31.01.2012

Det er ikke offentlig gæld, som river eurozonen fra hinanden, men fundamentale strukturproblemer bag ØMU-konstruktionen. Alligevel nægter Merkel og Sarkozy at se problemerne i øjnene, mens de danser lystigt rundt på den synkende skude.

Af Jesper Jespersen

Tidligere overvismand Anders Ølgaard sammenlignede for 12 år siden ØMU-konstruktionen med Titanic. Med henvisning til den danske fastkurspolitik konkluderede han, at det nok ville være bedre at blive i sin egen (om end meget mindre) båd fastgjort med en trosse til Titanic end at være ombord på skibet. Så kunne man kappe tovværket i tilfælde af, at Titanic skulle støde mod større forhindringer. I dag synes der at være udbredt enighed om – selv blandt økonomer – at ØMU-konstruktionen ikke kan holde i sin nuværende form. Uden en radikal kursændring er der en betydelig risiko for, at det kan blive nødvendigt at gå i redningsbådene.

Besparelser løser ikke ØMU-problemet
På 1. klasse spiller musikken stadigvæk. Angela Merkel og Nicolas Sarkozy danser ufortrødent rundt til tonerne af stærkere budgetdisciplin og større mådehold med de offentlige udgifter. Regeringschefer fra de øvrige ØMU-lande danser gerne med. Landene uden for ØMUen er mere afventende. De fleste føler sig dog tiltrukket af det fine selskab.  David Cameron er undtagelsen. Han sætter City of Londons interesser højere end den fælles europæiske valuta. Selvom Cameron har takket nej til at gå ombord, er enhver antydning af, at Titanic ikke skulle være synkefri, absolut upassende. Og uanset at lysekronerne er begyndt at svaje uheldsvangert, er tonen munter. Så er problemet jo heller ikke større. Det drejer sig primært om at få disciplineret de sydeuropæiske lande. Det går allerede den rigtige vej med teknokrat-regeringer i Grækenland og Italien, samt de to nyvalgte konservative regeringer i Spanien og Portugal. Nu skal de europæiske ledere blot sikre, at balladelandene også begrænser deres offentlige udgifter i fremtiden. Landene må – ligesom det er tilfældet i Tyskland – lære at sætte tæring efter næring.

Men er forslagene til en strammere finansdisciplin nu også den kursændring, som vil sikre, at ØMUen styrer uden om isbjerget?

Der er to fundamentale problemer
Merkel og Sarkozy’s foreslåede finanspagt for eurolandene risikerer at trække den økonomiske lavkonjunktur yderligere i langdrag. De høje offentlige gældsniveauer – ikke kun i Grækenland og Italien, men også i Tyskland og Frankrig – er ikke det egentlige problem. De er symptomet på de voksende og mere fundamentale strukturproblemer, som ØMU-konstruktionen lider under. Først og fremmest er landenes uregulerede banksektorer med til at forværre den europæiske økonomi. Alligevel kan ingen blive enige om, hvordan man fra politisk side skal gribe problemet an. For det andet betyder overskud på de nordeuropæiske betalingsbalancer samtidig med underskud på de sydeuropæiske betalingsbalancer, at Sydeuropa ikke kan få genstartet væksten.

1. Uregulerede banksektorer undergraver europæisk økonomi
Den græske (og i noget mindre grad den italienske) regering havde i en længere periode brugt for mange penge. De to landes offentlige gæld gjorde dem ekstra sårbare i en økonomisk krise. Alligevel har finansmarkederne og bankerne bevilliget regeringerne lån til lave renter. Den uansvarlige regeringsførelse har for så vidt intet med ØMUen eller den fælles valuta at gøre. Det er i princippet et internt græsk og italiensk forhold. Hvis ikke en række navnligt tyske og franske banker havde bevilliget risikobehæftede lån, ville en græsk statsbankerot være et internt græsk fordelingspolitisk problem. Problemet er altså ikke den offentlige gæld, men de europæiske bankers uansvarlige udlån til lande, der ikke har mulighed for at betale dem tilbage. Nu vil en græsk eller italiensk statsbankerot trække flere store, europæiske banker med sig i faldet. Det har de øvrige ØMU-lande ikke råd til.

Bankernes uansvarlighed kunne med fordel holdes adskilt fra problemerne med den fælles valuta. Uafhængigt af en eventuel traktatændring burde Merkel og Sarkozy have været opmærksomme på, at deres egne banksektorer har bidraget til at underminere europæisk økonomi. Den politiske håndtering af spørgsmålet har stor betydning for de offentlige finanser. Den er den største aktuelle trussel mod den europæiske økonomi. Løsningen på problemet er primært af national karakter. Det bør ikke blandes sammen med den fælles europæiske valutas fremtid. Men netop fordi spørgsmålet om den fremtidige regulering af private banker ikke blev besvaret, trak David Cameron trak sig ud af forhandlingerne. Han kunne ikke få svar på, hvad der skulle ske med hensyn til regulering af banksektoren og en eventuel afgift på finanstransaktioner, der har stor betydning for City of London.

