12.05.2010

“Det er i miniformat den situation, som vi havde i begyndelsen af 1973, hvor der var en underliggende utilfredshed. Der var der ingen, der med fornuft kunne forudse, at Glistrup ville kunne komme i Folketinget med 28 mandater, og vi er lidt i samme situation. Hvordan bliver denne her utilfredshed opsamlet?” Sådan spørger professor Poul Erik Mouritzen fra SDU. Sammen med politisk redaktør på Fyens Stiftstidende, Troels Mylenberg vurderer han overfor RÆSON oprøret i Udkantsdanmark, hvor Venstre kæmper for at holde på medlemmerne, ikke mindst i Vestjylland. Mylenberg: “Man har overset, hvor meget kernen for et parti betyder: Venstres medlemstal er på 10 år dalet fra ca. 80.000 til ca. 50.000”.

Af Mads Godballe

Udkantsdanmark har på det seneste fået mediernes opmærksomhed, jf. Danmarks Radios serie “Danmark Knækker”. Regeringspartiet Venstre kritiseres for at have mistet forbindelsen med partiets traditionelle bagland, mens de lokalt forankrede Fælleslister har fået vind i sejlene som Udkantsdanmarks stemme. “Fælleslisterne” er lokalt forankrede, uden ideologisk grundlag og oftest et resultat af en lokal konflikt. Den Vestjyske Fællesliste er således opstået i protest mod den nye sygehusstruktur i Midt- og Vestjylland.

Den Vestjyske Fællesliste er blevet landsdækkende. Hvad er det et udtryk for?
Troels Mylenberg (TM): At der pludselig er kommet mediemæssig vind i sejlene for de synspunkter, som gør opmærksom på Udkantsdanmarks problemer. Mange mennesker har oplevet sig som værende glemt i den politiske debat.
Poul Erik Mouritzen (PEM): Vi har nogle undersøgelser af folks tillid til politikerne på de her områder: meningsmålinger, der er lavet i begyndelsen af 2009, og allerede på det tidspunkt kan vi se en helt ekstrem utilfredshed med politikerne i regionen [Vestjylland, red.]. Groft sagt er tilliden halveret i de tre kommuner, hvor man har været mest aktiv omkring supersygehuset, nemlig Holstebro, Lemvig og Struer. En utilfredshed med de folkevalgte, som vi ikke har set andre steder.

Venstres partiforening i ’Naur-Sir Nordvest’ nær Holstebro har offentligt udtalt, at de vil oprette en hjemmeside, der hedder: Passivt medlem af Venstre (www.passivmedlemafvenstre.dk), som et udtryk for deres vrede mod partitoppen. Hvordan vurderer modstanden i Venstres traditionelle bagland?
PEM: Det er en manifestation af den underliggende utilfredshed. Den er så intensiveret på grund af det forløb, der var i efteråret, og er i ekstrem grad rettet mod Christiansborg og specielt Venstre.
TM: Venstre har i mange år søgt politisk succes i byerne – underforstået, at Venstres kernebagland af landmænd og beboere i Udkantsdanmark var uden noget politisk alternativ, hvorfor man ikke behøvede at interessere sig for dem.
Venstre gik efter at få stemmerne i byerne, hvor alle midtervælgerne var, men det er ikke lykkedes. Med undtagelse af en kort trumfperiode med borgmesterpost i Århus, så har man tabt Ålborg, Odense og København. Venstre har derfor ikke nogen base i byerne, og det gør derfor endnu mere ondt, når de traditionelle sikre baglandsområder rør på sig.
Venstre skulle for at fastholde magten finde nogle nye vælgergrupper, og det har man gjort i gennem en årrække. Men benene – hele fundamentet for Venstre – er nu spredt, så bukserne er sprækket.
Da Anders Fogh for 1½ år siden trak Venstre i en mere grøn retning, var det bemærkelsesværdigt lidt modstand fra det traditionelle bonde-Venstre. Denne utilfredshed kommer med nogen forsinkelse, og mange spørger sig selv: ”hvor er vores gamle Venstre blevet af?”

