07.03.2012

Kina er IKKE global frontløber på grøn teknologi. Danmark har IKKE afkoblet vækst fra udledning af drivhusgasser. USA er IKKE kun en skurk i forhold til klimapolitik. Og det er IKKE en uløselig strid mellem i- og ulande, der forpurrer COP-processen. RÆSON angriber her fire almindelige antagelser om klimapolitik med hjælp fra Kina-ekspert Jørgen Delman, CONCITOs videnschef Torben Chrintz, USA-ekspert Mads Fuglede og forsker i klimapolitik Lau Blaxekjær.

Af Nikolaj Højberg

ANTAGELSER UNDER ANGREB. RÆSON angriber i denne serie en række almindelige antagelser om væsentlige emner. Hver gang er det antagelser, som ved et nærmere eftersyn er helt eller delvist usande.
– LÆS OGSÅ: Antagelser under angreb: Nordkorea

Antagelse 1: Kina er global frontløber inden for grøn teknologi
Det passer kun, hvis man måler investeringerne i absolutte tal. ”Hvis man regner forbrug på grøn teknologi per indbygger, så er Kina langt nede på listen. Og samtidig har man i Kina et meget større udslip af CO2 i forhold til BNP end i de fleste udviklede lande,” siger Jørgen Delman, professor i Kinastudier ved Københavns Universitet.

Man skal blot kigge på Udenrigsministeriets hjemmeside for et eksempel på overvurderingen af Kinas meritter på klimaområdet. I en artikel her beskrives Kina som verdens største investor i “clean energy”. Det kinesiske kommunistparti har ganske rigtig besluttet at gennemføre omfattende politiske programmer inden for miljø, klima og energi. ”Men problemet i det kinesiske system er, at selvom centralmagten har gode intentioner, er det meget vanskeligt for den at kontrollere det, der skal gennemføres på lokalt niveau,” siger Delman. Det er sjældent, at de lokale myndigheder er i stand til at implementere de mål, der bliver sat i Beijing. Rigtig mange penge forsvinder andre steder hen, end hvor de var tiltænkt. En af indikationerne på det er, at man ikke nåede målet om 10 procent energiforsyning fra vedvarende energikilder (ekskl. atomkraft) i den 11. femårsplan fra 2005-2010. ”Selvom man halvvejs inkluderede atomkraft i regnestykket, nåede man kun 8,3 procent. Målet er nu i stedet fastsat som et ikke-fossilt energimål og ikke som vedvarende energimål. Det illustrerer den store udfordring, man står over for lige nu. Man skal passe på med, at man ikke mytologiserer den kinesiske centralmagts klimabedrifter,” siger Delman.

Antagelse #2: Danmark har afkoblet vækst fra udledning af drivhusgasser
Antagelsen er usand, hvis man medregner udledningerne fra den outsourcede produktionen og fra skibsindustrien. ”I Danmark flytter vi produktionserhvervene og dermed en stor del af forureningen ud af landet. Men vi forbruger jo stadig de varer, der produceres i den pågældende industri, selvom produktionen ikke længere finder sted i Danmark”, siger Torben Chrintz, videnschef hos Concito. Det skyldes, at økonomisk vækst fremmer nye sektorer, mens andre forsvinder. Servicesektoren vokser, og produktionen outsources til udviklingslande. Hvis man kigger på danskerens udledning som global forbruger, stiger udledningen af drivhusgasser stadig. Med til regneskabet hører
altså den udledning, som din iPhone eller dine jeans har bidraget til i andre lande.

Dansk Energi tager i en artikel på sin hjemmeside det internationale energiagentur, IEA, til indtægt for, at Danmark har formået af fastholde vækst i økonomien samtidig med en faldende tendens i udledning af drivhusgasser. Men den antagelse holder altså kun med en opgørelsesmetode, som ser bort fra udledninger fra en række af vores mest centrale kilder til vækst. Hvis udledninger fra handel også medtages, vil det danske klimaregnskab have endnu sværere ved at gå op. Det skyldes, at en stor del af den danske økonomi er baseret på skibsfart, som ikke indbefattes i opgørelser over udledninger. ”Skibsindustrien udleder enorme mængder drivhusgasser. Hvis man medregner skibsindustrien, er Danmark blandt verdens værste udledere af drivhusgasser,” forklarer Chrintz og fortsætter: ”det er altså meget bekvemt for os, at den udledning, der sker i forbindelse med skibsfart, ikke tælles med.” Skibsindustrien er med til at sikre vækst i Danmark, men udledningerne tilskrives ikke os. De danske udledninger bliver på den måde kunstigt lave. Hvis man inkluderede skibsindustrien, ville den danske udledning af drivhusgasser blive fordoblet i statistikkerne.

Antagelse #3: USA gør ikke nok for klimaet
Det passer på nationalt plan, men antagelsen bør nuanceres, for flere delstater fører en endog meget klimavenlig politik. ”Der findes et delstats-USA, der er langt mere progressivt, hvad angår klimapolitik, end det man oplever på føderalt niveau,” siger phd-studerende og USA-ekspert Mads Fuglede. Det er en side af USA, der sjældent portrætteres.