2. Uligevægtige betalingsbalancer dræber vækst
De voksende ubalancer i samhandlen mellem overskuds- og underskudslande er et andet strukturproblem, som skaber spændinger inden for ØMUen. Ubalancerne er vokset betydeligt i perioden fra 1998 til 2008. Tyskland, Benelux, Østrig og Finland har øget deres overskud på betalingsbalancen, mens navnlig Grækenland, Spanien og Portugal har oplevet en dramatisk forværring af betalingsbalancen. Især eksportudviklingen kan forklare forskellen mellem Nord- og Sydeuropa inden for eurozonen. Tyskland har, lige siden ØMUen blev etableret i 1999, forbedret sin konkurrenceevne gennem lave nominelle pengelønstigninger og betydelige forbedringer af eksporterhvervenes produktivitet. Omkostningsniveauet i tysk industri er i perioden faldet med ca. 0,5 procent om året. Det summerer op til et fald på 10 procent i løbet af ti år. I de sydeuropæiske lande har de årlige omkostningsstigninger ligget på 2 procent. Det er ikke noget dramatisk højt niveau, men set over en ti års periode, betyder det alligevel en stigning på 20 procent. Siden 1998 er det altså blevet 30 procent dyrere at producere varer i Sydeuropa sammenlignet med Nordeuropa (ikke kun Tyskland, men også lande som Holland og Østrig har haft en betydelig forbedring af konkurrenceevnen). Forskellen i omkostningsniveau har naturligvis haft alvorlige konsekvenser for udviklingen på betalingsbalancen.

Krav om offentlige besparelser tvinger væksten i knæ
Da den økonomiske krise satte ind i 2008, blev det åbenbaret, hvor skrøbelige de sydeuropæiske økonomier var blevet på grund af den svækkede konkurrenceevne og den enorme udlandsgæld. Landene oplevede den største stigning både i arbejdsløshed og i finansieringsrente. Det er her, at stillingen på betalingsbalancen taler sig tydelige sprog. Lande med overskud på betalingsbalancen kan finansiere deres offentlige budgetunderskud inden for landets grænser. Det gælder særligt for Tyskland, men også Holland, Østrig, Sverige, Danmark og Finland har lave finansieringsrenter. De lande, der har oparbejdet en betydelig udlandsgæld (ikke at forveksle med offentlig gæld), betaler de højeste renter. De ØMU-lande, der har mistet deres konkurrencekraft, er blevet fanget i en ond cirkel: Faldende eksport, svigtende skatteindtægter, stigende arbejdsløshed og høj rente står i vejen for at genstarte den økonomiske vækst. Sydeuropa er blevet fanget i en såkaldt gældsfælde. Den klapper, når renten på offentlige og private lån overstiger den økonomiske vækst. I øjeblikket ligger renten i Sydeuropa langt over væksten (som rent faktisk er negativ i disse år). Gælden vil derfor fortsætte med at vokse, hvilket er åbenbart uholdbart! EU’s krav om offentlige besparelse vil ikke ændre ved, at renten overstiger væksten i  de sydeuropæiske lande.  Besparelser vil blot tvinge væksten yderligere i knæ og føre til endnu højere arbejdsløshed.

Finanspagten redder ikke ØMUen
ØMU-landene er ved at drive fra hinanden. De sydeuropæiske lande kan ikke ved egen kraft genstarte vækstmotorerne. Den erkendelse er så småt ved at vinde terræn i den politiske og økonomiske debat i Tyskland. Hvis de nordeuropæiske lande fortsætter deres neo-merkantilistiske politik, vil ØMUen falde fra hinanden. Hvis den fælles valuta skal holde i længden, må alle lande sigte mod ligevægt på betalingsbalancen. Det kan ikke lade sig gøre, at alle lande har et overskud på betalingsbalancen samtidig. Et faktum, der burde føre til en traktatlig forpligtigelse om at reducere både underskud og overskud på betalingsbalancerne.

Men intet sikrer en afbalancering mellem over- og underskudslandene i den foreslåede finanspagt. Tværtimod svinger Tyskland taktstokken og fastholder, at de andre lande skal føre en tilsvarende politik.  Det er simpelthen umuligt. Dengang landene havde deres egen valuta, ville de sydeuropæiske lande have devalueret valutaen for at genetablere konkurrencekraften. Det var ikke nogen uproblematisk politik, da den indeholdt kimen til en fornyet inflationsspiral. Men er der noget alternativ i en situation, hvor samhandelspartnerne ikke vil være med til at finde en fælles løsning? Og det er netop det aktuelle problem, Tyskland vil ikke erkende sit betydelige medansvar for at genskabe balancen inden for eurozonen. Det er naturligvis forståeligt, at det tyske erhvervsliv ikke ønsker at ændre på sin konkurrencemæssige overlegenhed, men Angela Merkel burde vide bedre. Hvis hun virkelige mener, at hun er villig til at påtage sig sin del af ansvaret for at redde euroen, er finanspagten ikke det rette svar.

Jesper Jespersen, Professor, dr. scient. adm., Roskilde Universitet. ILLUSTRATION: (Foto: EU Council via flickr)

Alle kommentarer på RÆSON er alene udtryk for skribentens egne holdninger. Vil du skrive en kommentar eller et svar til denne? Så send dit forslag til: redaktionen@raeson.dk