Adskiller Venstres problemer med baglandet sig fra de andre partiers?
PEM: Over en meget lang årrække er Venstres bagland blevet relativt mindre og mindre i det Vestjyske. Relativt fordi Venstre har fået et nyt bagland blandt den yngre nyliberale generation i byerne. Fra midten af 1980erne, da Uffe Elleman Jensen som repræsentant for handelshøjskole-Venstre vinder kampen om at blive leder af Venstre, begynder partiet langsomt at blive et mere liberalistisk parti i økonomisk forstand, og de får nogle nye bastioner. Det så man specielt ved kommunalvalget i 1994, hvor Venstre havde en fantastisk fremgang i hele hovedstatsområdet. V har derfor grundlæggende det samme problem som S: den klasse, der bar partiet i gennem mange år, er blevet absolut mindre. Gruppen af kernevælgere er forsvundet for både Venstre og Socialdemokratiet og i nogen grad gået til DF.
TM: De andres partiers bagland er ikke så geografisk betinget. Venstre har ikke passet og plejet partiets bagland, fordi der ikke var så mange, så det betød ikke så meget. Men man har overset, hvor meget kernen for et parti betyder: Medlemstallet er dalet fra ca. 80.000 til ca. 50.000 på 10 år. Regeringsperioden har altså haft en negativ effekt på baglandsreserven. Det er en enorm nedgang af medlemstallet, og det får selvfølgelig konsekvenser, fordi det dem, der skal bære partiet frem.
Socialdemokratiet er derimod ved at gå stille og roligt frem. Det er ikke noget, der dominerer den offentlige debat, men det skal ikke undervurderes, at der er nogle mennesker, der betaler penge for at være med i et parti. Der er masser af mennesker, der går rundt og definerer sig i forhold til et parti, og det forpligter. Når 30.000 medlemmer så melder sig ud, er det et klart tegn.

Kan der ligge et problem i at formulere reel politik til Udkantsdanmark, fordi det simpelthen ikke er bæredygtigt?
PEM: Set over en årrække siden 1950, da den første egnsudviklingslov bliver vedtaget, så er reformer i den offentlige sektor kørt inden for nogle snævre områder f.eks. politireformer, domstolsreformer, reform af sygehusstruktur. Store reformer, der alle sammen har været iværksat ud fra et rationale om økonomisk effektivisering. Men ingen af dem har formået at bevare den offentlige service i de gamle købstæder og Udkantsdanmark. Man prøver så med lappeløsninger – ved hjælp af det man i mange år har kaldt egnsudviklingspolitik – at købe sig aflad hos en befolkningsgruppe.
TM: Det, at sige, at det ikke er økonomisk bæredygtigt, det er et storby-argument. Nutidens generation af politikere er fra en tid, hvor det ikke har handlet om at vende hver femøre, men alene om hvor mange af dem man skulle bruge. Nu er denne udvikling vendt, og politisk succes kan ikke længere defineres ud fra, hvor meget man vil give, men hvor god man er til at prioritere – og derfor må det accepteres, at nogle bliver sure.
Nu har Udkantsdanmark så fået nok. Spørgsmålet er om nogen tør tage noget fra de her kernegrupper i storbyerne, som dét ikke berører. Der er ingen tvivl om, at det også er kommunalreformen, der rammer Venstre. Lige meget hvor mange gange det hævdes, at der er kastet ekstra milliarder i den offentlige service, så er det ikke noget, nogen har oplevet. Samtidig er der også kommet et forventningspres på velfærdstaten – når noget bliver bedre, står man ikke og klapper af det, men siger: ”dDt manglede da også bare”.
Regel nr. 1 i spindoktorens håndbog er: ‘hvad der ikke kan forklares kan ikke forsvares’. Den centralisering, som kommunalreformen var udtryk for, er den, der bliver betalt tilbage for nu, fordi ingen har kunnet se kvalitetsreformen som et kvalitetsløft af den offentlige service. Det her er vulkanudbruddet, der skyr en askesky af ringeagt udover Christiansborg-miljøet.

Hvem vil vinde Udkantsdanmark politiske opbakning?
PEM: Det kan der kun gættes om. Det er i miniformat den situation, som vi havde i begyndelsen af 1973, hvor der var en underliggende utilfredshed efter VKR-regeringen. I begyndelsen af 1973 var der ingen, der med fornuft kunne forudse, at Glistrup ville kunne komme i Folketinget med 28 mandater, og vi er lidt i samme situation, hvordan bliver denne her utilfredshed opsamlet?
Problemet for Fælleslisten er, at de mangler en stor kendt og samlende figur, hvor det lykkedes for Glistrup i løbet af kort tid at blive meget kendt med sine meget provokerende udtalelser.
TM: Nu ved man jo ikke endnu, hvor høj grad det kan lykkedes Venstre at vinde dem tilbage – de er jo ikke tabt endnu. Der er to partier, der er de eneste, der er dygtige til at mobilisere i øjeblikket – det er SF og Dansk Folkeparti. Så hvis man skal svare entydigt på det, er det SF og DF, der kan fiske stemmerne op i det her oprørte hav. 

Troels Mylenberg er politisk redaktør ved Fyens Stiftstidende og selv bosat i Udkantsdanmark, nemlig Thurø. Han har tidligere arbejdet som politisk reporter og redaktør på bl.a. Berlingske Tidende, Weekendavisen, Dagen og Ekstra Bladet.
Poul Erik Mouritzen er professor i Statskundskab ved Syddansk Universitet, hvor han blandt andet forsker i velfærdstaten og forholdet mellem stat og kommuner.