Fx har Connie Hedegaard forud for COP17 kritiseret USA for ikke at forholde sig til videnskabelige fakta og for at benægte klimaforandringerne. Den antagelse er meget almindelig i den offentlige debat. Men selvom den i nogen grad passer på nationalt amerikansk plan, overser den en række tiltag i de enkelte stater. Washington, Massachussets, Oregon, Californien og Vermont er nemlig alle eksempler på stater, der har gjort meget i kampen for en grønnere klimapolitik. I Californiens tilfælde har man i årevis været progressiv, hvad angår håndteringen af klimaforandringer og grøn teknologi. Hollywood og Silicon Valley er eksempler på store industrier, der ikke er afhængige af afbrændingen af fossile brændsler. Lige netop dét muliggør, at man overhovedet kan legitimere at tænke i klimaforbedrende politikker, uden det vil have konsekvenser for den økonomiske vækst. ”Men man kan ikke benægte, at USA er fodslæbende i globale klimaforhandlinger og på føderalt niveau – for det er de,” fastslår Fuglede.

På føderalt niveau italesættes klimaproblematikken som en ’job killer’. ”Det skal ændres, før man kan rykke på det her spørgsmål,” siger Fuglede: ”Men jeg tror helt klart, at Obama føler, at han har et mandat fra valgkampen, som ikke blev indfriet på det her spørgsmål. Derfor bliver det spændende at se, hvad der sker, hvis han bliver genvalgt.” Fuglede påpeger i den forbindelse, at det afhænger af Kongressens sammensætning. Det er i sidste ende den, der skal vedtage lovgivningen, og i øjeblikket blokerer Senatet for alt, der er klimavenligt.

Antagelse #4: Uløselig splid mellem i- og ulande forpurrer COP-processen
I virkeligheden er det omvendt: Mange af de største fremskridt i klimaforhandlingerne de senere år skyldes nye alliancer mellem i- og ulande. ”The Cartagena Dialogue er et eksempel på, hvordan ilande danner alliancer med ulande og tilsvarende, hvordan der sker opbrud internt mellem i- og ulande,” forklarer Lau Blaxekjær, der forsker i klimapolitik ved Københavns Universitet. The Cartagena Dialogue blev dannet under COP15 og har siden udviklet sig under COP16 og COP17. Det er en hybrid mellem et uformelt netværk og en formel organisation bestående af blandt andet EU, AOSIS [alliance af små østater, red.], LCD [sammenslutning af mindre udviklede lande, red.] og andre sydamerikanske, afrikanske og asiatiske lande.

Blaxekjær: ”Alliancen bryder fastlåste forhandlingsmønstre. Under COP 17 lagde de et enormt pres på Brasilien og Sydafrika, der i sidste ende var med til at presse Indien og Kina internt i BASIC [en alliance mellem Brasilien, Sydafrika, Indien og Kina i klimaforhandlingerne, red.].” Det er ellers ikke altid det billede, som tegnes af COP’en. I en analyse for Europa 3.0 [EU-Kommissionens repræsentation i Danmark, red.], portrætterer Frede Vestergaard således en stagneret COP, hvor i- og ulande blokerer for hinanden. At forhandlingerne er gået langsommere, end EU og andre klimaforkæmpere kunne have ønsket sig, er dog ingen hemmelighed. Der har været og er stadig store udfordringer, der blandt andet vedrører, hvordan man definerer ansvaret for klimaforandringerne, og hvem der skal betale regningen. Men konfliktlinjerne bliver i mindre grad defineret ud fra tankegangen om i. og ulande, og samtidig rykker forhandlingerne sig langsomt fremad.

”Diskussionen om to-graders-målsætningen blev lukket i København, og man lukker hele tiden en eller flere problemstillinger ad gangen,” siger Blaxekjær og slår dermed fast, at der SKER fremskridt inden for COP’en. Til COP 17 i Durban blev man enige om, at en global juridisk aftale skal implementeres og begynde at virke senest fra 2020. For første gang forpligtede Kina, USA og Indien sig alle til at ville indgå en juridisk bindende aftale – en historisk aftale sagde Per Meilstrup i et interview til RÆSON umiddelbart efter Durban: ”Jeg forsøger at vurdere COP17 ud fra et politisk perspektiv. Man kan ikke vurdere det ud fra et videnskabeligt eller moralsk perspektiv, for det er ingen af delene.” Aftalen fra COP 17 fremlægger et spor for de næste års forhandlinger, men den er samtidig så vag, at den absolut ingen garantier stiller for en aftale, der kan håndtere klimaforandringerne. På trods af det påpeger Blaxekjær, at det kan skabe internationale tillidsproblemer for Kina og USA, hvis de bakker ud: ”’Blame games’ spiller en større og større rolle og bliver taget mere seriøst af spillere som USA og Kina.”

Nikolaj Skjoldager Højberg (f. 1991) studerer Statskundskab ved Københavns Universitet. Han medvirker desuden som fast paneldeltager i TV2 Lorrys debatprogram ’Meningsmaskinen’. ILLUSTRATION: Storby og os (foto af Alvin Gumba Photography).