgerne,” siger Jønsson. Han fremhæver, hvordan de radikale har spundet helt vildt på deres sejre. ”Det samme skal SF gøre, og der er ikke noget illoyalt ved at fortælle, at man får noget politik igennem,” siger han.

Men det er ikke blot en misforstået loyalitetsopfattelse, der er problemet. Problemet er også, at ”SF’erne har mere travlt med at tale til deres venner og fjender på Christiansborg, end de har med at tale til vælgerne. Det er en forkert strategi,” mener Jønsson og uddyber: ”Flere af SF’erne virker mere interesseret i at blive anerkendt af meningsdannerne end af at lytte til vælgerne og de problemer, de slås med. Det skal de passe på med. SF’erne skal i langt højere grad skal tale vælgernes sprog,” siger Jønsson.

3) Luk hullet til Enhedslisten
I de sidste meningsmålinger er SF og EL næsten lige store. Det ser ud til, at de traditionelle SF-vælgere er rykket over til EL. SF’s politiske ordfører, Jesper Petersen, siger til RÆSON, at en af de helt store udfordringer er at få lukket hullet til EL. Udfordringen består ifølge Petersen selv i at få kommunikeret, at SF fortsat står for de traditionelle SF-værdier. ”Vi skal have kommunikeret til vælgerne, at SF’s ideologi ikke har ændret sig, men at vi er blevet nødt til at indgå kompromisser for at blive regeringsduelige,” siger Petersen. Jønsson mener, at en strategi kunne være ”at bruge den store folketingsgruppe, som ikke laver noget nu, til at diskutere med EL og vise, at der fortsat er forskel på EL og SF.”

4) Søvndals fokus skal være på udenrigspolitikken
Ligesom lederskribent på Politiken, Kristian Madsen, mener Jønsson, at SF begår en fejl ved at blive ved med at trække Søvndal ned i sumpen af indenrigspolitiske sager. ”Søvndal skal ikke have øget fokus på den nationale debat. Han skal genvinde sin troværdighed ved at blive en god udenrigsminister,” siger Jønsson, der mener, at Søvndal egentlig gør det udmærket: ”Han kommer med mange udenrigspolitiske udmeldinger. Han vil noget, og han mener noget. Søvndal skal fortsætte med at diskutere indhold i modsætning til Lene Espersen (K), der begyndte at diskutere, hvor mange møder hun skulle deltage i.”

De politikske kommentatorer er efter den droppede betalingsring for alvor begyndt at spekulere i, om Søvndal på et tidspunkt kan blive presset til at gå af som formand. ”Søvndal bliver ikke rockstjerne igen, men man kan ikke købe sig popularitet ved et lederskifte,” siger Jønsson. Der er ingen oplagte billetsælgere i de næste rækker, og Jønsson mener ikke, at et lederskifte vil hjælpe SF vælgermæssigt. ”Der er ikke en fabrik, hvor man kan fået lavet et populært parti og en stærk politisk profil. Man må genstarte de politiske tanker indefra,” siger han. Jønsson gør opmærksom på, at et partilederskifte ikke har hjulpet de konservative. Og ligesom for de konservative, er det ikke kun et kommunikationsproblem, som SF har. ”De har også et identitetsproblem,” siger Jønsson.

TRE GODE RÅD TIL SF’S POLITIKMAGERE
1) SF skal definere sin rolle i regeringen
”SF’s udfordring er at finde sin rolle i regeringen,” siger Jønsson. De radikale har haft succes med at slå sig op på at være de økonomisk ansvarlige. Socialdemokraterne har slået sig op på at være de hårdtarbejdende danskeres parti. Men hvad er SF’s rolle? Ifølge Jønsson er der nogle oplagte politikområder, hvor SF sagtens kunne sætte sig på en række dagsordener:

”SF kunne puste liv i værdidebatten på integrationsområdet. SF kunne spille det grønne kort endnu mere, og SF kunne sætte sig på nogle dagsordener om mere intelligente løsninger inden for velfærdsteknologien,” siger Jønsson, der også mener, at der ligger en åbenlys ret-og-pligt-diskussion, som SF kunne tage fat i:

”Ret-og-pligt-diskussionen er i høj grad blevet rettet mod dem på overførselsindkomster. Jeg mener, at SF også skal lave en ret-og-pligt-diskussion, der retter sig mod den arbejdende dansker. Et relevant spørgsmål, som SF kunne stille, er, om den ”hårdtarbejdende danskers” produktivitet matcher det forbrug, som er blevet bygget op.”

2) Formuler politik i baglandet
”Det er vigtigt for et politisk parti at have fjender. Men i øjeblikket er SF’s fjender partiets eget bagland og deres regeringspartnere. Der sidder mange i SF’s bagland, der ikke længere kan genkende deres eget parti, og en af SF’s udfordringer er derfor at få aktiveret deres bagland og folketingsgruppe noget mere,” siger Jønsson. En strategi kunne være at få mobiliseret baglandet og folketingsgruppen mod ydre fjender. ”SF mangler at forny produktionen af politikformuleringer, og partiet bør fokusere på at formulere politik i baglandet. Det kunne være på integrations-, velfærds- og energipolitikken,” siger Jønsson.

3) Tag fat i borgernes sager
”SF må begynde at tale politik på en ny måde”, siger Jønsson. I stedet for at tale i støvede overskrifter som ”flere i arbejde,” bør SF tage fat i emner som for eksempel velfærdsteknologi og gøre dem politiske. Nære velfærdstemaer er interessante at tage op igen, når der er kommunalvalg næste år. SF fik et godt valg sidst, men partiet står over for en alvorlig udfordring, hvis det ikke skal ydmyges fuldstændigt. Her skal SF lure Mette Frederiksen af, siger Jønsson: ”Mette Frederiksen turnerer rundt med budskabet om, at de store samfundsøkonomiske valg også træffes med hensyn til den enkelte. Det samme skal SF gøre.” Carina-sagen, den enlige mor på kontanthjælp med et rådighedsbeløb på over 5.000 kroner om måneden, var en ydmygende sag for Özlem og SF. De måtte indrømme, at Carina ikke var fattig. ”Sådanne fejlcast må SF ikke lave igen. Men laver de deres research ordentligt, kan udgangspunktet i individers sager være en god måde at vise, at der er mennesker i den anden ende af ens politik. Og det er vigtigt at signalere, at SF også har øje for det enkelte menneske,” siger Jønsson.

Lasse Marker (f. 1986) er medlem af RÆSONs chefredaktion. Han har to bachelorgrader fra Københavns Universitet – en i Dansk og en i Statskundskab – og er kandidatstuderende på Statskundskab og Historie på KU. Desuden ansat på Politiken. ILLUSTRATION: