23.01.2012

Det muslimske broderskab har spillet en afgørende rolle i omstyrtningen af Hosni Mubaraks styre og er blevet udråbt som vindere i det nylige egyptiske valg. Men hvor er broderskabet på vej hen politisk? ”Broderskabet vil ikke samarbejde med salafisterne og vil kun i et langsomt tempo forsøge at presse militæret fra magten”, siger Nathan Brown, der er professor i videnskabelig politik og internationale forhold ved George Washington University. ”På kort sigt vil broderskabet koncentrere sig om indenrigspolitiske spørgsmål, men i horisonten står en ny mere konfrontativ politik over for Israel”, siger Jakob Skovgaard-Petersen, der er professor ved Institut for Tværkulturelle og regionale studier ved Københavns Universitet.

INTERVIEWS af Andreas Antoni Lund

Læs også:
– Valg i Egypten: Islamisterne lykkedes med at kvæle revolutionen
– Ambassadør i Egypten: På mange måder er det gamle regime stadig ved magten

RÆSON: Hvordan vil du beskrive Det muslimske broderskabs politiske ståsted i dag? Ved Broderskabet overhovedet, hvad det selv står for i dag?
Brown: De har et meget detaljeret sæt politiske forslag i deres platform. Essensen er, at de koncentrerer sig om indenrigspolitiske problemstillinger såsom sundhed, uddannelse, god regeringsførelse og udvikling.
Broderskabet forbliver en smule vage, når det drejer sig om deres kulturelle og religiøse agenda. Det er der flere forskellige forklaringer på: de ønsker først at bevise, at de kan regere, de vil ikke skræmme andre, og de er selv usikre og splittede.
Skovgaard-Petersen: ’Frihed og Retfærdighed’, Broderskabets parti, førte kampagne på at løse akutte problemer som jobs, transport, sundhed og uddannelse. Og de erklærede sig rede til at blive målt på deres indsats på de felter. Det er sikkert inspireret af AKP’s (regeringspartiet i Tyrkiet, red.) succes i Tyrkiet, men også udtryk for deres betoning af, at der findes praktiske islamiske løsninger på vor tids problemer.
”Frihed og Retfærdighed” er imidlertid et parti uden politisk erfaring, og Egyptens økonomiske problemer er en hel del større end Tyrkiets. De får vanskeligt ved at løse de opgaver, de står overfor. Man må håbe, at vælgerne holder dem fast på deres løfter. Men vælgerne har heller ikke megen politisk erfaring.

RÆSON: Vesten udtrykker bekymring for Broderskabets succes. Er der en god grund
til det?
Brown: Bekymring er begrundet, ja. Fobi eller panik er derimod ikke. Broderskabet er ikke en liberal organisation. Det er til en hvis grad blevet mere liberalt, men Broderskabets vision for et ordentligt samfund bygger på en dybtliggende religiøs vision. Desuden er Broderskabet ikke venligt indstillet over for Israel.
En regering, der er domineret af Broderskabet, vil være årsag til nogen politisk hovedpine for vestlige regeringer. Men der er ikke tale om en radikal eller terroristisk organisation, og dens magt er en hovedpine, ikke en kræftform.
Skovgaard-Petersen: Ja, naturligvis er der grund til bekymring, når et islamistisk parti kommer til magten. Der er bestemte felter – kvinder, ikke-muslimske minoriteter, straffelov – hvor Broderskabet tidligere havde stærkt iliberale positioner. Dem har de revideret gradvist i løbet af de seneste 20 år. Men nu har de magt og presses endda af det mere puritanske Nur-parti. Dertil kommer emner som medier, uddannelse og kultur, hvor Broderskabets traditionelle fokus på at bygge det nye moralske menneske også kan få dem til at gå i en ensrettende retning. Det er i høj grad de felter, som de lokale kritikere fokuserer på.

RÆSON: Salafisterne overraskede ved valget. Hvad betyder det for
islampraksis i Egypten og for egyptisk politik?
Brown: Broderskabet har langt større politisk erfaring end salafisterne. Det gør det usikkert, hvad salafisterne vil foretage sig. Men lige nu er de rivaler, og de kommer til at konkurrere om populariteten på gaden mellem de to retningslinjer. Broderskabet ønsker ikke at forme en ”islamisk blok” lige nu – tværtimod ønsker de det modsatte. Men hvis salafisterne begynder at tage religiøse spørgsmål op, vil Broderskabet måske mene, at det er nødvendigt for dem at følge trop for ikke at miste de religiøse vælgers loyalitet.
Skovgaard-Petersen: Med Nur-partiets store tilstedeværelse i parlamentet vil spørgsmål om praktisering af islam løbende blive rejst. Det kan lægge gift for pragmatikerne i ”Frihed og Retfærdighed”. Foreløbigt søger Nur-parties ledelse også at anslå moderate strenge. Men jeg tvivler på, at de kan styre deres flok.

RÆSON: Hvor stor fleksibilitet er der inden for Broderskabet til at redigere i
deres politik, nu når de skal i regering?
Brown: Broderskabet forsøger at være fleksibelt, til dels fordi Broderskabet ved, at det ikke kan regere på egen hånd. Selv hvis det vinder et flertal – skal Broderskabet stadig håndtere hæren og – efter hæren er forsvundet – en stærk præsident.
Skovgaard-Petersen: De har været ganske fleksible i de senere år, da det gjaldt om at vise sit politisk duelige. Og det præger også ”Frihed og Retfærdigheds” partiprogram. Men som det dominerende parti i parlamentet deltager det ikke længere i en demokratisk skønhedskonkurrence. Til gengæld støder det ind i virkeligheden. Så vi må se.

RÆSON: Hvordan kan Broderskabet udfordre militæret og gennemtrumfe deres
politiske vilje?
Brown: Broderskabet er en forsigtig organisation, der ikke ønsker at udfordre hæren. Det vil det kun gøre som sidste udvej. Indtil videre ønsker Broderskabet kun at presse hæren væk fra magten i et langsomt tempo, muligvis for at beskytte deres selvstændighed på den korte og mellemlange bane.
Skovgaard-Petersen: Jeg vil tro, at Broderskabet accepterer en foreløbig regering og venter på, at militæret træder tilbage til kasernerne efter et præsidentvalg. Men det vil vogte over forsøg på konstitutionelt at give hæren en indflydelse over civil politik. Det så vi i oktober, da hæren søgte at få gennemført retningslinjer, der ville stille dens budget uden for parlamentarisk kontrol. Den egyptiske hær er ikke principielt sekularistisk, sådan som den tyrkiske har været siden Atatürk. Ideologisk kan de to sikkert nok finde sammen. Så det er mere en rivalisering, der drejer sig om den egyptiske hærs traditionelle privilegier og selvbestemmelse.

RÆSON: Hvor stor en ændring vil man se i Egyptens udenrigspolitik?
Brown: På kort sigt vil Egyptens udenrigspolitik ikke forandre sig meget – måske i tonen, men Broderskabet ønsker ikke at prioritere udenrigspolitik. Det er imidlertid usikkert, hvad det vil gøre på lang sigt.
Skovgaard-Petersen: I det år, der er gået siden revolutionen, har Egypten vendt sig indad. Det vil formentlig fortsætte en rum tid endnu. Men i horisonten står en ny mere konfrontativ politik over for Israel. I efteråret var Tyrkiets premierminister, Erdogan, i Kairo og blev hyldet som en helt. Jeg kunne godt forestille mig, at vi får en lignende bravado-politik at se over for Israel fra Egyptens nye politiske ledelse.

Andreas Antoni Lund (f. 1981) er cand. mag. i journalistik og cand. mag. i historie fra Roskilde Universitet. Han arbejder som journalist ILLUSTRATION (foto: E. N. via flickr)